Start indlæggelse

27/11-10

Jeg var jo rigtig, rigtig demonstrativ sur i går over det der biblioteksnoget. Der var ingen, der var i tvivl om min vrede :-) Til frokost talte vi om det. Jeg forklarede, at jeg syntes, det var så ærgeligt at aflyse, fordi vi har så lidt at se frem til, at det er dumt at droppe noget så vigtigt. Det er svært at bevare det positive sind, så vi har brug for små afbræk i hverdagen. Efter frokost til samværstid kom min kontaktperson smilende og sagde, at de havde lavet en fejl, så dem der ville, kunne godt tage på biblioteket! Sådan... så var der glæde, og mit humør skiftede, og jeg var glad igen :-) Vi talte om bagefter, at det var vildt, at min vrede kunne fylde så meget og så længe. Jeg synes, det er fantastisk at være sur og teenagetrodsig herinde. Det er dejlig trygt. Personalet er faglig kompetente, så de ved godt, det ikke er dem, jeg er sur på, og jeg lader det jo ikke gå udover de andre patienter. det er sgu skønt at være 36 år og få lov til at være trodsig og lidt urimelig :-)

26/11-10

Igen.... jeg er pisse sur! Vi sidder og laver advents dekorationer. Det havde jeg ellers glædt mig til. Så viser det sig fandme(!!!), at de har sløjfet turen til biblioteket for at lave skide dekorationer HELE dagen. det er sgu da nedtur. Jeg er så indestængt sur. Gider slet ikke komme over det. vil bare være fornærmet, fordi jeg synes virkelig ikke, de er fair! Det er sgu ugens højdepunkt, som de bare aflyser for at sidde i 4 stive timer og lave dekorationer. Jeg meldte hurtigt fra, men jeg blev tvunget til at deltage. har lavet en skide dekoration, og jeg gider virkelig ikke lave mere. Jeg er i så dårligt humør. fandme ikke i orden at ændre på rammerne - og så bare nævne det i en sætning i morges. Kunne sgu da i det mindste advare på forhånd. Pis jeg er sur. Hmm...
Nåmen, ville egentlig poste lidt billeder. Prøver lige.


det driller det skidt. Hmm... Anyway. Gaverne er en pakkekalender. Mor har købt 8 gaver. Kæreste har købt 8 gaver, og min søster har købt 8 gaver. De har så slået dem sammen, så jeg har 24 kalendergaver. Jeg blev simpekthen så rørt og glad. Tænk de gider gøre det for mig! det er altså stort, og jeg er så taknemmelig. Virkelig. Hvor giver det mig motivation til at fortsætte kampen. Jeg har virkelig noget godt at vende tilbage til!
Nisserne er fra en gammel veninde, jeg ikke har talt med lææænge.. Hun sendte dem og noget kreativt lave selv noget. Det var sgu rigtig pænt af hende!

 

26/11-10

For den da hvor er det lang tid siden jeg har skrevet. Forleden skrev jeg faktisk en hel masse, men desværre røg strømmen midt i det hele, og det hele var slettet. Jeg magtede ikke at skrive det hele igen.
Nåmen, jeg fik snakket med mine behandlere angående min journal. Der stod i øvrigt også, jeg kom til at fremstå i gruppesammenhænge som en grænseoverskridende terapeut. Det er altså hårde ord. Jeg turde ikke skrive det forleden, da jeg synes, det er så pinligt. Men - fik talt om det, og det viser sig, at det er psykologens fortolkning af noget andet. De kan ikke rette i journalen, men de kan skrive et notat til, hvor der står, hvad der rigtig menes. Og det er jo bare, at jeg er lidt for meget pædagog, da det er for hårdt at være mig selv. Det er altså set i forhold til mig og mine problemer i stedet for gruppen. Jeg er tilfreds, og tilliden er oprettet igen :-)
Mandag var så hård. Jeg havde øget med 1.3 kg. Det er første gang i hele behandlingen, at jeg har gjort det rigtige - altså øget med over 1 kg. Jeg fik det så dårligt. Angst i den grad. Mit humør var påvirket hele dagen. Jeg var slet ikke mig selv længere. Jeg sagde ikke et kuk hele dagen. Var bare stille, mut og ked af det. Det var virkelig hårdt. Jeg ved jo godt, jeg skal tage på. Jeg ved det! Hvis ikke jeg øger, kommer jeg jo ikke hjem og kan opretholde mit dejlige liv. Men for fanden hvor er det svært.
Tirsdag var bedre. Humøret var lidt højere. Kæreste var med til konference tilbagemelding. Der var enighed om, at det går godt.... men jeg har det svært og kæmper. Vi aftalte, jeg skal hjem lørdag og spise eftermiddagsmad - og vigtigere: jeg må shoppe 1 time :-)))) Vi sad så og snakkede om, hvad jeg skal spise. Vi aftalte, at jeg kan tage mad med herfra for at gøre det nemmere. Jeg blev angst og usikker, da vi talte for meget om spisningen, og hvad jeg skal spise. Det er altså hårdt, når jeg bliver konfronteret med det svære - og når jeg sættes overfor udfordringer.... men det e rnødvendigt for at blive rask!!!
I går til senaften var der helt atypisk også franskbrød sammen med det vanlige rugbrød og yoghurt. Det gik helt galt for mig. Jeg startede med at vælge rugbrød. En af pigerne ville gerne have franskbrød, men hun ville ikke være den eneste, der spiste det. Jeg ville derfor støtte hende og valgte franskbrød... det gavv angst. Kunne næste ikke spise. Fik det så skidt. Kunne godt sige, jeg mærkede angst, men jeg kunne ikke tale om det mere. Kunne ikke fortælle... var bare stille. Efter samvær med  tv sagde jeg godnat. Jeg ville ikke i seng, men jeg var stadigvæk bange og angst. Jeg turde ikke vise det eller sige det. Var bange for at virke latterlig - og nervøs for pigens reaktion. Hun måtte ikke føle skyld over jeg havde det skidt, fordi jeg havde valgt franskbrød for at støtte hende. Jeg turde heller ikke være på min værelse, da jeg var bange for at komme til at kompensere ved at motionere. Pyha!!! Heldigvis spottede en personale mig og var insisterende i hendes omsorg. Heldigvis formåede jeg at tage imod, og vil fik talt om, hvorfor hvidt brød er så farligt. Pigen var også med i snakken. Det var befriende. Tanken om at kompensere var der stadigvæk, så vi så vi aftalte, jeg skulle ligge med åben dør.
Det var altså stort for mig at snakke om noget, der er så svært. Det der var værst for mig, var faktisk ikke så meget det, at jeg havde spist brødet. Det der virkelig gjorde mig angst var, at jeg reagerede så kraftigt ved det. Jeg er jo ikke syg sådan rigtigt. Jeg skal jo bare tage mig sammen og spise. Jeg er ikke så syg som de andre. De har jo anoreksi. Jeg er jo bare.... ja hvad? Føj, jeg hader den fuckin sygdom, der godt nok fucker mit hoved op!
Nå, jeg skal ud og lave morgenmad. Poster nogle billeder senere. Har så mange positive oplevelser og billeder, der også er vigtige at få med. Rigtig god dag til alle :-) ...... i hvert fald til de to tre stykker, jeg ved, der læser med :-)

 

21/11-10

Som tiden dog går hurtigt :-) Der sker jo ikke det store herinde. Det er ved at være lidt hårdt at blive ved at holde de andre patienter ud. Nogle harmonerer man jo bedre med end andre. Og specielt én har jeg godt nok problemer med. Vi var lige oppe og toppes i går, da jeg simpelthen ikke kunne klappe kaje mere. Det er nok rimeligt nok, når man tænker på, vi er 13 forskellige mennesker herinde, der kun r holdt sammen af en diagnose.
Læste i min journal i morges, at mine blodprøver tydede på opkast. det generer mig rigtig meget af to grunde. Den første grund er indlysende - jeg gør det ikke. Ydermere har de ikke sagt noget til mig om det. Det er da ikke fair? Jeg læste også, at jeg i samtalegruppen devaluerer personalet og rammerne. Det har de heller ikke sagt noget om til mig. Hvis det er så tydeligt, og det er et problem, så er det vel fair nok lige at sige det? Heldigvis er en af mine tilknyttede kontaktpersoner her i eftermiddag, så jeg kan vende den med hende. Jeg er nødt til at stole på, at de er helt ærlige overfor mig, og det er de altså ikke i lige pt, når ikke de fortæller mig væsentlige ting!
Ellers er det lazy søndag i dag. Eftermiddagen blev tilbragt på sofaneseren. Vi fik læst peters jul højt og er gået i gang med at se Juletestamentet.
Svømmeveninde var her tidligere med yngste barn. Det var rigtig hyggeligt. Jeg holder sgu så meget af hende og nyder hendes selskab. Vi snakker så godt og ærligt sammen.
Hmm... det var vist det. Er stadigvæk lidt omtåget efter at have sovet. Skal lige vågne op inden næste måltid,....

 

17/11-10

Onsdag. I går var store konference dag. Jeg er rykket op i næste fase. Så nu må jeg komme med til diætistmøder. Jeg skal selv dosere morgenmad. Og det vigtigste lige nu - jeg kan komme med på psyk. biblioteket på fredag!!! Vi har lavet meget fis med det bibliotek. Jeg synes, det bliver fedt at komme derover. Det fede er jo følelsen af at frihed ved at være ude.
Jeg skulle for første gang selv hælde morgenmad op i morges. Det var sgu sværere end, jeg havde regnet med. Personalet skulle selvfølgelig kigge på, jeg hældte korrekt op. Da jeg så skulle have to tsk. sukker, lavede jeg tsk. nr 2 til en halv. Jeg gjorde det helt ubevidst, så jeg blev næsten forskrækket, da personalet gjorde mig opmærksom på fejlen. Det er godt nok stærke krafter, jeg er oppe imod! Men - jeg holder gejsten højt og kæmper videre. Det er rart at kende faldgrupperne, så jeg kan undgå dem. Der er dog ingen tvivl om, at min største kamp udenfor murerne bliver at dosere rigtigt. Det er så fristende at skære ned.. men det holder jo ikke. Det hjælper mig ikke videre. jeg skal være rask. Jeg gider ikke det her cirkus endnu engang.
Jeg må stadigvæk ikke komme ud i denne weekend, da jeg ikke har taget nok på til, det er forsvarligt. Jeg sætter derfor min lid til c-kost og udgang i næste weekend...

