mindreværdskomplekser

Ordet mindreværdskompleks har virkelig printet sig ind i mit univers. Jeg kan sågar huske, hvornår jeg for første gang stiftede bekendtskab med ordet! Jeg har været 8-10 år. Min kusine og jeg snakkede om forskellen mellem Hobro – min hjemby og Randers – hendes hjemby. Randers var selvfølgelig overlegen, idet den er større. Men jeg ville ikke acceptere det og blev ved med at fremhæve alt det gode ved Hobro. Og så er det min kusine siger, at jeg da vist har mindreværdskomplekser. Jeg syntes, det var et fantastisk stort ord og ville finde ud af præcis, hvad det betød.

Skal da så lige love for, jeg kender betydningen! 

Klart er mine komplekser blevet mindre med årene. Jeg er meget mere sikker på mig selv, og hvem jeg er. Stadigvæk plages jeg af dem. Mit mål er jo perfektionisme. Så er det altså nemt at få komplekser, for det er sgu svært at være perfekt.

Alle disse tanker kommer sig af, vi var ude i kolonihavne i dag. Vi hilste for første gang på vores nye naboer, der lige har købt huset. Det var temmelig vigtigt for mig at få sagt, at vi købte huset sidste efterår, og der så det rædderligt ud. Det var magtpåliggende for mig at få det sagt. Jeg var nemlig bange for, de skulle synes, at vi da ikke havde nået ret meget og vores have ligner noget, der er løgn.Derfor var det vigtigt, at de vidste, at det ikke var vores fortjeneste, at haven var groet til, og huset trænger til maling.

Hov! Hvor pokker kom den fra? Nu har jeg været så stolt af, at jeg har set på kolonihave livet som en proces, jeg skulle nyde. Succes kriterier har der faktisk ikke været nogen af i nævneværdig grad. Så er det sgu da totalt ambivalent, at jeg har brug for at forsvare mig selv over for vildt fremmede mennesker. Det pjat magter jeg altså ikke. Tænk om jeg pludselig skal makke sindssygt rundt for at opnå status i andres øjne. Det vil jeg altså ikke! Jeg kæmper imod, gør jeg. Farvel dumme mindreværdskomplekser. Jeg er mig – Bettina, og jeg er god nok! Jeg er ikke perfekt til alt og skal heller ikke være det. Jeg er okay!

Jeg er okay! Også selvom jeg føler mig fed og grådig. Jeg buler ud over alt. Det er ikke mindreværdskomplekser; det er noget andet. Noget mere diffust, som jeg ikke helt forstår.