Jeg har lynende travlt, men jeg ta´r den med ro!

Sikke en travl uge. Jeg synes, jeg går fra at lave nul og niks til at lave en hel masse. Bare det at skulle noget hver dag, det er faktisk hårdt! I går måtte jeg lægge mig med ondt i hovedet efter skole. Det var et mareridt at tage med offentlig transport og have det skidt. Men udover travlhed så har jeg det godt!

Jeg vat i styringsgruppernes i onsdags. Det var ret fint! Jeg er kommet rigtig langt i min behandling. Der er mange ting, der er blevet meget lettere. Bare det der med at gå ud og spise – det er faktisk okay! I morgen skal vi til koncert og overnatte på hotel bagefter. Det er altså rigtig mange måltider udenfor hjemmets trygge rammer. Selvom det selvfølgelig er lidt svært, så er det ikke i nærheden af at være så angstprovokerende som det har været. Jeg fortalte om det i gruppen, fordi jeg synes faktisk, jeg er ved at være en succes historie, og det vil jeg gerne dele.

Det er sjovt en forskel der er at spore fra sidst, jeg var i gruppe. Der var jeg slet ikke klar til at være et forbillede, som de andre der havde gået der længe. Jeg ville være den dårligste stadigvæk. Fik det så dårligt hvis en behandler sagde: ”Bettina du kan jo fortælle, om det ikke bliver nemmere med tiden.” Det magtede jeg bare ikke. Ville ikke være god! Måske anoreksien der bestemte det. Nu må jeg godt være god. Det er okay at komme med håb til andre. Samtidig er det også okay at erkende, at der stadigvæk er ting, der er svære.

Det er svært at blive ved med at fastholde motivationen måltid efter måltid. Andre mennesker springer jo over i ny og næ, hvis de er mætte. Den luksus kan jeg ikke tillade mig… endnu J

Frokost på Graceland

I går kom mine forældre på besøg.  Vi skulle på shopping inden frokost. Ren hygge. Vi fik besøgt en masse forretninger. Så var det tid at finde et sted at spise. Desværre var det af en eller anden grund temmelig besværligt i Randers midtby en lørdag eftermiddag i kulde. ”Vi serverer ikke mellem 14 og 17”. ”I kan godt spise her – men så er det udenfor”. 

Det endte derfor med, vi aftalte at tage ud på Graceland og spise. Min mor havde tidligere luftet ideen for Viktor. Hun mente dog ikke, jeg ville spise derude. Stor var hendes glæde, da jeg senere sagde, jeg havde LYST til burger. At lysten primært fremkom af det faktum, jeg havde sprunget formiddagsmad over og derfor havde brug for ekstra, behøver jeg vel ikke at nævne :-)

 Ud på Graceland med os. Der er en Diner, der serverer amerikansk mad, og det har fået ret fine anmeldelser. Klokken var efterhånden over 15.30, så jeg var faktisk blevet sulten! (Ja – vildt!) Jeg bestilte en almindelig burger med coleslaw og fritter. Den kom. Den var stor. Bøffen var stor. Brødet var hvidt. Pomfritterne mange. Damn! Men ved I hvad? Jeg spiste hele burgeren og lidt pomfritter, og det er den bedste burger, jeg nogensinde har fået. Den smagte virkelig godt! Jeg formåede endda at sige det, mens vi spiste. Jeg nød den! 

Jeg var mæt efter burgeren. Viktor og stedfar ville have dessert. Min mor ville have kaffe. Jeg ville først ikke have noget. Men efter lidt tænketid besluttede jeg at få en bananmilkshake. Jeg vidste, jeg ikke ville være hjemme til eftermiddagsmad, så det var en god beslutning. Og jeg kan rigtig godt lidt milkshakes. Og den smagte virkelig godt! Sådan! Ingen dårlig samvittighed. Kun glæde over en god dag i godt selskab.

Da vi kom hjem, kunne ingen af os spise aftensmad. Det er jo helt normalt... men jeg ved jo godt, det ikke var perfekt i forhold til vægtøgning. 

Havde jeg nu ikke skulle vægtøge, havde det været perfekt. Men – det er okay, synes jeg, fordi jeg også er ved at være et sted i min helbredelse, at alt det andet også betyder en del. Fokus skal væk fra maden, og jeg er på vej. Skal bare lige tage de sidste par kilo på, så er jeg fri! 

Min mor og jeg på Graceland

Forkølet!

