Lørdags input

Vist godt nok jeg hoppede over pensionist træning i går. Havde vildt meget ondt i hovedet. Jeg får det cirka en gang om måneden, og det er totalt invaliderende, når det står på. Jeg kan ikke andet end at ligge og vente på, det går over. Piller hjælper intet. Sover heldigvis en masse. Er kun vågen, når jeg skal spise. Det sker så ganske ofte J

Så – i går blev tilbragt på sofaneseren med tv kørende. Så endda håndbold J

I dag var det svært at komme ud af fjerene. Tankerne handler stadigvæk meget om mad. Hvis jeg bliver liggende i sengen længe, så udskyder jeg jo dagens måltider. Perfekt. På den anden side er det dovent at blive liggende. Ambivalensen igen. Har vænnet mig til, at sådan er det lige nu. Gider ikke bebrejde mig selv en hel masse. Det er for nemt at dunke sig selv oven i hovedet. Det gør jeg ikke. Jeg accepterer, at mit hoved er fyldt med vanvittige irrationelle tanker. Håber bare, de bliver formindsket med tiden.

På mandag skal jeg så til sidste samtale ved psykolog. Sidste vejning ved sekretæren også. Det bliver sgu lidt mærkeligt. I 2 år har Århus været mit andet hjem. Nu skal jeg ikke derned mere. Sært. Men fint. Nu koncentrerer jeg mig om Randers og Aalborg.

Logik/irrationel.... lyder bekendt :-)

Man skal jo ikke til træning, når man har ondt i knæet. Det er da logik! Ikke? Hmm. Lidt sværere for mig at forstå. Var ved læge. Henvisning til ortopæd og røngten. Skal bruge knæet og holde op, når det gør ondt. Så kan jeg da godt træne? Viktor siger NEJ med store bogstaver endda. Måske fordi jeg har tabt mig lidt. Ved jo godt, jeg skal blive hjemme. Er bare så bange for at blive doven og lad og tyk. Pyha. Hvad sker der for den irrationelle tænkning. Brugte masser af lang tid med psykolog på at tale om netop dette. Det er jo ikke enten eller. Det er en pause. Jeg kan starte igen. Jeg bliver ikke en sofakartoffel. Forærede min søster mine spinning sko i dag. Håber, hun kan holde bedre styr på det end jeg J Mon ikke. Savner at spinde. Men jeg har fået fred med tanken om, at det kommer jeg nok ikke til igen i dette liv. Fred være med det. I dag. Måske noget andet i morgen. 

Ring nu til lægen!

Ring nu til den læge! Knæet igen. Skadestuen bad mig jo ringe til min læge mandag med henblik på yderligere undersøgelse af knæet. Jeg kender rutinen, så jeg havde egentlig planlagt at undlade at ringe. Nu gør mit knæ så hammerondt, og det skræmmer livet af mig. Ved godt jeg er nødt til at tage det seriøst, men jeg magter det altså ikke. Gider ikke flere skavanker. Kan slet ikke holde tanken ud, hvis det skal opereres. Kan jo ikke bevæge mig så. Slet ikke at jeg bevæger mig særlig meget pt, for det gør jeg virkelig ikke! Men den smule jeg trods alt bevæger mig, kan jeg slet ikke holde ud, hvis det skulle fratages mig. Pyha. Dumme tanker der stadigvæk præger. Tænker lidt på hende den spiseforstyrrede, der har skrevet nogle bøger. Mille hedder hun, Hun blev jo nærmest rask, da et biluheld tvang hende i seng. Så er der sgu ikke rigtig noget at gøre. Og med den i mente vil jeg nu ringe til min læge.

av mit knæ og pandekager

Hold nu op for en dag. Det startede så fint med pensionist træning. Midt i afspændingen vælger mit knæ så at låse sig fast. Nogle gange når det sker, kan jeg strække det hurtigt ud, og så er alt vel. Andre gange er det for smertefuldt, og der går op til 3 døgn, inden jeg kan gå igen. Denne gang ville det ikke gå over. Måtte støttes ud af lokalet, efter at have forsøgt at låse knæet op i et kvarter. Man er vel stædig :-) . Måtte støtte mig til træner og så hoppe på et ben. Ringede efter Viktor. Damerne fik hentet mit tøj. Havde det så svært med deres hjælp. Ville helst bare være usynlig og ikke til besvær.

