onsdag den 31. august 2011

Rask ikke rask

Hold da fast hvor er der gang i mit hoved. Jeg kan slet ikke finde ud af at tage beslutninger. Jeg bliver stresset ved tanken om forandringer. I denne uge skulle jeg tage stilling til, om vi skal opsige vores kabel tv til fordel for parabol. Hvordan vælger jeg rigtigt??? Ingen anelse. Okay - parabol er dyrt lige nu, men pengene er hurtigt tjent ind igen. Hvad så hvis det ikke virker? Kan vi selv ordne parabolen? Er det dumt at opsige kabel tv, selvom vi ikke ser det? Bør vi overhovedet have betalings tv. Er det egentlig i orden at følge med i DUM? Er det mere cool ikke at have tv. Hvad hvis parabolen driller? Kan vi købe den rigtige??? Sådan fiser tankerne rundt inde i mig.

I dag i kvickly have de nogle krukker og bakker på meget tilbud. Jeg har længe kigget efter dem, da de er praktiske ude i haven. De var sat 80 kr. ned, så der burde jo slet ikke være diskussion om at købe dem eller ej. Alligevel tog det mig så lang tid at beslutte mig. Skal jeg, eller skal jeg ikke? Jeg har jo ikke brug for dem lige nu, men på den anden side er det jo billigt. Og jeg har jo villet have dem længe. Måske fortryder jeg, hvis ikke jeg køber dem. Men er det ikke vildt overdrevent at købe dem nu, hvis ikke jeg synes, de er fede til sommer? Hvad kan jeg opbevare i dem? Måske der kan være kiks i dem. Det er da smart. Men hvad nu hvis jeg ikke køber dem, og der så er mus i kiksene. Så fortryder jeg jo, jeg ikke købte dem. Måske skal jeg bare vente og lade min mor købe dem til mig...... Blah blah. Det er altså ting, der endte med at koste 80 kr!!! Det er jo ingen penge. Hvorfor fanden skal jeg igennem alle de latterlige tanker, før jeg kan beslutte mig.

Jeg kan godt huske, at jeg døjede med de her tanker, før jeg blev helt tynd og var helt ligeglad. Nu er jeg opfedet, og tankerne er der i den grad. Fuck!!!

tirsdag den 30. august 2011

Det der valg

Aiii - jeg er bare nødt til at komme af med min harme. Det handler slet, slet ikke om anoreksi - og er det nu okay i en blog omhandlende anoreksi? I don´t give a damn :-)

Nåmen.... valg. Jeg er så´n i det små interesseret i politik. Har trådt mine politiske sko i både SFU og DSU. Jo jo :-) Jeg synes ikke, det er ligegyldigt, hvem der sidder og bestemmer over vores land. Jeg er klar over, at der selvfølgelig laves mange kompromisser, men jeg syns nu alligevel, det er rarest, hvis der sidder nogen derinde, der har holdninger, der harmonerer mine.

 - men for fanden da hvor det pisser mig af, at det ser ud til, at partierne kun kan snakke om dem selv og deres politik ved at nedgøre de andre. Hvorfor er det blevet sådan? I den virkelige verden er det jo ikke de mest intelligente mennesker, der fører sig frem på den måde. Hvis den eneste måde jeg kunne føle mig god på var ved at rakke ned på andre, ja så var jeg sgu da hurtigt blevet stemplet som sociopat. Jeg var i hvert fald ikke et menneske, som ville være rar at være sammen med for andre.

Men hvis man er politiker, så er det åbenbart helt i orden at nedgøre andres politik for at gøre sig selv bedre.Tror de virkelig, befolkningen er så skide dumme, at vi ikke ved, hvad vi vil have - men kun kan opfatte, hvad der er skidt? Har de der politikere aldrig været på de mest grundlæggende pædagogiske kurser? Og det er desværre samtlige politikere, der fører sig frem på den måde. Jeg syns ikke, det har været sådan altid. Måske er det mig - men det virker som om, der er gået helt amerikanske tilstande i den. Hmm...

Udover min harme over politik, så går det sgu meget godt. Stille og roligt egentlig. Er jo stoppet i Risskov i 3 dags behandling. På torsdag skal jeg derned i 1 dags behandling. Udover det og besøg ved psykolog, så går jeg til diætist. Jeg har overgivet mig, og nu vil jeg være ærlig og få helt styr på det mad pjat. Det er jo bare mad :-)

lørdag den 27. august 2011

27082011

Så er jeg den, der er stoppet i 3 dages behandling. Jeg har sagt ja tak til 1 dages behandling, og til trods for jeg ikke er på målvægt, har jeg fået lov til at fortsætte. Det er fint nok. Jeg tror ikke, gruppe behandlingen er optimal, men jeg har valgt at give det en chance. Jeg fortsætter selvfølgelig med mine psykolog samtaler. Min vægt var ikke overraskende faldet igen. Min kostplan er sat meget ned. Nu skulle den teoretisk passe. Det viser sig så bare, som så ofte før, at et er teori noget andet er praktisk. Jeg taber mig altså, hvis ikke planen er rimelig høj. Om det så er fordi, jeg snyder mere, end jeg er klar over; ja, det er ikke til at vide.

Jeg fik i øvrigt at vide forleden, at der i CFS regi er flere slags gruppe behandling. Det synes jeg var rart at høre. Jeg er jo ikke sikker på, jeg passer ind i 1 dages behandlingen, men jeg ved jo samtidig, at gruppe terapi er så gavnligt. Så er det jo gode nyheder, at der findes anden behandling dernede. Nu skal jeg bare lige kravle op på den der mål vægt, så jeg kan få menses igen og min hjerne til at fungere bedre. Frygter sgu at få menstruation. Jeg ved, det er godt for min krop – men mit sind er pisse bange.
Jeg glæder mig til, at terapien og behandlingen kommer til at handle om meget mere end angst for mad. Jeg vil snakke om identitet, om relationer, om forventninger, om angst, om normalitet, om mit studie, om min rolle som menneske – kæreste – studerende – søster….. og Bettina.
Nu er jeg færdig med at være et tal. Nu er jeg mig igen. Jeg håber, jeg kan holde det. Allerhelst ville jeg jo gerne spise restriktivt igen uden at tabe mig…. I hvilket univers kan det lade sig gøre? Mit forhold til min krop er okay. Jeg synes, jeg er lidt chubby, men det er i orden… lige nu i hvert fald. Måske er det anderledes om en time, når maven føles stor og tyk. Og hvad så??? Jeg vil væk fra alt det udseende pjat. Det er jo bare et symptom på noget andet. På noget meget større og meget sværere at forholde sig til. 

onsdag den 24. august 2011

24 augsut


Jeg var til afsluttende samtale i Risskov i går. Det er procedure, når de 16 uger er ved at være gået. Jeg har jo bare torsdag og fredag tilbage, inden jeg starter i 1 dags behandling. Der var ikke de store overraskelser til samtalen. De havde regnet på min vægt; jeg havde gennemsnitlig taget 13 gram på om ugen J Så er der sgu lang tid til de sidste par kilo. Efter mødet hentede svigermekanikken os, og vi kørte til Randers, spiste frokost og var i haven. Det var sgu helt fint at tilbringe en hel dag med dem. Det er noget nemmere, når der er noget fælles tredje at forholde sig til.
Min skole starter jo snart. Jeg kan næsten ikke vente. Glæder mig altså til at komme i gang med at nørde igen J Kommer lige til at tænke på smølferne. De er jo oppe i tiden. Hvis de blev opfundet i dag, så er jeg sikker på, de ville lave en nørdesmølf. Det ville jeg være. Ikke en smart hipster smølf – nope not med.
Hæ – som tankerne hopper. Det er fantastisk at følge. Nyder også andres hoppende tanker. Specielt hvis de er lidt … ikke dumme… naive! Så et helt fantastisk program i tv i går omhandlende semi kendte kvinder/snotforkælede døtre og deres mødre. Og de siger, at der ikke er noget i tv J I går var der hoppende tanker fra både døtre, mødre, unge mødre og singler. Underholdende tv. Elsker og hader den slags uforpligtende og temmelig tå krummende tv. Måske lidt som gyserfilm og rutsjebaner. Man er vild med suset og gyset, om end det er sindssygt skræmmende. Men altså –  er vild med den slags tv. Har dog nået grænsen, når de sender programmer, der kun handler om unge, der får penge for at te sig mest åndssvagt, når de er fulde. Det er da et symptom på et sygt samfund? Nå, nå – så blev man da lige lidt politisk korrekt. Hvad fanden var det, jeg ville sige med alt det crap? Hæ – hjernedødt tv træner ikke korttidshukommeren :-9
Nå… læser lidt hjernedøde debatter på nettet og får tiden til at gå. Trænger til lidt afslapning efter hyggedag med søster.

mandag den 22. august 2011

Sidste mandag i Risskov

Ja... som overskriften antyder, så er det sidste gang, jeg skal i daghospitalet en mandag. Jeg har ikke lyst. Jeg gider ikke. Vil hellere makke i haven :-) Damn, jeg er da vild med at være derude. Allerhelst vil jeg vinde en rejse til Mexico - 14 dage på all incl. hotel. Det er da en winner.

Typisk mig. Har svært ved at afslutte noget. Synes bare, det er hø. Vil en helt masse andet i stedet for. Måske for at passe på mig selv. Tjah. Jeg afslutter jo heller ikke helt dernede. Jeg skal jo stadigvæk til behandling en gang om ugen, og jeg skal fortsætte med at have samtaler med psykolog. Det hele skal nok gå. Som jeg sagde til kæresten i går, så har vi jo det fede liv. De eneste ting der mangler er hans sundhed, min spise og sex. Han mente så, det var de 3 ting, der var livet :-) Typisk. Jeg synes jo nok, kærlighed er livet. Og det har vi. Uden at lyde alt for frelst, så er jeg altså skide taknemmelig over, al den kærlighed der er i mit liv! Jeg har det jo godt. Skal bare have styr på det der med spisning. Og herreste gud - hvor svært kan det være???

søndag den 21. august 2011

Kuk kuk

Ja, så er jeg flyttet herind i blogland. Har været her før, men jeg nedlagde min side. Kan egentlig ikke huske hvorfor. Det sidste års tid har jeg skrevet inde på skysite. Nu vil de have penge. Jeg gider ikke betale. hell no. Så nu er jeg blogger igen.