For første gang i mange år er jeg blevet forkølet. Det er altså helt mærkeligt. Mens var tabte mig og var undervægtig, var jeg aldrig syg. Jeg havde heller ikke høfeber mere. Min krop var totalt lukket af for alskens sygdomme. Nu er jeg så blevet forkølet. Det er jo sundhedstegn. Så selvom det er mega irriterende og besværligt at være småsyg, så er det tegn på, jeg er på rette vej! Kroppen er da forunderlig. Tænk den er så klog, at den holder igen med at bekæmpe infektioner og lignende. Måske er det det samme der har gjort, jeg ikke har fået menses endnu. Kan være det er det næste, der kommer. Det er okay! Jeg er jo en kvinde.

Jeg har lidt svært ved min krop i disse dage. Føler jeg er kæmpe stor. I dag i stramme cowboybukser og kort trøje. Opdagede jeg har former. Altså lår og røv! Skal jeg vende mig til. jeg har lange ben og går i høje støvler… så ser det/jeg faktisk okay ud! Pyha – vist første gang ever, jeg har  turde sige det.

Jeg var i Risskov i går. Havde taget 800 gram på. Nu har jeg så 3 uger til at øge med de sidste 2 kg. Det kan/skal jeg! Min psykolog ordinerende mig en ugentlig drink med kæresten J Det er da god stil! Så en af dagene skal vi nyde en eller anden drink!

Jeg vil det her! Det er smadderhårdt og angstprovokerende, men jeg vil det! I går i Århus skulle jeg have formiddagsmad. Normalt skipper jeg det, når jeg er på farten, så behøver jeg det jo ikke…. I går købte jeg et mega stort gulerodsbrud i Salling, og jeg spiste det hele! Jeg var ved at smide det ud flere gange og var også tæt ved skraldespande, men jeg spiste det – og jeg kompenserede ikke! Hvis jeg skal lykkes med at øge 2 kg på kun 3 uger, er jeg nødt til at give det en skalle. Det er nu, jeg skal kæmpe, men kampen er gavnlig for resten af mit liv!

skal da bevæge mig!

Jeg synes, det er lidt hårdt i dag, at jeg intet skal lave. Jeg skal ikke ud i haven, fordi det regner rigtig meget. Jeg skal ikke gå en lang tur, fordi det regner. Jeg har ingen energi, så jeg kan ikke give mig i kast med de store rengørings sysler. Jeg har lige gjort badeværelse rent; det var ikke nogen fornøjelse. Er træt og ustruktureret. Kan heller ikke koncentrere mig om at påbegynde noget skolerelateret arbejde. Det er heller ikke nok. Jeg vil bevæge mig. Får dårlig samvittighed over at sidde stille og øge i vægt. Vil allerhelst løbe rundt og lave en masse motion. For jeg vil tage vægt på i muskler – ikke i fedt. Vil være stram og fin. Ikke slasket. Jeg er 38 år, hvilket besværliggør den del med at være stram og fin. Ydermere er min krop præget af, jeg har været tyk i mange år, så min hud er ikke videre stram og spændstig. Den er slasket. Jeg hader slasket. Viktor siger, jeg er blevet pænere. Huden er mere fyldt ud. Han ser den som værende mindre slasket, tror jeg. Jeg kan bare huske, da jeg var skind og ben, der var ikke meget, der slaskede.

Prøver at finde ud af, hvad det her egentlig handler om. Der er nok i virkeligheden andet på spil. Stress måske. Måske nervøsitet over en fremtid, hvor jobbet ikke er sikkert. Fik afslag på ansøgning i øvrigt. Er kommet mig over det, selvom det var hårdt. Tog til Kreta og fortrængte det :-) 

Den kloge Krokudulle har introduceret et begreb for mig: pseudomentalisering. Har ikke stiftet bekendtskab med begrebet, så jeg vil læse lidt om det, før jeg giver mig i kast med det store foredrag. Men ganske kort fortalt er det noget med, at man på en klar og præcis måde kan snakke om sine problematikker. Men – det føles ikke. Altså man kunne vel lige så godt tale om en andens problemer. Der sker altså ingen handling. Det er jo mig! Jeg snakker og ved alt. Imponerer behandlere med min indsigt og mine løsningsforslag, men jeg ændrer intet. Det er selvfølgelig groft forenklet, men det er en interessant vinkel, som jeg vil undersøge. … Og det gør jeg nu. Mens jeg sidder på min slaskede flade røv! For det er okay at motionere hjernen i stedet for kroppen på en rengfuld søndag!

Minus 700 gram

Så er det ved at være tiden at skrive lidt igen. Jeg er rigtig dårlig til at få skrevet. Jeg vil rigtig gerne, men jeg er faktisk lidt stresset i tiden. Det er hårdt at starte på skole igen. Ikke fordi jeg er der særlig meget – eller laver særlig meget, men virkeligheden trænger sig på. Jeg drømmer om en uge mere et varmt sted. Men det er jo nok ikke løsningen på sigt, selvom det virker fristende bare at flygte.

