Januar

31/1-11

Det der fuckin liv. Nu er der mandag, og det er da vist ugens allerværste dag. Lorte fuckin dag. Jeg magter ikke at svare på de dejlige indlæg i gæstebogen, men I er i mine tanker, og jeg vil jer rigtig gerne. Jeg håber, I holder fast i jeres kampe, og jeg vender tilbage til jer, når min overskud er til at rumme andre end mig selv.

Nåmen, jeg skulle jo vejes i morges, og jeg havde meget overraskende tabt mig 1.6 kg. Det er så nedtur, og jeg forbander den lille anorektiske stemme i mig, der rent faktisk synes, det er fedt. Det er så ufedt, og jeg punker mig selv oveni hovedet. Jeg var så glad i går efter en god weekend med familien. Vi havde det så hyggeligt med både kæreste og sønnike. Jeg fik virkelig sat fokus på, hvorfor jeg gider at kæmpe denne irrationelle kamp. Hvorfor jeg dag efter dag overvinder følelser med logik. Jeg er træt af at spilde unødig tid. Jeg skulle jo for fanden ud i livet igen.Eller skal – for jeg vil stadigvæk. Jeg vil så gerne starte i skole igen, og jeg har fået aftalt med en studievejleder, hvordan mit studie forløb kan være. Jeg har valgt fag osv. Jeg vil for pokker så gerne... hvorfor afspejler det sig ikke på vægten?

Jeg har ellers været en ”god pige” hele ugen. Jeg har spist stort set alt – jeg har skåret lidt ned, men det har været begrænsede mængder. Vi snakker lidt sukker om morgenen, tun i stedet for æg... små ting... Og mere bevægelse end vanligt. Men når vanligt er at ligge vandret hele dagen, så er det altså ikke meget, der skal til af bevægelse, før det er mere end vanligt.
Hader, hader ambivalensen... hvordan kan noget så forkert føles så rigtigt? Hvor er kontrollen henne? Og hvad vil jeg med den? Jeg savner min verden udenfor, og alligevel kæmper jeg åbenbart imod verden med en masse kræfter, jeg ikke anede eksisterede.
Jeg får lyst til at straffe mig selv. Jeg gik en tur i dag, da jeg havde fået tappet blod. Det var pisse koldt, og jeg gik for hurtigt og for langt i alt for lidt tøj, men jeg ønskede at være ond mod mig selv. Jeg skal da ikke fejre, jeg har tabt mig i hvert fald. En kontaktperson var mere positiv, idet han mente, at det var fint, jeg oplevede et dyk på vægtskalaen herinde, hvor jeg har mulighed for at ændre det. Jeg ville bare så meget ønske, at jeg havde gjort noget vildt forkert, så jeg kan ændre det. Jeg er tilbage i fasesystemet forstået på den måde, jeg er regredieret til fase tre igen..... damn, damn. Var ellers blevet glad for og forvænt med friheden. Nu er der igen en masse restriktioner at følge.
Er ellers generelt tilfreds med behandlingen her i Risskov. Jeg ved godt, de ofte får skudt i skoene, at de snakker for meget om vægsøgning frem for mennesket. Jeg er langt hen ad vejen enig i, at selvfølgelig er det temmelig frustrerende at blive bedømt udfra ens vægt. Et skide tal som vi endda forsøger at give kun lille bitte indflydelse ellers i vores liv. Nu er det pludselig alfa og omega i forhold til hvordan vi har det og er. Time out trusler er heller ikke umiddelbare fordrende for noget tillidsfuldt samarbejde. Men når det så er sagt, så mener jeg faktisk, deres arbejde her giver mening. Normalt er jeg ikke til konsekvens pædagogik – jeg mener, man kommer meget længere ved at være anerkendende. MEN – jeg har sgu heller aldrig stiftet bekendtskab med en så led sygdom som anoreksi. Jeg tror ikke på, anerkendelse er den eneste mulige måde at arbejde på. Jeg tror rent faktisk, at den går ret godt i spænd med pisk/gulerod pædagogikken. Jeg føler, personalet er gode til at anerkende mig som Bettina. De ser mig som det menneske, jeg er – på godt og ondt. Samtidigt forsøger de at holde sygdommen i hævd ved at ramme den ind, som de så fint udtrykker det. Når de benytter sig af de rammer, er det selvfølgelig vanvittig vigtigt, de husker at være anerkendende også. Derfor jeg er så glad for, at der faktisk er flere personaler der i dag har været meget anerkendende overfor min kamp generelt – og overfor mig.