August

19. august 2011
Jamen dog da. Det er næsten ved at lykkes mig at glemme, jeg har en lille side herinde. Skysite skrev ellers til mig forleden, at jeg nok lige skulle til at betale nogle penge, hvis jeg ville fortsætte som kunde ved dem. No more free stuff. Nu overvejer jeg så, om jeg gider at betale dem penge, eller om jeg gider kopiere alt det skrevne over i en ny blog. What to do. Hader beslutninger – nok derfor jeg har undladt st skrive længe. Ligesom strudsen der stikker hovedet i orden og er væk. Bye bye problemer. Dejlig nemt er det. Nåmen nu forholder jeg mig så en smule til det ved at skrive lidt igen. Tror, jeg har gratis plads indtil starten af september. Hmm. Fuck jeg kommer til at hade mig selv, hvis jeg glemmer at undesøge datoen nærmere, og min side en da er helt væk. Har selvfølgelig ikke lavet back up. Gad vide om man kan kopiere hele skidtet ved hjælp af back up. Det ville være dejlig nemt. ”Jamen så undersøg det dog nu kvinde!” Jah jah… skal nok. Men lige nu skriver jo! Jeeez
Var jo på en lille ferie fra daghospitalet forleden. En uge dømt ude. Havde glemt det der med at tage på igen. Havde endda den frækhed at tabe mig. Slemme slemme Bettina. Det er jo helt forbudt. Så en uge hjemme til mig. Det passede mig strålende. Har jo opfyldt min drøm og har købt en kolonihave med dertil hørende sku… hus! Jeg er jo et utålmodigt menneske, og jeg havde bare ikke nok tid til at tilbringe masser af tid i haven. Ydermere skulle vi have malet lejligheden. Masser af vigtige sager. Så er der da ikke liiige så meget tid tilbage til detaljer såsom behandling. Så den lille ferie faldt på et tørt sted. Elsker at være i have. Det er lige mig. Det er en 400 m2 stor have. Rigtig fin fundament – men totalt overgroet med ukrudt og alskens ting. Så der er masser af hårdt arbejde. Har ikke slet det op på madlog, men mener at kunne huske, man forbrænder rigtig godt med havearbejde J Nah, spøg til side. Er vild med at bruge min krop konstruktivt. Var knap så vild med at male. For et år siden havde jeg elsket at male og bruge energi på det. Nu foretrækker jeg klart at være ude. Anywayz – lejligheden er næsten færdigmalet. Haven er et noget større projekt, men jeg er vild med det. Elsker at pakke cyklen og tilbringe et par timer derude med edderkopper og snegle. Har aldrig i mit liv set så meget kravl. Er meget pragmatik med det. Normalt er jeg pisseangst for kryb, men ude i haven er de bare irriterende og skal flyttes J
Aiii – kunne skrive bøger om fordelene ved det frie liv. Mit liv ser lyst ud. Jeg har haven. Hjemmefronten er rolig. Jeg skal snart begynde i skole. Og daghospital er snart reduceret til 1 dag om ugen.. og nåh ja. Jeg glæder mig til at stoppe dernede, så jeg slipper for alt det svære mad. Jeg kan koncentrere mig om at blive rask ved at være hjemme og spise trygt mad og skære lidt ned. Jeg vil ikke tabe mig… bare lige være sikker… For fanden! Hvordan slipper man lige de der syge tanker??? Fokus Bettina - fokus!!! Nå ja... fokus. vil jo for fanden bare være en haveglad studerende. Så fuck da om maven er tyk eller tynd. Mad gør glad. Mad er medicin. Jo tak. En tyk krop er..... tyk? 
1. august 2011
 
Yeah – så er ferien endelig slut. Den er nu egentlig gået forbavsende hurtigt. Jeg kan næsten ikke huske, hvor opgivende jeg var for 3 uger siden. Det har selvfølgelig hjulpet, at vi har lavet en del egentlig. Veje seancerne er blevet til hele dage i Århus med dertil hørende aktiviteter. Vi var bla i tivoli Friheden, hvor jeg prøvede Frit Fald. Der blev det ret synligt for mig, at jeg rent faktisk ofte laver ting, hvor jeg ikke liiige har fået gennemtænkt konsekvenserne. Jeg havde bare hele tiden sagt til alle, at jeg ville prøve den. Uanset deres chokerede ansigter J Ikke et eneste sekund overvejede jeg, om jeg turde, eller om det kunne være farligt. Først da jeg står fuldt gearet op, går det op for mig, at det sgu da er lidt potentielt angstfremkaldende. Men toget var kørt, og jeg var 40 meter oppe, og så var der ligesom ikke så meget andet end at springe. Det gik jo også rigtig godt, og det var en så feeeedest oplevelse. Men tankevækkende hvordan jeg til stadighed fortrænger konsekvenser.
Det er faktisk ret sigende i forhold til min situation lige pt. Jeg skærer lidt fra hist og pist. Jeg er helt bevidst om, det er forkert, og jeg skal ændre det. Alligevel bliver jeg ved at udskyde handlingen med at ændre. Er ikke super på toppen, men jeg mærker, det giver mig ro, at jeg ikke vælger at gøre det rigtige. Jeg tænker, at jeg bare lige skal tabe mig lidt. Og jeg vil faktisk ikke tabe mig. Jeg er ganske tilfreds med min krop, og alligevel higer det i mig at få lov at tabe mig lidt = at have fuld kontrol over mig selv. Forleden tænkte jeg sågar, at det nok ikke ville være tosset med en stomi. Så er det jo bare som om, min krop er en maskine, der skal tømmes af og til. Noget skal ind, og noget skal ud. Jeg kan have 100 % kontrol over begge ender. Ved sgu godt, det er en halvskør tanke, men jeg elsker kontrollen i det. Hmm….
Skal til risskov i dag. Første dag efter ferien. Glæder mig – og vil absolut ikke derned. Ambivalent som altid. Vil gerne have støtten og omsorgen men magter ikke handlingen.
Og på den positive front: har sgu købt en kolonihave J

Juli


24/7-11

Hvis man vil lave alle mulige sjove i ting i fremtiden også, så er det vigtigt at spise :-) Hvor banalt er det lige? Jeg er træt af, jeg er så dum i tiden, at jeg lader det banale styre mig og mine tanker. Jeg er sgu da for klog til at lade mit liv styre af noget så indholdsløst og banalt som en skide spiseforstyrrelse. Kommer til at tænke på de der boksekampe, de viste i gamle dage på MTV. ”Spiseforstyrrelsen i det ene hjørne mod Bettina i det andet hjørne” Hæ. Spændende hvem der løber af med sejren. Og hvem skal kæmpe mod vinderen?
Behandler og jeg talte om forleden, at det måske er vigtigt at skille spiseforstyrrelsen og mig ad. Jeg punker jo mig selv, og min rationalitet fortæller mig, jeg er dum og uintelligent, at jeg lader noget styre mig, som er så latterligt. Det giver jo god mening og fører til selvhad. Der er nok mere fornuft i at se sygdommen som en fjende, der tager hele armen, hvis den bliver rakt en lillefinger. Når jeg vælger at skære ned, så er det ikke så meget mig, der tager et valg. Det er en sygdom, der fucker mine tanker op og gør, jeg vælger det usunde. Det er bare så besværligt selv at ræsonnere mig frem til. Derfor så meget bedre, når jeg ikke har ferie fra DH, og de kan hjælpe med at finde de rigtige tanker frem. Lige nu er alt overflade. Jeg siger det rigtige igen og gør alt det forkerte. Æv. Syns jo ellers lige, jeg var kommet til det sted, hvor spisningen kom i 2. række i forhold til at arbejde med mere interessante og givende ting. Nå…. It aint over ´till the fat lady sings

23/7-11

Nå ja, jeg er her jo endnu. Jeg skriver bare ikke det helt store i tiden, og det fortryder jeg. Vil så gerne skrive bare en smule hver dag. Gider ikke de lange romaner. Det er nye tider – og jeg vil skrive lidt hver dag.
Det er super alt for meget hårdt at undvære det der dagshospital. Tænk det alligevel har så stor betydning i mit liv. Alt den motivation jeg fik dernede er væk. Pist forsvundet ud af vinduet. Jeg er jo normalvægtig. Mål vægt er vel bare et tal. Hvad så hvis jeg ikke når de sidste 3 kg? Det er vel bare detaljer? Hvad så hvis jeg taber mig. Det går jo godt. Eller det går jo af helvedes til. Men det er jo bare detaljer.
Min mor er jo ikke den skønneste mor i verden – altid J Men hun er der – og hun forsøger. Da jeg blev indlagt begyndte hun jo at ligge små penge til side. De blev vekslet forleden. 7000 bananer blev hurtigt omdannet til nyt tøj til undertegnede. Vi havde den skønneste shoppe dag. Vi hyggede og shoppede for vildt. Det er lang tid siden vi har haft det så fint sammen. Ren wellness. Og wellness stod også på skemaet dagen efter. 1 time i hænderne på en kyndig thai kvinde. Fuck, det var skønt. Ren velvære. Det vildt var faktisk, at det var super rart at mærke kvindens hænder på min krop. Det gjorde at jeg mærkede min krops grænser – og oplevede, at jeg ikke er tyk og flyder ud, når jeg ligger ned. Det virkede som om, det var en sund oplevelse, og det vil jeg klart gentage.
Næste uge er traaavl. Skal skønne ting hver dag. Love it.