 Vi fik ringet til skadestuen. Ikke at de kan hjælpe. De tilbyder bare operation, og det magter jeg ikke. Men jeg skal have krykker for at gå rundt. Heldigvis kunne de informere mig om, at man kan låne krykker for penge i byen. Fik Viktor sendt af sted, mens jeg sad frysende og ventede. Humpede så hjem på krykker. Vanvittig angstprovokerende at være så afhængig af andre. Og lidt panik på. Vi skulle bage pandekager i dag til Viktors fødselsdag i morgen og handle ind. Jeg kunne jo hurtigt se, at jeg ikke ville være til meget hjælp. Nåmen.. efter nogle timer skulle jeg over i byen og hente medicin på apoteket. Tog selvfølgelig min rygsæk på, så jeg kunne slæbe en masse J

Så fandme om ikke miraklet indtraf på vej ned af trapperne. Benet kunne atter strækkes, og der er intet galt med det mere. Fryd!!! Farvel til krykkerne. Goddag pandekagebagning og shopping J

Skal lige love for, vi har bagt pandekager. Hold da op J Det gik over al forventning. Var ikke så farligt, som jeg troede. Spiste dog ingen. Skal have i morgen, så det er rigeligt.

Ja… det var vist i dag J

Torsdags tanker

Så blev det torsdag. Har tonset lidt rundt i storcenter. Erindres den maniske traven rundt før i tiden. Never again. Holdt fokus på forretninger og tog sågar bus ud og hjem. Det var heldigvis et nemt valg, fordi det pissede ned J

Glæder mig til at skolen begynder igen. Glæder mig til at være en del af noget større igen. Bevares – det er fint med ferie. Nu synes jeg så, jeg er klar til at komme i gang igen. Dette semester skal jeg følge både mit gamle og nye hold. Det er sgu fint, det kan arrangeres på den måde. Er jeg glad for. Glæder mig!!! Betyder altså en del at være en del af et fællesskab. Så kan jeg så brokke mig om en måneds tid over, der er for mange lektier og bla bla bla. Den tid den glæde…. Eller hvordan det nu lige er J

anerkendelse, ja tak

Jeg har overvejet, om ikke jeg skulle begynde at skrive blog hver dag og så bare skrive, hvad der lige fylder i mit hoved lige nu. Ellers tror jeg, jeg fastholder mig selv i noget anorektisk, som jeg ellers er ude af. Jeg gider ikke have som fokus længere, om jeg får for lidt eller for meget. Nogen gange vil det selvfølgelig fylde, og det er okay. Jeg anerkender, at det der med at spise bare fylder mere i mit liv end i andres. Jeg vil ikke dunke mig selv oven i hovedet over at have svært ved at vælge. Oftest vælger jeg det rigtige, og hvis jeg vælger forkert, så er det ganske lidt. Jeg vil ikke forbande mig selv for at bruge alt for lang tid på at overveje, hvor mange kcal der er i Smirnoff Ice. Jeg værdsætter det som værende en del af mit liv – en besværlig del, jo tak. Men det er en del af mine livsbetingelser lige pt, og det er i orden. Jeg anerkender mig selv og mine handlinger som værende okay!

Ja sgu!

Jo, man er positiv. Har været i Århus. Glemt at tage på igen. Skal sgu vist bare veje det her i noget tid, inden jeg er klar til næste ryk. Jeg har det nogenlunde okay med mig selv. Syns, jeg er chubby, men det er okay at være det. Jeg vil ikke være tyndere. Jeg har det godt med mit liv, min kæreste, min familie og mit studie.

Tingene er ikke nemme som ved et tryllekunst. Jeg kæmper for at holde fast i det gode. Men nu er det ikke mig mod mig – nu er det mig med mig og kæreste mod sygdom.

Håber, I der læser med kan oparbejde samme anerkendelse af jeres kamp over for jer selv. Vi skal være lige så gode ved os selv, som vi er mod andre!

Realiteter og tanker

Så lakker behandlingen mod anoreksi mod enden. Jeg havde sgu forventet at have det bedre, når jeg skulle afsluttes dernedefra. Har vist altid forventet, jeg blev helt rask. Rask skal forstås på den måde, at jeg bliver, som jeg var før. En smule spiseforstyrret vil jeg nok altid være, men jeg havde håbet, at tankerne var blevet mindre. Tankerne fylder nemlig stadigvæk rigtig meget, og jeg bruger laaang tid på at overbevise mig selv om at gøre det rigtige. Jeg vil jo så gerne. Og alligevel trækker det andet så meget. Den ultimative kontrol. 

Heldigvis vælger jeg oftest rigtigt, men det tager bare så lang tid. Eksempel – shopping i Aalborg forleden. Betyder, jeg skal købe en sandwich. Havde brugt lang tid på at overbevise mig selv om, at det var det rigtige frem for at tage en madpakke med. Næste tanke – hvor skal den købes henne. Så mens jeg shoppede rundt, tænkte jeg non stop på sandwich. Dum spild af energi! Endte på Sunset, fordi der var ikke andet tilbage, jeg kunne nå inden toget. Fuckin´ sunset har så valgt at skrive på kæmpe plakater, hvor mange kalorier deres sandwich indeholder. Hvad fanden skal det gøre godt for? Jeg ved godt, hvor mange kalorier der er i en sandwich, men det er fandme ikke fedt at se tallet blæst op. Ydermere var det så angstfremkaldende at vælge en sandwich med groft brød, fordi der tydeligvis var mange flere kalorier i end de hvide skod brød. Svært anorektisk dilemma – sundhed eller kalorier? Pyha. Valgte rigtigt. Altså valgte ud fra sundhed. Spiste hele sandwichen, om end det holdt hårdt. 