 

24/1-11

Så er der da godt nok lige dømt svære mandag! Jeg har jo været hjemme i weekenden. Det gik rigtig fint. Kæresten havde fødselsdag fredag og skulle fejres. Vi skulle have købt lækker bøf, som er hans livret. Desværre gik tingene ikke som forventet. Jeg havde jo købt en ny bærbar forleden. Det er svært for mig at spendere så mange penge på noget så luksuriøst  som en ny bærbar, når nu den gamle fungerer upåklageligt… så´n da J Nåmen torsdag aften nægtede den nye bærbare at anerkende, at den rent faktisk var i besiddelse af et batteri. Øv øv. Jeg prøvede alt, men den blev ved at benægte batteriet. Jeg ringede til kæresten og klagede min nød. Han forsøgte med alle gode hensigter at hjælpe mig, men han var ikke i stand til at komme med råd, jeg ikke selv havde afprøvet. Det resulterede i, jeg blev rigtig irritabel og lagde røret på næsten uden at sige faarvel. Jeg blev efterfølgende meget ked af det og begyndte at græde. Efter lidt tid kom jeg til mig selv og fik ringet til ham igen. Godt jeg har en tålmodig kæreste J

Nåmen, han skulle så hente mig fredag på hans fødselsdag, så vi kunne få byttet pc. Desværre var der mega kø pga. et uheld, så han var først sent i Århus. Vi kørte ud og byttede pc, men var jo ret sent hjemme. Det betød, at hans lækre bøf blev transformeret til 4 forårsruller J Om aftenen hyggede vi så med slik og film. Lørdag hyggede vi med sønnike. Søndag kom der gæster til frokost. Det hele forløb ganske fint.

I nat sov jeg som vanligt ikke. Det gør jeg sjældent natten før en vejning. Jeg var rigtig bange for vægten i morges. Troede, jeg havde undgået at øge tilstrækkeligt. Jeg var lidt trist ved tanken, da jeg jo var blevet temmelig glad for den nyvundne frihed. Stor var min overraskelse, da vægten viste, jeg havde øget med 1,7 kg!!! Jeg måtte ned af vægten og op igen for at tro på det. Det er sgu da for vildt!!! Jeg blev panisk angst og havde mest af alt lyst til at løbe væk fra mig selv. Jeg fik dog hanket op i mig selv og fik skrevet de sms´er, der er så svære at skrive, men som er med til, jeg kan overleve mandagene. Efter morgenmad afventede en sms fra kæresten, hvor han anerkendte min indsats. Jeg begyndte simpelthen at stortude. Jeg brød totalt sammen. Hvad sker der lige for mig? Jeg er normalt så kontrolleret, at det der med at tude lader jeg andre om J Jeg er jo gået ned i dosis på mine antidepressive fra i mandags. Jeg tænker, det har indflydelse på mine følelser. I går græd jeg over en B film, hvilket var normalt før i tiden med så absolut ikke indenfor de sidste par år. Jeg kunne næsten ikke stoppe tuderiet igen. Vi havde mestrings-gruppe, hvor jeg nærmest forskrækkede de andre med min gråd. Pyha. Det var en hård omgang. Efter gruppen magtede jeg ikke at være her, så jeg valgte at spadsere en god lang tur. Det er jo det smukkeste område, jeg er indlagt i. Jeg gik ned og købte et par bukser, som rent stilmæssigt er totalt modsat af, hvad jeg plejer at gå i. Ny vægt – nye tider – ny tøjstil…