17/7-11

Jeg har helt bevidst undladt at skrive herinde nogen tid. Når jeg ikke tænker og analyserer, så går det hele jo ganske fjong. Jeg får måske en smule i underkanten af kostplanen – men hvad pokker gør det. Jeg er jo ikke undervægtig, så der sker da ikke det store ved at springe lidt over. Nej nej. Udover at jeg fastholder mig selv i noget pisse irriterende. Noget kedeligt stads. Burde jo nok bare lige komme over den der mad fobi, så jeg kan komme lidt længere ind og arbejde mere med mig selv og de der svære ting, der udløser skam og angst.
Jeg oplever de to følelser så meget i tiden. Angsten kommer, og jeg aner ikke hvorfor. Skammen kommer og går også, som den selv lyster. Jeg føler ikke, jeg kan styre nogle af følelserne. Måske meget reelt. Er jo ikke en maskine. Det ville jeg ellers gerne være. Jeg slap for at tænke, hvis jeg var en maskine. Alle mine såkaldte følelser ville være helt fastlagte i forhold til handlinger. Gør du A, så føler du B. Gør du ikke A, så føler du ikke B. Så er det da muligt at vælge. Mad ind og mad ud. Kcal ind i forhold til kcal ud. Spiser jeg korrekt efter korrekt opmålte doseringer, så taber jeg mig ikke, og jeg tager ikke på. Usikkerheden ved vejningen forsvinder, idet vægten vil vise det samme. Jeg kan styre det hele. Det var mig. Så godt så langt. Så skal jeg kunne styre andre mennesker. Hvis jeg opfører mig A, så gør de B.
Alt er sort og hvidt. Gråzonerne findes ikke og skal derfor ikke debatteres og vurderes ud fra noget som helst. Begreber som etik forsvinder. Moralske dilemmaer formindskes. Der er en rigtig og en forkert måde at anskue og gøre tingene på. Vælger du forkert, har det klokkeklare konsekvenser. Slut prut med dumme og uforklarlige følelser.
Er det mon himlen, jeg har beskrevet? Om det ikke bliver kedeligt? Næh… forudsigelighed er godt!
En jeg var indlagt med på min alder er blevet indlagt igen, da hun har tabt sig for meget. Det er skræmmende. Jeg vil aldrig mere indlægges. Aldrig. Jeg vil spise. Men jeg vil have det bedre.
Heldigvis er min behandler med på, at vi skal arbejde med personligheden frem for maden. Maden skal køre. Spisningen skal bare være en sekundær ting, så vi kan arbejde med de ting, der så kommer frem. Alt det mørke og fortrængte skal frem i lyset. Angsten skal sættes ord på, så den kan forsvinde. Ligesom barndommens spægelser og uhyrer. Hvis man ikke er bange for dem, så forsvinder de. Lige nu er jeg pisse bange. 

9/7-11

Hvor jeg dog føler en stor afsky overfor folk, der lugter. Jeg kan slet ikke være i det. Efter jeg er stoppet med at ryge, er jeg bare blevet mere og mere lugt sensitiv. Jeg kan ikke gå forbi rygere uden at holde vejret. Jeg opfatter grimme lugte så nemt, og jeg hader det. Jeg har lige været på biblioteket, hvor jeg havde booket en computer. Min plan var at kigge efter ferie ophold og skrive lidt. Altså sidde og slå en times tid ihjel med at surfe. Så sker der selvfølgelig det, at der sætter sig en stor mand ved siden af mig, og han stinker så slemt, at jeg må rejse mig og gå. Nu er jeg så hjemme igen, og her lugter ikke J Det er da belastende. Men måske er det helt normalt? Lugte er bare klamme. Nogle lugte er så slemme, at jeg fysisk får det dårligt. Jeg kan få slem hovedpine og kvalme. Det er ret pudsigt, eftersom jeg tidligere ikke kunne dufte særlig meget. Der var alligevel en enkelt fordel ved at være ryger – eller flere…. Forbrændte jo også lidt ekstra, og en smøg var med til at tage toppen af appetitten. Nå.. that was then.
Ellers alt vel her. Men det er nok ikke overraskende, eftersom det er lang tid siden, jeg har skrevet. Jeg har jo en tendens til at skrive en masse, når jeg er nede. Når jeg har det bedre, har jeg meget mere at bruge min tid på, og så gider jeg ikke bruge tiden på at skrive. Nu skriver jeg… men har det faktisk okay. Udover lidt spiseforstyrrelse og angst og tristhed fejler jeg jo stort set intet J
Der er ferie fra Risskov. Det skræmmer livet af mig. Der er heller ikke særlig lang tid tilbage på daghospitalet. Det skræmmer mig så meget, at jeg ikke vil vide, hvornår jeg har slutdato. Fortrængning og fornægtelse er mine gode og tætte venner. Ingen grund til at miste dem. Men altså… pyha. Er på så suikker grund i tiden. Det går jo overvejende godt. Jeg har taget ordentligt på for første gang. Og for første gang var det en rigtig god fornemmelse. Jeg ville  og vil – så gerne være rask, og jeg accepterer, at det kræver, at jg overholder kostplanen. Det gjorde jeg i en uge. Det var angstfremkaldende, og det trak tænder ud. Men det var også rart. Jeg behøvede ikke at tænke en masse på at skære fra og undvære, fordi det var ikke en mulighed. Der var grobund for, at jeg kunne bruge min energi til lidt sjovere ting end mad. Jeg havde en rigtig fin uge. Humøret var bedre. Optimismen var der. Troen på en bedre fremtid. Jeg begyndte sågar at kunne arbejde med, hvorfor det der mad er så vigtigt. 
Jeg beskriver det hele i datid. Det betyder ikke, det er forsvundet. Motivationen og glæden ved livet er klart til stede endnu. Men det er svært, og jeg savner at gøre det forkerte. Jeg savner at vandre lange ture. Jeg savner tilfredsstillelsen ved at skrive på madlog, på IForm osv osv. Savner at blive bekræftet i, at jeg har fået for lidt mad og for meget motion. Jeg ved jo, det er så forkert. Men jeg savner flowet. Jeg oplever bare ikke det der flow ved andet. Jeg har ikke en hobby, der kan opfylde det. Før jeg blev syg, havde jeg ingen interesser som sådan. Jo, jeg læste en masse, men det kan ikke give mig den samme tilfredsstillelse som motion.
Øv, hvor gad jeg godt finde noget.. hmm… kommer lige til at tænke på en snak, jeg havde forleden med en med patient. Vi snakkede om, hvorvidt vores liv generelt var så kedelige, at vi havde behov for noget ekstremt for at være i det. Det være sig at spinde i flere timer. At sulte sig selv. At løbe ekstremt mange ture. At shoppe helt overdrevet. At kneppe hele den mandlige befolkning. At…. Ja, der er meget. Når vi ikke har de der ekstreme ting, så er det svært at mærke os selv. Selvom jeg finder det helt tilfredsstillende bare at være. Jeg finder faktisk glæde i livets små dagligdagsting. Alligevel har jeg åbenbart et stort behov for at være ekstrem. Gad vide om jeg virkelig først kan føle mig selv, når jeg er helt derude? Det er da lidt tankevækkende. Jeg er jo ikke bevidst om det. Jeg vil jo rigtig gerne bare være i det stille og rolige liv og så bare opleve fede og sjove ting; ikke nødvendigvis være ekstrem. Min rationelle side siger, at det gider jeg faktisk ikke. Jeg gider rigtig gerne det stille liv. Alligevel er der noget i mig, der vil det vilde. Men det er ikke mig…. Eller? Er det mon sygdommen, eller undertrykker jeg et eller andet mon?  

 

3/7-11

Sunday bloody Sunday. De der U2 har ikke levet forgæves. Der er bare noget deprimerende over søndage. Hvorfor mon? Det burde da være ugens højdepunkt. Fridag. Bare mindre fedt, når søndagen ikke adskiller sig synderligt fra tirsdag… eller onsdag…. Bum bum. Træt af trædemøllen vist bare.
Ellers en okay søndag indtil videre. Har været ude og svømme med veninden. Og fandme om ikke Viktor ville med. Gad vide hvad der gik af ham? Han har aldrig sat sine ben i en svømmehal. Han synes, det er klamt med alle de mennesker, og så er han heller ikke stolt af at vise sig frem i speedos J Men med kom han i dag. Det var rigtig fedt. Jeg skulle dog virkelig overbevise mig selv om, at jeg var af sted for hyggens skyld – ikke for at forbrænde skide kalorier. Det holdte hårdt. Havde svært ved pauserne. Jeg er jo ikke vant til pauser, når vi er af sted. Det er jo bare at klø på i den ½ time. Det var anderledes i dag, og det er sikkert sundt.  Var i hvert fald dejligt at lave noget sammen.
Nu har jeg så skuret lokummet. Jeg har også brugt lidt tid på at hænge wall stickers op. Hvad pokker skal jeg så nu? Arghhh. Derfor er søndage dumme. Vi skal dog have handlet ind og afleveret film i Blockbuster, så der er da lidt at lave tilbage J Klokken er også kun 13, hvilket giver oceaner af tid, til jeg skal i seng i aften.
I morgen skal vi grille i Risskov. Det er okay. Ikke det store i det… udover den der pølse, jeg skal spise efter måltidet – eller selvfølgelig som en del af måltidet. Men hallo. En pølse! Skal udfordres jo. Kan snildt spise stegt kylle eller fisk. Kampen er hård pt. Havde jo tabt mig forleden, så jeg er virkelig sat op til, at jeg skal noget andet. Jeg har 3 helt bevidste snydesteder i løbet af dagen – mangler 2 glas mælk, en frugt og ½ banan hver dag. Det gør jeg ikke i denne uge. Har fortalt Viktor om snyderiet, så han kan hjælpe til, jeg får det. Men hold kæft det kostede sved og tårer at få købt bananer.
Jeg kan til stadighed blive imponeret over, hvor svær det hele er. Jeg bliver jævntlig angst og bliver overmandet af den der frygtelige følelse af skam og afsky. Min kropsopfattelse er helt hen i vejret. Min mave suger jeg ind, fordi jeg er bange for, den er for stor. Jeg er også bange for, den mister styrke, hvis jeg ikke spænder op i den hele tiden. Og hvad vil jeg så bruge en stærk mave til? Not a shit. Jeg skal jo ikke ud og parere med bar mave. Jeg skal ikke imponere nogen med sixpack eller noget. Jeg skulle hellere tage og blive rask og så ellers skide på maven! – eller med maven J Har spist et par gajoler de sidste par dage. Det kan maven sgu ikke klare, så de er smidt ud igen.
What else? Snakkede fredag med Risskov, da jeg syntes, de nærmest havde opgivet at være medvirkende til min helbredelse. Det var godt at få snakket lidt om det. Var ellers baldret om fredagen dernede. Jeg sov sgu endda 1 eller 2 timer på sofaneseren, mens de andre snakkede om ferie. Sov så også da jeg kom hjem. Var vel træt… og måske lidt syg. Hvad ved jeg. Har helt glemt, hvordan det føles at være syg. ”Måske er du ved at få din menses igen?” Nooooo! Hvorfor er den så farlig? Den er jo egentlig bare et synligt tegn på, kroppen er ved at være funktionsdygtig igen? Jaaa – meeen – også tegn på, jeg ikke er sygelig undervægtig mere. Hvad er jeg så? Mit hoved er fucked up, men jeg ser sund og rask ud. Hov – hvad skete der lige? Indrømmede jeg, at jeg ikke er helt psykisk på toppen? Det var da noget. Plejer jo at plædere, at jeg ikke fejler en skid – udover lidt spise problemer.

