Jeg har lynende travlt, men jeg ta´r den med ro!

Sikke en travl uge. Jeg synes, jeg går fra at lave nul og niks til at lave en hel masse. Bare det at skulle noget hver dag, det er faktisk hårdt! I går måtte jeg lægge mig med ondt i hovedet efter skole. Det var et mareridt at tage med offentlig transport og have det skidt. Men udover travlhed så har jeg det godt!

Jeg vat i styringsgruppernes i onsdags. Det var ret fint! Jeg er kommet rigtig langt i min behandling. Der er mange ting, der er blevet meget lettere. Bare det der med at gå ud og spise – det er faktisk okay! I morgen skal vi til koncert og overnatte på hotel bagefter. Det er altså rigtig mange måltider udenfor hjemmets trygge rammer. Selvom det selvfølgelig er lidt svært, så er det ikke i nærheden af at være så angstprovokerende som det har været. Jeg fortalte om det i gruppen, fordi jeg synes faktisk, jeg er ved at være en succes historie, og det vil jeg gerne dele.

Det er sjovt en forskel der er at spore fra sidst, jeg var i gruppe. Der var jeg slet ikke klar til at være et forbillede, som de andre der havde gået der længe. Jeg ville være den dårligste stadigvæk. Fik det så dårligt hvis en behandler sagde: ”Bettina du kan jo fortælle, om det ikke bliver nemmere med tiden.” Det magtede jeg bare ikke. Ville ikke være god! Måske anoreksien der bestemte det. Nu må jeg godt være god. Det er okay at komme med håb til andre. Samtidig er det også okay at erkende, at der stadigvæk er ting, der er svære.

Det er svært at blive ved med at fastholde motivationen måltid efter måltid. Andre mennesker springer jo over i ny og næ, hvis de er mætte. Den luksus kan jeg ikke tillade mig… endnu J