Nu sidder jeg så her og er i helt okay humør. Livet er jo godt, og jeg er på rette vej. Jeg bliver bare så fanget af det ambivalente i denne sygdom. På den ene side står drømmen om ret dejlige liv med gode relationer, studie og ikke mindst frihed. På den anden side lokker sygdommen med dens løfter om det dejlige liv gennem total kontrol. Hvordan kan man ønske det sidste? Hvorfor er det så tillokkende at leve så et så fattigt liv? Kontrol er jo ikke løsningen på meningen med livet. Løsningen – eller meningen er jo kærlighed. Og lige nu gør jeg og min hang til kontrol en helt masse for at ødelægge alt det gode? Det giver ikke mening. Ej heller giver det mening, at jeg er så rationel og logisk tænkende, og alligevel lader jeg det løbe af med mig. Jeg er i så lidt kontakt med mine følelser… eller i de her dage mærker jeg dem vist en masse. Jeg bliver anerkendt for at vise mine følelser – der er virkelig ikke tvivl om, hvornår jeg er vred, og hvornår jeg er glad. Men jeg føler ikke, det er rigtige følelser, da de er så kontrollerede. Det eneste jeg ikke kunne kontrollere var gråden i morges. Jeg kunne heller ikke vælge at trække mig, som jeg nok ville have valgt, da jeg jo skulle i gruppe. Hmm… så måske giver det alligevel lidt mening at være indlagt…

19/1-11

Sikke en lang nat. Hvor er jeg træt af ikke at være i stand til at sove om natten. Hvor er det godt, jeg snart skal hjem på weekend, så jeg kan få sovet igennem. dejligt at jeg kan sove derhjemme, når nu det er så skod her.

Jeg er pisse træt af at være her. Jeg gider ikke rigtig mere. Jeg føler, jeg kæmper alene, og så kan jeg da lige så godt kæmpe derhjemme med dem, jeg holde af. Jeg finder kun lidt støtte i de andre patienter. Det er jo primært helt unge mennesker, der har noget andre problematikker end jeg. De vil gerne på bosteder og er først ved at finde deres vej i livet. Jeg kender min vej rigtig godt. De er angste for store maver og høj vægt… jeg aner ikke, hvad jeg er angst for. Føler mig vist mest bare alene. Personalet ser jeg heller ikke meget til. Jeg får lov til at trave ture, selvom jeg kun er i fase 3. Jeg øver at spise alene, men der er ingen, der bagefter spørger til hvordan det gik. I dag skal jeg på fase 3 tur, men der er ingen, der har hjulpet med at planlægge den eller spørger ind til den. Jeg skal iflg. mine diagnosepapirer have samtale 2 gange om ugen med kontaktpersoner for at bibeholde motivation. I sidste uge havde jeg en samtale… i denne uge har jeg indtil videre haft hele 0 samtaler.

Er sikkert pisse urimelig, men jeg føler sgu, kampen er blevet lidt ensom. Jeg giver ikke op eller noget. Men jeg er meget i tvivl om relevansen af fortsat at være her. Måske er jeg klar til daghospital? Måske er jeg klar til mere individuel terapi? Måske er jeg pisseensom, fordi jeg er den eneste, der har taget nok på? Måske er jeg ked af det på de andre patienters vegne, fordi de i går og i dag mærker konsekvenserne af at have ladet anoreksien vinde? Måske føler jeg mig ensom, fordi jeg skal være mere og mere alene? Men jeg skal jo netop lære at klare tingene selv. Jeg er jo kun mig selv, når jeg kommer ud herfra… altså med støtte fra kæresten.

Nå, det var vist nok klagesang fra mig. Jeg glæder mig jo til en dejlig dag, hvor jeg skal købe bærbar sammen med kæresten, og vi skal hygge rundt i Århus og spise på sunset. Jeg håber, jeg formår at vælge rigtigt. Må hellere tjekke deres menu kort, så jeg på forhånd kan vælge korrekt. I´ll be back J

18/1-11

Jamen dog da... er tilbage :-) Det giver mig altså forøget lyst at skrive, når jeg ved, der er nogle ude i verden, der gider at læse, hvad jeg skriver.

Jeg er i noget bedre humør i dag – heldigvis. Kan meget bedre rumme alle andre. Har sgu endda lidt dårlig samvittighed over, jeg skrev sådan nogle hårde ting i går. Jeg ved jo godt, pigerne herinde er syge. Det er jo ikke med vilje, de er svage – eller selvmelidende. Det er jo fordi, de har det dårligt. Der er jo ikke nogle, der ønsker at have det skidt. Jeg ved det godt. Nogle gange er det jo mig, der er urimelig og usikker og selvmelidende og navlæepillende osv. Heldigvis sagde jeg ikke noget til dem i går. Jeg kender mig selv så godt, at jeg ved, at jeg skal holde mig for mig selv, så jeg ikke kommer til at sige noget, jeg vil fortryde.