Juni


30/6-11
Sikke en mærkelig dag i dag. DH som sædvanligt. Dagen startede med alt for meget regn. Det betød, jeg ikke kunne cykle til Risskov fra toget som jeg plejer. Det var altså svært at overbevise mig selv om, det var okay at tage bussen uden at kompensere for det ved at gøre andet såsom at gå tilbage eller lignende. Det var jo store veje dag i dag, og jeg havde tabt mig 200 gram. Det er ikke super heldigt, når jeg nu skal øge med 500 gram. Sikke en suppedas, jeg opretholder min status i. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor pokker jeg vælger at blive her. Jeg vidste jo godt, vægten ikke havde rykket sig tilstrækkeligt. Jeg har fået jordbær til aftensmad et par gange og været syg i weekenden, så jeg var godt klar over det. Garanteret også derfor, jeg ikke fik sovet mere end et par timer i nat. – det og så det faktum, at jordbær er temmelig vanddrivende J
Nåmen, i fokus gruppe talte vi selvfølgelig om, hvorfor jeg ikke snart tør nærme mig målvægt. Jeg ville sådan ønske, jeg havde det rigtige svar, men jeg aner det ikke. Faktum er, at mit liv generelt bare gør nas i tiden, og jeg synes, der er så meget at kæmpe med, at det der med mad bare kommer til at fylde rigtig lidt. Grunden til det fylder lidt er selvfølgelig, at jeg hopper over, hvor gærdet er aller lavest, og jeg laver mange bevidste krumspring for at undgå angsten ved at få for meget. Det er vel logisk nok, når nu livet fylder så meget og gør så ondt. Så er det da ikke rimeligt, at jeg også skal kæmpe med angst? Jeg ved jo så af erfaring, at jeg kan fortrænge det svære ved hjælp af restriktiv spisning og motion. Det er så ikke en holdbar løsning i længden. Gider sgu ikke spilde mere tid på indlæggelse. Jeg vil leve mit liv. Jeg er forholdsvis ung og sund. Hvorfor er jeg ikke i gang med at have de bedste år i mit liv? Jeg er intellektuelt velfunderet. Min økonomi er okay. Jeg fungerer fint socialt. Hvorfor pokker holder jeg mig så´n tilbage? Jeg fatter det ikke.
Hvis ikke der var sommerferie lige om hjørnet, så skulle jeg hjem på timeout. Det er jeg bange for ikke ville hjælpe alligevel. Jeg ved jo rimeligt, hvad jeg vil… men jeg aner ikke, om jeg kan – eller om jeg tør. Måske skal jeg lære at være bedre til at tage imod støtte i stedet for at tro, jeg kan klare det hele selv. Det gik jo ikke optimalt i sidste ombæring.
Hmm…
Jeg ville egentlig skrive om noget helt andet. Derfor startede jeg ud med at skrive, det har været en mærkelig dag.  Min blog er blevet ”opdaget”. Jeg er begyndt at være forholdsvis åben omkring mine skriverier herinde, og det har gjort, at min behandler har reflekteret over rollen og over mine skriblerier. Ikke noget dømmende – men en nysgerrighed. Jeg kommer selv til at tænke en masse tanker i forbindelse med at nævne navne herinde. Jeg har jo bare skrevet fornavne på folk og ikke villet hænge nogen ud. På den anden side er det jo også en slags dagbog, og jeg har ikke lyst til at putte restriktioner på mine skriverier. Min behandler og jeg kom til at snakke om det etiske. Jeg har jo lige skrevet min projektopgave, hvor jeg kom ind på de etiske overvejelser i forhold til at ytre sig online. Her argumenterede jeg for, det var vigtigt, at vi lærer børn, hvorledes man skal agere på nettet. Der er forskel på at hænge folk ud som idiot på facebook og så sige det vedkommende. Det ved børn ikke af sig selv, da mediet er så forholdsvist nyt endnu. Så det overraskede mig faktisk lidt, at jeg ikke selv har reflekteret på samme måde. Det er jo ikke rimeligt, at jeg hænger folk ud her. Mine følelser overfor netop mine behandlere skulle jo nødigt præge nye patienters tanker for meget. De skal selv have lov til at danne sig egne meninger. På den anden side vil jeg også have lov til at skrive om mine oplevelser og have lov at være totalt subjektiv, fordømmende og urimeligJ
Det er noget af en balancegang. Alle disse tanker er selvfølgelig ikke fremmede for mig. Jeg er jo normalt et ret etisk menneske, og jeg ønsker ikke at såre andre eller formindske andres chancer ved at fodre dem med mine fordomme. Men det har trods alt sat nye tanker i gang.
Det var vist det J Jeg har tænkt mig at skrive videre, velvidende at både behandlere og patienter kan læse med. Der er ingen hemmeligheder – jeg vil ikke udlevere nogen. Jeg vil dog stadigvæk skrive. Hvis der er nogen, der kan føle sig krænkede, eller hvis der tænkes, at jeg træder over stregen, så skriv det endelig. Jeg vil gerne vide det.
Godt så J

28/6-11
Øv, brokke brokke. Jeg er træt af, at hver gang jeg åbner munden, så kommer der brok ud. Jeg synes, livet driller i den grad i tiden. Altså. Jeg kan ikke komme det nærmere. Jeg aner ikke, hvorfor jeg er trist. Jeg synes bare, det hele er lidt dumt og svært. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få tiden til at gå. Når venlige folk så foreslår ting, så lyder det jo vanvittigt dejligt og som noget, jeg gerne vil. Men jeg mangler motivationen til at udføre eller undersøge noget. Hmm.  Det er jo også nemt at fastholde sig selv i gamle mønstre. Men der er ingen tvivl om, at jeg er nede i tiden, og jeg har svært ved at se, det kan være anderledes.
Det er jo motivation og udfordringer, der skal gøre mig rask fra dette helvede af sygdom. Men hvor jeg jeg blive ved med at finde ressourcer til det henne. Kræft patienter skal jo ikke motivere sig selv på samme måde. De får medicin og kemo, og så bliver de bedt om at ville livet. Jeg vil livet så meget, men jeg magter snart ikke at blive ved at holde fanen højt og tage udfordringer. Det er ikke en tanke, at jeg giver op. Det gør jeg ikke. Jeg konstaterer bare, at kampen er hård.
En terapeut nævnte i går, at jeg burde overveje at få set på min antidepressive, da der måske er voldsomt mange gamle depressive tanker, der presser sig på. Et par år med anoreksi kurerer åbenbart ikke depression. Det er da vældigt rart at vide.
Vejret er jo super, og jeg elsker at være ude. Men jeg har så ekstra svært ved at være inde, og det gør mig depri at vide, at det snart slutter igen. Jeg tør jo ikke nyde det, for det forsvinder jo igen. Og jeg der plejer at være glasset er halv fyldt typen… der er da lige sket noget.
På en sjov måde er jeg også lidt ironisk distanceret fra det helt. Lever lidt la la. Isen bliver sorbet og ikke spist op. Alle de der dumme udveje. Det letter kortvarigt. Angsten kommer lidt på afstand, og det bliver muligt for en kort stund at nyde solen.
Nå nok selvbeskuende selvmedlidende navlepilleri herfra. Over and out. Hygge i solen

