ængstelighed og ansvar

Jeg kom forleden til at tænke på, hvorfor det er, jeg holder fast i anoreksi. Man siger jo, at spisningen er et symptom på noget andet. Men jeg synes jo, mit liv fungerer rigtig godt. Der er styr på det hele…. Så´n da J

Jeg har gennemgået flere års terapi, så i teorien burde jeg jo være rask. Da jeg i sin tid startede ved psykolog, var der meget fokus på min selvskadende adfærd – med fokus på alle de mænd, jeg var igennem. Det talte vi så om en time om ugen i 2½ år. Det virkede, og jeg havde ikke samme behov for at blive bekræftet gennem mænd. Derefter kom borderline diagnosen  i fokus. Behandling 2 gange om ugen i 2 år – individuel og gruppeterapi. Fik løst mange borderline problematikker. Stoppede med at være selvskadende og fik ret godt styr på min impulsivitet. Fandt også mit livs kærlighed J 

Da jeg stoppede behandlingen, opfyldte jeg ikke længere kriterierne for borderline. Efterfølgende har jeg haft et par kriser og noget angst, som jeg har været i terapi for. Slutteligt var der så hele den massive behandling for anoreksi. Så skulle man da nok mene, at jeg har styr på mit sind?

Så kan det undre, hvorfor jeg bliver ved at hænge fast i spiseproblematikker. Forleden slog det mig, at jeg aldrig har arbejdet med den ængstelige side af mit sind. Jeg har altid bestået af to ekstreme sider – borderline siden der fik masser af opmærksomhed samt den ængstelige side, der var nervøs og angst for alt. Måske er borderline symptomerne kommet for at overleve angsten? Jeg har aldrig rigtig arbejdet med angst og bekymringer. Før i tiden var angsten ret konkret; jeg var eksempelvis panisk angst for torden. Jeg var bange for at køre bil osv. Jeg dæmpede det med medicin. I dag er angsten mere diffus og meget bundet op på bekymringer for andre. 

Da jeg var indlagt, var jeg lettet over at blive frataget ansvar - både ansvaret for mig selv og andre. Tror faktisk, at ængsteligheden kommer meget fra stor ansvarsfølelse. Jeg tager jo andres ansvar til mig. Jeg føler mig ansvarlig overfor andres følelser og handlinger og humør. Det er MIT ansvar, at andre har det godt. Det er utopi at tro på, det kan lykkes. Når jeg ikke spiser og gør mig selv syg, så slipper jeg for ansvaret. Nu forventes det ikke af mig, at jeg passer på andre. Nu skal jeg passes på.

Så – jeg skal stadigvæk arbejde med mig selv. Jeg skal væk fra at tro, jeg er ansvarlig for alt og alle. Min ængstelighed skal jeg arbejde med. 

Jeg er jo opvokset med en totalt overnervøs mor. Når vi hørte ambulancen skulle vi ringe hjem. Hun var bekymret over alt – og er det stadigvæk. Jeg må ikke være nervøs overfor hende. Jeg er nødt til at være sej og ovenpå. Jeg kan ikke dele mine bekymringer med hende uden at have en løsning. Jeg kan ikke rumme hendes bekymringer. 

Uanset hvad så melder jeg krig mod ansvarfølelsen og den ekstreme ængstelighed. Alt med måde! Finde middelvejen – det er svaret.