I går var jeg altså asocial. Det blev respekteret, hvilket jo også vidner om, det er fornuftige mennesker, jeg er i blandt.

I morges kom jeg op at skændes med den studerende. Det er typisk mig. Jeg har så svært ved at rumme personale/kollegaer, der ikke er så kompetente, som jeg synes, de skal være. Det var en tåbelig diskussion. Men jeg trak mig ikke. Jeg tror, det er noget, jeg på sigt skal arbejde med, fordi jeg jo møder det ofte, når jeg er ude og arbejde. På min sidste arbejdsplads var jeg ansvarlig for indkøring af nyt personale, og det var sgu ikke videre smart, fordi jeg havde så svært ved at rumme dem. Specialt hvis de manglede situationsfornemmelse... pyha!!! Nå, er ellersi fiont humør.

Jeg har været på konference i dag, så jeg har behandlingssamtale her i formiddag. Heldigvis går tingene jo godt, hvilket betyder, min frihed er knap så indskrænket, som den kunne være. Jeg regner med, at jeg i morgen skal mødes med kæresten inde i Århus til shopping og frokost på Sunset. Jeg tager det sikre :-)

Dagen har stået på rengøring. Mit værelse var oversvømmet af fnullermænd, da jeg ikke har gjort rent et par uger for at spare på kræfterne og energien, som jeg godt nok hellere vil bruge på andre ting end gabende ligegyldig rengøring. Det er sjovt at tænke tilbage til starten her. Der var rengøringen jo nærmest ugens højdepunkt :-)

Jeg vil lege lidt rundt på nettet..... skriver senere eller i morgen eller noget :-)

17/1-11

Hold nu op hvor jeg synes, det er svært at være indlagt i dag. Det er selvfølgelig altid svært, kan man plædere for, men mandage er sjældent de store vinderdage, om end denne måske ikke burde være den værste. Ævle bævle.

Det er jo store veje dag, og det påvirker selvfølgelig mit humør helt vildt. Jeg havde forventet at have taget meget på. Jeg føler, min mave er enorm…. Mine håndled ser mange størrelser større ud osv. Jeg har ikke rigtig sovet i nat, fordi jeg har bekymret mig så meget. Vægten viste da også en vægtøgning – jeg havde øget med 1,3 kg. Det er jo ganske fint og fornuftigt (det er fandme skide flot – og det rigtige!!!) …. Meeeen! Jeg var så den eneste, der havde taget ordentlig på. De andre havde ikke øget nok og nogle havde tabt sig. Det er fandme svært at være den eneste, der har øget rigtigt. Specielt når de andre var i vildt godt morgenhumør. Det gør det altså mega svært at være her.

Vi skal jo for fanden tage på. Hvordan helvede kan man så tillade sig at være i godt humør, når man har fejlet. Æv. Ved jo godt det er den skide sygdom, men for fanden hvor er det svært. Jeg føler, jeg er i en børnehave med en masse piger, der endnu ikke har fundet deres stemmer. De snakker sgu alle sammen så lavt og er så navlepillende og selvmedlidende. Det er alt sammen alle andres skyld. ”Personalet overser mig” ”Personalet giver mig lov” osv. Hvor er ansvaret for en selv???

Der blev jeg så afbrudt for flere timer siden. Det var kontaktpersonen, der kom for at snakke med mig – og anerkende mit arbejde. Det var dejligt! Han forstod og rummede mine frustrationer over de andre. Han fik mig anerkendt på en rigtig god måde. Vi blev hurtigt enige om, at jeg havde fortjent at forkæle mig selv, så vi aftalte, at jeg kunne gå en tur efter frokost. Dejligt J

Turen gik op i Veri centret, hvor jeg fik købt lidt tyggegummi og et par hyacinter. Jeg elsker duften af dem. De minder mig så meget om forår. Mit forår i år bliver så dejligt. Jeg skal jo ud herfra 15/4. Ud til livet igen. Jeg har også haft kontaktet min skole i dag med henblik på at starte. Jeg har meldt mig på et valgfag, og så må vi se. Min kontaktperson var ikke lukket overfor ideen om at være studerende, mens jeg stadigvæk er i behandling. Når jeg er færdig med at være indlagt, skal jeg jo i daghospital, og så giver det jo god mening at starte på skole også.

