Medicineret

Fontex – prozac – kært barn har mange navne… men forhåbentlig en rigtig god effekt. Ja, det gik åbenbart ikke det der med at undvære lykkepillerne. Var ellers endelig sluppet for sindssyge bivirkninger – eller abstinenser var det vel. Har haft det så skidt, været rigtig dårlig under udtrapningen. Jeg nåede at være glad for at hilse på min sexlyst, inden det for alvor gik op for mig, at mit liv uden medicin lige pt er meget svært. Jeg ryger – og er røget – ned i et sort hul. Lige nu virker det bundløst, men jeg håber, at medicin og terapi kan hjælpe mig, så jeg kan ramme bunden og begynde at stige mod lyset igen.

Jeg er ked af det – ked af at starte på medicin igen. Var lige blevet så glad for at undvære det. Jeg nød at blive rørt til tårepersere. Nød så meget at mærke mine helt rigtige følelser igen. Altså lige indtil de overmandede mig. Og det skal jeg da lige hilse og sige, at de gjorde. I den grad. Har været så voldsom sensitiv, at jeg til tider slet ikke har magtet at være i min krop. Har haft lyst til at selvskade. Til at råbe. Til at løbe skrigende rundt. Temmelig voldsomme fornemmelser. Har ikke levet efter dem. Men det har været svært at være koncentreret om noget som helst.

Så – nu er jeg altså tilbage på medicin. Håber det bedste. 

de der kalorier

Ja... hvis et kanel knækbrød "koster" 60 kcal og smager fint uden smør og pålæg, så svarer det vel fint til 2 knækbrød med smør og pålæg??? Damn, det er godt, jeg ikke skal til eksamen i kalorie tælling. Jeg var så dygtigt holdt op med at tælle kalorier. Det er jo for fanden ligemeget - og man bliver helt snydt af deklarationer. Læste foreden, at Sunset sandwich vejer alt for meget og indeholder derfor flere kalorier. Selv med den viden vælger jeg de knækbrød med 55 kcal frem for dem med 60 kcal. Pyt med smag! Ville dø hvis jeg skulle spise de der 5 kcal mere. Og 2 knækbrød om dagen - så er det 10 kcal. Hvad kan det ikke blive til på en uge??? 70 kcal!!! Det er jo et helt knækbrød mere.....

Jeg gider ikke kalorietælling. Gid jeg kunne blive talblind, når det handler om de små bæster. De flinke forhandlere er blevet så gode, at de sætter kalorieantallet på forsiden. Så behøver jeg ikke engang vende tingene op. Jeg kan hurtigt scanne henover hylden og se, hvor der er færrest i. Smart i en fart. De hjælper mig sågar med potionstørrelser. Bare træls når en potion er 30 gram; det er for bøvlet at udregne indholdet for 100 gram. Så skal jeg alligevel vende varen om og læse. Måske skal jeg downloade en masse apps, så jeg rigtig skal svælge rundt i kaloriernes tillokkende verden. NEJ - gu skal jeg ej. Skal tænke - et knækbrød er et knækbrød. Jeg skal vælge udfra pris, økologi, smag... alt andet end kalorier.

The irony talks for itself

Øgning kontra vægttab

Sjovt som jeg glemmer at skrive herinde. Måske har jeg virkelig ikke lyst til at forhold mig til, at det hele går af helvedes til. Farvel og tobak med alle de glade optimistiske tanker. Vægttab nu 2 uger i træk – i skrigende kontrast til den stigende målvægt. Målvægt og reel vægt flytter sig længere og længere fra hinanden. I midten af de to stridende parter står jeg og bliver revet og slæbt i. Hvordan overtager jeg lige den kontrol?

Behandler sætter regler op – jeg skal beslutte, om jeg vil fortsætte behandlingen og vægtøgningen. ”Ønsker du at øge din vægt med yderligere 5,5 kg?” Ja tak. Hvis du lige kunne sprøjte 4 kg. muskler ind og 1½ kg bryster, så har vi en aftale. Nej??? Anden mulighed er at stabilisere her og nu. Få hjælp til at acceptere nuværende vægt. Accept at denne livssituation og spise udfordringer er sådan det nu er. This is as good as it gets. Faktisk et meget godt ultimatum. Jeg vil fandme have det bedre!!! Jeg har ligget og rullet rundt på nuværende vægt I over ½ år. Jeg får det ikke bedre med maden. Jeg skal øge. Jeg blev topmotiveret. Og motivation er jo heldigvis en vedvarende størrelse…. Nå nej….

Udover det så snakker vi igen om medicin. Kan åbenbart ikke klare livet uden. Det er for hårdt. Tanker der er helt ude i hampen. Følelser der er så voldsomme, at jeg ikke kan rumme dem – men jeg kan heller ikke rigtig gøre noget ved dem. Koncentrationsbesvær… tristhed og opgivenhed… Jo jo, det hele peger i retning af noget depressivt. Efterårets komme har det med at bringe tungsindet med sig. Så – det er nok vægtøgning og piller, der skal til.

On the bright side: jeg har haft fødselsdag, og kæresten og jeg fejrede på fancy restaurant med 3 retters menu. Nød alle tre retter – uden at levne. Og havde clearet menuen med diætist. det var så fedt at være i stand til at spise helt almindeligt og nyde en aften med jordens dejligste kæreste J

Magter det ikke....

Magter nul og niks. Er frataget energi - men er tilgengæld blevet tildelt rastløshed i stor grad. Kan sprænge i luften lige pludselig. Er ikke egnet til fin brug.... ej heller til almindelig brug. Havde den mest vidunderlige dag i går. Solen skinnede - og vi var på tur i kolonihaven. I dag står den på rengøring, tungsind og lektier. For lidt og for meget... Nå ja... Vægtøgning. Havde tabt mig for meget sidst. Det gider jeg da ikke. Alligevel er jeg døds angst for mad. Jeg får lyst til at ændre i kostplanen for at få for lidt. Jeg tør alligevel ikke, fordi jeg ved, det er for dumt, og fordi jeg er bange for at få for meget. Bruger alt for meget tankevirksomhed på mad.
Hader mad
Er næsten blevet sat stolen for døren i Risskov. De tænker, om det er for svært for mig både at arbejde med sindet og øge i vægt. De har sikkert ret - eller det har de. Det er for hårdt. Ingen tvivl. Men hvad så. Jeg skal jo øge de sidste kilo. Det er efterhånden 3-4 kg, jeg stadigvæk mangler. Burde jo bare tage dem på i stedet for at blive ved med at gå ned af. Jeg kender jo denne tur til hullets bund. Magter jeg mon det her liv? Det er hårdt. Ikke som forventet. Jeg vil!!! Jeg ved så ikke, hvad Risskov vil tilbyde. Vi skal snakke mere om det.

Eksplosiv bombe...

Hvor er det en depri dag. Jeg sætter store spørgsmålstegn ved mig selv og mit væsen. Jeg er ikke sikker på, jeg egentlig er det menneske, jeg tror, jeg er. Kæmpe identitetskrise vist. Og af en meget eksistentiel karakter.  Hvem er jeg egentlig? Jeg var ved at gå til i bussen. Var en tidsindstillet bombe. Jeg skriver var, jeg mener i virkeligheden er. For det er det, der er grundlæggende i denne krise/møgdag. Jeg føler, min lunte er så kort, at jeg kan gå af hvert øjeblik, det skal være. Måske pander jeg hende en, der bliver ved med at støde ind i mig. Måske sparker jeg til ham foran mig, der vover at lugte fælt. Måske går jeg helt amok på de idioter i toget, der skal fylde to sæder. Hvad fanden sker der for mig? Jeg er så hyper sensitiv, at jeg ikke er sikker på, jeg bør være blandt mennesker. Jeg tvivler på, jeg pludselig flipper ud på en sagesløs fremmed. Og hvis jeg endelig lukker lidt ud, så foregår det tilpas passiv aggressivt, så de vil næppe opdage det. Men det er så skide hårdt at være i mig, når det står på. Jeg føler mig som et så dårligt menneske. Hvad har jeg gang i? Jeg er nok slet ikke det menneske, jeg tror, jeg er. Jeg er ikke en menneskekender. Hvad bilder jeg mig ind, at jeg ender noget til mennesker og deres følelser? Empati min bare. Det er jo bare mig selv, jeg har projiceret over i andre. Jeg aner hat om, hvem de er.

Klog? Ja, det tror jeg af og til, jeg er. Jeg er vel bare middelmådig. Hvordan kan jeg tro, jeg er klog? Jeg aner jo ikke en skid. Er ved at gå amok, mens jeg læser lektier. Kan ikke koncentrere mig om det. Er så opmærksom på alt muligt andet. Den mindste lyd får mig til at ville begå mord. Jeg fatter ikke det læste, fordi jeg er så opmærksom omkring mig. Prøver at være i min krop og afgrænse mig fra andre. Det hjælper ikke. Jeg magter det ikke. Kan sgu godt være, jeg skulle have lavet de der øvelser i kropsterapi.