Så – jeg gør det rigtige; det tager bare lang tid og meget energi at nå derhen. Har besluttet at virkelig give det en indsats med at spise alt efter planen denne uge. Skal jo have menses. Gider ikke døje med skøre knogler. 

Fundet!!!

Hold nu op det internet er omsiggribende. Jeg er ved at skrive opgave. Overspringshandler selvfølgelig nærmest non stop J Prøvede at google indeksør, og fandme om ikke min blog dukker op som resultat nummer tre. Det er sgu da syret. Tænk der findes så lidt online indeholdende ordet indeksør, at min blog der nævner ordet en enkelt gang bliver fundet. Skræmmende egentlig. Der skal sgu ikke meget til. Min blog er selvfølgelig ikke så hemmelig, men jeg væger selv, hvor tydelig jeg vil være. Eller hvor anonym. Nu kan mine medstuderende søge på et så lille ord og finde mig. Ved jo godt, de ikke kan vide, det er mig, og hvis de kan, så er det okay. Jeg skriver ikke noget totalt privat eller top hemmeligt. Men det er sgu da syret. Hvis jeg fx skriver hele min kærestes navn, og så googler ham, mon min blog så dukker op? Tør ikke prøve J Nå…. Skriver videre J

Deller eller ikke deller

Så må jeg hellere få nedfældet lidt ord igen. Er jo et glad menneske nu hvor alt julen og nytåret er veloverstået. Nu er der så lige et par eksamener, der gerne skulle bestås med ekstra glans. Ja ja. De skal jo bare være beståede. Der er tale om 2 vidt forskellige fag. Det ene er ret interessant og omhandler læring og digitale literacies, som jeg jo synes er vanvittig interessant. Den opgave afleverede jeg mandag. Nu sidder jeg så med haderen. En opgave om hvorledes der indekseres. Hvordan gemmes data bedst for øget genfindingsresultat. 

Bla blah. Det er bare så kedeligt. Og jeg skal aldrig være indeksør. Det er bare uinteressant. Alligevel forventes det af mig, at jeg skriver en opgave, der fandme skal bedømmes med et tal. Kravet til mig fra mig er jo intet mindre end top karakter. Ville være befriende at skrive en opgave og bare håbe på at bestå. Heldigvis har jeg øget erfaring med, at tingene er værst på tanke stadiet. Det er en frygtelig tanke bare at skrante sig igennem. Men jeg ved jo også, at hvis jeg får 2 eller 4, så kommer der et øjebliks skuffelse, og så går livet jo videre.

Nå.. nok om eksamen. Nu pauser jeg. Og det er meget vigtigt J

Kom til at tænke på tidligere, at jeg lige nu prøver at overleve en eventuel vægtøgning ved at gå med løst tøj. Jeg var ellers lige begyndt at forholde sig til min krop med cowboy bukser og helt almindelige jeans.  Nu søger jeg trygheden i det velkendte: gamacher og chinos. Hader, hader når jeg kan mærke min mave. Jeg synes, jeg buler ud over det hele. Alt virker blødt og smattet. Vil hellere være stram og markeret. Fik jo egentlig taget nogle billeder, da jeg blev indlagt. Det er meningen, der skal tages nye, når jeg når målvægt. Det sker så nok ikke lige pt, så jeg får ikke de gamle billeder at se. Kunne elles være sundt nok, tror jeg. Jeg så jo forfærdelig ud. Alt stak ud. Håret var nærmest gennemsigtigt. Pyha.

Tror bare, jeg har et generelt billede af andre mennesker, at de er helt stramme. De har ikke delle mærker over buksekanten eller buler ved bh´en. Burde også bare være ligeglad. Er jo hverken bedre eller dårligere menneske med eller uden deller. Det føles bare så meget tryggere uden deller. Bedst at være på den sikre side. Hellere lidt for lidt end lidt for meget. Dumt! Ville jo klart være mere smart med lidt for meget. Bedre at være sikker på den måde. Der er jeg bare ikke endnu. Gad vist om jeg nogensinde kommer dertil. Er klart bedre til at overholde at spise, men jeg skal stadigvæk overbevise mig selv om, det er det rigtige. Jeg føler det ikke. Det er mit intellekt eller rationalitet der tager over. Og det er selvfølgelig okay…. Hvis bare det ikke er for evigt? Så syns jeg, det er hårdt. Anyway… misk mask. Har det meget bedre, end jeg får det udtrykt J