Ekstra sårbar personlighedstype

I dag er jeg alene hjemme. Det er lang tid siden, jeg har prøvet det. Meget mærkelig fornemmelse. Men fint nok. Den lille syge anoreksi stemme har glædet sig. Den regnede med, jeg var nemmere at overtale til at undgå mad, hvis jeg er alene. Og den har ret – og dog. For selv om jeg er fristet, så gør jeg det ikke. Jeg gør, som jeg plejer. Drak endda mælk til maden i stedet for pepsi, som jo nok kunne være mere fristende.

Jeg drømte, jeg var indlagt i nat… det var ikke rart. Omsorgen var dog rar. Måske skal jeg igen tage imod omsorg og støtte. Virker til, jeg savner det. Har tænkt en del over indlæggelse på det sidste. 3 jeg var indlagt med er blevet genindlagt. Det gør mig så ondt. Ville så meget ønske for dem, de kan finde styrken og kærligheden. Heldigvis at de får hjælp! Jeg er faktisk generelt imponeret over hjælpen til sf. Det bliver taget seriøst. Nå, det var en tanke. 

Sidst jeg skrev, vævede jeg rundt i noget omkring selverkendelse og sygdomsindsigt. Det tænker jeg stadigvæk på – og specielt i forhold til genindlæggelserne. Jeg er så sikker på, jeg aldrig mere skal indlægges for sf. Aldrig! Jeg tænker, at jeg nok er mere rask end de andre, så måske burde jeg slet ikke have været indlagt. Jeg burde have gjort det selv. Jeg bliver jo ikke genindlagt – ergo er jeg mere rask. Jeg får næsten skyldfølelse over at have det bedre. Hvor dumt er det. Jeg nægter at agere på det…. Men tanken er der. En lille del af mig vil gerne bevise, at jeg havde ret til den der indlæggelse, fordi jeg var syg. Det var ikke bare fis. Sikke tanker der pludselig dukker op. Jeg anerkender dem og sender dem så retur til anoreksien. Værs´go! Tyg på dem.

Var i skole i dag. Så skønt. Går i klasse med en skøn kvinde, og vi har tidligere talt meget sammen omkring det at være sårbar. Hun fortalte, der findes en personlighedstype, som er ekstra sårbar overfor sanseindtryk. Ydermere er typen udfordret på den måde, at hun lader op med andre – altså ved at være social. Men hun slapper bedst af alene. Det er bare så sigende for mig, og det løser et mysterium. Jeg har det jo super med andre, og jeg trives så meget og vokser ved at være social. Alligevel er det skide hårdt, og selvom jeg er fyldt op med positive ting, så bliver jeg også afkræftet af det. Det giver jo pludselig mening. Jeg skal lade op med andre stadigvæk – men jeg skal tage hensyn til, at jeg så efterfølgende har brug for ro. Ikke fordi det er for hårdt at være sammen med andre, men fordi det er bare sådan, det er! Hun vil maile mig en artikel omhandlende emnet. Syns det er spændende. Det er jo ikke en personlighedsforstyrrelse eller sygdom – det er sådan, man er. Det skal accepteres og anerkendes i stedet for at laves om. Det er jo logik J