Vi har lige haft forelæsning om kritisk teori. Mit verdensbillede har så ændret sig drastisk. Min holdning har altid været, at hvis man skal være kritisk, så skal man sgu have en løsning; ellers er det ikke okay. Det er i min optik pisse nemt bare at være kritisk, når man ikke bliver opkrævet et løsnings forslag. Dette synspunkt gennemsyrer altså mit liv ret meget. Det er ikke bare i nogle forhold. Det er helt ned i det helt basale. Hvis du ved, hvad du ikke vil/hvad der er skidt, så skal du fandme også vide, hvad du vil. Det andet er for nemt. Dette afspejles jo desværre også i mine relationer. Jeg vil godt ligge ører til deres kritik; men det skal sgu være konstruktivt. De har værsgo at diske op med en løsning samtidig. Ellers kan de klappe kaje. Øv, det er jo endnu et argument i, jeg er et dårligt menneske retorikken. For fucks sake!!!

Min verden er helt brudt ned. Det jeg troede var almen sandhed, er så bare min sandhed. Jeg fremlagde det jo for klassen, da jeg undrede mig ret meget over de der skide kritikere, at de ikke havde en løsning. Det er jo fint at fremhæve, at verden er af lave og argumentere for det; men de må da have et forslag til noget bedre. Den holdning var jeg så pænt alene med. Altså på den måde at underviseren syntes, det var okay ikke at have en løsning. Der er godt nok nogle ting, jeg skal have vendt til terapi og have fundet ud af, hvordan fanden jeg så skal forholde mig til verden og mig selv på. Jeg vi jo gerne være et godt menneske, men det er jeg slet ikke. Og hvordan får jeg det vendt rundt?

Så når mine tanker en sjælden gang ikke er på mad, så er de så på dårlig menneske argumentet. Har mest lyst til at gå i hi. Væk fra alt og alle. Jeg er bange for, hvad jeg begiver mig ud i. Bange for, at jeg eksploderer… lige pludselig kan jeg nok ikke styre mig. Mon det er panik, fordi jeg føler, jeg har sluppet kontrollen. Er min ekstreme selvkontrol måske en måde at beskytte mig selv og andre fra min Hulk lignende vrede. Det er sgu ikke en helt dum tanke.

Det bli´r en god dag

I dag er vist en god dag J Jeg kom tidligt op og var nede og træne… Ja, det lyder sejt, og jeg er da også sej i mit træningstøj. Trøjen praler med, at jeg har spinnet 3 timer i træk i Randers storcenter. Så går det seje så ned ad bakke derefter, når man opdager, at træning foregår i gamle lokaler, der slet ikke miner om de seje fittness centre med deres uberseje maskiner med air con og tv… og smukke og tillokkende… og forbudte!!! Næ – nu sker træning sammen med en flok pensionister J det er faktisk ikke så tosset endda. Det er pæn hård træning. Vi snakker altså 1 time og 50 minutter, hvor pulsen er oppe og ramme højt et par gange, og hvor kroppen arbejdes igennem. Så en god blanding af kondi træning og mere styrketræning…  og selvfølgelig af- og udspænding ej at forglemme.  Og jeg er vild med det. Jeg giver den gas, og jeg får ros J Instruktøren kender ikke min fortid, så var hun nok mere forbeholden med roserne J Men jeg nyder det. Dernede er jeg bare Bettina, der kæmper med Planken som alle de andre. Jeg skal ikke være hurtigst, først eller bedst. Det er okay at synes øvelserne er hårde.

Faktisk er det fedt at opleve, at det er ganske okay at stønne efter armstræk og erkende, at det sgu er hårdt. Det er nye toner i forhold til før, hvor jeg jo intet mærkede.

Det er stadigvæk vanvittig potentielt farligt. Mere vil have mere. Det er svært, at det kun er 1 gang om ugen. Det er svært, at jeg stadigvæk skal spise korrekt efterfølgende, så jeg får ikke den store glæde ud af kalorie forbrændingen. Men det er så skide fedt at få lov til at bruge sin krop aktivt – og under ordnede forhold.