21/6-11... got the blues
Jeg synes, det er så smertefuldt at være mig i disse dage. Jeg kan næsten ikke rumme mig selv. Jeg er bogstavligt talt ved at gå ud af mit gode skind. Jeg føler mig forkert. Jeg føler mig malplaceret. Jeg føler mig tyk. Jeg skammer mig. Jeg er så forstyrret af rigtig dumme tanker i tiden. Jeg kan næsten ikke rumme det. Jeg skal ingenting i dag eller i morgen. Eller det vil sige – jeg har planlagt mine dage, så jeg skal lidt begge dage. Torsdag og fredag skal jeg jo til Risskov, og torsdag aften skal jeg til SanktHans med venner i Hobro. Men jeg magter ikke to dage uden noget indhold. Men jeg magter heller ikke at skabe indhold. Jeg ved ikke, hvad jeg vil eller skal. Jeg orker det ikke. Dagens højdepunkter er, når jeg skal spise. Det er eddermame ikke særlig rart, når jeg i ånden og i troen foragter mad. Nydelsen og lysten til mad forstærker den svære, svære følelse.
Jeg var jo rigtig nede i går også, og jeg magtede ikke at tage til Risskov. Men jeg magtede heller ikke alternativet. En rigtig lose lose situation. Jeg kom jo afsted, og dte var godt. I starten var jeg trist, ligeglad og var bare…. Øv. Vi startede som vanligt ud med samtaleterapi, hvor jeg lagde ud med, hvor dårligt jeg havde det. Jeg gad ikke skjule det, så jeg var helt ærlig og forsøgte at sætte de rigtige ord på. Vi debaterede frem og tilbage, og jeg fik mange gode input fra de andre angående deres tanker. Det er jo ikke fremmed for dem den her dumme følelse og depressive tankegang. Jeg nåede faktisk frem til den forståelse, at min nedtur måske kommer af det skifte, der er ved at ske i mit liv. Jeg er jo et nyt sted, hvor kampen er anderledes. Da jeg var indlagt var mit mål tydeligt – udskrivelse. Nu er jeg udskrevet, og jeg er måske lidt skuffet over, at kampen stadigvæk er så hård. Der er heller ikke noget endeligt mål mere. Før var der en dato, hvor jeg var sikker på forandring. Det er der ikke mere. Nu er det ”bare” mit liv. Jeg mangler jo stadigvæk 3 kilo til målvægt, og det kunne jo godt være et mål, men det er bare meget diffust, og der er jo ingen sikkerhed for, jeg får det bedre, hvis jeg vejer målvægt. Jeg synes godt nok, det er svært. Men det hjalp mig rigtig meget at snakke om det med de andre i gruppen. Det er rart at høre genkendelse fra de andre. Vi snakkede også om, hvor jeg var sidst, jeg var dernede. Der var jeg jo et helt andet sted, og jeg fik intet ud af behandlingen. Det gør jeg nu. Jeg er så glad for at være dernede, oh jeg får meget ud af det. Jeg giver også mig selv lov til at fylde. Jeg vil sgu ikke spilde min tid, så jeg tager mig plads og lider ikke en masse af hensynsbetændelse, som jeg jo før har gjort. Jeg synes heller ikke, jeg skal kurere de andre, selvom jeg selvfølgelig har ekstra stærke følelser for dem, jeg var indlagt med, og som jeg føler ekstra med, når de har det skidt.
Men det var altså rigtig godt at få snakket i går. Det er både godt for psyken og motivationen.
Søde Olivia – mange tak for dine tanker. De er spot on! Det er selvfølgelig spiseforstyrrelsens onde ansigt, der popper op. Det giver rigtig god mening, at man forsager både mad og sund fornuft for at slippe fri for den der følelse. Den er bare så grim. Og det er nu, kampen skal kæmpes. Det er nu, det gør rigtig ondt. Da jeg bare skulle vægtøge, var min psyke jo dopet, og jeg brugte min energi på en del andre ting. Det er svært at holde fokus på alt for mange ting. Nu er jeg ved at være i mål, og så dukker det andet op igen. Jeg kæmper meget mod lyst, nydelse og grådighed. Det hænger rigtig meget sammen i min verden, og jeg er så bange for dem alle. Jeg tør ikke give efter. Sæt jeg ikke kan stoppe – eller ikke kan få det igen. Der er i hvertfald mange tanker at arbejde med….
20/6-11
Jeg har det så mærkeligt. Jeg ville sådan ønske, den følelse jeg er så fuld af havde et genkendeligt navn. Jeg kan genkende følelsen fra tidligere. Den plejer bare ikke at være så vedholdende. Jeg tror, det er en blanding af skam, af angst, af ubehag, af…. Ja, så kan jeg ikke komme den nærmere. Når jeg føler den, bliver jeg meget stille og meget korrekt. Jeg bliver frygtelig bange for at gøre noget forkert – eller sige noget forkert. Når Viktor siger noget, skal jeg lytte meget intenst og svare helt oprigtigt – eller måske mere korrekt skal jeg svare glad. Jeg må ikke gøre det forkert. Jeg skal altså lade som om, jeg er interesseret, selvom jeg er helt ligeglad. Hvis jeg gør det rigtige, kan jeg få følelsen lidt på afstand. Det er også en kropslig fornemmelse. Den der skam handler meget om kroppen og berøring. Specielt på lyststeder – altså i forhold til sex. Jeg har før måtte afslutte både samleje og onani  (fuck – godt nok personligt…. Pyha) – men fornemmelsen har simpelthen ikke været til at bære. Måske noget med at føle lyst bliver til noget meget skamfuldt.
Nu er det så ikke bare ved berøring, den der følelse kommer. Nu er den der altså ret ofte, og jeg aner ikke, hvor jeg skal putte den hen. Mine tanker skriger om at tabe mig og få kontrol ved at følge regler om spisning og motion. Jeg ved jo godt, det ikke er løsningen, men jeg har så svært ved at rumme den der følelse/fornemmelse. Jeg ville virkelig gerne, om den havde et navn, så jeg ved, hvad det er og bedre kan undersøge, hvad pokker den kommer af.
Når den kommer, og jeg er sammen med andre, har den også noget fremmedgjorthed over sig. Altså noget med at føle sig udenfor fællesskabet – eller i hvert fald mangle noget. Jeg bliver derfor helt stille og indadvendt, da den bare fylder så meget. Jeg kan ikke aktivt få den til at forsvinde. Jeg kan bare helt stille vente på, den går over. Mens den står på, er jeg falsk og svær at få kontakt med. Hvad fanden er det???

Hov.... og vi har aflyst vores sommerferie.... Viktor er ikke på toppen, og jeg er jo heller ikke helt klar.... skod....

15/6-11
Jeg er så træt, det er helt vildt. Jeg har ikke lavet det vilde, der kan retfærdiggøre denne voldsomme træthed. Jeg var træt, da jeg stod op… Træt, træt, træt. Nu har jeg så vadet rundt i byen. Slemme Sinnerup havde tilbud, så jeg købte et par nye bukser. Det var eddermame svært at beslutte at købe dem. De er smadder pæne og var egentlig ret billige – der er 50 % på alt tøj! PyhaJ Nåmen, jeg har vist generelt svært ved at give penge for noget i tiden.  Jeg regner og regner og belsutter mig for, jeg ikke behøver det alligevel. Jeg har jo så meget. Det er altså ikke fordi, jeg er i pengenød. Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad der er på spil. Selvfølgelig er fornuften i spil; det er der ingen tvivl om. Men det er altså en totalt restriktiv fornuft! Den samme fornuft er jo ret fraværende, når jeg vælger at betale mere for noget, fordi der er mindre kalorier i. Neeej – det gør du da vel ikke endnu??? Hmm… jo desærre. Laver faktisk temmelig mange dumme ting.
Jeg skal tage knap 4 kg på endnu. Så nytter det altså ikke at lave dumme stunts for at undgå lidt kalorier. Jeg fik alle mandlerne i morges. Så dygtig… eller knap så dygtig. De der nye mandler er temmelig små. Den evige kamp. Bliver det bedre? Bliver det nogensinde så ligegyldigt, som jeg ønsker det skal være?
Er lidt trist i dag. Top motiveret og tilpas den ene dag og trist den anden dag. jeg skal øve mig i at finde ud af mine følelser. Hvad er reelt, og hvad er forstyrret? Hvad er lyst, og hvad er afmagt overfor en skod sygdom, der bare har så meget magt over mit liv.
Jeg forstår ikke, at jeg stadigvæk ikke forstår konsekvenser. Hvis jeg taber mig mere og mere, og det gør jeg, hvis jeg fortsætter med at skære ned og fra. Har jo allerede tabt mig 2 kg siden, jeg blev udskrevet, og der var jeg jo ikke engang på målvægt. Altså – hvis jeg fortsat taber mig, så ender jeg jo som før. Grim og utilnærmelig. I livsfare. Folk der skal bestemme, om jeg skal svømme eller ej. Om jeg må bruge tid i solen. Jeg fucker mine kære, mit studie… mit liv. I know I know. Men det hænger jo ikke sammen stadigvæk. Der er ingen forbindelse mellem alle de tab og så vægttab. Hvis jeg bare får lov til foortsat at være lidt syg, så er livet godt. Adspurgt hvorfor kommer jeg til kort. Hvorfor vil jeg fastholde noget, der er så potientielt farligt, når det der venter er så meget bedre. Jeg forstår det simpelthen ikke. Skal jeg overhovedet forstå det? Jeg ville bare ønske, jeg gjorde, så kendte jeg fjenden og kunne komme af med den. Nu er det jo noget helt diffust, jeg kæmper mod. Øv altså.
Men jeg giver ikke op. Ting tager tid, og det gør dette også . det skal stoppe med at fylde så meget i mit liv, så jeg får plads til alt deet dejlige og skønne. Jeg vil sgu nyde sommeren, hygge, spise grillmad og spise en is, når jeg får lyst!!!


14/6-11

Time for update. Eksamen er veloverstået. Jeg fik 7, og det var eddermame en mærkelig fornemmelse. Men jeg har det helt fint med det. Et 7 tal er en fin karakter. Den er ikke perfekt, men det behøves den heller ikke at være. En af behandlerne i Risskov siger, at nogle gange er okay helt fint. Det er ikke altid alt eller intet – det er også midt i mellem, og det er ganske okay. Det bruger jeg af og til i mit hoved, når jeg synes, jeg skal præstere meget. Okay er fint!
Ellers er mit mantra i tiden – er det det værd. Altså på den måde om det er besværet værd at snyde – eller at undlade. Og det er det jo aldrig. Konsekvensen ved at undlade noget er alt for stor, og det gider jeg ikke mere. Det er det værd at gøre det rigtige. Jeg har jo for pokker livet og ikke mindst kærligheden at kæmpe for. Så meget betyder mad ikke. Det er jo bare mad. Der er ingen følelser eller smerte i det. Det er mad! Noget mad smager godt, og andet smager dårligt. Det vil jeg til at lære. Jeg har jo hidtil blot spist for at spise, nu vil jeg prøve, om jeg kan genkende lysten igen. Lige nu spiser jeg trygge varer, og der er rigtig meget tryghed forbundet til spisningen. Når jeg spiser, er der ro i mit hoved! Det nyder jeg, men hvor ville jeg dog gerne kunne finde den ro på andre tidspunkter. Det havde jeg jo før. Der trøstespiste jeg af og til – men det er vist meget normalt J
Jeg er lige hjemvendt fra statusmøde, så jeg er topmotiveret. Jeg vil! I Århus valgte Viktor spise sted. Det er meget farligt for mig, og måske valgte han heller ikke stedet helt alene…. Men – vi valgte ikke den sikre salat på Stiften, som jeg ellers havde planlagt. I stedet fik vi en kæmpe spinat pandekage med salat. Og den smagte faktisk fint. Nå… er helt træt af dagen og høfeber. Havde slet ikke høfeber, da jeg var helt nede i vægt… Altså J