Var i Risskov i onsdags. Skulle jo have øget med et kilo. Havde så i stedet for tabt mig 700 gram. Nok ikke så overraskende. Fik jo ikke helt nok mad på Kreta. Tror sgu egentlig, at spiseforstyrrede er det eneste folkefærd, der IKKE tager på, når de er på ferie J Der var ikke meget tid til at tale om det. I det hele taget er der ikke meget tid i gruppen. Behandlere siger, man skal tage sig tiden, fordi MAN jo er lige så vigtig som de andre. Jeg er enig.. og dog. Jeg ved jo godt hvad jeg skal. Og jeg ved også, hvor det gik galt. Men det er jo kun et par gange om året, man skal på ferie, så der er jo egentlig ikke behov for at tale så meget om det. Altså – nu skal det ikke lyde som om, jeg er totalt utilfreds med gruppe behandlingen. Det er jeg faktisk ikke. Men jeg synes, de har puttet rigtig mange ting ind i de par timer, vi har sammen. Det er lidt overkill… efter min ydmyge mening. Ja ydmyg! Når jeg læser mine gamle journaler igennem fra CFS er det et overskyggende element, at jeg virker devaluerende overfor behandlingen. Og ja – det var/er jeg sgu nok. Men jeg vil have det bedste! Måske bruger jeg for meget energi til at spekulere og brokke mig. Men det skal jo for pokker give mening. Jeg vil ikke spilde min tid.

Hov… sikke en masse ævl. Jeg ville egentlig bare påpege, at jeg denne gang IKKE brokker mig over behandlingen, fordi jeg magter sgu ikke at få at vide, jeg devaluerer behandlingen. Det er okay. Behandlingen er okay, og jeg kan godt klare det.

Jeg er godt inde i kostplanen igen. Jeg følger den, og jeg skal nok tage det sidste på. Motivationen er i top. Jeg vil noget andet! 

Fra 28 grader til regn...

Jeg fatter ikke, at jeg i går morges spiste morgenmad i 28 graders varme på Kreta, og i dag sidder jeg og bæverfryser på skolen i pisseregnvejr! Ja, ja… man kan ikke være lige heldig hver dag J

Jeg havde en suveræn god ferie på Kreta. Det var så godt! Hotellet var fint med lækre pools, hvor Viktor og jeg muntrede os. Vi lejede bil i tre dage. En fed cabriolet. Jeg er jo ret angst for at køre. På Kreta kører de som sindssyge, og vejene er i dårlig stand, og der er masser af bjerge. Altså ret farligt og meget voldsomt for min angst. Jeg besluttede dog, at angsten ikke skulle bestemme! Viktor er en god chauffør, så jeg kunne godt føle mig rolig. Den første dag skulle vi køre langt, og jeg var faktisk ret bange. Vi holdte ind på en strandcafe og købte en jordbærdrink til mig. Alkohol dæmpede mine nerver tilstrækkeligt, og det var mere okay at køre bil J Alkohol er godt. Normalt drikker jeg kun for at blive fuld. Har ingen stopklods. Men på Kreta formåede jeg at nyde en drink flere aftener og nyde at blive lidt bimmelim af den.  

Så – det gik okay med at køre bil. Anderledes gik det i store byer med mange mennesker. Jeg magter det simpelthen ikke. Det er vist bare mit livsvilkår. Og det er sgu egentlig også i orden. Man kan jo have masser af gode oplevelser udenfor storbyerne.

Og maden… Ja, jeg skulle jo følge planen, men det er altså umuligt i den varme! Jeg spiste 3 måltider om dagen. Prøvede at fylde ekstra på om morgenen, hvor temperaturen var okay. Frokost var som regel salat. Til aftensmad serverer grækerne både gratis forret og dessert. Bare et stykke brød, noget snaps og et lille stykke kage eller vandmelon til dessert. Så – jeg spiste ikke vildt lidt…. Men heller ikke meget. Drak jo så lidt alkohol og fik lidt kalorier af den vej J Jeg ville så gerne bevise, at jeg godt kunne tage på ferie i en uge og stadigvæk tage på. Måske er det ikke lykkes. Det er svært at vide, hvad der er godt, og hvad der er knap så godt. For mit humør, velvære og forhold til Viktor var det klart godt at tage af sted. For behandling af spiseforstyrrelse måske knap så godt.

Hej fra Kreta

Jeg er her alts[ endnu :-) Hurtig hilsen fra Kreta, hvor jeg og Viktor nyder den skonne sol. Har varet her i 5 dage. Skal hjem sondag. Har en skon ferie/ Nyder solen, livet og naturen. Hej igen