 

15/11-10

Så er weekenden veloverstået. Det var rigtig hyggeligt med besøg. Kæresten kom lørdag, og det var dejligt. Det er lidt unaturligt at sidde inde på værelset og snakke. Vi lagde os ned ved siden af hinanden, og det føltes helt forkert... som om vi gjorde noget ulovligt... .-) Om søndagen kom svømmeveninden så. Hun havde en chokolade kalender med. Den måtte hun tage med hjem igen :-) Sjovt nok. Hun havde selvfølgelig håbet, at jeg kunne spise lidt chokolade og gaine lidt vægt. men det er jo forbudt. Det er klart nok. Man er jo nødt til at følge madplanen - og holde fast ved den. Ellers kan jeg jo ikke vide, hvad der er reel vægtøgning pga madplanen.
I dag blev jeg jo så vejet. Sur røv. Jeg har ikke sovet hele natten - eller det har jeg jo, men jeg har været vågen mange gange, og jeg vågnede tidligt. Jeg havde kun taget 400 gram på. det er sgu surt. Spild af tid.... og alligevel lidt tilfredsstillende. Jeg gør, hvad jeg får besked på. Jeg følger alle rammerne. De andre patienter siger, jeg går meget rundt og nusser. det tager jeg til mig og prøver at holde mig i ro. Det er svært. Jeg snyder jo ikke, men jeg kan godt tro, at det er rigtigt, jeg vader for meget rundt. Uanset hvad så skal jeg på c kost nu. Det betyder, jeg skal drikke mere mælk og have mere aftensmad.
Jeg er bange for, om jeg kan nå at spise indenfor fastlagt tid. Allerede nu er det jo svært for mig at nå det. Hvordan skal det så gå med mere mad? Jeg har ikke den fedeste dag i dag. Jeg er trist. Jeg bliver konfronteret med det svære. Jeg forsøger at lægge facaden/masken, men det er så svært. Jeg er så bange for at udstille min sårbarhed. Jeg er bange for angsten.... Jeg er bange for at blive fed. Jeg er bange for forstoppelse. Jeg er bange for at tage på .... jeg er bange for at miste kontrollen. jeg er ekstrem bange for at miste kontrollen....

 

13/11-10

Så er der weekend. Livet er jo fest og ballade på afdeling G.... Eller? I går var personalet til møde hele dagen. Det betød, at der var to vikarer fra ungdomspsyk. og ellers studerende. Det gav en dårlig stemning. Tingene bliver ekstra hårde, når personalet ikke har helt styr på formerne. Larmen i værkstedet var høj. Folk var små irriterede - og irriterende! Jeg er ellers normalt omgængelig og høflig, men jeg blev vildt irriteret også - svarede ikke pænt. Havde lyst til at gå. Syntes, det var en børnehave, jeg var havnet i. Pyha. Holdte det ud ved at være stille og mut. Efter en lille lur så livet lysere ud. Vi fik alle talt sammen efterfølgende, og det hjalp på tingene. Godt de er så gode til at tale om tingene herinde. Nu mangler jeg så at kunne bede personalet om hjælp, når det er svært.... i stedet for at vente.
Maden er stadigvæk okay. Jeg overlever at spise det ved at tænke på det sommedicin - og ellers undgå at forholde mig til det. Jeg spiser det hele - og tænker ikke over, om det smager godt eller dårligt. Det er et andet punkt, jeg skal arbejde med. Så jeg igen kan sige, at noget smager godt. At jeg tør sige det. Derudover jeg skal jeg arbejde med at spise som en voksen - altså ikke bide maden over på skeen - ikke spise bitte små bidder og endelig spise i ordentlig tid, så jeg ikke skal skynde mig at sluge det sidste på tallerknen. Ja, der er lidt at se til.
I dag kommer kæresten. Glæder jeg mig til. Jeg er så stolt af ham. Hold fast han er vokset med opgaven. Elsker ham. I morgen kommer kusine - min svømmedate :-) Bliver godt at få snadret igen :-)

 

11/11-10

Så er det torsdag, og dagen startede med vejning. Her i starten er vi så heldige, at vi skal vejes både mandag og torsdag. livet er jo fantastisk. Og det er jo dagen efter Mortens aften, hvor vi skulle spise and. Jeg har ikke problemer med, hvad jeg skal spise. det er mere mængden, der gør det svært for mig. Vi havde på forhånd aftalt, at vi alle ville kæmpe for at spise. og det gjorde det lidt nemmere, at vi alle vidste, det var svært, men vi gjorde det for at støtte hinanden. det gav en sej følelse af fællesskab!
Nåmen.... jeg havde gainet 100 gram siden i mandags. det er sygt tilfredsstillende, at vægten ikke er steget mere. Samtidigt siger den fornuftige stemme, at det jo ikke er genialt i forhold til, jeg så nok skal sættes op i kost. det eneste der holder mig oppe er, at jeg ved, jeg ikke har snydt, så hvis jeg skal spise mere, så er det reelt fordi, jeg er høj, har muskler og er kraftigt bygget. Det er okay, og det er sur røv.
Jeg er i sindssygt dårligt humør. Sidder i værkstedet blandt de andre, men jeg er afskærmet bar mine høretelefonder og iPhone. Jeg lytter til Meatloafs gamle "Bat out of hell" Den er sindssygt god og vækker både minder og følelser. Morgenen startede ellers i fint humør. Under morgenmødet erfarede jeg så, at de har aflyst mild bevægelse. Det er jeg så træt af, da det er ugens eneste mulighed for at blive rørt lidt. Ikke engang en lille gåtur kan man overtale personalet til. Surt!!!
Vi har været til tegne/male terapi. Det er vildt spændende. I dag skulle vi tegne abstrakt til musik. Der var fem eller seks numre. Humørmæssigt startede det fint. Sang nr. 2 var Coldplay. den gjorde mig trist og ked af det af en eller anden grund. Jeg begyndte faktisk at græde- det sker jo ellers aldrig.... Græd ikke meget - man er vel på lykkepiller..." Men grundstemningen forblev nedtrykt og trist. Det var tankevækkende at se mit billede bagefter. Jeg havde blandet farverne meget lyse, da jeg jo startede godt ud... og det var vigtigt for mig at være glad og positiv. Da jeg så mit billede bagefter var det spøjst at erfare, at på trods af lyserøde, lille, grønne og lyseblå farver, såvar billedet faktisk temmelig depri. Vi snakkede om, at det måske var ganske okay, da det jo viste mig og mine følelser, selvom jeg prøvede at skjule mig bagved glade farver... Måske betyder det, jeg er ved at krakelere i facaden, men det er jo også meningen ved at være her... så på den måde er det ikke helt tosset...
Er jo så stadigvæk i dumt humør.... men rart at være afskærmet bag høretelefoner med skøn musik. Jeg er også gået i gang med at male et billede på lærred. Det har jeg ellers ikke turdet før i dag, da jeg jo normalt er så skide produktorienteret. Jeg har sat mig for at lære herinde ikke at være så produktfokuseret men i stedet for have mere fokus på processen og læringen i det. Jeg vil male lidt videre.....

 

10/11-10

Sidst jeg skrev, ventede jeg jo besøg af forældre og kæreste. De kom alle tre og var her i 2 timer. Det var hyggeligt, og det var rigtig fint at få lov til at vise det hele frem - incl. alle mine kreative udfoldelser :-) Men jeg var så baldret, da de gik. Jeg var jo underholdende og meget på, mens de var her, så da de tog afsted, var der slet ikke mere energi tilbage. Pyha. Men dejligt forældre fik set stedet, og min mor blev beroliget. Resten af lørdagen foregik i tv kigningens tegn.
Søndag gik jeg kold med hovedpine. Sov hele dagen foran tv - kuun vågen ved måltiderne. En hardcore dag.
Mandag tidligt op og til Randers på sygehuset. Jeg skulle spise med nattevagten. Hun har aldrig prøvet det før, så det var ret så grænseoverskridende. Jeg skulle jo "lære" hende, hvor meget mad, jeg skulle spise. Og så er det altså svært at definere, hvad 6 gram smør er. Ydermere tager det mig en halv time at spise morgenmad. Det tror jeg ikke, hun havde regnet med... men det gik da det hele. Jeg blev bare lige i den grad mindet om, jeg er syg.
Udfordringerne hobede sig også op i Randers. Jeg skulle undersøges på 3. etage. Jeg stod så foran elevatoreren og vidste, jeg skulle tage den. Jeg gjorde så det forkerte og tog trappen. Efter undersøgelsen havde jeg aftalt med kæresten, at jeg lige stak hovedet ind hjemme. jeg var så fristet til at gå de små 2 km. hjem i stedet for at tage bussen. Det holdte virkelig hårdt at overbevise mig selv om, jeg skulle med bussen. Endte med et lille komprimis med mig selv, hvor jeg gik et busstoppested...... fy skamme.
Det var så fedt at være hjemme lidt og se kattene og kæreste i rette sammenhæng. Der havde været malere og rette lidt til ved vores nye vinduer. Det så helt tomt ud....  men dejligt var det. Vi nåede også lige en lille smut i Netto, hvor jeg købte en masse crap. Trængte til at shoppe :-)
Mandag var jo også vejedag. Jeg havde gainet 900 gram. Det er ikke helt nok, og det gjorde mig bekymret og mærkelig tilmode... Jeg havde forventet noget større øgning, men jeg var også lettet over, at jeg ikke taget viiiildt meget på med al den mad, jeg spiser. Nåmen, jeg skal jo tage et kilo på hver uge, så jeg er blevet varslet, at hvis jeg ikke rammer over 1 kg. næste mandag, så skal jeg øges i vægt. Det er fint nok. Jeg skal jo tage på....
Lorte ambivalente sygdom. Det er altså det sværeste at forholde sig til. Synes, jeg er klam, når jeg kigger i spejlet. Tydelige årer og knogler... det er grimt. På den anden side synes jeg, det er frygteligt at tage på. Jeg synes, maven stritter. Benene er tykke. Men jeg må bare komme over det, fordi jeg skal tage på, så jeg kan komme hjem og leve mit liv.
På tirsdag er der vurderingskonference, hvor jeg jo endelig skal sige, om jeg vil blive her eller ej. Jeg vil selvfølgelig blive her. Det er helt okay. Jeg lærte i sin tid af kæresten at tage en dag ad gangen stille og roligt, og det holder jeg fast i... Stille og roligt - en dag ad gangen og pludselig er ½ år gået :-)))))