Maj


31/5-11
Gæt hvem der sidder på biblioteket og laver fremlæggelse. Jeps – yours truly. Arbejder en smule med fremlæggelse  - men gider ikke rigtig. Heldigvis er jeg okay til mundtlige eksamener… men jeg fik sgu godt nok et chok, da jeg i går opdagede, at jeg allerede skal til eksamen på tirsdag. Og der har jeg oven i købet status samtale. Sikke noget. Jeg e rved at se, om jeg kan få min tid ændret. En pige fra klassen skal op onsdag, og det passer hende skidt. Så nu er vi ved at undersøge, om det kan lade sig gøre. Eller hun er – og hun er bare langsom. Hun sagde i går, hun ville finde ud af det i dag. Men jeg har lige skrevet til hende. Og så har hun glemt de. Hvordan er det lige, man kan glemme noget så vigtigt? Har givet hende frist til i morgen, og ellers aflyser jeg bare status mødet. Det er ikke verdens undergang jo.
Var i Risskov i går. Det var lidt hårdt. Der startede to nye kvinder, så der var en mase snakken og en masse gentagelser. Jeg er ved at være en smule træt af at lære nye syge mennesker at kende. Det er samme trummerum og samme snak. Det hele gentager sig bare. Kan godt huske det fra afdelingen også. Bliver træt af de gamle vittigheder og fortællinger. Vil meget hellere møde nye mennesker pga fælles interesser frem for sygdom. Når nu det så er sagt, så har jeg jo også mødt fantastisk mange dejlige mennesker netop pga sygdom. Der er flere, jeg gerne vil kende endnu bedre, og det glæder jeg mig til. Har jo lært nogle dejlige kvinder at kende gennem denne blog J
Ellers ikke det store nye. Jeg opdager engang i mellem, hvor svært det hele er. Jeg giver ikke op. Jeg giver aldrig op, men jeg forundres godt nok ofte over, hvorfor det rigtige er så svært. Jeg forstår stadigvæk ikke angsten over at få for meget osv. Osv. Same old thoughts.
Jeg har tænkt en del over, hvad den rette behandling er for så´n nogle som os. Vi er syge, fordi der er et eller andet, vi flygter fra, tænker jeg. Vi drømmer ikke om at være tynde, fordi modellerne er det og bla bla. Der er større ting på spil. Jeg syns det er pisse grimt at være tynd. Alligevel drages mit blik af folk, der er meget tynde. Det fascinerer og frastøder mig. Knogler skal ikke være synlige. Jeg tror tit, at folk er syge, hvis de er tynde. Talte med min kæreste om det forleden, og vi kom frem til, at man godt kan være viiiildt tynd uden at være syg. Nogle ser jo ikke syge ud, selvom de er skind og ben. Ævle bævle overspringshandlinger J Jeg har jo ikke det store at føje til med disse skriblerier. Vil bare lige sige hej ude i cyberland.
29/5-11
Fik lige et opråb på facebook om at skrive blog, og måske var det lige det spark i rumpeteren, jeg havde brug for J Jeg er jo færdig med min opgave og har afleveret den, så det er begrænset, hvor meget tid, jeg bruger på computer i tiden. Sover en helt masse. Livet er lidt hårdt i tiden, så jeg prøver bare at holde fast og følge med.
Sidste weekend var slem. Jeg skulle jo svømme søndag morgen. Vi kom også af sted og svømmede kun ½ time som helt almindelige mennesker. Jeg svømmede 1 km., og det var fantastisk. Tænk jeg kunne blive forpustet! Og jeg svedte i saunaen! Det var helt overraskende.  Da vi skulle påklædes, ringede min mobil. Normalt har jeg den på lydløs, da jeg får skæld ud af personalet i svømmeren, hvis den ringer. Svømmeren er så gammeldags, at der er personale til at passe på ens tøj, mens man svømmer J Nåmen, det var underboen, der sagde, jeg skulle skynde mig hjem. Ambulancen var her efter kæresten, og det var vist noget med hjertet. Da jeg spurgte mere ind til det, svarede hun bare, jeg skulle skynde mig. Jeg var panisk. Turde slet ikke tænke tanken, at han måske var død. Kusinen og jeg fløj i tøjet. Datteren blev afleveret til en nøgen kæreste og brødre i herre omklædningen, og af sted var vi.
Jeg prøvede at ringe til underboen igen, og jeg blev noget mere rolig, da jeg hørte kærestens stemme i baggrunden. Så var han i hvert fald ikke død. Vi kom på sygehuset, og kæresten arriverede i ambulance med ilt maske på. Skræmmende.  Heldigvis blev jeg beroliget, da jeg talte med dem. De beholdte dog kæresten overnat. De mistænkte hjertestop eller blodprop pga symptomerne, men heldigvis var alle prøverne helt okay. Grimt at blive mindet om døden på en så voldsom måde. Jeg var så ulykkelig på hans vejne. Han havde virkelig været bange og været sikker på, det var hans tur nu. Den stakkel.
Jeg tilbragte selvfølgelig det meste af søndagen ved ham. Det gjorde så, at det mad jeg burde have spist blev negligeret. Jeg havde jo planlagt at spise alt, når nu jeg havde været ude at svømme. Men det var svært. Ville jo hellere være ved kæresten. Ydermere forbandede jeg mig selv, at jeg kunne tænke på mad, når nu han var på sygehuset og havde det slemt. Øv for mig. Jeg vidste også godt helt inderst inde, at jeg brugte det som en undskyldning…. Men man er vel kun et menneske… og endda et sygt et.
Mandag hentede jeg ham på sygehuset og var i Risskov senere. Ville have været i ålborg tirsdag og aflevere opgave, men jeg magtede det ikke, og jeg ville hellere blive hjemme ved kæresten. Han skulle i øvrigt til læge, fordi en af lægerne på hospitalet havde set et modermærke, han mente, lægen skulle se på. Tak for flere bekymringer! Onsdag tog jeg så til Ålborg og afleverede. Jeg ville være blevet og hygget med de andre og shoppet efterfølgende. Jeg magtede det ikke. Tog bare hjem igen. Torsdag i Risskov havde jeg ikke overraskende tabt mig ½ kg. Er jo ellers på vægtøgning… ja, ja. Det skønne liv.
Fredag i Risskov snakkede vi om fremtiden. Vi skulle agere som vores selv om 10 år. Vi skulle så interviewes. Jeg prøvede at lade være med at fortænke det og prøvede bare at være ærlig. Skræmmende var det at opleve, at jeg ikke anså mig selv som værende 100% rask. Jeg har jo ellers altid svoret, jeg ville blive helt rask. Men om 10 år vurderede jeg altså, at jeg på en skala fra 1-10 lå på 9. næsten rask dog! I dag er min score 4. det skræmmer mig også. Jeg tyr så nemt til de dumme forbudte ting. Forleden købte jeg kakao uden sukker… fordi det var billigst selvfølgelig JAs if…. Jeg kan stadigvæk kun tælle til 15 mandler i stedet for 20. 4 kiks og en banan er konsekvent 4 kiks og et æble. Bilder mig ind, det er okay. Jeg får jo trods alt de fire kiks og en frugt. Og hvad er forskellen egentlig på en bolle med smør og ost kontra knækbrød med kylle pålæg? Tomato/tomato….. lyver for mig selv i stor stil. Prøver at være ærlig omkring det, så jeg kan bekæmpe det. Gad så godt vide, hvad jeg flygter fra. Hvorfor er det så tilfredsstillende at skære fra??? Hvorfor får jeg ikke samme gode følelse ved at gøre det rigtige?
Nå – motivation come on. Nu følger jeg planen! Ja! Sgu ! det gør jeg ….. I øvrigt noget skod at sgu ikke længere er et bande ord …. Hmm…
18/5-11
Der er fordele ved det her eksamens skrivning. Aldrig har jeg da opdateret så meget herinde JSkal til Risskov i morgen. Så står den på vejning i morgen. Jeg hader den ugentlige vejning, og alligevel er jeg så afhængig af den. Jeg er jo på vægtøgning og skulle gerne være steget med ½ kg. Jeg ved faktisk ikke, hvor langt jeg er mod målet. Jeg har ikke fulgt planen 100%.
Motivation… det er altså lidt pudsigt. Ingen tvivl om, motivationen er vigtig i forhold til at blive rask. Meeen – det er altså ikke bare så nemt. Man kurerer jo heller ikke sukkersyge kun ved hjælp af motivation. Alligevel er der så meget fokus på det. Så er det min logiske sans begynder at diskutere med anoreksiens væsen, og det er jo en fysisk umulig diskussion. Min sunde fornuft kan ikke vinde. Det kan ikke ske. Så dunker jeg bare mig selv endnu mere. Fordi så er jeg jo dum. Man er da dum, hvis ikke man bare giver sig i kast med at spise, fordi det jo har alt for mange konsekvenser.  Nogle gange kunne jeg ønske, vi var længere fremme i tiden, så vi vidste mere om, hvad der gør den her sygdom så dum, eller hvordan vi helbreder den. En sygdom som skizofreni kan man jo ikke bare motiveres ud af. Gad vide om der er noget biologisk der gør det hele så svært??? Ligesom med depression hvor det jo viser sig, at der er noget kemisk i uorden.
Jeg er faktisk ikke klar over den bedste behandling for spiseforstyrrelser. Selvfølgelig er det vigtigt at blive set som sig selv – og ikke bare en vægt. Det er jo symptombehandling at blive fedet op. Selvfølgelig er det vigtigt – det er jo livstruende. Men når det så ikke længere er livstruende bliver det svært. Normalt er det jo win win at være anerkendende. Det er det stadigvæk. Men det er svært at blive anerkendt på noget, som man egentlig ikke er helt glad for. Det giver altså misk mask i systemet. Ydermere er det svært at være en del af behandlingen, som jo ellers er populært, eftersom den sunde fornuft er udfordret i den grad. ”det er godt for mig at svømme en gang om ugen, fordi jeg er social samtidig med” det er et godt og fornuftigt ræsonnement… men hvem ved, om baggrunden for argumentet er lysten til lige at forbrænde lidt kalorier….???

