angstens grimme fjæs

Jeg er angst, utryg og bange.

 Jeg er ellers sjældent angst. Tager jo lykkepiller, der virker både mod depression og angst. Alligevel sniger angsten sit grimme fjæs frem. Aner ikke hvorfor… Og dog. Det er jo nytårsaften i morgen, hvilket sætter mit sind i en tilstand af panik. Jeg får lyst til at flygte. Jeg er panisk angst for fyrværkeri. 

Virkelig! Jeg tør ikke se på, hvis nogle jeg kender skyder af. Er så bange for, der skal ske noget. Det er altså den fantastiske irrationelle angst, der er på spil… den man ikke kan håndtere med fornuft!

Den eneste trøst er, at jeg så i medicin kassen, at Viktor har nogle gamle nozinan og sovepiller liggende. Hvis det bliver helt slemt, så æder jeg sgu et par stykker.

En anden angstfremkaldende faktor i dag er, at der stinker af svovl, krudt og måske gas i vores opgang. Vores underbos kælderrum står under vand pga. et sprunget rør. Vi kan ikke få fat i udlejer. Usikkerheden tager livet af mig. Jeg magter det ikke. Jeg ser mig selv som et puslespil. Jeg kan godt være skilt ad, men brikkerne skal ligge tæt og overskueligt ved mig. Lige nu gør usikkerheden, at mine brikker er alt for spredte. Det giver angst. Jeg ved godt, det ikke er mit ansvar – reelt er det jo underboen og selvfølgelig de andre naboer. Men det er jo mig, der dør, hvis opganen springer i luften….. Arghhhh ….. 

svømme i dag :-)

Måske kan jeg være i besiddelse af en smule mere energi i dag. En smule mere lyst til livet. Måske skyldes den kortvarige opblomstring af glæde det faktum, at jeg skal ud og svømme med min veninde om en lille times tid. Måske skyldes det, at jeg ikke kan nå at spise frokost inden…. 

Og hvis jeg skal spise frokost, når jeg kommer hjem, så er jeg nødt til at springe eftermiddagsmaden over. Jamen… det er da en winner dag! J Bum! 

Tænk at sådanne åndssvage tanker stadigvæk fylder.

Kan mærke Viktors bekymring. Nogen gange udmønter den sig i irritation. Det kan jeg godt forstå. Det må være usigeligt svært at se sin ellers fornuftige kæreste lave de samme ulogiske strategier igen og igen.

Jeg frygter at have taget på. Vil allerhelst tabe mig… ved ikke hvorfor. Jeg vil ikke være mager… slet ikke. Vil bare gerne tabe mig og så kæmpe for at tage det på igen. 

Det giver jo for fanden ikke mening. Jeg prøver at overbevise mig selv om, det er en tabt kamp, hvis jeg begynder at tabe mig. Hvis jeg skærer for meget ned på maden, bliver jeg bange for at tage på alligevel, hvilket medfører yderligere nedskæringer… Hvorfor ikke bare spise efter planen og derved få en øgning. Og måske tro på de gode historier. Alternativet til anorektisk tynd er jo ikke nødvendigvis en tyk sofakartoffel. Det kan jo være et godt menneske, der har tid og kærlighed til andre mennesker, fordi hun ikke er så fyldt op med tanker om kalorier, krop og mad.

Nå… til svømning med mig :-9

hård jul

Det har været en sindssyg hård jul. Jeg er så baldret. Der er ingen energi i min krop! Er sur, irriteret, depressiv, opgivende, temperamentsfuld og skide ligeglad. Det er da noget af en blanding. Luften er i den grad fiset ud af mig. 

Alt den gode energi jeg havde op til jul er forsvundet. Pist væk borte. Det skete allerede i det øjeblik, jeg pakkede gaver ud. 

Kulminationen på en måneds forberedelser overstået på så kort tid. Jeg tror, at al min glæden sig ti jul var skruet meget op – måske endda lidt kunstigt .. fake it untill you make it….

Så – det er hårdt at komme ned igen. Jeg kan slet ikke forestille mig, jeg kan blive normalt menneske igen. Har lyst til at motionere og sulte for at få lov at slappe af og give slip. Jeg gør det ikke! Julens kampe angående mad har været slemme; hvis jeg bare falder tilbage i sygdom, så er det spildt. Det magter jeg alligevel ikke. Det vil jeg ikke udsætte mig selv eller andre for igen.

Julen er vanvittig hyggelig og dejlig og drejer sig om kærlighed. Men for pokker hvor er nedturen slem! Kan intet. Kan ikke tage stilling til noget. Skælder og smælder. Er bare sur. Naboer larmer alt for meget. Alle larmer. Alt for mange mennesker alle steder. Alt for mange ting jeg skal tage stilling til. Jeg kan ikke. Jeg hiver stikket ud! 

Må have ro og fred! 

flyttetanker....