Efterfølgende tog kæresten og jeg i storcentret. Skulle have frokost derude, og er der noget, jeg er trænet i, så er det godt nok at spise frokost ude J Det gik jo som en leg. Har en lille buffer, der hedder mælk til maden. Det får jeg jo ikke, når jeg spiser ude. Men den lille buffer af sikkerhed gør, at jeg ikke bliver helt angst for dressing på salat, og så er det vist okay? I hvert fald har jeg det godt med det og er tryg J Og det er dejligt, at jeg kan finde ud af at spise frokost ude. Det giver en verden af frihed og selvbestemmelse. Min kæreste er stadigvæk fanget i gamle tider, så han bliver overrasket, når det kan lade sig gøre, vi spiser ude. Før var devisen jo – ja, ja skat; jeg vil gerne spise ude med dig… bare ikke i dag. En anden dag vil jeg gerne – men liiige præcis i dag er dum J Fuck, han har hørt på meget lort. Elsker ham sgu.. han er en keeper. 

Det er jo bare kage!

Det er da vist godt at gå i skole i forhold til at skrive blog J Det river og rusker udenfor, så jeg venter lige med at tage hjem til Randers. Det må da snart blive sommervejr igen.. Bare inden for den næste times tid så er jeg tilfreds.

Til frokost i dag meddelte en af mine medstuderende, at hun havde kage med. Gisp! Og der havde jeg lige slugt den sidste bid rugbrød, så jeg blev frataget muligheden for at kompensere på forhånd. Ind i klassen bævrende af angst. Skal – skal ikke spise kage. Skal! Ja… nej – skal ikke. Skal --- måske spise et lille bitte stykke? Skal ikke spise kage kl. 13. Skal – det er jo normalt, og de andre glæder sig. Hmmm. Skal jeg løbe min vej? Skal jeg bare spise det kage og så undlade aftensmad? Nej, nej – det er jo forbudt. Skal spise kage – det er sundt! Nå… køkkenrulle deles rundt. Jeg tager ikke et stykke. Skal jo ikke spise kage. Alle andre tager køkkenrulle. Kage kommer rundt. Stykkerne er ikke så store. Det er normalt at spise kage. Den ser god ud (åh gru … grimme lyst). Jeg skal da spise kage. Fødselsdagsbarn bliver glad, da jeg alligevel gerne vil have kage, fordi den ser så god ud, som jeg husker at sige. Nå.. så står det der kage så og glor på mig. Er mæt efter frokost. Er angst for at spise. Er bange for ikke at spise. Konsekvenserne fiser rundt i mit hoved. Men – nu er jeg moden… og vil være raks. Og jeg vil fandme kunne spise et stykke kage på skolen…. Og det gør jeg! Jeg spiser det! Endda i nogenlunde tempo. Tror ikke, jeg skiller mig nævneværdigt ud. Kagen er en tung chokolade fætter, der falder tungt. Men jeg gør det. Jeg spiser det. Skynder mig at sms kæreste, der synes, jeg er sej. Og det er jeg sgu da. Kage er helt almindelig mad. Det udgør fint et eftermiddagsmåltid – og det behøves ikke at spises kl. 15.30.

Hold da op – man tror jo, det er løgn… så meget ballade over et stykke kage. Håber, det bliver nemmere næste gang.

Dumme, dumme mad og madglæde

Så skrives der fra skolen igen. På en eller anden måde er det bare en kende mere interessant at skrive blog end at læse om formidling og kommunikation set udfra relativistiske teorier – for ikke at snakke om objekt-viden… eller social konstruktivisme, hvor det hele jo er lige meget, eftersom det hele er relativt… J Jo jo, det er sgu skønt at få udvidet sin horisont og ikke mindst sit ordforråd.

Tilbage til det noget mere jordnære og konkrete: me, myself and I. Egentlig er det måske forkert – for der er godt nok ike meget konkret i angst. Det er da abstrakt og uforklarligt om noget. Den sidste tid har været præget af en del ”gåen-i-byen” – jeg har fået kage til eftermiddag, jeg har været til 2 fødselsdage – den ene med brunch og den anden til eftermiddag. Ud over det har jeg været i biografen med popcorn, og jeg har fået lørdags slik på en søndag. Rigtig mange ting der har været anderledes, og det prikker til angsten. Jeg har brugt oceaner af energi på at udregne kcal indholdet i æblekage – i popcorn. Jeg ved nu, hvad en liter popcorn vejer (30 gram), og hvor mange kcal ½ liter indeholder (68)… arghhhh!!! Ydermere har jeg brugt alt for lang tid på at finde ud af lave grøntsagssuppe. Helt ærligt! Jeg ved jo godt, den slags suppe er no go, medmindre den peppes gevaldigt op med fløde eller lignende.  Jeg har spekuleret i bytte, bytte købmand. Jeg har forsøgt at skrive ned, hvad jeg har fået og ikke fået. Jeg har kompenseret i det små – altså udeladt et glas mælk, hvis jeg fik kage. 2 kiks blev til et æble osv.

