for fucks sake

Meget mærkelige og ikke så gode dage i tiden. Søndag blev jeg vækket af telefonen. Det var min onkel – min far var død. Hmm. Hvordan fanden skal jeg lige reagere på det? Han er jo min far – men jeg har jo droppet al kontakt med ham for flere år siden. Jeg har fuldstændigt fortrængt ham fra mit sind. Jeg er virkelig god til at fortrænge J Jeg har refereret til ham som værende mit biologiske ophav og derudover har han INGEN betydning for mit liv. Terapeuter og venner har selvfølgelig forsøgt gennem tiden at nuancere mit syn for at bløde det lidt op og lære mig selv at tillade følelser omkring min far. Fordi – ja, det er sgu nok lidt urealistisk at påstå, han ingen betydning har for mit liv. 

Nåmen, nu er han så død, så nu er jeg tvunget til at tage stilling til besværlige ting.

 Begravelse???

 Skal – skal ikke. Burde – burde ikke. 

Det har godt nok trukket tænder ud. Min oprindelige plan var at blive væk og donere eventuel arv til kræftens bekæmpelse. Men har tænkt og tænkt og snakket og snakket. Er kommet frem til, at jeg tager med til begravelse for at sætte et endelig punktum. Synes, det er vildt svært! Nu er jeg jo tvunget til at mærke eventuelle følelser. Jeg er så bange for at blive ked af det til begravelsen og komme til at savne ham. Jeg kan jo for pokker ikke ændre noget nu. Arghh! 

Slap heldigvis for de helt svære følelser omkring ham, fordi senere samme aften, bliver min lillesøster indlagt med hjerteforstyrrelser. Hjertet! Fandme! Blev sgu bange. Mandag puttede de hende i fuld bedøvelse og stødede hjertet. Hun er hjemme igen og tilsyneladende rask! Vil gå gennem ild og vand for hende

Jeg tænkte, at min spiseforstyrrelse jo var vand ved siden af. Det er jo bagateller at føle sig tyk pga et par kilo i forhold til at få stød i hjertet…. Eller savne en afdød. Min tanker var altså rationelle… mine handlinger knap så rationelle…. Skal vejes i morgen. Har ikke lyst. 

Frygter vægttab-vedligehold-vægtøgning. Ja, sådan er det så.