 

6/11-10

Ja, så er jeg tilbage. Stadigvæk indlagt og stadigvæk på vej op i vægt. Damn it! Og dejligt.... Ambivalent? I think so. Jeg prøver at få tiden til at gå med at være kreativ, være på pc og ellers snakke en masse. Det er stadigvæk svært at være her i forhold til de andre patienter. Mit humør påvirkes meget af dem, og jeg har en tilbøjelighed til at påtage mig ansvar for deres humør. Men - jeg og personalet er bevidste om det, så vi kan arbejde med det.
I dag skinner solen så rigtig meget, og jeg kunne godt tænke mig at gå en laaaang tur i den smukke Risskov. I stedet for har jeg været ude i gården med et personale og nyde solens stråler :-) Lidt har også ret.... Jeg prøver stadigvæk at vende tingene positivt. I stedet for at sukke over, jeg ikke kan komme ud og gå en tur, tænker jeg, at jeg glæder mig rigtig meget til den dag, hvor jeg kan gå en lang tur uden at tælle, hvor meget jeg forbrænder. Det bliver dejligt at komme stærkere ud af dette helvede.
Vi snakker selvfølgelig en del om anoreksi. Det er rart - tingene er ude i det åbne. Vi taler om, hvor svært det er at spise. Hvor svært det er at tage på i vægt. At det er svært at være i dette ambivalente univers. Patienterne er søde - og de har faktisk god indsigt. Det er slet ikke, som jeg frygtede - kunne være nervøs for en flok teenagere med hang til spejlkigning og makeup. De er noget anderledes end mine fordomme.
Mine forældre kommer med kæresten i dag. Det glæder jeg mig til. Min mor har jo frygtet, jeg skulle indlægges med en flok tosser, der snakker, råber med sig selv, banker hovedert ind i væggene og overfalder os alle samme. Det fortalte jeg forleden. De andre mente så, at de ville fake sindssyge, når jeg får gæster :-) Der er en god humor herinde. Vi søger jo fællesskabet.
Så.. besøg i dag. I morgen har jeg ikke det store på programmet.... Mandag skal jeg tiiidligt op - vejes og spise, inden jeg fragtes til Randers, hvor jeg skal have lavet en undersøgelse på sygehuset. Det bliver helt mærkeligt at være alene ude i "friheden". Kæresten kigger nok op. Onsdag kommer svigerforellerne. Jeg fik sagt, at de godt måtte komme - de måtte bare ikke blive så længe. Det var jo helt okay, og det var rart at få sagt fra.
Nå... må på wc inden spisning

 

3/11-10

Jeg troede egentlig, jeg ville skrive herindefra hver evig eneste dag, men tiden flyver jo afsted. Noooot! I dag var rengøring af værelset dag. Ganske rart! Tænk at det kan være fedt at gøre rent. lamperne blev så fint pudsede af. Ja, ja. I går blev det besluttet på konference, at jeg skal stige i kost. Så det gjorde jeg så. Skal godt nok nå at spise meget på kort tid. Det går nu stille og roligt. Men jeg bliver forvirret. Vil ikke have for meget eller for lidt, og jeg bliver nervøs for, at personalet ikke har styr på det. det kræver tillid til andre at ligge ansvaret over til dem.
Vi talte også en del om, at det er vigtigt, at jeg fralægger mig pædagog rollen. Den kan jeg til hudløshed. Jeg skal træne at snakke udfra mig selv og mine egne følelser fremfor at hele tiden have fokus på gruppedynamikken, og hvordan de andre har det. Personalet har lovet at hjælpe. Så det er okay, at de fortæller mig, at nu er jeg pædagogen. Det kræver også en masse tillid til andre, for det er jo det, der er svært for mig. At frigive mig selv. At turde være sårbar. At vise andre det gør ondt. Det kan godt være, jeg snakker en masse og kan en masse teori, men i praksis er det rigtig svært. Det er fint at have et fokus punkt, og det er rigtig dejligt, at de også har fokus på, at jeg ikke altid er "ærlig" - altså mig selv; mit sårbare selv.
Ellers er det en hård dag i dag. Mange af de andre medpatienter har fået tilbagemeldinger på konferencer i dag. mange af dem har ikke taget nok på og falder derfor i faserne - eller må ikke komme hjem i weekenden. Det påvirker mig enormt meget, at de er kede af det. Jeg kan ikke være mig selv. Jeg er bange for, de synes, jeg er besværlig og for meget spørgende. Og jeg vil jo bare gerne have, at alle er glade. men alle kan ikke være glade hele tiden.... og det er okay! Det er en af de ting, jeg skal lære. At andre godt kan være kede af det, uden jeg behøver at redde dem og deres humør. Men når jeg er sårbar og ikke pædagog, så er jeg så bange for, at jeg ikke er vellidt. Det er nok derfor, jeg hele tiden benytter mig af netop pædagog facaden. Øv.... men i det mindste er jeg klar over det og kan måske på sigt tale om det.
Ellers er jeg stadigvæk tilfreds med at være her. Jeg var ved at skrive glad for at være her, men det holder jo ingen steder. Jeg er tilfreds med det. Jeg trives blandt de andre patienter, og jeg ved, det er det bedste for mig. Det betyder også, at jeg skal rumme angsten. At jeg skal rumme trangen til at motionere på værelset.
Jo jo....

1/11-10

Hold da op hvor var jeg dog træt i går. Jeg sov nærmest hele dagen væk. Til aften ville jeg have set Borgen. Man kan jo lige så godt benytte tiden til noget, der måske er interessant. Men - jeg faldte i stedet for i snak med kæresten. Og det var jo meget bedre. Jeg savner ham rigtig meget. Det må være meget sært for ham at være alene hjemme. Jeg er jo ude i verden, og der sker en helt masse for mig. Han er jo bare hjemme i det samme hurlumhej - samme seng og det hele. Der mangler bare det vigtigste :-)))) Hmm... men det var rigtig dejligt at snakke med ham i tlf.
I dag skulle vi vejes. Det er jo skræmmende. Jeg havde taget 100 gram på. Det er jo ikke meget. Men dog en vægtøgning. Efter vejning havde vi mestringsgruppe, hvor vi alle skulle tale om vores vægtkurver. Det gik så op for mig, jeg ikke har fået en målvægt endnu. Det er altså lidt stressende. Jeg talte med min kontaktperson. Der skal være konference i morgen, men der skal ikke ske noget nyt de næste par uger. Måske skal jeg stige i mad, men så får jeg det at vide. Om tre uder er der så store konference, hvor der bliver snakket om, jeg skal blive eller ej. Jeg vil blive. Det er helt sikkert det rigtige. Jeg vil ikke lade anoreksien vinde. Det nægter jeg. Jeeg vil være rask og være hjemme ved min familie, hvor jeg hører til.
Vi havde senere på dagen gruppeterapi, hvor vi talte om tillid til hinanden og til personalet - og om ens berettelse om at være her i det hele taget. Man kunne jo, når man følte sig for rask til at være her, tænke, at der jo er fagfolk, der vurderer, at det er vigtigt for en at være her, fordi man jo er syg. Et af mine store fokus punkter er helt klart at træde ud af pædagog rollen og ind i rollen som den sårbare og syge Bettina. Det er svært for mig at bede om hjælp. Jeg er jo vant til at klare mig selv og tage ansvar for mig selv.
Lige nu sidder vi på værkstedet og slapper af. Det er stille og roligt. Kan godt mærke, at jeg er ved at være træt. Skal nok tilbringe eftermiddagen med en god bog. Trænger til at være mig selv. Det er hårdt at være sammen med andre hele tiden - at være på hele tiden. Jeg vil smutte igen. Heej hej

 

31/10-10

Jeg har lige sovet lidt. En lille lur foran Simpson. Man bliver imponerende træt af at lave ingenting. Nu var jeg jo godt nok tidligt oppe i morges. Der var jo en time ekstra at sove i i nat, og det havde jeg så åbenbart ikke brug for. Nattevagten vækkede mig for at tage mit tryk kl. 6.30 ny tid, og derefter kunne jeg ikke sove længere. Så op med mig. det er svært at være på værelset alene. Jeg kan godt komme i tanke om at skulle lave motion. Fuck det skidt! Jeg vil så nødigt ind i noget tvangspræget noget, men hvor er det dog fristende at gøre det. Vil så gerne tage på.... og så gerne ikke tage på. det er da ulogisk!
Nåmen, ellers er dagen som vanligt forløbet med små sysler. Jeg har fået lavet noget perle-tamtam, min collage gjort færdig.... ja, det er vist det :-) Skal stadigvæk vende mig til at være her. Føler ikke, jeg har ret til at være her. Synes, de andre er tyndere end jeg, de har større problemer end jeg. Synes generelt, jeg bare burde tage hjem og spise! Jeg har talt med de andre om det, og de kender følelserne. Men derfor er det jo ikke sikkert, jeg har lige så stor ret til at være her som dem. Til frokost spurgte min kontaktpædagog, om jeg ville, de skulle snakke om, at jeg selv skulle øse op til måltiderne. Det panikkede mig! hvordan skal jeg dog være i stand til det? En af grundene til at jeg spiser uden de helt store kvaler er jo netop, at de øser op for mig. Fuck, hvor er det skræmmende det hele.
Jeg glæder mig til hverdagen igen. Til behandlingen går mere i gang. Tiden skal gå bedre, og jeg skal have større forståelse for, hvad jeg laver her. Jeg vil høre, hvad de andre tænker om, hvad de laver her.
Er for træt til at skrive mere. Vil gå - nej vil bede om lov til at gå på værelset og læse