17/5-11
Sidder i mit andet hjem… eller tredje hjem er nok mere korrekt J Har base hjemme, i Risskov og her på biblioteket. Jeg er ved at skrive projektopgave. Godt nok lang tid siden jeg har lavet opgave, kan jeg godt mærke. Der er bare så mange ting, der er meget mere interessante. Det gode ved overspringshandlinger er jo så, at jeg får lavet alt det, som jeg egentlig gerne vil, men som jeg af en eller anden grund bliver ved med at udskyde – såsom at skrive blog og skrive med alle de søde mennesker på Facebook. Så – det kan da godt være, jeg punker min opgave lidt, men så får jeg lavet en masse andet JHar også lige undersøgt, at jeg først skal aflevere den 25/5, så det giver mig lige en ekstra dag. Jeg regner med at færdiggøre opgaven, så jeg kan tage op på skolen tirsdag og printe og lave rettelser. Det er vist en okay plan. Bare min opgave bliver nogenlunde okay. Jeg er slet, slet ikke i dybden med den, som jeg plejer at være. Jeg er ikke klar over, om den røde tråd er synlig for andre end mig selv. Et eller andet sted tror jeg, jeg har okay styr på det – og et andet sted synes jeg, det er en omgang fabulerende shit. Var der nogen, der sagde ambivalent????
I går var jeg i Risskov, selvom jeg virkelig ikke havde lyst, og jeg havde også rigtig dårlig mave, så jeg havde en god undskyldning for at blive hjemme. Det der gjorde mandagen ekstra svær var, at vi skulle have købe rulle kebab til aften. Jeg har så dårlig erfaring med de ruller gennem min indlæggelse. En uge spiste jeg jo 3 – og de var monster, monster store (helt objektivt naturligvis J) – og jeg havde øget min vægt meget! Jeg havde så tilsvarende tabt mig ugen inden og ugen efter, men det tæller jo ikke med i min optik. Havde altså frygtet den der rulle rigtig meget – så meget jeg havde overvejet at blive hjemme. Jeg tog dog kampen op… det skal man jo. Jeg fik endda fortalt dernede, at jeg havde svært ved den. Normalt kan jeg jo klare alt – og har da ikke problemer med mad. Jeg brugte rigtig meget energi på at regne ud og gøre ved. Det hjalp faktisk at snakke med de andre og høre, at de også have vanskeligt med den. For fanden – det er et måltid! Ikke engang specielt usundt. Hmm
Nåmen, den der kebab kom…. Og en var lille bitte J Min kæreste ville være blevet ret skuffet. Der var næsten intet kød eller dressing i. vi var alle enige om, at vi havde fået i underkanten af et måltid. Det sætter altså den der irrationelle angst i perspektiv. Tænk at være underdrejet af angst og panik tanker over noget, der bare slet ikke var farligt alligevel. Damn hvor er det nogen gange en endeløs kamp. Og så hårdt op ad bakke. En psykolog beroligede mig, da hun mente, at jeg stadig er for langt nede i vægt til at være helt klar i hovedet. Det bliver nemmere! Det skal blive nemmere.
Synes godt nok det er noget op ad bakke i tiden. Mine intentioner er så gode, så gode… men min handlen er stadigvæk så præget af sygdom. Jeg kigger på min arm og synes, den er grim og senet. En time senere er den buttet og alt for stor. Egentlig er jeg ligeglad med, om den er tyk eller tynd. Jeg er jo stadigvæk mig – et okay menneske. Måske lidt mere okay hvis armen vitterligt er lidt buttet. Jeg var jo et bedre menneske, da jeg ikke brugte alt min energi og mine tanker på mad. Tænk at kunne glædes over at få lov at få det største stykke kage. Tænk at kunne glæde sig over at synde med en kebab i ny og næ. Tænk at ikke skulle regne alt mad om i kalorier og bare vælge det, man havde lyst til….. Dæmon – dit navn er ambivalens!!!


15/5-11

Har da fuldstændigt glemt at forholde mig til, jeg har fået at vide, hvem min behandler er. Det er selvfølgelig den, jeg havde før. Røv og nøgler! Har det så svært ved , hvilket jeg også har givet udtryk for. Til status samtalen var vedkommende med. Der argumenterede jeg for, jeg ikke skulle have vedkommende. Jeg forsøgte at være saglig og fornuftig J På en eller anden måde lykkes det dog ham at komme med en fornuftig løsning. De andre havde svært ved at se, hvordan det kunne løses. Jeg er rigtig god verbal J Enden blev, at de tager det op som emne til konference, om det er muligt at finde en anden behandler – der er jo rift om dem. I mellemtiden har jeg samtaler ved Behandler og prøver at se, om vi kan lave en alliance. Hvis vi kan, er det jo skønt. Hvis ikke kører det jo sideløbende, om jeg skal skifte. Så hvis vi finder ud af om et par samtaler, at det er spild af tid, så skal vi ikke starte helt forfra med at skifte behandler. Det gør mig tryg. Og faktisk gav det Behandler en del point, at hn formåede at komme med en fornuftig løsning. Så hvem ved. Måske ender jeg med at blive glad for behandlingen.

Søndag i dag. Nedern dag var det altid før i tiden. Nu er søndage egentlig okay. Lidt rengøring og ellers tilladt afslapning. Jeg burde skrive projektopgave. Den er kun halvt færdig og den skal afleveres 24. maj eller 26. Kan ikke huske præcis dato. Bør jeg nok finde ud af J Den har drillet mig lidt, da jeg har haft svært ved at fokusere på den. Jeg har jo ikke været til hverken undervisning eller vejledning, da jeg har været i daghospital de dage. Jeg har scoret topkarakter i de andre eksmensopgaver, så alt under 12 er nedtur. Jeg drømmer om, det er ligegyldigt, da jeg jo godt ved, det er dumt at stræbe efter det perfekte, når jeg har lidt andre ting at fokusere på lige i tiden… og alligevel vil jeg så gerne! Jeg magter ikke at tage til Ålborg og få vejledning, så jeg kører den fuldstændigt selv. Burde nok. Det er bare så meget at spilde en helt dag deroppe, når nu min tid er lidt ophængt. Det er vel også lidt sejt, hvis jeg består en opgave, jeg slet ikke har fået vejledning til? Ja sgu J  Jeg ville egentlig skrive i dag, men jeg har så pokkers svært ved at koncentrere mig herhjemme. Der er så mange andre ting… kattene forstyrrer. Kæresten larmer osv. Osv. Så på tirsdag og onsdag nørder jeg den færdig på biblioteket. Sådan!

14/5-11

Av, hvor gik det altså ondt i min lille mave…. Ingenting kan hjælpe mig – kun måske kakao J Kommer til at tænke på Bamse sangen. Har ondt i maven – men er også vildt duperet af Bamses egoisme… Tror, vi har en del af lære af børns egoisme. For det er jo ikke egoisme på en voksenmåde; det er jo bare fordi de helt banalt vil have det bedste for dem selv. Det er da helt okay. Hvorfor er det egoisme, når det er voksne, det handler om. Vi bør vide bedre måske. Jeg synes nu, vi skal gøre mere krav på os selv og vores ønsker. Vi skal ikke gøre det på bekostning af andre. Jeg er ikke ude i noget sociopat noget J Vi skal vist bare være bedre ved os selv.

Mit liv er egentlig ganske forunderlig fint i tiden. Måske fordi jeg ikke styrer noget, måske lader jeg sygdom styre løbet. Nahh… tror bare, jeg har fundet ud af, jeg vil, og jeg kan. Jeg er stadigvæk glad for daghospital, om end jeg af og til synes, de er totalt inkompetente J Men det siger vist mere om mig end om dem. Jeg prøver at lære at skille det ad. Jeg ved jo godt, det ikke er rationelt at afsky et menneske, fordi vedkommende smasker eller taber lidt krummer eller noget i den dur. Og dog føler jeg afskyen meget stærkt. Jeg arbejder på at lære, det nok er andre ting, der er på spil. Måske er jeg misundelig, fordi de spiler krummerne uden at spekulere mere over det. Jeg vil jo måske overveje at spilde mere for at slippe for at spise det. Eller jeg vil tænke, jeg er et svin, fordi jeg er så grådig, at jeg spilder. Det er noget af en lærings proces, jeg er igennem. Men jeg vil det så meget. Jeg vil have mit liv igen! Jeg vil leve på fuld skrue igen.

Jeg havde statussamtale forleden. Same old news. Jeg er svær at hjælpe, fordi jeg er så egenrådig og har jo ikke svært ved noget, når jeg selv skal sige det. Spise en is? Ikke noget problem. Tage 2 gange på restaurant? Ikke noget problem. Gad vide hvorfor jeg så er så angst efterfølgende. Personalet ser det, og det er jeg egentlig glad for. Det er rart at blive set og få anerkendt sine følelser på den måde. Vi aftalte, at fremover skal jeg prøve at genkende angsten, når den er der og forsøge at tale om den. Vi fortsætter selvfølgelig stadigvæk med at forsøge at snakke om den efterfølgende, når jeg er klar til det. Erfaringen med mig viser jo nemlig, at jeg er meget bedre til at tale om det, når det er lidt på afstand. Jeg føler åbenbart bedre over tid, og så er det selvfølgelig vigtigt at tale om det.
Vægten er desværre på nedadgående, så jeg er på vægtøgning igen, igen, og min vedligehold skal sættes op, når jeg skal på den igen.