I dag sov jeg så til kl. 10.30. Naboerne havde fest hele natten – meget af festen foregik i opgangen! Kunne ikke sove. Klokken var langt over 3, inden jeg kunne overgive mig en smule til søvnen. Det blev dog en kort fornøjelse, da nogle andre naboer kort efter kom hjem fra byen. Så var der ro lidt, men så begyndte en vaskemaskine at køre, hvorefter et barn skulle af sted fra en anden nabo! Fårrrk! Slem nat. 

Normalt tager jeg den slags med højt humør, da jeg jo ikke skal stå tidligt op i denne tid. I nat blev det bare for meget.

Det sætter endnu engang fut i flyttedrømmene. Vi bor i en kæmpe lejlighed i midtbyen – altså virkelig midtby. Vi har gå-i-byen/gågade lige udenfor – til meget billig husleje. Konsekvensen er selvfølgelig øget larm i weekenderne, men det plejer at være okay. Nu bor her en masse unge mennesker, og de fester altså! Det må de også gerne…. Men for fanden.. skal det larme sådan?

Nåmen… flyttedrømme. Vil så gerne. Men jeg ved bare, hvor hårdt det er. Da vi flyttede herned for mange år siden, gik der laaang tid, før jeg følte mig hjemme. Alt det usikre magter jeg ikke. Hvor skal møblerne stå. Hvad er smart osv, osv.

Vi bor til leje her; hvis vi skal flytte, så regner jeg med, vi køber en lejlighed… Det åbner så op for endnu flere bekymringer. Nu ringer vi jo bare til viceværten, hvis der er noget galt. Det giver en tryghed, som jeg virkelig sætter pris på… Men det er altså også en pæn dyr løsning at bo til leje. Jeg må da kunne lære at tackle livets besværligheder???

bedre i dag

Jeg har det bedre i dag. Det kunne egentlig også kun gå fremad ovenpå den dumme dag i går. Den var så slem. Maden var næsten umulig. Jeg endte med at skændtes med Viktor over aftensmaden, som jeg så heller ikke spiste op. For fanden – jeg hader at være Bettina 14 år overfor min kæreste. Det er så uværdigt for os begge. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden ham. Det er hans fortjeneste, at jeg spiser mad. Det er så svært at spise for min egen skyld. Jeg håber, det ændrer sig en dag, men lige nu accepterer jeg det.

Egentlig noget mærkelig noget. Jeg kan jo faktisk godt lide mig selv. Jeg er tilfreds med mit liv og med den person, jeg er blevet. Selvfølgelig er der ting, jeg kan gøre bedre. Men overordnet er jeg faktisk tilfreds. Så er det sgu da tankevækkende, at jeg stadigvæk er så bange for at spise. Hvorfor er det lige, at jeg føler, jeg ikke fortjener maden, når jeg nu synes, jeg er et okay menneske? Det hænger da ikke sammen? Hmm… det vil jeg tænke lidt over.

Jeg tror stadigvæk, at anoreksi er en gåde, og når jeg har løst den, så er jeg rask J Måske er det ikke helt så firkantet. Det kan godt være, jeg skal acceptere det… selvom det er svært. Det er bedre med et konkret problem, der kan løses.

Nå.. frokost og så en tur i haven. Jeg prøver at være ude så meget som muligt for at få den smule lys, der trods alt er bag det grå 

gråt i gråt

Nogen dage bryder solen bare ikke frem. Som i dag. Det er ikke en god dag. Alt er gråt og trist. Gråt, gråt, gråt. Hvordan skal man være i dejligt julehumør, når det hele bare er trist og grå? Det hele er bare mørkt. Mørke tanker. Opgivende. Surt. Depressivt. Ligegyldigt. Bare…. Gråt…

Aii – ikke et eneste lysglimt? Det er jo snart jul. Jeg er god til at fake… måske jeg skal fake mit massive behov for glæde. Lykke. Kan jo bare lade som om. Kan jo fokusere på det gode. Det er derude jo. Der er snart jul. Jeg skal med veninde på tur i morgen. Jeg har købt næsten alle mine gaver. Jeg er godt på vej… og bedst af alt – det bliver lyst igen!

lidt om mad.... igen, igen

Hold nu op det er længe siden. Vist en hel uge. Var ellers inde i en god rytme med at skrive egen blog og kommentere andres. Det vil jeg igen. Det er virkelig terapeutisk og godt for mig at gøre det! Har bare haft mere end almindelig travlt på det sidste. Som jeg har skrevet før, så magter jeg ikke ret mange ting af gangen. Faktisk får jeg ofte hovedpine dage efter, jeg har været ekstra aktiv, så det skal også lige regnes med. Ja ja. Nu har jeg ferie – hvis jeg består eksamen altså – så nu er der tid til skrivning, mens risengrøden koger ved siden af J

Viktor og jeg var i tivoli i onsdags. Så dejlig en tur havde vi! 

Shopping på Strøget, hvor vi blev duperede af alle de kendte mennesker J Dernæst spise på fancy café og afsluttende så vi alle julelysene i tivoli. 