 

30/10-10

Ja, så må jeg hellere komme lidt i gang med skrivningen. Jeg er helt vildt træt, men jeg har allerede taget en lur. Det er jo ikke fordi, jeg laver det helt store fysiske. Der er stilletid og stilletid og ... stilletid. Jeg er dog stadigvæk glad for at være her, selvom det er ved at være hårdt. Af og til stiller jeg spørgsmålstegn om, jeg er det rigtige sted. Er jeg lige så syg som de andre? Det synes jeg jo ikke. Samtidig er det vildt svært at være på den anden side af behandlingen. Men det er okay. Personalet er meget respekterende og anerkendende, og det samme kan jeg heldigvis sige om de andre patienter. Så på den måde er her rart at være.
Jeg er jo pludselig tvunget udi det kreative. Det er simpelthen nødvendigt for at få tiden til at gå. Så jeg har gang i at lave perlehjerter og diverse collager. Mig der ellers normalt er helt blottet for kreative evner. Det er meget sjovt at genlive noget barndom.... jeg prøver at lære at være knap så produktorienteret og i stedet for fokusere mere på selve processen. Lige nu har jeg gang i en collage med billeder af folk og ting, der betyder noget for mig. En lille reminder til mig selv om hvorfor jeg vil være rask.
Jeg har talt i fon i dag med mor og søster. Det var rart lige at få fortalt dem, at jeg har det godt. Jeg har modtaget to smukke blomster i dag.

 

Den øverste buket er fra forældre og søster. Den nederste blomst er fra kæresten. Jeg blev så glad, da de ankom. Jeg har jo valgt ikke at ville have gæster i denne weekend. Derfor var det ekstra dejligt med en lille tanke hjemmefra :-)
Jeg er jo tvunget ud i en masse spsining, og det er hårdt. I dag har jeg for første gang fået fuld kost, og det skal jeg love for, jeg kan mærke på min mave. Jeg har det ikke supergodt hverken fysisk eller psykisk. Har lyst til dumme krumspring, men jeg skal jo huske, at jeg skal kæmpe, fordi jeg har et vidunderligt liv at vende tilbage til. Det glæder jeg mig til. I aften skal de hygge med film og snoller.... Ville ønske, jeg var rask og hjemme ved dem. Lyder lidt ynkelig. Jeg har det jo godt. Det har jeg. Det er et godt sted, jeg er kommet. Det er vigtigt! Jeg skriver mere senere eller i morgen.
- har også læst gæstebogen og skal nok vende tilbage :-)

28/10-10

Hmmm, så skete det. Jeg er blevet indlagt. Da jeg sad på biblioteket forleden - den 26/10 kan jeg se - kom kæresten over. Han græd som pissket. Jeg troede jo, den større tragedie var sket, så jeg blev helt lettet, da jeg hørte, at det "bare" var fordi, de havde ringet fra århus, at de havde planlagt min indlæggelse til torsdag. Bum! Jeg blev selvfølgelig ked af det, fordi kæresten græd, og jeg var også selv ked af det, da det jo lige pludselig kom tæt på!
27/10 havde jeg en aftale med psykolog. Det skulle jeg stadigvæk. Jeg kunne jo så have nogle ting med, så jeg ikke skulle slæbe det hele af en gang. Mine forældre havde tilbudt at køre mig, men det magtede jeg virkelig ikke. Først ville jeg heller ikke have kæresten med, men han insisterede, og det var egentlig en lettelse, at han ville med. Men først til psykolog altså. Vi talte om, at det havde kommet bag på flere, at jeg skulle indlægges, da de egentlig troede, jeg var "bedre". Det er jo det svære ved at være okay fornuftig i hovedet. jeg kan jo snakke mig fra alt - og udvise stor fornuft og ikke mindst viden omkring min situation. Tjah... jeg føler mig dog ikke svigtet eller noget. Det er okay. De kunne jo ikke vide bedre. Jeg føler ikke, jeg har narret dem. Jeg føler i stedet, jeg har narret mig selv. Jeg burde jo have været ærlig. Nu er toget kørt, og nu er jeg her.
Vi tog afsted tidligt i morges med bussen. Det var hygsomt :-) Vi nåede at pakke lidt ud, inden kæresten tog hjem. Nu ser mit værelse fint og beboeligt ud. Har dog glemt blomster :-( Men så er der noget for gæsterne at tage med.
Det er vildt sært at være her. Dagen er gået med lægelige prøver og en masse spørgsmål. Mit bt er lidt for højt. Pulsen er for lav. Fødder og hænder for kolde og blah blah. I går var vægten steget ½ kg. I dag er den faldet ½ kg. Det er sgu ikke nemt. I morgen tidlig skal jeg vejes, og så er det den vægt, der tæller.
Jeg er ikke den ældste her! Jo jo. Der er en på 39 her. Det er rart nok. Kvinderne virker meget rare. Nogle noget unge :-) Men det vidste jeg jo. Jeg kan godt mærke, jeg prøver at være mere behandler end patient. Det er typisk mig. Vi har spist en gang. middagsmad. Jeg var sulten, da jeg havde sprunget morgenmaden over. Det var så nemt nok jo. Meeen - jeg spiser for langsomt. Der var en, der øste op for mig og prikkede til mig, når jeg spiste for langsomt. Det var vildt mærkeligt! Jeg fejler jo ingenting. Synes, jeg er meget raskere end de andre. Jeg har jo ingen problemer. Nå... vil være social. Må ikke være alene, så jeg sidder og skriver i værkstedet.
Jeg vender tilbage :-)

 

26/10-10

Hæ, så sidder man på biblioteket som vanligt og har faktisk skrevet en del. Lige pludselig farer jeg musen hen på afslut booking og trykker. Da maskinen spørger, om jeg er sikker, trykker jeg endda ja. SÅ går det op for mig, hvad jeg laver, men der er det jo for sent. Alt det jeg har skrevet, er forsvundet ud i det blå. Øv. Jeg skrev en masse om mine 3 begreber, der gør livet værd at leve - nemlig tro, håb og kærlighed. Så nu gør jeg det nemme. Jeg kopierer dem fra Olivias blog, hvor jeg skrev tankerne oprindeligt. Det er ikke fordi, det er geniale tanker, eller fordi det er smukt beskrevet. Jeg gider bare ikke skrive det hele om igen.
Jeg mener, det er relevant i min blog, da det jo betyder meget for mig. Altså de 3 begreber. jeg har overvejet en tatovering med dem. Måske et armbånd eller måske bare ordene skrevet på håndledet. Lige nu er mine arme dog så tynde, at jeg tvivler på, der kan stå ret meget. Kunne selvfølgelig bare få tre prikker :-)
Nåmen - nu er der kopieret, og jeg vil lige rette det til, så det passer i bloggen.
Tro - jeg er troende. Jeg tror på noget højere. Jeg tror på, at Gud som værende kærlighed og næstekærlighed. Jeg tror på, at kærligheden er svaret på alt. Jeg snakker bred kærlighed. Ikke bare den tætte kærlighed mellem nære relationer. Nej, det er noget højere. Gud sætter ikke krav. Tværtimod handler det om, hvad det enkelte menneske er i stand til at byde ind med. Det kan godt være, jeg i en periode er enormt selvcentreret… men det er okay. Fordi det bliver anderledes - og selv om det ikke ændrer sig, så er mine reflektioner om at ville ændre dem helt i orden og fine.
Normen udspringer fra mig og mit ønske om et godt liv. Det kan ikke sammenlignes med andres valg af livsstil. Hvis jeg begynder med det, så falder jeg jo nemt igennem. Andre mennesker er jo anderledes og sikkert meget bedre og bla bla. Men det er ikke det, det handler om. det handler om mig og mine værdier/normer og min næstekærlighed.
Håb - jeg tror på, at uanset hvor sorte og dumme tingene er og har været altid, så er der håb om noget bedre/andet, og det er der fordi, vi jo netop har fokus på den individuelle næstekærlighed. Det handler ikke om at leve som alle andre. Det er for usselt. Det kan da godt være, at svaret for andre er at have børn, dyrke sex regnlmæssigt, spise til måltiderne osv.
Det er bare ikke gældende for alle. Jeg tror på, der er en niche for alle i livet. Jeg tror på, at samfundet desværre er indrettet således, at vi tror, vi skal være ens. At vi endelig ikke må skille os ud.
Hvorfor skal man defineres som værende unormal, fordi ens sociale liv er anderledes? hvorfor skal man punke sig selv over eksempelvis kun at være i stand til at have relationer over nettet? Hvis det nu virker. Så kan man jo - hvis man vil - have håbet om at være i stand til en dag at danne relationer udenfor…. hvis man har lyst!
Hvem siger, det er forkert at være aseksuel - eller s/m dyrker, eller hvad ved jeg. Det vigtige er i min optik, at man lever, som man vil…. Drømme og ønsker er dejlige og opnåelige. De må bare ikke være udspundet primært af andres normer!
Gad vide om ikke rigtig mange psykisk syge ville passe bedre i andre samfund, hvor der er bedre plads til det skæve og det anderledes. I DK har vi jo for fanden diagnoser for folk, der har svært ved at undvære solarier!
Kærlighed - det største og dejligste af alt. Kærlighed vinder over alt. Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Vær god ved dig selv - og tilgiv dig selv. Det er så banalt - jeg ved det godt, men det giver bare så god mening i mit liv. Det du giver ud, får du igen. Karma I think.
Ja, det var det. Nu er det skrevet ned i min egen dagbog. Det er rart :-)
Har stadigvæk ikke hørt fra Risskov, så det bliver jo nok ikke her og nu, jeg skal indlægges. Jeg er stadivvæk meget ambivalent i forhold til det. På den ene side vil jeg gerne, det bliver her og nu. jeg er motiveret, og jeg vil være ked at at få endnu flere skøre regler kørt ind. På den anden side vil jeg også gerne være hjemme lidt endnu og være sammen med min familie. Så - måske skal jeg bare se på mit liv som win win.
Jeg talte med min skole i dag. De mener, det er muligt at, jeg kan klare mig igennem uden at være sygemeldt. Det kræver så bare, at jeg tager mine 3. semesters fag på 5. semester sammen med 5. semester fagene. Jeg tror godt, jeg er i stand til det. Det er 3 eksamener, hvoraf jeg er halvt færdig med den ene, og jeg kan jo bare påbegynde de 2 andre i 4. semester eller nu. Jeg kan jo da i hvert fald læse en masse. der er kun 1 mundtlig eksamen, så jeg kan jo virkelig nå at forberede en masse skriftligt. Det ville godt nok være dejligt, om det var muligt. Jeg skal tale nærmere med studeivejleder i morgen. Skal nok også lige vende den med psykologen, som ejg har en tid ved i morgen. Så - mit liv tegner egentlig ret godt. Nu skal jeg bare lære at spise igen..... piece of cake, ikke? :-)