April


27/4-11
Jeg fatter ærlig talt ikke, hvorfor jeg bliver ved at hænge fast i denne suppedas af en sygdom. Hvad er det, den giver mig? Jeg synes, det er lidt småt med gevinster. Psykisk sygdom plejer da at smide en lille gevinst af sig, gør den ikke? Hvad er min gevinst? Jeg gider snart ikke mere.
Jeg har i dag været oppe og få lavet en tarm kikkert undersøgelse. Jeg har før udskudt den. Først var jeg ikke på målvægt – og 2. gang magtede jeg det ikke, fordi det indebærer, at jeg ikke spiser i et døgn, og jeg skal være totalt udrenset ved hjælp af diverse afførrings midler. Det er da lykken for en spiseforstyrret? Nåh nej. Denne gang ville jeg også aflyse, men min kæreste satte sig imod. Jeg blev sur, fordi jeg synes jo, mine argumenter var i orden. Efter jeg er startet på dag hospitalet har jeg tabt mig 2 kg på min vedligehold. Det er jo ikke super, specielt når jeg synes, jeg følger den ret slavisk.
Nåmen, jeg mente så, det ville være smart at undgå dender dag med faste, fordi vægten i Århus så ville vise helt forkert og en masse gode undskyldninger. Min kæreste blev sur og sagde, det var vigtigt, jeg kom på sygehuset. Efter at have sovet på det, nåede jeg den konklusion, at når han holdte så fast på sit, og jeg var totalt imod det pga. angst for vægten, så var det sgu nok anoreksien der var på spil, så jeg valgte at gennemføre sygehusbesøget. I dag er jeg ikke i tvivl om, jeg gjorde det rigtige. Så må jeg overleve, at vægen måske ikke viser korrekt i morgen.
I går måtte jeg så ikke spise hele dagen. Kun drikke kaffe, sodevand og vand. I mine tanker skulle jeg fylde op med juice og saft for at få kcal nok. I praksis drak jeg 1½ ltr. Pepsi max og en hulens masse kaffe. Dog suttede jeg også et par små slikkepinde, fordi jeg havde den vildeste hovedpine. Den fornuftige ville så spise lidt ekstra i dag…. Jo jo J Jeg er så ikke den fornuftige. I går er jo slut. Man kan ikke føre manglende mad over til i dag, fordi så.. ja, hvad så? Hvad fanden er jeg så bange for? Jeg var vildt utilpas i går. Var ½angst og meget mærkelig til mode. Måske tanken om en helt dag uden mad – måske var jeg bange for overspisning pga. sult? Jeg snakkede med kæresten om det, og det hjalp. Hvor er jeg dog bare taknemmelig for kærligheden. Havde jeg ikke den, havde jeg jo intet at kæmpe for. Jeg er intet uden kærligheden.
Når jeg læser om andre med anoreksi, synes jeg, de er gennemsyrede af et selvhad. Det er jeg egentlig ikke så meget mere. Jeg synes, jeg er en okay person. Jeg er heller ikke så bange for, hvad andre mener om mig… det må være noget, der er kommet med alderen. Jeg synes egentlig også, jeg fortjener ordentlig mad. Jeg vil også rigtig gerne være der for andre, og hvis jeg skal være det, så skal jeg jo lige være der for mig selv først. Det ved jeg også. Kloge Åge er jeg … i teorien that is. Praksis halter stadigvæk efter.
Var i øvrigt ekstremt smertefuldt at få lavet den der tarm ting. Har fået den før, men har fortrængt smerten. Heldigvis holdte min skønne kæreste mig i hånden og var trøstende. Hjem og have morgenmad. Han skulle have rundstykker. Det håbede jeg også, jeg skulle… men nej nej. A38 til mig. Turde ikke lave det anderledes. Nåmen, håbet er stadigæk lysegrønt, og jeg er på vej!
19/4-11
  Jeg bliver så ked af det, når jeg bliver mindet om, hvor syg jeg er, og hvor meget det egentlig fylder i min hverdag. Vi havde en hyggelig weekend. Slik lørdag aften med dertilhørende film. Ren lørdagshygge. Søndag foreslog min kæreste, at vi skulle hente mad på ”Kylling og co”. Det er et nyt sted i Randers, der skulle være et sundt alternativ til fast food. Deres koncept er lidt som Sunset – altså lidt sundere end vanligt – ovnstegte fritter osv. Det burde jeg jo kunne uden store kvaler. I teorien…. Hele søndagen frygtede jeg besøget. Jeg prøvede at overbevise mig selv om fornuften i at hente maden deroppe. Kunne jo godt se det rationelle i en sandwich er en god aftensmad, og det har jeg jo prøvet mange gange. Jeg var så bange for valgmulighederne. Tænk hvis min kæreste valgte pomfritter eller nachos som tilbehør. Panik. Rationel: det går jo nok. Hvad så hvis han vælger pomfritter. Det behøver jeg jo ikke…. Okay.. ro på… Panik – tænk hvis jeg får lyst til de der pomfritter…. Overvejede sågar et skænderi med ham, fordi vi så ikke ville komme derop.

Han var cool og holdte det ud. Vi skulle derop. Vi kom også derop. Jeg fik bland selv salat med lidt kylle, lidt pasta og lidt ris. Ingen dressing. Fik klart ikke nok. Var alligevel utryg. Hvad mon kylle var stegt i? hvor mange kcal er der i majs ifht. ruccola. Osv. Osv. For den da hvor det fylder. Hmm… men – vi fik mad derfra. Og det kan jeg igen. Næste gang skal jeg have brød og dressing til!
Sindssyge tanker! ”det er jo bare tanker” Ja tak… men hvor de da fylder. Er nødt til at udfordre mig selv. Skal jo for pokker lære det. Ville ønske jeg kunne bare være 10% syg. Hvis jeg bare lige kunne ligge 1-2 kg under målvægt altid. Så kunne jeg altid være på øgning. Kunne altid skære lidt fra. Det er nok ønsketænkning. Jeg vil jo være rask. Jeg vil kunne spise en is med min kæreste. Det skal vi i eftermiddag. Det har jeg lovet. Det kan og vil jeg. Slut med at være misundelig på de ”normale”, der guffer is. Nu er det min tur. Sommer here I come.
Dag hospitalet er lukket i påsken. I morgen tager jeg dog derned for at blive vejet. Jeg kan ikke gå 14 dage uden at kende min vægt. Efter vejning har vi aftalt at tage ud til sviger forældre. Vi skal spise frokost. Håber, det går godt…. Eller frokost er jeg ikke bekymret for. Jeg er bekymret for den kompenserende adfærd efterfølgende. Men –jeg kan og jeg vil! Fandme J

15/4-11
Bum bummelum. Igen igen er det så laaang tid siden, jeg har skrevet. Hvorfor er det lige, det kommer til at virke som en sur pligt at skrive herinde? Jeg vil jo rigtig gerne skrive. Jeg er glad for at skrive. Masser af tid har jeg nok af. Jeg vil supergerne kommunikere med de par stykker, der læser med herinde. Masser af rigtig gode grunde til at skrive. Og alligevel sker det gang på gang, at jeg bare udsætter og udsætter. Gab, hvor trivielt. Jeg skriver jo det samme hver gang. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg ikke får skrevet så ofte, som jeg gerne ville. And so what? Jorden falder jo nok ikke sammen, fordi jeg ikke lige får skrevet.
Sgu vist egentlig meget sigende for mit liv. Jeg vil så meget – og kan så lidt. Hov, det var vist en sang, der lige blandede sig. Jeg vil så meget – men gør så lidt. Det var bedre.
Jeg er så enormt god til teori – jeg ved alt. Kan snakke mig ud af det meste. Ved lige, hvad der skal siges, og hvordan tingene hænger sammen. Rent teoretisk altså. Når så det kommer til handling, så kollapser det. Jeg har enormt svært ved at handle. Er det mon generelt ude i verden, at det er så svært? Når folk siger, at erkendelse er halvdelen af problemløsningen, må jeg le. Det passer ikke. Jeg har erkendt mange, mange aspekter af mit liv. Jeg ved en helt masse om bevæggrunde. Jeg ved, at spiseforstyrrelsen ikke er logisk, og derfor kan jeg ikke benytte mig af min normale tilgang til tingene, som er analytisk og rationel. Og alligevel er det, det jeg gør gang på gang. Jeg forsøger at overbevise det syge irrationelle om, at det er uden betydning, om jeg får en smule for lidt eller for meget. Det ER ligegyldigt. Det ved jeg jo alt om... og alligevel tager jeg mig selv i at veje A38 hele to gange. Og ende ud med at være temmelig urolig, fordi målene ikke matchede. Der manglede 10 gram. 10 gram mine damer og herrer. Det er sgu da tåbeligt om noget.... det siger min logiske og analytiske side i hvert fald. Sygdomssiden gnækker og er tilfreds. Den fik mig til at veje og blive urolig. Jo jo. Tanke er en ting – handling er noget andet.
Når nu ikke jeg kan behandle spiseforstyrrelsen rationel, så kommer jeg til kort. Hvad gør man ved den? Ignorerer man uroen og beder til, den går væk? Hmm... ja, det er nok det, man gør.
Jeg bor jo stadigvæk hjemme, og det er dejligt. Det er også vanvittig svært og farligt og alt muligt. Jeg skal jo rumme oceaner af meget uro, samtidig skal jeg rumme min egen fordømmelse, når jeg falder i og vejer maden – eller cykler for meget – eller går – eller drømmer om træning... eller... eller. Der er så meget. Jeg vil hermed love mig selv, at jeg fremover vil prøve at rose mig selv, når det går godt – i stedet for hele tiden at fordømme mine handlinger.
I dag var vi med daghospitalet i Søstrerne Grene for at spise frokost. Jeg kunne ikke vælge efter lyst. Det var for svært. Sandwich voksede til dobbeltstørrelse. Ville gerne have salat med brød. Turde ikke. Endte med at vælge tærte som de andre. Juicerne skannede jeg hurtigt igennem og valgte den med 8 færre kalorier. Jeps – 8 kcal!!! jeg havde mere lyst til den anden, men nej nej. Nå, nu punker jeg mig selv igen. Det var ikke meningen. I stedet skulle jeg jo rose mig selv. Så – flot, Bettina at du rent faktisk drak juice og ikke noget light stads. Og flot at du spiste helt fremmed tærte. Jeps!
Vægten er efterhånden uinteressant.. Yeah right :-) Den går op og ned. Det drejer sig om 1-2 løse kilo. Den ene uge tager jeg dem på, og den efterfølgende uge taber jeg dem. Det kører jo derudad. Jeg synes mest, vægten er uinteressant, når de lige er tabt :-) Når de har sat sig, er det lidt mere kritisk. Jeg undersøger maveflæsket, samtidigt med jeg beretter, at jeg egentlig er ligeglad med mit udseende og vægt. Jeg ser jo egentlig meget godt ud af min alder. Jeg kan ikke mere passe størrelse 24, men det skal jeg jo faktisk heller ikke!
Jeg kan huske tilbage, hvor lykkelig jeg var, da jeg kunne krybe i en størrelse 42. Og jeg troede ikke på det, da jeg første gang kunne lukke en størrelse 40 :-) Sjovt som ting ændrer karakter. Men det er tankevækkende, at jeg var noget mere lykkelig dengang, omend jeg have noget mere på sidebenene.
Jeg sidder lige pt i Århus på biblioteket og skriver. Der er så meget, jeg burde og vil gerne, men jeg tør ikke. I løbet af de næste dage vil jeg forkæle kæresten og jeg selv med en is. Jeg tør bare ikke. Tør ikke engang foreslå det, da jeg så ved, det vil spøge i mit hoved.
Jeg tænker på mad og planer 24/7. Selv om natten når jeg er oppe og tisse. Spekulerer om jeg skal have morgenmad. Hvad skal jeg have til aften. Hvad kan jeg skære fra. Nåh nej. Hvad skal jeg spise. Hvad skal jeg blande det med. hvornår skal jeg spise. Hvad kan jeg skære fra. Nåh nej.... osv. osv. det fylder bare så meget. Pyha, det er altså en kamp, der vil noget. Det fylder og fylder. Jeg troede jo, jeg næsten var rask. Jeg spiser jo og følger min plan. Det er bare en lille bitte lille del af det hele, må jeg erkende. Tankerne er der bare hele tiden. De fylder så meget, at jeg glemmer helt at udfordre dem. Men fandme – jeg vil og jeg kan!!!