Det var så smukt – og vi havde en vidunderlig tur. Tanker om mad fyldte  er når menuen er anderledes. Spiste sågar æbleskiver…. Godt nok kun to – og de to erstattede så både aftensmad og eftermiddagsmad. Det er bare mere trygt at gøre det på den måde… og jeg ved jo godt, det er både dumt og forkert. Magter bare ikke lyst og grådighed!

 Heldigvis oplevede jeg noget rigtig godt i toget på vej hjem. Jeg læste Heidis blog, og hun skrev, at den 12.12.12 (den dag jeg var af sted) kunne jo passende bruges til at skide sygdommen et langt stykke. Jeg blev vildt motiveret, da jeg læste det, så jeg spiste fandmer en snickers!!! Yes. En snickers har 87 kcal mere end en mars, og alligevel valgte jeg snickers, fordi den er bedst!!! Tak Heidi for det motiverende indlæg J

I lørdags holdte vi førjul med Viktors forældre, bror og Matias. Ren hygge… så´n da. Maden var led… ris ala mande. Spiste det dog. Og spiste også slik i biografen senere… Men ikke det hele. Langt fra det hele. Meget mindre end jeg plejer. 

Det er sværere at spise usunde kalorier. Hvis jeg skal spise slik og den slags, så skal jeg helst have færre kalorier, end hvis jeg spiser sundt. Jeg ved jo godt, en kalorie er en kalorie…. Men alligevel er det meget mere farligt at spise usunde kalorier. Hallo logik!!! 

stress

Er helt stresset i dag. Kan godt nok ikke kapere ret meget længere. Gad vide om det nogensinde bliver anderledes. Er jeg dømt til altid at være lidt småsvag. Kommer jeg mon aldrig tilbage til den, jeg var engang. Jeg magter ikke at lave to ting på en dag. Hvis jeg har en aftale om formiddagen, så kan jeg ikke lave en anden aftale om eftermiddagen. Hvis jeg skal i byen en aften, skal jeg helst ikke lave noget hele dagen. I dag får vi gæster. De kommer eftermiddag, og så skal vi ud og spise. I morgen skal jeg med familien til den gamle by i Århus. 

Udover det skal jeg skrive min opgave færdig.

 Egentlig forholdsvis simple ting. Men så er der varslet snestorm i morgen. Så kan vi jo ikke komme i den gamle by. Men så kunne vi tage af sted i dag, men der kan jeg jo ikke, fordi jeg får gæster. Og nej – de kan ikke komme senere. Nåmen, så skal jeg jo i hvert fald skrive opgave færdig. ”men vi skal da over i byen, når vejret er så dejligt”. Nå ja. Smøre madpakke og pakker taske til biblioteket. Men – de lukker allerede kl. 15, så det kan jeg jo ikke betale sig. Nå nej. Så nu skriver jeg blog J

Og oveni alt dette er maden selvfølgelig sindssyg svær!!! Prøver virkelig – men det er en kamp hver gang, jeg skal spise… kan jo bare lade være. Vi skal jo ud og spise senere i dag.. det er svært. Vi har chips ude i køkkenet… arghh. Har lyst til at springe alle måltider over, så jeg bare kan spise almindeligt ude… eller give efter for trangen til at spise smør og dressing. Det ved jeg så bare, jeg alligevel ikke gør… Så frokost. 

overspringshandling nr. 1

skal skrive opgave, men laver en masse overspringshandlinger i stedet for. På den positive side betyder det så, at jeg får skrevet blog og kommenteret rundt omkring. Der er ikke noget, der er så skidt, det ikke er godt for noget… eller. Ja ja. Ævle bævle.

Merry christmas.

Er vildt stresset. Tankerne kværner rundt. Pisse uproduktivt. Skal skrive opgave, skal have travlt med gode ting hele weekenden, skal spise, skal købe julegaver…. Skal en masse. Vil en masse. Magter ikke en skid.

Ellers alt vel så ´n da. Sover en masse.

Hmm… det var slet ikke alt det, jeg ville skrive. Ville skrive, at jeg har det godt. Jeg er ved at skrive min opgave. Jeg har fået rundstykker med nutella til morgenmad. Jeg har drukket varm kakao forleden med 150 kalorier. Jeg kan da bare det skidt J

juuul :-)

Så er jeg da ellers lige kommet i julehumør J Det er rent fantastisk.