 

21/10-10

Sidder på min pind på biblioteket. Er en lille smule klogere end sidst. Vægten er vigtig at opdatere.... alt er jo vægt og mad pt. ved psykolog forleden - i går vejede jeg ½ kg. mindre end sidst. Vidste jo godt, jeg ikke havde taget på, men jeg var jo blevet nervøs efter min mor havde udtalt, at jeg lignede, jeg havde gainet. Nåmen... det var en kort snak ved psykolog. Er ikke så modtagelig for terapi lige i tiden. I stedet blev jeg sendt over til blodprøvetagning og ekg... just to be safe, når nu vægten er på nedadgående.
I går aftes skulle kæreste og jeg så ud og spise i stedet for mandagens fødselsdagsmiddag. Vi havde valgt onsdag, da jeg ofte er mere motiveret til at apise efter Risskov besøg. Vi valgte at invitere mine forældre med, da det ville være rigtig godt for dem og os. Det er en skøn og uforpligtende måde at være sammen på. Når vi er hjemme ved hinanden er det ofte meget tæt - altså at sidde i flere timer ved bordet og snakke... Det er altså hårdt! Nåmen, vi røg på kinesisk efter mit ønske. Det er perfekt. Masser af buffet - og dejlige grøntsager. Spiste en masse grøntsager og kylling. Var rigtig hyggeligt. Vi sluttede af med kaffe hjemme ved os.
I dag skulle vi så til forsamtale i Risskov på sengeafdelingen. Det var rigtig fint, og både stedet og menneskene virkede meget kompetente. Der er ingen tvivl om, det bliver hårdt, men det bliver også godt at komme i gang. Desværre er jeg så nødt til at udskyde min skole - altså sygemelde mig. de sagde, det var for hårdt med begge dele. Overraskende nok blev jeg en smule lettet. Kunne sagtens klare det - men det er også luksus ikke at skulle stresse over eksamen og lignende. Så i morgen skal jeg tale med min sagsbehandler angående revalidering og sygemelding. Vi var rundt på sengeafd. og kigge. Der er plads til 14. Jeg får eget værelse og kan indrette det. Det er lidt morsomt - en kvinde på 36 år med eget værelse :-) Jeg glæder mig nu til at få min egen lille hule. Jeg prøver at se positivt på hele oplevelsen. Jeg skal bare gøre det!
De vidste ikke med sikkerhed, hvor lang ventetid der er. Det ved de i starten af næste uge. Måske ringer de mandag/tirsdag, at jeg skal starte tirsdag/onsdag. Ellers ville der max gå 14 dage mente de. Det er fint at komme hurtigt i gang, når nu beslutningen er truffet.
Når så indlæggelsen er ovre, er det muligt med daghospital og/eller ambulant behandling + der er 6 ugers vedligehold på indlæggelse. Det er rart. Selvom det så hat lange udsigter med helbredelse, er det dejligt at vide, jeg ikke bare bliver overladt til mig selv, når jeg vejer målvægt.
Det var en hård samtale, og jeg var så baldret efterfølgende. Vi skulle have besøgt svigerforældre, men det orkede jeg ikke, så kæreste ringede og aflyste. I stedet tog vi på shoppingtur i Århus. Rigtig pissekoldt - men hyggeligt :-)
Nu er jeg så helt træt i hovedet, men jeg ville lige nå at skrive lidt blog, så hvis der er nogle nysgerrige, der læser med, så er de hermed opdaterede :-)

19/10-10

Hmm.... så blev det endelig dagen efter verdens værste fødselsdag. Øv, hvor er det bare dumt at være i sine følelsers vold på den måde. Jeg har det så træls med at skulle skrive alt dette, men jeg har jo lovet mig selv at være ærlig... Jeg vil jo så bare gerne have, at mit liv ser perfekt ud for andre. Jeg vil, de skal se alle de gode sider. Det er for farligt, hvis de ser min kæreste som værende mindre end perfekt. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er så farligt... Måske fordi jeg er bange for, de tænker dumt om mig, hvis min kæreste opfører sig dumt?
Anyway... here goes. Min kæreste har altid haft en rigtig dumt forhold til økonomi. Han skylder en masse penge væk til en masse små steder. Heldigvis er han begyndt at betale gælden af, og det går stille og roligt. Han er så til gengæld et menneske, der rigtig gerne bruger penge på gadgets og dyrt elektronik.. Eller alt er jo relativt :-) det er bare en dyr hobby. Han har længe drømt om en iPad. Ikke fordi behovet er stort... mere følelsen af at eje noget så fedt som en iPad. Jeg har jo en iPhone, som jeg elsker, så jeg forstår fascinationen.  Men - synes nu stadigvæk det er en dyr luksusting.
Forleden fandt han så ud af, at han får udbetalt 6000 kr i ferie uden at blive trukket. De 6000 er altså ekstra. Ganske forsigtigt foreslog han dagen før min fødselsdag, at han kunne bruge nogle af pengene til en iPad. Der var en til salg til 3700 uden abb. Jeg flipper helt, da jeg mener, pengene bør bruges til gæld eller til fornuftig opsparing. Han var endda så forudseende at sige, han så vil bruge resten til julegaver. Men sure mig flipper altså. Det får så en masse frem...  dumme ord siges, og vi er godt nok ikke på talefod mere den dag.
Jeg er rigtig ked af det og har bare lyst til at aflyse fødselsdagen. Det er ikke fedt at have gæster, når man knap nok taler. Om morgenen på min b-dag stod jeg op, dækkede bord, gjorde gæsteklar og hentede rundstykker. Alt dette som martyr naturligvis- Det burde min kæreste jo gøre! Jeg har altså alt mulig god grund til at være smæk fornærmet. Og det får han da også at vide gentagne gange. Jeg elsker min b-dag og kræver forkælelse!!! Gæsterne kommer, og det er hyggeligt. Taler dog stadigvæk ikke med min kæreste ret meget.... og er ved siden af mig selv. Gæsterne smutter og vi når at tale lidt, inden næste hold. Vi får dog slet ikke talt ud.
Vi havde aftalt at tage ud at spise, men det magter jeg slet, slet ikke. Kan ikke holde gode miner længere. I stedet kører kæreste i højt humør ud efter iPad. Jeg ligger pludselig grædende og fuld af angst tilbage... Har lyst til at selvskade. Min kæreste kommer hjem, og vi får talt om ALT. Luften er renset, og vi er på banen igen som par. Pyha. Sikke en omgang. Det var virkelig hårdt. Det er hårdt med parforhold, men jeg vil heller ikke undvære det for noget.
Men - er virkelig glad for vores hårde snak i går. Den tog flere timer og hev virkelig tænder ud, men jeg tror, den var det hele værd. Vi er på samme side nu, og vi kæmper sammen. Vi fik sat ord på en masse, der har generet og naget.
Så.... måske ikke verdens værste b-dag alligevel. det var super hyggeligt med gæster, og mine gaver var over al forventning.
I dag snakkede jeg så med min mor. Hun spørger, om det er korrekt, jeg har taget lidt på. Jeg panikker totalt. Angst. Vil ikke have taget på, når jeg ikke har gjort noget for det. Ved godt, min mave virkede større i den strik kjole, jeg havde på, og det er ikke utænkeligt, den var lidt oppustet.... men det var frygteligt at høre, og det påvirker mit humør meget... Bliver helt bange for tanken. Skal vejes i Århus i morgen. Men må hjem og måle min mave og se, om den er større.
Altså -- tingene eskalerer lidt for mig i tiden, kan jeg mærke. Det er hårdt... og det bliver vist mere hårdt...

 

15/10-10

Allerede 15. i dag. Har fødselsdag d. 18/10, så det nærmer sig :-) Det er fint nok. Bliver 36 år, og det er en passende alder. Det generer mig ikke at blive ældre. Jeg er så meget mere i harmoni med mig selv og mere moden, end da jeg var ung. Jeg ønsker ikke at være ung igen. Det var sgu hårdt. Var sindssygt genert og angst... og personlighedsforstyrret. Nu har jeg kun anoreksi :-) Man må se lyspunkterne.
Jeg fik afleveret min opgave i går. Min vejleder var superhurtig med lidt hurtig feedback. Meget positiv..."vidner om fagligt overskud".. Jo jo :-)
I går var jeg ved tandlæge. Pyha.  farvel til en visdomstand og goddag til 3 lappede huller. Alt sammen på en gang. Jeg så frygtelig ud derefter. Jeg kunne/måtte ikke spise andet end blød mad,så menuen i går stod på yoghurt, yoghurt og.... jeps - you guessed it - yoghurt :-) Lige en perfekt dag. Skal da så lige love for, jeg kunne mærke i morges, at jeg var sulten! Så jeg tog noget yoghurt :-) Tandlægen mente i øvrigt, at meget af slitagen fra skæren tænder, kunne skyldtes kast op. Det er skræmmende, at jeg har emaljeskader. Så meget kastede jeg jo ikke op. Måske 2 gange om ugen i et års tid... Det var nok. Jeg gider ikke græde snot over det. Sket er sket. Jeg kunne ikke handle anderledes. Er bare så glad for, jeg ikke kaster op mere. Det er så rart, at det ikke er en mulighed mere. Før skulle jeg jo debatere med mig selv for at finde ud af, om jeg skulle kaste op. den diskussion er død forever!
Alt er vel igen på hjemmefronten med kæresten. Det er altså dejligt. Det har været lidt hårdt, men nu er det heldigvis ovre igen, og vi er venner som vanligt.
I dag om snart skal jeg op og have ordnet øjenbryn. Senere farver jeg hår... og i morgen skal jeg til frisør. Det glæder jeg mig til. Lidt selvforkælelse :-) Overvejer også en gang massage, hvis jeg finder et egnet sted. Jeg vil surfe lidt.