For den da hvor jeg dog vil tage på… og for den da hvor er det stadigvæk svært. Jeg bliver så præget af de andre hernede. Det er sgu hårdt at være en af de ældste. Mine problemer er bare så anderledes end en teenagers. Jeg kunne godt forestille mig, det kunne være feddt og givende at mødes med ligesindede – altså jævnaldrende. Så Stine og musen…. Måske en dag vi tør mødes? Nej, jeg ved godt, jeg er hurtigt ude. Jeg bliver bare så glad, når jeg oplever, der er andre som jeg ude i verden. Altså ikke glad på jeres vegne. Jeg ville selvfølgelig ønske, I var raske.. men når nu jeg ved, I findes, så giver det mig større tro på fremtiden og på at kæmpe. Nogle gange føler jeg mig enormt ensom, fordi jeg jo er så pisse fornuftig. Jeg kan sige alt det rigtige og bruge de korrekte ord om følelser og strategier. Men indeni skriger jeg, fordi det er bare så forbandet anderledes, når det kommer til handling. Så er jeg ikke længere så fornuftig. Det er jo ikke fornuftigt at skære skorpen af brødet af angst for at få for meget. Det er dumt at hælde mindre sukker på osv osv. Jeg ved det jo for pokker godt! Tænk at noget så banalt og ”nemt” som at spise kan være så svært. Det giver jo ikke mening. Tænk hvis jeg bare kunne løse gåden om, hvad pokker i mig der gør, jeg har så svært ved at passe på mig selv. Jeg er i teorien ikke bange for at blive tyk. Herregud – been there and survived. Havde det endda meget bedre, da jeg blot var lettere overvægtig. Var lykkelig da jeg passede en str. 42. Nu svømmer jeg i den størrelse… og er ikke lykkelig. Øv… Men jeg kæmper. Og jeg er på rette vej. Det er jeg!

Stine og musen… please skriv mere om jer selv J Hvis I er bange for at miste anonymiteten, så kan vi måske snakke på et mindre forum?