 I fredags var Viktor og jeg i Århus til julehygge. Vi fik shoppet, spist ude og set julemanden tænde det smukke stjernetæppe over strøget. Vi spiste sågar en kage og drak kaffe til. Jeg havde forberedt mig længe hjemmefra på den kage, så det var slet ikke så svært. Og det endda på trods af det var en svinedyr kage fra Sigfreds (29 kr for en kanelsnegl). Jo jo J

Lørdag fik vi pyntet lidt til jul og set den første julefilm. Vi nød også det smukke snevejr. Vi gik ude – der var sne, smukke julelys og grantræer. Jeg var sgu lykkelig. Jeg var simpelthen så glad, at min mave sprudlede. Ved godt, det lyder skørt og helt mærkeligt, men jeg var virkelig lykkelig. Totalt glad og taknemmelig. Hvor er det da vidunderligt, at vejret kan gøre det. Dejligt. Jeg nød det – og fortalte det til Viktor. Han synes, jeg er skør…. men han syns også, det er lidt hyggeligt J

Søndag brugte jeg så hele dagen på at undgå æbleskiver. Vi har ellers en aftale om æbleskiver, når det er advent. Det gjorde vi sidste år, og det fungerede fint. Desværre kunne jeg slet ikke finde ud af at gøre det i går. I stedet for brugte jeg al min energi til at planlægge omveje, så vi undgik æbleskiverne. Nu må vi se næste søndag, om jeg er mere modig.

Jeg synes, sygdom er lidt bøvlet i tiden. Anoreksi tankerne fylder rigtig meget. Det er som om, jeg bare går i en eller anden osteklokke og passivt ser på og venter på, de svære følelser forsvinder. Jeg er i venteposition. Jeg tror, jeg skal have fokus på, at det der sker lige nu er mit liv. Det er som, det er. Det er fjollet at gå og vente på noget, som ikke sker. Og der sker da slet ikke noget, når jeg ikke ændrer på noget. Jeg bliver ikke mere rask, hvis ikke jeg kæmper og ændrer nogle ting. Og hvis jeg vil leve som nu – så´n rimelig restriktivt, jamen, så bliver det jo ikke bedre.

Lige nu vil jeg leve, som jeg gør – og så vil jeg have det bedre. Det hænger jo altså ikke helt sammen. Gid min hjerne gad fatte det. 

Fuldstændig tankekaos

Jeg synes, jeg er ved lidt bedre mod i dag. Jeg er knap så trist. Måske pga vejret. Der er ikke så gråt i dag som ellers. Der sneer endda en smule. 

Min dag startede ellers ikke optimalt. Jeg skulle i skole. Har virkelig overvejet mange gange frem og tilbage, om jeg burde tage i skole. Vi har jo eksamen opgave hængende over hovedet, og den stresser mig. Så det ville være fint at blive hjemme og skrive. Undervisningen er alligevel bare powerpoint og opsummering af det læste. Ikke særlig interessant, men det duer jo ikke at pjække fra det hele. Og selvom dagens undervisning er domineret af power point, så er der jo alligevel plads til at blive klogere gennem diskussioner. På den anden side ville det også være vildt dejligt at få påbegyndt opgave, så jeg ikke skal stresse så meget.

Skal – skal ikke.

 Maden bliver blandet ind som argument. Når jeg er i skole, kan jeg som regel slippe af sted med at spise mindre. Det bliver desværre et argument for at tage derop.

Jeg ender altså med at cykle på banegården. Jeg skynder mig at stemple mit kort, så jeg ikke kan skifte mening. Skæbnen vil så, at toget er så forsinket, at jeg vil komme ret meget for sent. Så pludselig er der altså ikke meget, der taler for at tage i skole.. udover mindre mad. Og jeg burde jo. Jeg skal jo også til eksamen i de fag. Det er ikke okay overfor de andre…. Bla bla. På den anden side har jeg ondt i halsen. Er måske ved at blive lidt småsløj. Burde jeg så ikke blive hjemme og passe på mig selv i stedet for at være ude i kulden, bare fordi jeg så kan spise lidt mindre.

Jamen altså!!! 

Fandme svært at være Bettina i alle de tanker. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Hvordan kan jeg vælge det sande, når jeg ikke kender alle konsekvenserne. Endte i øvrigt med at cykle hjem og sidder nu og er godt i gang med opgaveskrivningen J

Ved godt, det er en lang og kedelig beskrivelse af nogle øjeblikke i mit liv; jeg vil bare gerne tydeliggøre, hvor bøvlet det nogen gange er. 

Mon det er normalt at tænke så meget…..

gråt i gråt

Jeg synes, livet er en kende hårdt i tiden. Der er ikke noget konkret, jeg kan hænge det op på. Det føles bare lidt op ad bakke. Egentlig er alt jo ret fint, når man ser på det. Viktor og jeg har det forrygende. Der er snart jul. Skolen kører fint. Så langt så godt. Men når man så kradser lidt i overfladen, så skal man ikke langt ned, før tingene bliver svære. 

