fredag den 31. august 2012

DAD - OMG


Feed koncert i går. DAD rules J Nyder at være til koncerter. Vi hørte også Carpark North - men de blegner jo ved siden af kongerne :-) 

Startede med at spise ved forældre. Det gik fint. Min mor er blevet opmærksom på ikke at lave for farlig mad. Det er rart, og det gør, jeg føler mig respekteret. 

 Humøret er godt i dag. Cykler snart ud i haven og nyder den allersidste sommerdag. Håber, det bare er den sidste på kalenderen, så der kommer masser af lune dage.  

torsdag den 30. august 2012

blandede ligegyldige strøtanker


Som tiden går. Var ved læge forleden. Ser ud til, jeg har fået vendt den nedadgående spiral. Så jeg havde taget 700 gram på. Det er totalt nederen okay. Det er det rigtige at gøre. Nu skla jeg bare klø på, så den ikke falder igen. Gad virkelig godt vende tilbage til de gode gamle dage, hvor alt ikke var fokuseret på mad.

Ellers alt vel. Skal jo starte i skole i næste uge. Det skal jeg så alligevel ikke, da jeg skal noget med læger alle skoledagene. Skønt. Det ene er tandlæge. Det andet er tjek for tarm operation og det tredje er møde med sexolog. Er nervøs for det sidste. Skal sidde med Viktor og en fremmed og snakke om, hvorfor sex er så svært. Hvorfor jeg ikke føler lyst mere. Mine nedre dele er beregnet til tisse og skide. Slut færdig. Det er deprimerende, så på den måde bliver det okay at få sat noget i gang, så mit sexliv kan køre igen.

Skal til koncert i aften – DAD. Skønt. Om end jeg allerede frygter aftensmad ved forældre og æbleskiver til koncerten. Godt tanker altid er værre, end når ting opleves.

Håber, jeg er okay i aften. I går var vi i Århus, og jeg havde en af de der dumme dage, hvor jeg kan skrige, hvis jeg berøres af andre.

Nå… det var en lille update. Er træt, men må i gang med dagen

lørdag den 25. august 2012

ængstelighed og ansvar


Jeg kom forleden til at tænke på, hvorfor det er, jeg holder fast i anoreksi. Man siger jo, at spisningen er et symptom på noget andet. Men jeg synes jo, mit liv fungerer rigtig godt. Der er styr på det hele…. Så´n da J

Jeg har gennemgået flere års terapi, så i teorien burde jeg jo være rask. Da jeg i sin tid startede ved psykolog, var der meget fokus på min selvskadende adfærd – med fokus på alle de mænd, jeg var igennem. Det talte vi så om en time om ugen i 2½ år. Det virkede, og jeg havde ikke samme behov for at blive bekræftet gennem mænd. Derefter kom borderline diagnosen  i fokus. Behandling 2 gange om ugen i 2 år – individuel og gruppeterapi. Fik løst mange borderline problematikker. Stoppede med at være selvskadende og fik ret godt styr på min impulsivitet. Fandt også mit livs kærlighed J 
Da jeg stoppede behandlingen, opfyldte jeg ikke længere kriterierne for borderline. Efterfølgende har jeg haft et par kriser og noget angst, som jeg har været i terapi for. Slutteligt var der så hele den massive behandling for anoreksi. Så skulle man da nok mene, at jeg har styr på mit sind?

Så kan det undre, hvorfor jeg bliver ved at hænge fast i spiseproblematikker. Forleden slog det mig, at jeg aldrig har arbejdet med den ængstelige side af mit sind. Jeg har altid bestået af to ekstreme sider – borderline siden der fik masser af opmærksomhed samt den ængstelige side, der var nervøs og angst for alt. Måske er borderline symptomerne kommet for at overleve angsten? Jeg har aldrig rigtig arbejdet med angst og bekymringer. Før i tiden var angsten ret konkret; jeg var eksempelvis panisk angst for torden. Jeg var bange for at køre bil osv. Jeg dæmpede det med medicin. I dag er angsten mere diffus og meget bundet op på bekymringer for andre. 

Da jeg var indlagt, var jeg lettet over at blive frataget ansvar - både ansvaret for mig selv og andre. Tror faktisk, at ængsteligheden kommer meget fra stor ansvarsfølelse. Jeg tager jo andres ansvar til mig. Jeg føler mig ansvarlig overfor andres følelser og handlinger og humør. Det er MIT ansvar, at andre har det godt. Det er utopi at tro på, det kan lykkes. Når jeg ikke spiser og gør mig selv syg, så slipper jeg for ansvaret. Nu forventes det ikke af mig, at jeg passer på andre. Nu skal jeg passes på.