14/11-11

Jeg nåede da vist aldrig at vende tilbage i går, selvom det var planen.
Dagen endte ikke med at blive helt, som jeg havde forventet, og jeg har det jo bedst, når tingene bare flasker sig. Men det gik da. Vi var jo på teknisk skole for at spise frokost igen. Vi kom alt for sent afsted, så der var lidt kaos i starten. Jeg vidste, jeg ville vælge en sandwich. Da jeg så stod der, var dr kun lyst brød tilbage. Jeg valgte derfor hjemmebagt burgerbolle med laksebøf i. der var kun laksebøffen og en smule dressing. Tilgengæld var der meget brød. Ydermere var der juice og mælk i ¼ ltr kartoner, så det betød jo, jeg fik 100 gram mere væske, end jeg skulle. I det store puslespil betyder det intet. Det ved jeg godt, men alligevel var jeg viiiildt usikker på, om jeg havde fået for meget. Det beroligede mig derfor, da de andre sagde, jeg nok havde fået for lidt om noget pga kun en pålægsgruppe og meget lidt dressing.
Hvorfor fanden er jeg så bange for at få for meget??? fatter ikke, hvad det lige handler om. Kg skal jo på, og det går alt andet lige hurtigere, hvis jeg får en smule for meget. Og det er jo netop kun smuler, det handler om. Jeg ved jo godt, at 100 kcal. Ikke gør stor forskel i det store billede. For fanden hvor jeg dog hader denne fuckin ambivalente sygdom!!!
Nåmen, da vi havde været derude, skulle vi på ud af huset tur i bruuns galleri. Altså shopping :-) Vi delte os op, da vi ankom til centret. Jeg valgte at gå med mig selv, da jeg trængte til at være alene. Jeg fik det vildt dårlige derinde. Svedeture. Angst. Rigtig ubehageligt. Jeg fik ikke købt noget – udover en snyde pepsi max :-) Lidt rebelsk er man jo.... Kl. 15 skulle vi mødes og tage bussen sammen hjem. Jeg var den eneste ved bussen, så da den kom, måtte jeg tage den. Tankerne kredsede selvfølgelig omkring de andre patienter. Var de alle sammen forsinkede, eller var de taget hjem. Jeg blev mere og mere indestængt vred. Da jeg så kom tilbage hertil, viste det sig, de var taget hjem i grupper. Hver gruppe troede, jeg var med den anden. Fuck, jeg blev sur, og jeg nød det :-) Nogle gange er det altså vildt fedt at få lov til bare at være pigefornærmet.... det nød jeg så et par timer :-) Vi evaluerede selvfølgelig, og jeg fik sagt, jeg ville have lov til at være sur og fornærmet... og utilnærmelig. Jeg endte med at falde i søvn og var god igen, da jeg vågnede. I teorien er jeg ligeglad med misforståelsen. Jeg havde vist bare brug for at være sur på dem alle sammen :-)
Nå, jeg skal tale med lægen og at droppe ud af mine lykkepiller, så jeg må hellere være tilstede.
Stine – har læst i min gæstebog fra dig. Hvor jeg glæder mig til at høre mere om dig, dit liv og behandling. Tænk, der findes en ude i verden – tæt på? - der har det som jeg.... og samme alder … det bliver et spændende bekendtskab. Måske har jeg set dig herude. Jeg har jo vinduer mod p-pladsen ved ambulatoriet.... spændende, spændende :-)
13/1-11
Bum bum. Er  tidligt oppe… igen! Kan simpelthen ikke sove om morgenen længere. I går var den 5.13, da jeg opgav at sove mere. I dag blev jeg dog liggende helt til kl. 6.30. Måtte snige mig i bad. Vi må først bade kl. 7. Men jeg er en god sniger J Er blevet opdaget et par gange – men kun irettesat en enkelt gang J Det er rart at have morgenerne i ro og fred. Nyder at være alene. Om 10 min. Skal jeg hjælpe med at lave morgenmad. Det gør jeg stort set hver morgen. Så får jeg lige overblikket fra morgenstunden J
Forleden oplevede jeg at blive sendt på værelset for at spise. Pålægget faldt ikke lige i min smag. Vi skal jo vælge pålæg fra forskellige kategorier. Jeg endte med at skulle vælge mellem leverpostej og frikadeller. Jeg afskyr begge dele lige meget. Det er ikke anorektisk. Jeg har altid hadet de to slags mad. Ville aldrig vælge at spise dem ude i den virkelige verden. Aldrig! Her skulle jeg vælge. Jeg nægtede. De prøver at lære mig at spise normalt og have normale mønstre i forhold til mad – og alligevel forsøger de at få mig til noget, der bare er for mærkeligt. Forestil jer lige, at jeg skulle sidde og skylle leverpostej ned med mælk J Fy for pøj da. Jeg spiser normalt ting, jeg ikke kan lide – sås0m løg. Det overlever jeg. Men leverpostej og frikadeller på rugbrød – der sætter jeg altså grænsen!!! Så på værelset med mig J Jeg er stadigvæk glad for min beslutning og vil gøre det samme igen. Det må være vigtigt at holde fast i mig selv og min egen normalitet!
Nu er mad jo ikke alt… J I går var vi ovre i voksen psyks hal og spille badminton. Det var vildt sjovt, og jeg kunne godt forestille mig at gøre det i fremtiden ude i livet. I dag skal vi ud på teknisk og spise frokost. Jeg skal spise og drikke det hele!!! Det er min udfordring. Bagefter skal vi shoppei Bruuns J Udfordring: bruge en masse penge J J
Jeg var også inde og shoppe i går på min fase 3 tur. Det blev lidt skørt, fordi jeg var inde i alle forretninger… Men så har jeg da lært af det. Skriver senere…. Morgenmad.  