Viktor og jeg var ved sexolog i går. Det var følelsesmæssigt hårdt. Emnet drejede sig om lyst. Det har jeg jo ikke rigtig noget af. Samtalen drejede sig meget naturligt over på anoreksi. Hun begyndte så at spørge ind som en anden nybegynder. Jeg magtede det faktisk ikke. Havde ikke lyst til at snakke om, hvorfor det er så svært at have et ordentligt forhold til min krop. Hvorfor det er så svært at veje lidt mere; at smøre lidt ekstra smør på, at spise ude osv osv. Jeg synes, det er super ubehageligt, når fagpersoner på den måde prøver at forstå noget andet. Det de siger, giver måske okay mening, men når det ikke harmonerer med det, jeg har lært, så mister jeg altså både tålmodighed og respekt. Jeg skulle selvfølgelig have sagt noget til hende i stedet for at sidde og blive mere og mere indesluttet. Men nej, nej.

  Man er vel en høflig én, der meget nødigt vil såre andre.

Nå…. Skole. Det går jo fint, men jeg mærker stress pga kommende eksamen. Jeg er i tvungen gruppe denne gang, og det er altså lidt svært. Jeg kommer til at skubbe mine alt for høje ambitioner og krav over på de to andre, og det er jo slet ikke meningen! Er sgu ikke så god til at håndtere stress og krav, som jeg har været. 

Mon det er en skade, der bliver for evigt? Eller kan jeg måske mindske den med tiden.. Håber jeg.

Nå ja og så julen. Jeg elsker jo julen, lysene og hyggen…. Men så er der jo lige det der med maden…. 

sunday bloody sunday

Søndag. Jeg har virkelig aldrig været god til den dag. Den er forbundet med så mange dumme følelser, som er svære at slippe af med. I dag er da så speciel dum, fordi der er møgvejr udenfor. Regn og storm. Har altså svært ved at se det hyggelige i det! Til gengæld love vejrudsigten bedre tider – sne og sol! Se det er godt for en vinter depressiv sjæl J

Har lige overstået morgenmaden som stod på rundstykker. Temmelig udfordrende men jeg ville! Vil sgu ikke lade noget skørt tal eller skøre tanker styre, om jeg skal spie rundstykker eller ej. Har lyst til at løbe eller gå en laaang tur. Så er det jo egentlig meget godt, der står ned udenfor. Det kan da holde mig inde.

Hov – havde taget på forleden. 600 gram på en måned. Ikke storslået – men dog bedre end hvis vægten gik ned ad. Jeg fik lægen til at skrive min vægt ned, så Viktor kunne se, det var rigtigt, jeg havde øget. Han er ikke altid sikker på, jeg siger sandheden, når det drejer sig om sygdom. Og jeg forstår ham jo til dels godt. Jeg har gennem tiden været lidt løgnagtig i forhold til spisningen. Jeg synes dog aldrig, jeg direkte har løjet… men jeg har lavet mange svingærinder, så jeg forstår godt hans skepsis. Men faktisk har jeg aldrig løjet om vægten! Never! Det er da noget J Jeg vælger at konstatere, at Viktor har fuld tillid til mig, men han har knap så meget tillid til anoreksien, og det kan jeg jo egentlig godt forstå.

Ingen planer i dag udover lektier. I morgen står den på gruppearbejde. Tvungen gruppe arbejde. Vi skal være i gruppe til at skrive en eksamens opgave. Det er anderledes. Jeg er jo vant til at arbejde selv. Magter ikke rigtig grupper længere. Arbejder bedst selv i mit tempo og mine metoder. Er heldigvis i gruppe med to gæve kvinder, der synes, mine idéer er fine J Skal dog virkelig passe på ikke at dominere for meget. Sgu en mærkelig kovending, jeg har taget. Da jeg læste til pædagog var jeg totalt introvert og sagde meget lidt i gruppesammenhænge. Nu er det så lige omvendt. Meget sigende om mit generelle liv egentlig. Før var jeg ekstrem b-menneske – nu vil jeg gerne tidligt op. Før elskede jeg store portioner – nu… ja J Før var jeg sofa kartoffel – nu bevæger jeg mig helst hele tiden.

Og tænk jer – Viktor har holdt ved mig hele vejen. Det må da være kærlighed J J

vintertræt

Jeg så noget i tv i morges  om vintertræthed og vinterdepression. Jeg er ikke i tvivl om, jeg har problemer om vinteren. Jeg mangler lys og varme så meget! Jeg er ikke decideret deprimeret. Jeg er sortsynet og energiforladt – men ikke egentlig depressiv. Jeg har ingen selvmordstanker, og jeg ser stadigvæk lyst på fremtiden; om end målet sgu virker lidt langt væk.

Og hvordan kurerer man så sådan noget vinter nedtur? 

Journalisten, der havde skrevet bogen, plæderede for motion, sund kost og lys – masser af lys. Jeg synes, jeg forsøger alle tre ting. Jeg er så vidt muligt ude, når solen skinner. Jeg får motion, sådan som jeg må, og jeg spiser i hvert fald sundt. Kender ikke til lysterapi. Synes, det er mange penge, hvis jeg skal ud og investere i en lys lampe, hvor virkningen ikke er dokumenteret.

Hmm… må jo bare overleve efterår/vinter. Skal bare sådan passe på. Være forsigtig. Ikke starte på noget dumt, som jeg ikke kan overskue. Det er altså nu, jeg skal være flink og følge min kostplan. Jeg skal ikke begive mig ud i store skænderier. 

Skal vel bare passe på. Bare svært når hele min krop skriger på udløsning. Er sur og gal på alle. Der skal seriøst intet til, før jeg sender folk dårlige tanker. Sad eksempelvis ved siden af en ung fyr i toget i går. Han tillod sig at spise stinkende tomatchips. Og ikke nok med det. Han smaskede!!! 

Jeg tog mig selv i at sende ham onde øjne J Jamen, altså! Det er jo ikke sådan, jeg har lyst til at være. Er jo normalt et omgængeligt menneske med står tålmodighed og næstekærlighed overfor andre. Så opfører jeg mig pludselig, som om jeg var en sur gammel mand!

Øv, pludselig synes vinteren lang, trist og grå! Håber på snarlig solskin, så jeg kan besøge min fantastiske koloni have. Det bringer nemlig det gode humør frem. Hey  - så er håbet om bedre tider intakt J

Skal i øvrigt vejes i morgen. Har virkelig ikke lyst. Træt af fokus på vægten. Magter jo for pokker ikke at 

tage det sidste på!

magter nada....

Jeg tror, jeg har den mest elendige dag i lang tid. Gid det snart gad blive nat, så jeg kan sove, og der kan blive morgen, hvor det hele forhåbentligt ser meget lysere ud.

Jeg er træt, ugidelig, sur og mangler energi. Magter intet. Gider slet ingenting. Alt er bare… skod!!!

Mennesker skal flytte sig, så de ikke går i vejen for mig.

Folk med rollator bør blive hjemme.

Rygning og bappen på damp cigaretter skal forbydes.

Jeg skal ikke tage stilling til skide aftensmad.

Hvis jeg ellers stadigvæk fik min menstruation, så ville jeg mene, jeg led af alvorlig pms i dag. Gad vide om kroppen stadigvæk producerer hormonerne, der giver pms, når jeg ikke har menstruation? Nok ikke. 

Burde også snart tage den vægtøgning, så jeg kan blive kvinde igen. Måske har manglen på menses noget at gøre med mangel på sexlyst… Det er sgu nok ikke helt utopisk at tro på.

Anyway…. Crappy, crappy dag.

En eller anden – start et skænderi med mig, så jeg kan få lov at rase ud.

Eller – lad være. Kommer nok til at sige en masse, jeg ikke mener…. Burde starte en slåskamp. Nogen der vil slåsse???

Test

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4068939/?claim=6n84v5wxm5y">Follow my blog with Bloglovin</a>

Tør jeg uploade billeder...

Har overvejet noget tid, om jeg burde uploade et par billeder fra før, jeg blev indlagt. Jeg tror, jeg vejer et par kilo mere her, end da jeg blev indlagt. Billederne skræmmer mig... men de forfører mig også. Derfor jeg er lidt bange for at se på dem. Jeg kan jo godt se, jeg ser frygtelig ud. Jeg er jo bare sener... men kontrollen! Jeg kommer aldrig til at se sådan ud igen! Jeg bruger nemlig også billederne, når jeg har svært ved at spise. De hjælper mig til at spise, da jeg virkelig ikke ønsker at se sådan ud igen. Bruger dem som motivation.
Men på en syg, syg måde er det en smule tilfredsstillende, at jeg rent faktisk har haft kontrol nok til at komme til at se sådan ud. Men... på den anden side kan jeg godt huske, hvor svært det var for mig at lade Matias købe Bornholms største is. Og på den anden side var det svært tilfredsstillende at opleve, at jeg brugte en mindre t-shirt end ham. Sick - I know... men det er sgu en dum irrationel sygdom. <jeg prøver bare at være ærlig....

lidt mere om mad

Mit sidste indlæg var vist en kende negativt J

Men det giver jo egentlig bare et billede af, at det faktisk er rigtig svært at lide af en spiseforstyrrelse.

Altid trækkes man i to retninger.

Jeg har bare ikke lyst til at skulle leve på den måde resten af mit liv. Jeg synes, det er for hårdt et præmis. Det er alt for sårbart. Der skal jo ikke ret meget til at få mig ud af kurs. Jeg balancerer stadigvæk på et knivsæg, og det vil jeg ikke. Jeg vil have en bred allé at agere på. Det må da være muligt.

Jeg bliver udfordret og tager imod ufordringer, om end de er hårde.

Forleden fik jeg for lidt til aftensmad. Viktor mente, jeg skulle kompensere ved at købe lidt mere slik. Pyha. Det var virkelig svært at putte ekstra i bland selv posen. Det var så angstfyldt efterfølgende. Det blev heller ikke spist…. Men jeg fik det i posen, og det er da noget.