13/10-10

Hmmm.... er vist klar til et rigtig negativt indlæg. Sikke nu noget fra en kvinde der ellers praler med at være så optimsitisk og positiv. Hvad sker der for det? Min fornuftige stemme fortæller mig, at det er okay at være negativ engang i mellem. Det skal der være plads til. Man kan ikke bare være glad hele tiden. Det er for lallet. Jo jo
Jeg sidder på biblioteket og er ved at skrive opgave. Den er snart færdig, og så er det typisk mig svært for mig at afslutte den. Den er sikkert ikke perfekt, men jeg orker ikke rigtig at gøre så meget ved den :-) jeg har gjort det bedste, og så kan ma jo ikke forlange mere. I mine andre opgaver har jeg fået 12. Jeg er derfor i tvivl om, hvad en dårligere karakter vil gøre ved mig. Jeg håber, det ikke betyder noget for mig. Det er jo bare tal... godt nok tal der kommer til at stå på mit eksamensbevis. men dog et tal der hverken gør mig bedre eller værre end alle andre. Ligesom tallet på vægten... det er jo også uden betydning for noget... udover at det bare betyder så meget. Ligesom når man læser om andre anorektikere... det er vigtigt at kende deres tal. Gør det nemmere at forholde sig til dem. Så i mit hovede er man sygere, jo tyndere man er. Jeg ved godt, det ikke er korrekt. En normalvægtig kan være akkurat lige så forskruet i hovedet som en undervægtig. Det er jo hjernen, der er noget gal med - eller det mentale. Kroppen og vægten er jo et symptom. Ja ja... I know... Og alligevel kan det da godt være, jeg bliver ked af at få et 7 tal.
Jeg bladrede igennem en bog i går, der hedder Anoreksifælden. Den er godt nok styg! Den handler om, at anorektikere er syge, fordi de mangler opmærksomhed. Derfor bliver de ved med at tabe sig, efter de har taget på under behandling. De er krævende og manipulerende. Rigtig slemme mennesker. Der findes altså ikke ......... pause..... tlf og kæreste.
Nå, så er hun tilbage. Humøret er heldigvis bedre :-) Jeg blev jo forstyrret af først telefonen. Det var min søster, så det var en god forstyrrelse. Kæresten kom også, så vi blev enige om at følges hjem, så kunne vi handle ind til aftenens suppe. Er så vild med suppe. Masser af lækre grøntsager friske fra marked. Ville ønske, at alt mad var så let at spise og holde af som suppe.
Nå, jeg kom fra den der dumme bog. Altså! Jeg har ikke mangel på opmærksomhed. Det kan da godt være, at det er gældende for nogle. Ved godt, der selvfølgelig er noget identitet i at have anoreksi, men fra det og så til at kalde mig opmærksomhedssøgende, ja der er sgu langt i min optik. Forfatteren har et eller andet behandlingssted. Sjovt nok kan jeg kun fnde udtalelser om det fra en tidligere patient. De nedrakker sygehussystemet, da de mener, de fodrer den spiseforstyrrede med forkert opmærksomhed. Blah blah.
Risskov ringede i dag. Jeg skal til forsamtale 21/10. Det er fint nok. Jeg ønsker, at der sker noget snart, samtidig med jeg ønsker at leve, som jeg gør længe endnu.... ambivalent? I think so.
Er lidt træt af mit liv er i vente position hele tiden. Først ventede jeg på at skulle starte i skole igen. Så ventede jeg på at skulle i behandling. Så ventede jeg på yderlige behandling... og nu venter jeg igen. Snakkede med min søster om det. Det kommer jo også meget an på, med hvilke briller man vurderer det ud fra. Alt kan jo siges at være en venten på noget andet. I stedet skal jeg nok bare nyde nuet. Nyde at dappe rundt og have masser af god tid til alt muligt. Jo jo... Den positive er tilbage.. :-)

 

11/10-10

Lørdag fik jeg som vanligt ikke så meget at spise, da jeg prioriterer lørdagssnolleren. Det resulterede så i, jeg vågnede med kvalme og hovedpine søndag, hvor jeg jo skulle til brunch. Jeg kom afsted med en masse vand og piller i maven med håbet om snarlig bedring. Fik det lidt bedre i løbet af dagen. Var bange for at spise for meget, så jeg endte med at spise for lidt. Vi havde en super duper dag. Jeg blev efter de andre gæster var taget hjem, så vi fik også knævret.
Da jeg kom hjem om eftermiddagen, havde jeg det elendigt og måtte sove. Efter 2 timer på øjet fik jeg lidt ymer til aftensmad.... derefter sov jeg resten af aftenen. Fin selskab jeg var :-) I seng og sove færdig. Vågnede så i morges - stadigvæk ikke helt tilpas. Er mat. Har kvalme og er såmænd også lidt svimmel. Jo, det går rigtig godt.
Skal til tandlæge om lidt. Skærer voldsomt meget tænder om natten, hvilket har resulteret i ultratynde og næsten gennemsigtige tænder - og det på trods af, jeg sover med skinne hver nat. Forleden knækkede jeg så et stykke gennemsigtig tand af, så det er jo bare forrygende! Noooot!
Nå... jeg vil bevæge mig derover.

9/10-10

I dag har min svømme kusine/veninde fødselsdag. Tillykke til hende :-) Hun har inviteret til pige brunch i morgen. Det holder hun hvert år, og det er så det tidspunkt, vi mødes den samme flok, der egentlig ikke kender hinanden udover den ene gang om året. Det plejer at være hyggeligt. I år havde jeg oprindeligt aflyst pga. brunchmaden og de andre kvinder. Orker ikke de skal kommentere. Jeg kom dog på bedre tanker og skal afsted i morgen. Jeg skal følges med en her fra min Randers. Kusinen bor i Hobro. Chaufføren spurgte, om vi kunne mødes ved hende - ca 3 km. væk. Normalt havde jeg sagt ja og cyklet derud. Nu måtte jeg spørge pænt, om hun ville hente mig tættere på bopæl. Det ville hun selvfølgelig gerne. Det er svært for mig at bede om hjælp, der kan være forbundet med besvær for andre. Er jo vant til at klare mig selv.
Jeg talte med min søster om det med at klare sig selv forleden. Vi er begge plagede af veninder og bekendte, der synes, vi skal høre alt om deres i deres øjne sørgelige liv. Kender I de typer, der altid snakker om sig selv. Der altid har ondt af sig selv. Der er misundelige på andre. Der er sikre på, at de er misforståede. Der selv skaber en masse drama i deres liv. Der vandrer fra læge til læge for at få ret. Der gør så meget dumt for dem selv - men lærer ikke af deres fejl. De kan være nok så søde - men temmelig belastende. Og alligevel tiltrækkes vi af dem. Vi er jo opdraget med at klare os selv - i ekstrem grad godt nok. Men måske er det derfor, vi tiltrækker den slags mennesker - de er så modsætninge raf os selv. Før i tiden delte jeg ldrig ud af mine problemer og bekymringer. Så der var jo masser af plads til den slags veninder. I dag er jeg bedre til at hævde min plads. Det betyder så også, at jeg faktisk ikke har de veninder i mit liv længere. Ikke fordi jeg har sagt fra - er vel en kylling :-) Men hen ad vejen er kontakten bare naturligt fadet ud.
Når man er tyk, fylder man meget... når man er tynd, er man usynlig... så´n da. Måske har jeg kompenseret for meget for at fylde mere psykisk ved så at sørge for at fylde næsten ingenting fysisk. Hmm... den må jeg lige spekulere lidt over.
Dagen i dag er ikke meget bedre end i går. Har åbenbart såret kæresten godt og grundigt. Han er i hvert fald stille og eftertænksom. Så derfor sidder jeg på bib :-) Orker ikke de der mættede stemninger. Så hellere ikke være hjemme lidt og lade ham tænke. Sønnike kommer i dag. Det kan nok løfte hans humør. I morgen skal jeg jo så til brunch, så der er jeg heller ikke hjemme.
Jeg går jo utålmodigt og venter på brev til forsamtale i Risskov. Kunne godt tænke mig, at tingene gik lidt kvikkere... må jo bare væbne mig med tålmodighed.
Er i øvrigt rigtig ramt af hvor en øv sygdom jeg har i tiden. Jeg bliver ked af det, når jeg fx. går igennem et øko. marked, vi har her i Randers. Andre folk smager på tingene. De køber lækre speltboller og kage. det ser sundt ud, og de hygger sig. Mig - jeg smutter uset igennem, mens jeg gumler på lakerol. Jeg føler mig dum! Må kunne bruge det som motivation!!!
Nå.. i aften: snoller og film :-9