Jeg skal jo vejes i mrogen, og det bliver godt, så jeg kan få nulstillet alle de her beregninger. Udfaldet af vejningen er ikke så betydningsfuld. Jeg håber selvfølgelig, jeg har tabt mig, at jeg har taget 500 gram på. Det vigtigste er dog, jeg kan starte på en frisk igen uden alle de der helt svære dage.

Det bomber mig godt nok tilbage, når jeg skal noget anderledes. Alle de der fødselsdage… pyha. Men jeg vil heller ikke gå glip af dem. Jeg vil simpelthen ikke sige nej til noget pga maden. Og jeg prøver virkelig at gøre det rigtige. Jeg fik udregnet brunch ganske detaljeret, så jeg vidste, hvad jeg skulle spise. Men der var alligevel alt for mange ubekendte i regnestykket.

Jeg har stramme bukser på i dag og bælte. Jeg føler, jeg flyder ud over det hele. Jeg hoppede lidt i trampolin ved en fødselsdag – altså med nogle børn J Det blev filmet. Umiddelbart er der ikke noget, der flyder ud over det hele. Men det var jo også i søndags; der kan jo være sket meget siden.

Hvorfor siger jeg det ene øjeblik, at min kropstørrelse ikke betyder så meget – og i næste øjeblik er jeg ked af at flyde ud over det hele. Jeg kender faktisk svaret – det er angst!!! Jeg er så angstfyldt i denne tid. Jeg bliver bange for at få lyst til mad. Tænk hvis jeg hellere vil have noget end noget andet. Mens jeg stadigvæk skal vægtøge, er det lidt mindre farligt at gå lidt udover – jeg skal jo tage på. Der er et mål med spisningen. Men når jeg bare skal holde vægten… det tør jeg ikke tænke på.

Engang var jeg bare glad. Jeg kunne snildt spise først ½ pose labre larver og derefter ½ pose M&M´s. Min eneste bekymring efterfølglende var, om ejg stadigvæk have appetit til aftensmad.

Jeg er træt af mad. Det er pissehårdt her på skolen i tiden. Alle snakker om mad. Nogle craver kage. Nogle skal hjem og have slik. Nogle deler opskrifter på rigtig mad og på muffins og på cup cakes. Nogle smasker, når de tømmer en stor sandwich i hovedet. Nogle ser grådige ud, når de tømmer slik skålen. Hvorfor fanden går det mig så meget på? Jeg kan da være ligeglad. Jeg bliver sgu bange for folks grådighed skal smitte af. Jeg synes, det er ucharmerende at, de taler så meget om mad. Det er altså helt nyt. Normalt synes jeg jo, det er skønt, at de har et ukompliceret forhold til mad. Normalt synes jeg, det er okay, at vi taler om og udveksler opskrifter. Hvorfor denne madlede? Mad må ikke blive godt. Forleden overvejede jeg at købe så´n en slicer. Kan ikke huske navnet, men den er genial til at nitte rodfrugter og andet i skiver, så det bliver tyndt og lidt sprødt i ovnen. Nej, den købte jeg så ikke, fordi rodfrugter skal da ikke gøres lækre??? Hvad sker der for det???

Jeg overvejede i flere timer, om jeg skulle købe en grøntsagskasse gennem sweet deal. Der er 40% rabat på. Og det er fra en god forretning. Det burde jo ikke være en svær beslutning, men det var det. Der var jo flere slags frugt i også. Normalt findes der kun æbler hjemme ved os af frugt. Skulle jo nødig få lyst til noget andet. I kassen er der både melon, ananas og druer… samt 20 stykker frugt, der ikke er nærmere defineret. Der er sgu nok også bananer. Det er jo en win win kasse, og alligevel var det så svært for mig at købe den. Gad vide hvorfor det er så svært? Hvad er det, der spiller ind. Er jeg mon bange for at forkæle mig selv. Er jeg bange for alt det mad i huset?

Nå… jeg vil læse om livsstile og Bourdieu i set i forhold til folkebibliotekerne.