I går havde vi ikke lavet mad til aften. Viktor foreslog pizza. Det magtede jeg ikke. Vi endte med en rullekylling.Det har jeg gjort før. Har endda gode minder forbundet med det – både fra før spiseforstyrrelsen og under indlæggelse og på dag hospitalet. Alle de gode minder kørte rundt i mit hoved. Jeg spiste næsten det hele og skammede mig ikke over at erkende, at den sgu smagte godt!

ambivalens you kill me

Forleden fik jeg tilsendt et selvrapporteringsskema med en million spørgsmål – de der normalt danner grundlag for en masse diagnoser. Det er 2½ år siden min forsamtale, og så skal man åbenbart udfylde endnu et skema. Det skræmte mig, da jeg udfyldte det, hvor slemt det stadigvæk står til. Den mest markante forskel er faktisk kun min vægt. De andre symptomer fylder stadigvæk alt for meget… eller hvad? 

Kommer til at tænke på, om det er mine livsvilkår. Jeg holder jo en vægt, der er nogenlunde okay. Nej – fandme! Der kom krigeren lige op i mig, mens jeg skrev. 

Hvorfor skal jeg nøjes?

Jeg tror på, det kan blive bedre. Det her liv er stadigvæk for amputeret. Det vil jeg ikke. Har sgu lagt for meget energi i det til bare at stoppe og lade mig nøjes. Jeg vil tage på, så jeg kan få min menses igen – og måske sexlyst. Jeg vil tage på, så jeg kan slippe for alle de spiseforstyrrede tanker.

Bum – allerede mens jeg skriver det, ved jeg, jeg ikke kan. Når det kommer til handling, står jeg af. Jeg vil tabe mig. Jeg hader tanken om at tage på. Hader det! Kan ikke overskue tanken om at skulle spise mere for at tage på. Ønsker at skære ned til alle måltider. Vil ikke have ekstra risengrød eller slik. Vil ikke have drikke kalorier. Vil leve af pepsi max og kaffe.

For fanden da – den ambivalens gør mig skør. Hvordan kan to så modsatrettede tanker fylde så meget i mit hoved? Jeg svinger frem og tilbage på sekunder.

Prøver at holde fast i den første motivation! Vil sgu! Vil kunne være sammen med en veninde en dag uden at frygte cafebesøg. Vil kunne feste uden at frygte drikkekalorier og chips.

  Vil sgu fanden leve!!! 

tankeoverload

Det her indlæg har jeg efterhånden skrevet i tankerne et par gange. Det handler nemlig om tanker og tankemylder. Jeg er så træt af, at jeg tænker, tænker og tænker over ALT. Der er ikke nogle beslutninger, der bare er simple og ligetil. Det er både mad og alt muligt andet. Dog vist mad når jeg tænker nærmere over det.

Et eksempel – i morges vågnede jeg en time før vækkeuret. Jeg kunne ikke sove igen. Lå og tænkte over, hvad jeg skulle spise til morgenmad, hvor og hvornår. Hver gang jeg troede, jeg nåede en konklusion, så ændrede jeg det. Da jeg så stod op, fandt jeg ud af, vores underviser til de første timer var syg.
Nye tanker – igen morgenmaden. Nu havde jeg jo smurt til at tage med, men jeg skulle jo møde senere. Skulle jeg så tage af sted tidligt og spise som planlagt. Kunne snildt bruge tiden til lektier. Eller skulle jeg spise hjemme og så tage senere af sted… eller??? Eller??? Det er altså hardcore at bruge så meget energi på tanker.

Det er jo ligegyldige tanker. Det har ingen større betydning for noget. Alligevel lader jeg det fylde så meget.

Apropos mit sidste indlæg omhandlende accept, så prøver jeg virkelig at acceptere, at jeg i perioder har brug for at tænke mange tanker om ligegyldige ting. Men det er svært at acceptere, fordi det er så sikde irrelevant og ligegyldigt!

I tidligere tider brugte jeg al min energi på at tælle og tænke kalorier. Det gør jeg heldigvis ikke mere. Men dengang var der da trods alt en mening med al tænkningen. Nu er det bare så energi krævende og ligegyldigt. Argghhh!

Måske jeg flygter fra de svære ting? Er jo ved sexolog, og opgaverne bliver sværere, idet de kommer tættere og tættere på de egentlige issues. Og der var sgu nok en grund til, jeg fortrængte dem i sin tid.

om accept

Gud- Giv mig sindsro 
til at acceptere de ting
De ting jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og visdom til at se forskellen

Jeg kom lige i tanke om denne bøn, da jeg tænkte over, hvordan jeg egentlig har det. jeg har det okay, men jeg mærker i den grad, at efterårs depressionen har sit indtog i mit sind. 

Jeg hader det!

 Men jeg kan jo ikke ændre vejret. Alligevel håber jeg, at det bliver anderledes. At jeg finder den magiske formel. Jeg tror, jeg skal øve mig i at acceptere. Nogle ting er, som de er, og det kan ikke ændres. Alt kan ikke være perfekt. Mit sind kan ikke fungere perfekt hele tiden. Det er okay. 

