Tju hej hvor er vejen nedad en hurtig rute. Der skal godt nok ikke mange forkerte beslutninger til, før vejen fremad er tilsløret af belastende og angstbefængte tanker. For fanden da hvor er jeg faldet i. Jeg kender jo denne vej. Bange for at spise. Bange for at ikke spise – løsningen er så at spise lidt mindre. Det gør så næste måltid til en noget sværere affære. Tankerne kredser om mad, og at spise, om ikke at spise. Om hvor dum jeg er, fordi jeg gør det mod mig selv. Tankerne om rigtig og forkert. Hvorfor er valget , som det er? Jeg debatterer med mig selv, om hvem der bestemmer. Jeg bliver jaloux på dem, der må tabe sig. I ude og Hjemme reklameres der for en start pakke med en masse ting fra IsIs. Jeg vil også have en start pakke med ting uden kalorier. Bare tanken om, de findes gør, jeg vil have dem!!!
Jeg kan jo bare spise almindelig is eller slik. Det er jo helt legalt i forhold til kostplanen. Ja, ja – men det er bare ikke det samme. IsIs virker sundere, fordi der er færre kalorier i. Slut prut. .. Ja – prut J for fanden nogle prutter man producerer efter en pose lakrids look and taste alike. Det må da være bevæggrund nok til at holde sig væk fra det pjat.
I morgen skal jeg til Århus efter 14 dages ”fri”. Beslutningen skal bestemmes – should I stay, or should I go? Klart stay hvis tesen er, at hvis man følger behandlingen, så bliver man rask. Klart go, hvis jeg skal prioritere mit liv og velvære. Jeg tror ikke, jeg bliver mere eller mindre rask af at fortsætte 1 dags behandlingen. Jeg tror desværre ikke, det er nok hjælp. Damn, der sagde jeg det. Hvad er der så af hjælp? Skal høre behandler om muligheder. Jeg har brug for lavpraktisk hjælp. Hjælp til ugens udfordring. Hjælp til portions størrelser. Hjælp til at få lavet mad efter de rigtige opskrifter. Var ved at dø de sidste dage, da jeg skulle have karbonader med panering. God damn hvor det suger margarine det skidt. Jeg blev så panikken, at alt der hed fedtstof blev udelukket fra sovsen…. Og der blev vel rigeligt kompenseret også. For fanden jeg hader at være tilbagfe hertil. Jeg vil videre. Jeg vil tilbage til, hvor mad ikke var så farligt – eller hvor tankerne blev parkeret mere fornuftigt.
Jeg er jo trappet helt ud af anti dep., og det har eddermame givet nogle heftige abstinenser. Jeg har haft så meget kvalme, svimmelhed og mærkelige stød i krop og hjerne. Det er heldigvis på retur nu, og jeg kan mærke forbedring hver dag. En anden sideeffekt er at jeg mærker mine følelser så meget pt. Jeg kan blive rørt af en reklame og græde over den for øjeblikket efter at have mordtanker om min kæreste, fordi han kærligt minder mig om cykelhjelmen. Jeg får lyst til at være aggressiv og Gud nåde og trøste det menneske, der giver sig i kast med at resonere mening med mig.
Faktum er, at det er pisse hårdt at mærke alle de der følelser. Hvad fanden skal jeg gøre af dem? Hvor skal de placeres? Jeg kan jo ikke acte out på dem alle sammen… medmindre jeg vil i fængsel… hmm.. leve af vand og brød og dyrke motion non stop i cellen; det er sgu da ikke så skørt….. see Ya!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar