bare... tanker.

Det er vist længe siden, jeg har skrevet. Har ikke haft det sindssygt godt. Er træt og mangler energi. Tænker en masse. Grundlæggende har jeg det såmænd fint, der er bare så mange ting, der ikke lige spiller efter klaveret. Mit knæ driller igen. Måtte på krykker i fredags, da det låste sig fast igen. Hader hjælpeløsheden. Er heldigvis okay igen. Det gik hurtig over denne gang.

Sexolog var vi til i dag.

 Synes, det er svært at forholde mig til lyst og sex, når nu jeg synes, jeg er klam. Altså min krop er klam. 

Mit jeg – eller mit selv er jeg tilfreds med. Synes egentlig, jeg er et okay menneske. Men min krop! Jeg sammenligner mig stadigvæk med 18 årige. Og de er altså noget strammere i betrækket end jeg er. Burde sammenligne mig med jævnaldrende – det ved jeg godt. Det gør jeg bare ikke. Og hvis jeg endelig gør, så er jeg meget tykkere end dem. Tyk, tyk. Tyk. 

Hvad vil jeg så gøre ved det? Måske forsøge at acceptere det. måske er jeg tyk – og hvad så? Jeg er jo et okay menneske uanset hvad. 

Sexolog mener, jeg skal prøve at tænke rare og gode tanker om mit fysiske jeg. Skal smøre min krop ind i creme og tænke rare tanker. Inden sengetid skal jeg tænke på tre fysisk gode ting ved min krop. TRE! 

Jeg kan på stående fod ikke finde en eneste. Øvelse gør mester … håber jeg.

På den positive front er min søster rask igen. Skønt!

Begravelse af far er overstået. Veloverstået endda. Godt jeg var med. 

 I går var jeg med veninde på cafe og drikke varm kakao! 

Jeps – ikke kaffe uden kalorier… men varm kakao med fløde! Sådan. 

Jo, der er da også positive elementer, om end de er lidt skjulte pt. Sikkert grundet vejret. Magter ikke gråvejr 

for fucks sake

Meget mærkelige og ikke så gode dage i tiden. Søndag blev jeg vækket af telefonen. Det var min onkel – min far var død. Hmm. Hvordan fanden skal jeg lige reagere på det? Han er jo min far – men jeg har jo droppet al kontakt med ham for flere år siden. Jeg har fuldstændigt fortrængt ham fra mit sind. Jeg er virkelig god til at fortrænge J Jeg har refereret til ham som værende mit biologiske ophav og derudover har han INGEN betydning for mit liv. Terapeuter og venner har selvfølgelig forsøgt gennem tiden at nuancere mit syn for at bløde det lidt op og lære mig selv at tillade følelser omkring min far. Fordi – ja, det er sgu nok lidt urealistisk at påstå, han ingen betydning har for mit liv. 

Nåmen, nu er han så død, så nu er jeg tvunget til at tage stilling til besværlige ting.

 Begravelse???

 Skal – skal ikke. Burde – burde ikke. 

Det har godt nok trukket tænder ud. Min oprindelige plan var at blive væk og donere eventuel arv til kræftens bekæmpelse. Men har tænkt og tænkt og snakket og snakket. Er kommet frem til, at jeg tager med til begravelse for at sætte et endelig punktum. Synes, det er vildt svært! Nu er jeg jo tvunget til at mærke eventuelle følelser. Jeg er så bange for at blive ked af det til begravelsen og komme til at savne ham. Jeg kan jo for pokker ikke ændre noget nu. Arghh! 

Slap heldigvis for de helt svære følelser omkring ham, fordi senere samme aften, bliver min lillesøster indlagt med hjerteforstyrrelser. Hjertet! Fandme! Blev sgu bange. Mandag puttede de hende i fuld bedøvelse og stødede hjertet. Hun er hjemme igen og tilsyneladende rask! Vil gå gennem ild og vand for hende

Jeg tænkte, at min spiseforstyrrelse jo var vand ved siden af. Det er jo bagateller at føle sig tyk pga et par kilo i forhold til at få stød i hjertet…. Eller savne en afdød. Min tanker var altså rationelle… mine handlinger knap så rationelle…. Skal vejes i morgen. Har ikke lyst. 

Frygter vægttab-vedligehold-vægtøgning. Ja, sådan er det så. 

Tyk, tyk, tyk

Dagens følelse er tyk. Jeg føler mig stor og uformelig, og det har jeg gjort et par dage nu. Det nager mig. Ville ønske, jeg kunne veje mig. Mit kongerige for en vægt! Skal vejes på onsdag. Håber, det dæmper angsten lidt.

Har haft fødselsdag siden sidst. Magtede det faktisk ikke, fordi jeg havde det så dårligt psykisk. Heldigvis holdt jeg ud og endte med at have en rigtig hyggelig dag :-) Vi tog ikke ud og spise, som vi ellers har for vane. Pengene er ret små efter fødselsdags-gave-supplering til iPad. I stedet hyggede vi med slik og film. Og ja - det var okay hyggeligt. Slik vejes af og er derved nogenlunde tryg spise en gang om ugen. Selvfølgelig ikke i nærheden af det trygge knækbrød med 35 kcal i en skive..... STOOOOOP

Havde gæster igen i dag til morgenmad. Spiste franskbrød. Det er stadigvæk sindssyg svært, fordi det er så mere usikkert end rugbrød. Ved ikke hvorfor. Kaloriemæssigt ligger det sikkert lavere grundet vægt. Måske er det fordi, det er forbundet med større lyst end pligt-spise-rugbrød. Franskbrød med nutella smager bare bedre end rugbrød med hamburgryg. Og det er helt okay! Selvom det ikke føles sådan.... Lyst til mad er en fundamental glæde i livet, som jeg skal lære at anerkende uden at frygte den!