Så – jeg skal stadigvæk arbejde med mig selv. Jeg skal væk fra at tro, jeg er ansvarlig for alt og alle. Min ængstelighed skal jeg arbejde med. 
Jeg er jo opvokset med en totalt overnervøs mor. Når vi hørte ambulancen skulle vi ringe hjem. Hun var bekymret over alt – og er det stadigvæk. Jeg må ikke være nervøs overfor hende. Jeg er nødt til at være sej og ovenpå. Jeg kan ikke dele mine bekymringer med hende uden at have en løsning. Jeg kan ikke rumme hendes bekymringer. 

Uanset hvad så melder jeg krig mod ansvarfølelsen og den ekstreme ængstelighed. Alt med måde! Finde middelvejen – det er svaret. 

torsdag den 23. august 2012

de svære hindbærsnitter...


Jeg bliver så ked af det, når mad kommer til at påvirke mit humør. Hvorfor bliver det ved med at være så svært? Jeg laver om- og genveje når det bliver for svært. Viktor og jeg var på vej i Føtex med en leverpostej, der var blevet muggen. Inden vi tog af sted havde jeg mange undskyldninger for at udskyde det. det er farligt at gå i Føtex. Ved jo ikke hvad vi ender med at købe. På vej derover møder vi sønnike. Han vil gerne med. Panik. Ved jo han gerne vil have kage eller noget andet. Overvejer at gå hjem. Vælger at gå med. Større kontrol over indkøb. Vi afleverer muggen postej derovre. Jeg overvejer at aflevere den og lade dem shoppe, da aflevering sker ved siden af bager med stor sandsynlighed for fristelse. Men hvis jeg afleverer, så skal de handle, og hvad finder de så på? Vi afleverer postej og får 25 kr. på gavekort ekstra. 

Jeg panikker. Ved jo, at sandsynligheden for, de blive brugt til kage er stor. Vi handler. Jeg render hurtigt rundt. Er helt stresset og bliver så irriteret over alle menneskene. Vil hurtigt ud. Ved kassen skal vi betale. Matias og Viktor har aftalt, at Matias henter hindbærsnitter, mens vi betaler. Panik! Jeg skal bruge alle mine kræfter på ikke at skælde ud eller moralisere over det dårlige i at spise kage…. Fuuuuck! Det er virkelig slemt, og jeg er tæt ved at eksplodere.
 Hjemme spiser de kage, mens jeg er i rummet med min kaffe. Undskyldningen fra min side er manglende sult efter frokost. Jeg er ved at eksplodere, mens de taler en masse om kagerne. Har lyst til at flygte, men jeg vil også gerne være sød, når nu Matias er her. Han er her jo ikke så tit, og jeg kommer lidt for ofte til at være sur, når han er her med efterfølgende dårlig samvittighed. Det er ikke hans skyld, han er en god dreng, som rigtig godt kan lide mig, og jeg kan lide ham. Det må ikke gå ud over ham.

Jeg klarede det i dag. Jeg flippede ikke ud og skældte ud. Det var svært, og jeg er tappet for god energi.
Bliver bare så trist, når jeg oplever, at det med mad bare fylder alt for meget og påvirker mit humør på den måde. Håber, det bliver nemmere med tid. 

onsdag den 22. august 2012

druk


Drak mig i hegnet i lørdags. Sådan godt og grundigt. Normalt drikker jeg ikke. Jeg nyder ikke alkohol. Hvis jeg drikker, vil jeg være fuld, og det er altså ikke altid, jeg helt kan styre det. Har jo en fortid med masser af druk. Det var fint dengang; nu er jeg ældre og mere moden… J En gang om året er det dog tilladt at drikke mig stangerstiv. Vi mødes med et hold venner en dag i Randersugen, og så går det løs. Vi startede ude i kolonihaven, hvor vi fik døbt huset J Total hygge i det gode vejr.