 11/1-11

Så tror jeg da nok lige, det er ved at være på tide, at jeg opdaterer. Det er jo min drøm at opdatere dagligt. Det er godt at drømme stort J
Nej, jeg vil faktisk gerne. Det kunne være fedt at være i stand til at kigge tilbage på dette forløb og forhåbentlig tydeligt kunne se fremgang. For fremgang er der faktisk. Jeg var jo hjemme i weekenden, og det gik simpelthen så fint. Fredag mødtes jeg med kæresten i Århus, hvor jeg fik en ordentlig udfordring ved at indtage frokosten på Sunset. Det var min første gang med pomfritter og sandwich. Jeg havde bestemt, at jeg ville spise det hele, men jeg har jo også erfaring med, at gode tanker er en ting og handling en helt anden. Men guess what. Det gik helt fint. Jeg fik stort set det hele. Der var mange tanker om at skære fra. Specielt da jeg tabte et stykke bacon på bakken. Pyha det var fristende at lade det ligge. Men – jeg valgte rigtigt. Jeg spiste det!
Det er altså stadigvæk ekstremt hårdt. Hver gang jeg spiser, skal jeg ville det. Det kører slet ikke på rutinen, som sådan noget banalt noget som at spise ellers gør. Jeg skal virkelig tage fat i mig selv hver gang og huske mig selv på, hvorfor det er, jeg gør det. Jeg vil det her!
I dag har jeg midtvejskonference. Jeg har altså været her ½ delen af tiden. Jeg kommer ud 15/4. Der er stadigvæk lang tid til, men friheden bliver jo større og større.  I går var jeg eksempelvis ude alene og gå en tur på ½ time. Det var så fedt! Psyk. Ligger jo lige op af havet, så det var oplagt at gå derned og nyde havet, den blå himmel og den smukke sol. Det var sgu fedt J I sidste uge var jeg med på teknisk skole og spise frokost. Vi var også til yoga. Det var sjovt. Det er jo en noget anden måde at bruge kroppen på og knap så manisk og usund som eksempelvis spinning.
Nå, jeg kom fra den der konference J Jeg regner med, vi skal tale om, at jeg så småt skal vende tilbage til livet igen. Jeg vil i skole igen! Fuck, jeg glæder mig. Da jeg var hjemme i weekenden, blev jeg virkelig bekræftet i, at jeg har så meget at kæmpe for. Jeg har så godt et liv derude. Ikke kun pga det indlysende – kæreste og andre relationer. Men mere pga det abstrakte – nemlig kærligheden! Jeg tror så meget på kærligheden, og der er så meget derude, der afvente mig J Det er da en luksuøs tanke J
Nå, det kan være, jeg skulle hoppe i bad. Jeg er jo tidligt oppe. De kom kl. 6.13 for at tage mit blodtryk, og så er det fysisk umuligt for mig at sove igen. Så nu vil jeg i bad, og derefter skal jeg hjælpe med at forberede morgenmad. Håber, I har det godt derude. Mine tanker går til Olivia og Julie – glæder mig til at høre fra jer og høre, hvordan det skrider fremad for jer. Hvordan er livet derude?