Da jeg gik i dags hospital, gjorde de meget ud af at lære os, at når måltidet er slut, så er det slut. Ikke flere tanker skal spildes på det. Det foregående måltid skal ikke bestemme det næste. Har jo altid meget lyst til at spise mindre efter noget anderledes/fed mad for at kompensere. Nu har jeg lyst til resten af ugen at springe mindst et måltid over om dagen for at kompensere. Don´t do it!

Er så sur i dag

Er pisse sur i dag. Er i så dårligt humør, jeg fatter det ikke. Vågnede fint op og cyklede ud i kolonihaven for at lukke ned til vinter. Så blev jeg da lige sur. Alt var bare sur røv. Vådt og trist! Er slet ikke til efteråret. Det er gråt og trist. Øv!

Fik endelig ringet og bestilt tid til vejning. Det har været planen i de sidste 14 dage. Har bare ikke magtet det. De havde først en tid i næste uge. Passer mig fint. Er sikker på, jeg har taget helt vildt meget på. Jeg føler, jeg flommer ud over det hele. Rationelt har jeg ikke taget på. Spiser ikke nok til det. Det føles bare så virkeligt. Min mave føles så stor.

Jeg er ikke blevet vejet i 1 måned. Kan ikke huske, hvor længe det er siden, jeg ikke har kendt min vægt i så lang tid. Måske er det med til at påvirke mit humør. Jeg hader den her flomme følelse. Der er ikke noget tøj, der er rart at have på. Det hele klemmer og strammer. Jeg føler mig så meget tykkere end alle andre. Hvis jeg så tænker på, hvorfor det er så vigtigt. Hvad gør fed fornemmelsen egentlig i det store billede? Det er jo fuldstændig lige meget, om jeg vejer et kg for lidt eller for meget, ikke??? Jo! Og så kan jeg punke mig selv oven i hovedet med det. Jeg er sgu da for dum – sindssyg meget energi at bruge på noget, som rationelt er ligegyldigt… men som følelsesmæssigt bare fylder alt!

Havde det været før i tiden, så var jeg taget til træning og fået alle aggressionerne og tankerne ud. Den mulighed findes ikke mere. Skal lære at kapere de svære følelser også. Det føles bare som en uoverskuelig og umulig opgave!

Jeg har snart fødselsdag. Det har jeg heller ikke lyst til. Maden er så svær sådan en dag. Magter det ikke. Har med vilje inviteret gæster til morgenmad, da der ikke hører de mest usunde ting til. Savner de gamle dage hvor jeg virkelig nød at gøre en masse, når vi fik gæster. Kun det bedste og mest smagfulde var godt nok. Bagte mormor boller, kage og småkager og lavede sandsynligvis også en lagkage. Nu magter jeg knap at købe rundstykker. Fuckin´ sygdom! Kæmper imod. Næste år til min fødselsdag vil jeg sgu have det bedre!!!

er så presset

”Få nu ringet og bestilt tid til vejning ved din læge”. ”Der skal mere smør på”. ”Det er slut med youghurt til aftensmad” Fååååårk – jeg er virkelig presset i tiden. Jeg ved det jo godt. Jeg ved jo godt, hvad jeg skal og ikke skal. Jeg ved godt, når jeg snyder. Men for fanden hvor er det presset! Det er superdejligt, at Viktor stadig gider støtte mig, selvom jeg af og til svigter og pynter lidt på sandheden. Men nogen gange kunne jeg bare godt ønske, han gad klappe i og holde mund med alle mine dårlige vaner. Arggghhhh. Stakkels mand. Andre gange ønsker jeg hans hjælp, fordi det er svært at vælge rigtigt selv. Når motivationen er høj, så er der ikke grænser for planer og ting, vi skal ude i fremtiden. Når planerne så skal sættes i værk, så holder det sgu hårdt.

Skal til fødselsdag på lørdag til frokost. Har selv fødselsdag i næste uge. Begge ting skræmmer livet af mig pga mad. Ville allerhelst bare putte mig langt væk.

Fuck! Det går lige op for mig, at jeg fandme er bedre end alt det pjat. Jeg vil sgu glæde mig til min fødselsdag, fordi det bliver en hyggelig dag med gaver. Og jeg elsker gaver. Maden er sekundær! Ja – jeg prøver at holde fokus og glædes. Jeg vil noget andet. Vælg noget andet! Jeg kender vejen til helvede, så er det sgu da sindssygt at tage samme vej igen. No way!!!

Og således opmuntret vender jeg tilbage til opgaveskrivning…

lidt svært i dag..

Det er så svært at skrive, når motivationen er så lav. Jeg har allermest lyst til at gemme mig og lade som om, at alt bare er normalt. Det er da helt normalt at smide en knækbrød ud, fordi man ikke kan overskue at spise den? Helt normalt at frygte at spise frokost ved svigerforældre, fordi vi skal spise tidligere end vanligt. Helt normalt at planlægge alt for at undgå mad. Helt normalt at føle afsky overfor sig selv, både når man spiser og når man ikke gør.

Synes, at mad igen fylder alt for meget. Hvorfor fanden ender jeg altid her? Behandlerne sagde, at når jeg nåede min målvægt, så blev alting bedre. Måske skulle jeg bare æde mig op til det tal og se, om de har ret. Det vil jeg jo allerhelst... og dog. Jeg er sgu ikke sikker på, jeg tør. Tænk hvis alt ikke bliver bedre. Tænk hvis jeg slipper kontrollen og oplever... kaos! Det magter jeg ikke.

.. men jeg vil jo gerne. Jeg vil have det bedre. jeg vil have mit liv tilbage, hvor findes meget andet end mad... Vil med den i hovedet spise min madpakke.