8/10-10

Øv, hvor er det en svær dag i dag. Det startede i går, hvor kæresten kom hjem fra Tyskland - og selvfølgelig havde han slik med hjem. 16 (!!!) plader rittersport, 1 kg. malaco, noget Haribo i stor kasse og 2 store poser chokolade noget + diverse til sønnike. Jeg panikker og beder ham gemme det i hans eget skab. Jeg prøver at glædes ove alt det andet, han har købt - nutella, mandler og masser af dåse vand og øl. Jeg prøver, fordi jeg gerne vil give ham en positiv oplevelse af at komme hjem med godter fra Tyskland. Måske lykkes det. Slikket kommer i hvert fald i hans skab.
I dag tager vi så i storcenter for at handle kød og så´n. Man kan jo ikke leve af rittersport :-) Det går helt galt derude. Da vi venter på bussen, er han vildt sur. Han mener, jeg begrænser og bestemmer, hvad der skal købes. Han kan dog ikke komme med eksempler, så jeg fornemmer, noget andet er galt. Det viser sig så, at han er sur, fordi jeg har købt en 2 % ymer i stedet for den fede. Jeg havde bare tjekket kalorieindholdet og prisen og ment, det var okay. Det var det så ikke! Jeg siger, jeg vil smide den ud, og så er den jo ikke længere. Vi er venner igen.
Da vi så kommer hjem, skal vi have pakket al kødet ud og have det i fryseren. Jeg beder ham beholde en pakke oppe af kødet til aftensmaden, og jeg er ligeglad, hvad det er. Så flipper han lige igen. At jeg e rligeglad med det hele, og vi kan ikke tale mad mere, fordi jeg bare er ligeglad... Øhh? Jeg er en smule lost der. Det ene ord tager det andet, og det ender med, jeg beder ham blive voksen. Det tricker ham voldsomt, og han bliver temmelig sur på mig. Han er stadigvæk sur, da han mener, jeg er urimelig. Han synes, han stiller op til en masse i forhold til min sygdom, og så er jeg bare ligeglad. Jeg synes jo så, jeg stadigvæk mener det med at blive voksen - eller vokse med opgaven. Vi har ikke lavet madplan denne uge, fordi jeg ikke har taget initiativ til det. Bør han så ikke...? Jeg er så meget i tvivl, om jeg er rimelig, om han er rimelig.
Ved jo godt, det er smadderhårdt for ham. Men det er som om han ikke helt forstår, at det også er hårdt for ham, fordi han må sætte nogle ting på hold - eller acceptere, at nogle ting er anderledes ved os lige nu. F.eks æbleskiver som han er vild med, er jeg ikke så glad for. Når jeg endelig spiser, så skal det altså være noget med næring i. Så føler han, jeg forringer hans livskvalitet (gætter jeg på). Men han kan jo bare spise æbleskiver, mens jeg spiser noget andet? Det vil han ikke. Det er altså ikke nemt at have eller være kæreste i alt dette.
Det påvirker mig selvfølgelig, at vi ikke lige er verdens bedste venner i dag. Selvfølgelig bliver det bedre, men det er hårdt, mens det står på.... og jeg er så i tvivl om, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er rigtigt. Kan godt være, vi skal tage imod tilbuddet om parsamtaler igen, når jeg har fået det bedre.
Heldigvis kommer sønnike først i morgen, så skal han da ikke være i den dårlige stemning. Vi må bare se at få talt ud i aften - girafsprog uden anklager. Ha - så voksent og modent :-)
Nogle gange kan det godt være svært for min sort hvide hjerne at komme ud af negative tanker. Jeg føler øjeblikket så stærkt, at det kan være svært for mig at huske, det jo har været anderledes, og det bliver anderledes igen. Tror, det er derfor, skænderier og diskussioner er så svære for mig. Heldigvis kommer fornuftdelen af mig så ind fra højre og beder mig tage en slapper og ikke gøre noget overilet.
Ja... det var ordene for nu

7/10-10

Mødet i Århus gik ganske som forventet. De var rigtig søde, flinke og forstående. Alle var enige om, at daghospital ikke er en option lige pt, eftersom jeg ikke er rask nok til det. De lagde meget vægt på at fortælle mig, hvor syg jeg er. At jeg risikerer at falde om. At hjertet siger stop. At jeg dør. Vi talte også om svømning. De har jo forbudt det og sauna, da de er bange for, kroppen stiger af. Det har jeg så undladt at fortælle til kæresten - der er jo ingen grund til ekstra bekymring :-) Ja, havde det været en anden, der havde fortalt mig dette, havde jeg kaldt vedkommende skør. Men det er jo noget andet, når det er mig. Min kæreste blev noget forskrækket. Han er jo også lullet ind i rolighed pga. mig, der jo nok har underdrevet de mere fysiske konsekvenser.
Anyway, de anbefalede indlæggelse. Eller det er faktisk den eneste mulighed. Når jeg så er blevet rask nok, kan jeg forvente et forløb på daghospitalet. Jeg kan godt lide, de også er fokuserede på efterbehandling. Altså man er ikke bare rask, når man er normalvægtig. Det er rart at blive taget sig af.
De lagde også vægt på at pointere, at det ikke er behandlingen, der står i vejen for mit liv - det er min sygdom. Det er ganske væsentligt. Specielt efter de havde sagt, at jeg nok ikke skal regne med aktivt at være studerende. Når man er indlagt og syg - ja, så er man indlagt og syg! Hmm.. jeg giver mig nu ikke uden kamp. Det er selvfølgelig også afhængig af, hvor meget energi jeg er i besiddelse af. Der er fornuft nok i mig til at sige, at mit studie kommer i 2. række. Det er det nødt til, eftersom jeg jo nok ikke kan klare det, hvis ikke jeg er rask...
Jeg sidder med en mærkelig følelse. Jeg ved jo, jeg bliver rask - ingen tvivl. Jeg ved bare ikke, hvornår jeg tør blive rask. Det er meget mærkeligt. Personalet i Risskov pointerede i øvrigt kraftigt, at vejen frem ikke var at tabe mig mere - selvom jeg tog på, skal jeg stadigvæk indlægges. De har sgu god erfaring. De ved jo nærmest, hvad jeg tænker :-) Det er ganske betryggende. De regner i øvrigt med, at forsamtalen finder sted i næste uge. Det var sværere at sige med hensyn til ventetid, da det kan skifte fra uge til uge. Jeg håber bare, det bliver snart, da det jo er nu, jeg er motiveret - og jeg vil sgu egentlig også gerne videre med mit liv.
Jeg skal hjem om ikke så længe og sige farvel til kæresten. Han skal handle i Tyskland. Jeg er vildt bange for, hvad han køber med hjem. Jeg har forsøgt at tale med ham om det, men det er svært. Og jeg er også i tvivl, om hvad der er rigtigt. Han bør jo kunne tage til Tyskland og handle slik, hvis han har lyst. Jeg har bestilt PepsiMax.... og nutella og skide mandler, da jeg i følge skal madplanen skal spise begge... Og jeg gør jo, som jeg skal... :-)
Take care derude i cyberlandet  

5/10-10

Panikkede sgu lidt tidligere i dag. Gik op for mig, jeg snart skal aflevere opgave til studiet. Det er en lille bitte smule svært for mig at skabe det ønskede overblik over studiet, og det jeg skal læse. Vi har en masse - jeg mener virkelig tons - artikler, der skal læses til 3 fag. Damn, jeg burde jo have en e-bogslæser, hvor det hele er samlet! Nåmen, har en masse artikler liggende, og det er svært at overskue, hvornår de skal læses, hvad de skal bruges til osv. osv. Selv om det er 3 forskellige fag med hver deres eksamen, er der selvfølgelig samlignligheder der gør, at nogle artikler skal bruges i flere fag - eller kan bruges. Nogle artikler fra tidligere semestre kan også vise sig at være interessante. Og hvordan filan får jeg så lige system i det hele. Jeg har selvfølgelig delt artikler op i tre mapper - og tre mere, hvor de allerede læste ryger over i. Derudover har jeg skrevet datoer på artiklerne, så jeg kan se, hvornår de skal læses til. Så har jeg jo egentlig masser af struktur? Hvad er det så lige, jeg panikker over? Måske er jeg bange for at gå glip af noget, hvis det viser sig, mit system ikke er perfekt? Kontrol, ja tak :-)
Jeg ER med, når det drejer sig om lektier, det ved jeg jo godt. Jeg savner selvfølgelig undervisningen, hvor artiklerne og teksterne gennemgåes og diskuteres. Men det er jo bare sur røv, eftersom deltagelse lige pt ikke er en mulighed. Men derfor kan man godt være lidt nede over det, altså. Afhængig af hvad de siger i morgen i Risskov, overvejer jeg at deltage i undervisning i næste uge. Der fremlægger min klasse deres opgaver - som de laver i gruppe, og jeg laver alene. Det kunne være interessant at høre deres input og derved se, om min opgave er skudt helt ved siden af. Jeg skal under alle omstændigheder have skrevet til min vejleder i morgen og høre, hvordan jeg griber det hele an ifht. at skulle skrive en gruppe opgave alene, der skal afleveres og fremlægges som powerpoint. Hmm.. havde sgu været nemmere, om han bare havde udstukket en simpel opgave med ikke selvvalgt problemformulering.... men nej nej :-) Det er selvfølgelig også en uni, uddannelse med hvad deritl følger.
What else.... sidder på bib. Min kæreste er lige kommet for at hente mig hjem til frokost. Kl.nærmer sig 14, så det er ved at være tid. Vågnede alt for tidligt i morges. Kunne ikke sove igen pga. tankemylder ang. mad, mad, mad og Risskov. Synes sgu godt nok mit liv er en smule amputeret pt.
I eftermiddag vil jeg få en time i sengen med en god bog... see ya