Derefter gik det løs med druk – og lidt mad. Maden er heldigvis en lille prioritet, så jeg slap af sted med at lave tacos. Tanken om druk OG tung mad var for svær. Min kusine og jeg havde aftalt at forberede forskellige drinks. Jeg havde købt maser af light sodavand, så jeg følte mig nogenlunde sikker. Hmm… hendes drinks bestod så af juice og andre kcal rige drikke. Pyha, det var en overvindelse. Jeg har så svært ved at drikke kalorier. Det virker bare så unødvendigt. Men jeg gjorde det!!! Jeg drak. Og jeg spiste popcorn og saltstænger – og chips!!! Normalt hvis jeg spiser den slags, er jeg enormt kontrolleret. Kun en ad gangen i munden og der skal tygges grundigt. I lørdags gav jeg los. Jeg spiste sågar flere peanuts. Det var så fedt. Den følelse af frihed prøver jeg at holde fast i, når jeg får dårlig samvittighed over grådigheden.

Var i øvrigt skønt at være fuld. Drak så meget igennem, at jeg kastede op til sidst. Det er okay den ene gang om året. Næste dag var jeg knap så frisk J

onsdag den 15. august 2012

tanker og tanker... om tanker


Jeg overtænker stadigvæk alting. Måske er det bare en del af min natur. Jeg kom til at tænke dybere over det i Fakta. Jeg stod ved flaskeautomaten og kørte flasker igennem. Ville egentlig gerne have pengene – der var for omkring 30 kr. Det er da en sjat. Men så er det jo lige, der er den der donation knap. Hvis jeg var en god sjæl og trykkede, så gik pengene til Red barnet. Nu ved jeg jo godt, det ikke er alverden, dre kan gøres for mine 30 kr., men det er da trods alt mere, end hvis jeg selv beholdt pengene. Alligevel syntes jeg måske, det var træls at give pengene ud. Jeg havde jo fragtet flaskerne…. Men det var sørme da også en ego tanke. Hvad med de stakkels børn? R jeg virkelig så stor en nærigrøv, at jeg ikke under dem 30 kr. kom så til at tænke på det dejlige i at bidrage til et godt formål. Det giver en god fornemmelse. Men hov – er det okay at donere penge, hvis bagtanken er egoistisk? Altså jeg ved jo godt, modtageren er græsk katolsk omkring det, men jeg tror ikke, det giver gode point på karma skalaen. Burde jeg så ikke beholde pengene, hvis jeg alligevel ikke scorer på karma? Men – jeg r jo også et godt mennesker, der gerne vil yde noget, og det er en nem måde at yde på. Men der er jo ingen, der kan se mig yde. Noget af det seje ved at yde er jo netop anerkendelsen. Men hvis jeg ikke giver, så bliver jeg ramt af dårlig karma; det ville da være øv.

STOOOOOP!!!!

Hold nu op jeg stod længe ved automaten, før jeg besluttede at donere pengene. Nu har jeg fortalt historien her, så I ved, jeg er god. Måske scorer jeg ikke så højt på karma, men hovedformålet med at fortælle var jo ikke den egoistisk. Jeg ville jo bare illustrere, hvordan mine tanker ofte går helt amok, og jeg kan ikke beslutte noget. Det er jo bare en lille detalje, men når dagen er fyldt med dem, samtidig med hjernen er opslugt af spise/spise ikke problematikken, så er der altså ikke meget plads til bare at være.
Måske egentlig det er grunden til, jeg befinder mig så godt ude i kolonihaven. Der er ikke så mange beslutninger. Det er rart. Maden er også bestemt på forhånd. Skal kun debattere med mig selv om tidspunktet, hvilket sgu kan være enerverende nok.

Jo Jo. Ellers alt vel. Har været i haven de sidste dage. Har både malet og ligget i hængekøje. Skønt!

søndag den 12. august 2012

jamen... halløj motivation


Jeg vil, og jeg kan!!! Jeg har brugt næsten en uge på at finde ud af, om jeg skulle spise rundstykker til morgenmad med kæreste og ven, eller om jeg skulle vælge det trygge. Har brugt så meget tid på at udtænke, hvad var bedst. Har været så vægelsindet. Det gider jeg sgu ikke mere! Spiste de skide rundstykker i trods. I modstand mod en sygdom, der bare er for åndssvag. Rundstykker er okay en gang i mellem. Verden braser ikke sammen af den grund. Er topmotiveret til at spise mere og tage på. Sæt i gang!!!

onsdag den 8. august 2012

vægt igen


Var ved læge i morges. Viktor har flere gange udtrykt bekymring, og jeg ved jo godt, jeg skærer lidt fra hist og pist. Kan godt selv mærke, at maden er svær. Jeg får lyst til at skære fra, og jeg er begyndt at planlægge, hvornår jeg kan spise mindre, hvis jeg skal have et svært måltid. Jeg vil ikke have så meget fokus på mad!