3/1-11

Så er jeg startet på det nye år, og tju hej hvor det går! Jeg har besluttet mig for, at i år 2011 skal jeg spise mere, dyrke mindre motion og have det rigtig godt. Har dog besluttet mig for, når folk spørger om mine nytårsfortsæt, at jeg vil svare, jeg vil gerne tabe mig 10 kg :-) Gad egentlig vide, om min galgenhumor altid er lige sund.... Tænker udmiddelbart, den er sund nok, medmindre den bliver alt for meget forsvarsmekanisme. Altså - for lidt og for meget.... that´s the story of my life! Men altså - nytår!
Jeg havde jo tabt mig sidst, og selvom min sygdom jublede, var der alligevel noget i mig, der ville noget andet. Min motivation var derfor i top, da jeg tog hjem på "ferie" i 3 døgn. Det er helt med vilje, jeg bruger ordet ferie i situationstegn, for det er sgu hårdt arbejde 24/7 at være hjemme. Det var superdejligt, men jeg var godt nok på arbejde. Tankerne kører jo hele tiden. Skal spise/skal ikke spise. Skal spise det eller det. Skal skære fra. Skal shoppe. Skal hvile... skal.... skal. Pyha, som de kværnede rundt i hovedet på mig. Heldigvis har jeg det godt hjemme, og det var med til at opretholde motivationen. For jeg skal sgu jo være rask. Fandme!!!
Vi havde en skøn nytårsaften kæresten og jeg. Kransekage og 90 års fødselsdag - jo, jo det kørte :-) Det var så fint. Vi havde jo aftalt bare at være os to og så bare hygge. Vi havde købt dyre bøffer, så der var lidt lavet ud af maden. Og jeg spiste!!!
I dag er jeg blevet vejet. Havde øget med 1.4 kg. Det er vildt skræmmende. MEN - det er godt! Det ER godt, fordi det er vejen frem til det liv, jeg gerne vil have. Jeg vil jo ikke det her skøre, navlebeskuende liv. Fandme nej. Jeg vil ud og være i mine relationer igen. Jeg vil ud og være bibliotekar. Jeg vil ud og leve mit liv!!! Så fuck da om jeg vejer mere end nu. Det er jo fuldstændigt irrelevant i det store billede. Det er bedre at have en bule ud mave end at miste sine vigtige relationer!
Jeps - hun er topmotiveret stadigvæk. Må jo flere ting, fordi jeg har øget. Var med i Veri centret i dag og handle lidt ind. Det var så skønt at mærke friheden. Mere vil have mere.
Jeg så Erik Clausens nyeste film forleden. Og manden siger det jo helt banalt, at livet handler om frihed og kærlighed! Jeps!
Kære Julie,
hvor er jeg ked af, din jul ikke gik som forventet. Du fortjener alt godt! Og det ved jeg! Og grunden til jeg ved det er, at du er menneske, og mennesker fortjener mad og gaver! Angående nytårsaften - hvem søren har lavet regler om, at man skal være ude og feste? Det er vist kun i dit hovede, søde. Hvis du tror, det er sådan, kan jeg da godt forstå, du dunker dig i hovedet. Men - det er ikke sådan. Ikke alle unge mennesker er til den helt store fest. Nogle tør ikke. Nogle vil ikke. Nogle kan ikke... osv. Det synes jeg bare lige, du skulle vide :-)
Jeg sad jo også hjemme og havde sagt nej til andre ting. Tror bare, det er vigtigt at acceptere, at sådan er det lige nu, og måske bliver det anderledes end dag. Der er så mange forventninger til højtiderne, og det er de færreste, der bliver indfriet, så alle render rundt og er lidt nede. Lad os da gøre oprør mod det der "det gør alle andre jo" noget. Fandme nej! Vi gør som, vi vil/kan/må/skal - ikke som vi tror, andre gør.
Når så det er sagt... hvordan forløb nytåret så?
Angående min vægt. Den er ikke hemmelig, men jeg studser også over, hvorfor du vil kende den. Kender jo desværre alt til sammenligninger osv. Fakta er, at jeg har taget omkring 7,5 kg på, siden jeg blev indlagt for vel 10 uger siden... tror jeg :-) Har utroligt nok ikke regnet så meget på det. Det er for svært. I morges da jeg blev vejet, havde jeg glemt tallet bagefter :-)

Kære Olivia,
Jeg savner altså din blog. Synes, det var dejligt at følge med i dit liv også... det minder jo meget om mit :-) Intet du skriver er demotiverende. Tværtimod. Vi kæmper jo på hver vores måde. Selvom tingene er forskellige for os, har vi jo kampen til fælles... og skulle du vælge at give op i noget tid, ændrer det ikke mit ønske om kamp og at kæmpe. Jeg bliver motiveret af andres motivation, men jeg bliver heldigvis ikke demotiveret af andres demotivation. Så du skal skrive lige det, du vil, uden at være nbange for hvordan det påvirker mig.... og skulle det ske, at noget du har skrevet påvirker mig negativt, så vil jeg garantere dig for, at jeg nok skal sige det... på en pæn men tydelig måde :-)'
Hvor dejligt du havde en god nytårsaften i dit eget selskab! Fejrede du eller var det en almindelig aften? Jeg har en internetveninde, som valgte at være alene også, men hun serverede tre retters menu til sig selv flot dækket op. Det er cool!
Tage dig sammen! Det kan du ikke! Det er sygdom, der er på spil. Der er ikke tale om en slatten ryggrad. Det er sgu alvorligt, og det kan man altså ikke bare tage sig sammen til! Hvad er planen ifht behandling? Du holdte pause, men du skal i gang igen? Jeg synes, dit helbred er vigtigere end uddannelse (mind mig lige om det, når jeg skal starte på semesteret i februar :-)) Hvis ikke du har helbreddet med dig, er det jo ligegyldigt med en uddannelse, du alligevel ikke kan bruge.

Så - til os alle tre: SPIS! Mad er medicin! Vi skal have mad! Og ja, vi fortjener det!!!