4/10-10

Er rigtig meget træt. Måske også lidt ked af det? Jeg ved det ikke. Vil forsøge at lade tankerne vandre, mens jeg bare skriver derudad. Kan derfor på forhånd love slåfejl og en masse ukontrolleret vrøvl. Så hvid du er træt i hovedet, er det måske smart at stå af nu. Gad vide hvorfor jeg bekymrer mig om eventuelle læseres oplevelse af det skrevne i dag? Har jeg præstationsangst? Tror det faktisk ikke. Vil vel bare undskylde for en sikkerheds skyld.
Jeg troede, jeg skulle til foredrag i aften her på bib. med Kristen Kallesøe. Da jeg ville købe billetter, viste det sig, at det først er på næste mandag. Ja, ja, sådan kan det gå. Havde ellers set frem til det. Både at skulle noget andet end hverdagens trummerum og sygdom. Og så tror jeg, hun har noget interessant at berette som tidligere spiseforstyrret. Må jo bare satse på næste mandag.
Hvad ellers? Jeg vågnede som sædvanligt alt for tidligt. Blev dog liggende en time eller to, mens jeg småsov og var på wc et utal  af gange. Drikker for meget kaffe :-) Men det smager dejligt og luner så fint... og så indeholder det ingen kalorier.... I know!
Fik vasket tøj i formiddags. Det er begyndt at koste penge at vaske, så jeg vasker ikke så ofte mere :-) Man er vel en nærigrøv. Eller måske vil man bare hellere bruge pengene på alt andet end vask. Var med kæresten ovre i byen og kigge butikker. Jeg kan dem sgu snart udenad. Jeg prøver at lade være at købe tøj. Kan jo ikke passe det ret længe - forhåbentlig. Eller øv? Må kun købe lidt for stort strik og gamacher. Det er der jo så heldigvis også årstid for.
Jeg skrev til psykolog i går, at jeg gerne ville skrives op til formøde til indlæggelse allerede nu, hvis det kunne speede tingene lidt op. Han skrev tilbage, at det skulle vi vente med til onsdagsmødet, da det er der, de ting aftales. Det er fint med mig. Er sgu spændt på det møde. Nu har jeg jo så´n nogenlunde overbevist mig selv om, at indlæggelse er vejen frem. Tænk hvis de tænker det anderledes, eller hvis der er viiildt længe ventetid. Magter jeg måske ikke.
Pyha, mangler i den grad energi i dag. Godt vi skal have rigtig aftensmad. Det hjælper nok på tingene. Vi skal have yndlingsretten - boller i karry med grøntsager. Love it :-) Og det er en genvarmer fra forleden, så det er ganske overskueligt at forberede. Skønt.
Glæder mig til, mit liv går op i andet end mad, kure, mad, spisning, Risskov, indlæggelse, motion og mad. Det er eddermame meget energi, der fyres af på den konto. Jeg forsøger som vanligt at gemme mig væk med praktiske gøremål, skrivning og læsning. Sidstnævnte er sværere og sværere. Forstået på den måde der skal bedre og bedre bøger til at fange og fastholde min interesse. Chick lit og krimier gør det altså ikke længere. Samtidigt har jeg svært ved at koncentrere mig om tungere litteratur. Sgutte nemt. Men jeg elsker stadigvæk at læse. Har lige lånt den nye "Møgkællinger" af Holm og "Hvid død" af Slaughter. Dem har jeg store forventninger til.
Gad godt have en ny tatovering. Måske skrift på håndleddet. Der skulle stå "Tro, håb og kærlighed" Det er det, der gør mit liv værd at leve. Det er da vigtigt at minde sig selv om. Uanset hvor langt nede man er, så bliver det bedre pga de tre begreber. Jeg er så glad for min tro. Tænk hvis jeg ikke troede på de tre ting, hvad var livet så værd?
Jeg vil læse lidt...

 

3/10-10

Så blev det søndag. Det er nu en skøn dag. Jeg startede ud i morges med at svømme med kusinen. Vi svømmer kun ½ time og afslutter i sauna. Det var skønt som altid. Vi havde så meget at tale om efter 14 dage uden vores søndags svømme-hygge-wellness samvær med gulerødder og PepsiMax. Meget af vores snak omhandler i tiden vægt. Hun er for stor, og jeg er for lille. Hun skal opereres, og jeg skal måske indlægges. Det går sgu godt :-) For lidt og for meget.
Min kusine fatter ikke, at jeg skulle igennem daghospital. De burde da have vidst på forhånd, at det ikke var hjælp nok. Her er jeg altså lettere handicappet i forhold til min forsvarsmekanisme med at rationalisere og intellektualisere. Jeg kan jo snakke mig ud af alt og virke meget velovervejet og overbevisende. Det hele er løgn og latin desværre. Jeg formår jo ikke at klare denne kamp, selvom jeg så gerne vil. Jeg er ikke ude efter at være led mod daghospitalet eller personalet dernede - men man kunne godt forvente, de kendte lidt til typer ala mig? En af kvinderne fra gruppen var faktisk inde på samme problematik som min kusine. Hun forstod heller ikke, de ikke havde gennemskuet mig. Jeg er jo ærlig og fortæller, at jeg er god til at være verbal omkring tingene og sige, det hele er fint. Noget andet er mine følelser og handlinger. Hmmm.... det er jo også ligemeget nu. Måske har vi alle parter lært noget. Det er da at håbe.
Vi havde besøg af svigerforellerne i går til frokost - skulle jo ikke risikere usikkerheden med kage til eftermiddagskaffe. De prøver rigtig meget at forstå mig og min sygdom, men det e rtydeligt, det er svært. Min svigermor sagde faktisk, at når jeg skulle indlægges, håbede hun, jeg havde masser af viljestyrke! Hallo! hvis jeg kunne komme væk fra dette helvede ved hjælp af viljestyrke, så havde jeg gjort det for længst! Jeg har masser af viljestyrke. Har ændret livsstil og stoppet med at ryge. Den viljestyrke hjælper bare ikke vanvittig meget. Det fik jeg da også lige sagt til hende. Måske lidt hårdt. Men jeg gider ikke, at hun tror, jeg fejler noget, som "bare" kan kureres med hjælp fra viljen!
Kom til at tænke på hende sygeplejersken, der har hjulpet med at spise. Hun sagde, at hun forlængst havde opgivet at forstå anoreksi. Hun har valgt at acceptere og anerkende, at den er uforståelig - derved er mennesket jo heller ikke uforståeligt og dermed forkert. Det er en ret god indgangsvinkel, synes jeg.
Nå, mon jeg skal hjem og have noget mad..... Jo jo :-)

1/10-10

Ny måned... ny side til dagbogen :-) Man er vel nørd.
Nå - sidst jeg skrev, skulle jeg ned og vejes dagen efter. Jeg ville have skrevet i går, men det var en hektisk dag, og vores internet derhjemme virker ikke trådløs, så hvis jeg skal skrive, skal jeg bruge kærstens pc, og den er jeg ikke så god til pga. kæmpe skærm. Så - sidder på biblioteket i dag og skriver.
Jeg havde som forventet tabt mig - 800 gram. En del - men jeg syntes, det var okay. Endelig viste vægten det reele. Ellers skulle jeg jo bare vente endnu en uge uden, der skete noget. Jeg blev så kylet ud af daghospitalet. De vil ikke længere tage ansvar for mig. Tak for kaffe! Jeg vidste det jo godt, men det var alligevel lidt hårdt. Jeg har stadgivæk et statusmøde aftalt med dem på onsdag. De opfordrede til, at kæreste deltager. Det havde vi også satset på, at han skulle. Det er vigtigt, han er med i det og med til at tage de dumme og svære beslutninger.
De ridsede mine muligheder op: jeg kunne være hjemme og tænke over tingene et par måneder og se, om jeg blev mere motiveret. Behandlingen er så med psykolog en gang om ugen og sygeplejerske. Ellers kunne jeg starte på daghospital igen, hvis jeg var motiveret - og havde fundet på, hvordan de kunne hjælpe mig mere optimalt. Ellers er muligheden jo indlæggelse. Jeg har fået noget materiale fra sengeafdelingen.
Jeg tror på,  indlæggelse kan være vejen frem for mig. Jeg kommer jo længere og længere ind i noget meget usundt spisemønster, som jeg har meget svært ved at komme ud af. I går skulle jeg feks. på shopping efter daghospital. Jeg har ikke spist nok hele dagen og skal jo gerne have eftermiddagsmad. Jeg aftaler med mig selv under mange kvaler, at jeg kan købe en grovbolle i Salling. Jeg elsker deres gulerodsbrud, men jeg har ikke spist dem i laaang tid. Det tager rigtig mange overvejelser og beregninger, før jeg når frem til, det er okay at spise en. Jeg køber et gulerodsbrud - det er dejligt lunt og dufter fantastisk. Jeg starter ud med at smide halvdelen ud - skal jo nødig have for meget. Herefter lover jeg mig selv, at jeg spiser resten. det løfte holder jeg indtil næste skraldespand, hvor jeg spider alt "indvolden" ud. Nu skal jeg altså spise resten! Nope... ved næste skraldespand smider jeg over halvdelen ud igen. Har en lille bid tilbage, som ejg spiser! Har vel i det hele spist knap 1/3 af bollen... nok nærmere 1/4. For fanden!
Er efterfølgende både glad, ked af det og skuffet over min dumhed! Aftensmaden har kæresten lavet: bagte kartofler og lækkert oksekød. Jeg kan ikke engang spise en hel kartoffel og en hel bøf. Min mavesæk må være skrumpet. Dt smagte ellers godt :-)
Er tydeligt for mig, at jeg har brug for hjælp til at udfordre mine spisemønstre. Hvis jeg bare får lov at passe mig selv, bliver jeg mere og mere angst for mad. På lørdag er vi inviteret til fødselsdag. Jeg har takket nej. Kan ikke overskue det. Kærestes forældre vil gerne komme. Jeg er hurtig og sørger for at invitere dem til forkost. På den måde slipper jeg for at panikke over, om de nu tager kage med til eftermiddagskaffe. Fatter ikke panikken. Jeg kan jo bare lade kagen være. Er så bange for, jeg skal komme til at overspise igen. Selvom jeg rationelt set meget hellere vil være lidt overvægtig og glad end at leve dette helvede.
Når jeg kigger mig i spejlet, væmmes jeg. Knogler og ben er alt jeg består af. Men når jeg ser mine tynde ben reflekteret i en butiksrude, føler jeg lidt stolthed. Altså!
Nåmen, god weekend :-)