Nåmen – var ved lægen. Havde tabt mig 400 gram. Ikke det vilde skræmmende. Men tendensen er nedadgående og har været det i nogle måneder. Nu er der pludselig igen 6 kg til målvægt. Vi snakkede om, hvorfor det er så svært. Jeg aner det virkelig ikke. Er jo ikke ekstra stresset eller noget. Motivationen er bare svær at holde fast i, og jeg er så bange for at være tyk. Har jo virkelig følt mig tyk på det sidste og været sikker på, jeg har taget en del på. Viser bare hvor meget magt en spiseforstyrrelse har over krops billedet.

Viktor og jeg har talt en del om, hvad pokker vi skal gøre. Viktor mener, de har pligt til at hjælpe mig. Jeg tror mere på, jeg selv skal klare den. Hvad skal hjælpen bestå i? Skal de tvangsfodre mig? Hvor pokker skal den motivation komme fra??? Jeg ved jo det hele… Lægen roste mig for min sygdomsindsigt J Det er sgu da en joke. Sagde også til ham, at mit store problem er min veltalenhed og mine teoretiske overvejelser. Det er jo i praksis og i handlingen, at jeg fejler.

Nå, jeg må jo bare kravle op på hesten igen. Er bare bange for jeg har glemt stolen, så der er sgu langt derop. Har brug for en hestesko. Hov, indrømmede jeg lige, jeg har brug for støtte??? Det var alligevel utroligt J

lørdag den 4. august 2012

mindreværdskomplekser


Ordet mindreværdskompleks har virkelig printet sig ind i mit univers. Jeg kan sågar huske, hvornår jeg for første gang stiftede bekendtskab med ordet! Jeg har været 8-10 år. Min kusine og jeg snakkede om forskellen mellem Hobro – min hjemby og Randers – hendes hjemby. Randers var selvfølgelig overlegen, idet den er større. Men jeg ville ikke acceptere det og blev ved med at fremhæve alt det gode ved Hobro. Og så er det min kusine siger, at jeg da vist har mindreværdskomplekser. Jeg syntes, det var et fantastisk stort ord og ville finde ud af præcis, hvad det betød.

Skal da så lige love for, jeg kender betydningen! 
Klart er mine komplekser blevet mindre med årene. Jeg er meget mere sikker på mig selv, og hvem jeg er. Stadigvæk plages jeg af dem. Mit mål er jo perfektionisme. Så er det altså nemt at få komplekser, for det er sgu svært at være perfekt.

Alle disse tanker kommer sig af, vi var ude i kolonihavne i dag. Vi hilste for første gang på vores nye naboer, der lige har købt huset. Det var temmelig vigtigt for mig at få sagt, at vi købte huset sidste efterår, og der så det rædderligt ud. Det var magtpåliggende for mig at få det sagt. Jeg var nemlig bange for, de skulle synes, at vi da ikke havde nået ret meget og vores have ligner noget, der er løgn.Derfor var det vigtigt, at de vidste, at det ikke var vores fortjeneste, at haven var groet til, og huset trænger til maling.
Hov! Hvor pokker kom den fra? Nu har jeg været så stolt af, at jeg har set på kolonihave livet som en proces, jeg skulle nyde. Succes kriterier har der faktisk ikke været nogen af i nævneværdig grad. Så er det sgu da totalt ambivalent, at jeg har brug for at forsvare mig selv over for vildt fremmede mennesker. Det pjat magter jeg altså ikke. Tænk om jeg pludselig skal makke sindssygt rundt for at opnå status i andres øjne. Det vil jeg altså ikke! Jeg kæmper imod, gør jeg. Farvel dumme mindreværdskomplekser. Jeg er mig – Bettina, og jeg er god nok! Jeg er ikke perfekt til alt og skal heller ikke være det. Jeg er okay!

Jeg er okay! Også selvom jeg føler mig fed og grådig. Jeg buler ud over alt. Det er ikke mindreværdskomplekser; det er noget andet. Noget mere diffust, som jeg ikke helt forstår.