De lykkelige stunder overdøver de triste og gør, at jeg klarer mig.

Jeg vil blive bedre til at acceptere, at der er ting, jeg ikke er herre over. De kan ikke ændres…. Og det er okay, fordi der heldigvis er meget godt i livet. Jeg vil øve mig i at acceptere, at jeg ikke altid når, de mål jeg sætter mig. Det lyder jo nemt nok J

Sjovt som tingene er så simple i teorien… 

Jeg vil acceptere, at selvom noget virker nemt, så er det ikke altid tilfældet, og så er der altså ikke nogen gyldig grund til at banke mig selv i knolden over det! 

bare... tanker.

Det er vist længe siden, jeg har skrevet. Har ikke haft det sindssygt godt. Er træt og mangler energi. Tænker en masse. Grundlæggende har jeg det såmænd fint, der er bare så mange ting, der ikke lige spiller efter klaveret. Mit knæ driller igen. Måtte på krykker i fredags, da det låste sig fast igen. Hader hjælpeløsheden. Er heldigvis okay igen. Det gik hurtig over denne gang.

Sexolog var vi til i dag.

 Synes, det er svært at forholde mig til lyst og sex, når nu jeg synes, jeg er klam. Altså min krop er klam. 

Mit jeg – eller mit selv er jeg tilfreds med. Synes egentlig, jeg er et okay menneske. Men min krop! Jeg sammenligner mig stadigvæk med 18 årige. Og de er altså noget strammere i betrækket end jeg er. Burde sammenligne mig med jævnaldrende – det ved jeg godt. Det gør jeg bare ikke. Og hvis jeg endelig gør, så er jeg meget tykkere end dem. Tyk, tyk. Tyk. 

Hvad vil jeg så gøre ved det? Måske forsøge at acceptere det. måske er jeg tyk – og hvad så? Jeg er jo et okay menneske uanset hvad. 

Sexolog mener, jeg skal prøve at tænke rare og gode tanker om mit fysiske jeg. Skal smøre min krop ind i creme og tænke rare tanker. Inden sengetid skal jeg tænke på tre fysisk gode ting ved min krop. TRE! 

Jeg kan på stående fod ikke finde en eneste. Øvelse gør mester … håber jeg.

På den positive front er min søster rask igen. Skønt!

Begravelse af far er overstået. Veloverstået endda. Godt jeg var med. 

 I går var jeg med veninde på cafe og drikke varm kakao! 

Jeps – ikke kaffe uden kalorier… men varm kakao med fløde! Sådan. 

Jo, der er da også positive elementer, om end de er lidt skjulte pt. Sikkert grundet vejret. Magter ikke gråvejr 

for fucks sake

Meget mærkelige og ikke så gode dage i tiden. Søndag blev jeg vækket af telefonen. Det var min onkel – min far var død. Hmm. Hvordan fanden skal jeg lige reagere på det? Han er jo min far – men jeg har jo droppet al kontakt med ham for flere år siden. Jeg har fuldstændigt fortrængt ham fra mit sind. Jeg er virkelig god til at fortrænge J Jeg har refereret til ham som værende mit biologiske ophav og derudover har han INGEN betydning for mit liv. Terapeuter og venner har selvfølgelig forsøgt gennem tiden at nuancere mit syn for at bløde det lidt op og lære mig selv at tillade følelser omkring min far. Fordi – ja, det er sgu nok lidt urealistisk at påstå, han ingen betydning har for mit liv. 

Nåmen, nu er han så død, så nu er jeg tvunget til at tage stilling til besværlige ting.

 Begravelse???

 Skal – skal ikke. Burde – burde ikke. 

Det har godt nok trukket tænder ud. Min oprindelige plan var at blive væk og donere eventuel arv til kræftens bekæmpelse. Men har tænkt og tænkt og snakket og snakket. Er kommet frem til, at jeg tager med til begravelse for at sætte et endelig punktum. Synes, det er vildt svært! Nu er jeg jo tvunget til at mærke eventuelle følelser. Jeg er så bange for at blive ked af det til begravelsen og komme til at savne ham. Jeg kan jo for pokker ikke ændre noget nu. Arghh! 

Slap heldigvis for de helt svære følelser omkring ham, fordi senere samme aften, bliver min lillesøster indlagt med hjerteforstyrrelser. Hjertet! Fandme! Blev sgu bange. Mandag puttede de hende i fuld bedøvelse og stødede hjertet. Hun er hjemme igen og tilsyneladende rask! Vil gå gennem ild og vand for hende

Jeg tænkte, at min spiseforstyrrelse jo var vand ved siden af. Det er jo bagateller at føle sig tyk pga et par kilo i forhold til at få stød i hjertet…. Eller savne en afdød. Min tanker var altså rationelle… mine handlinger knap så rationelle…. Skal vejes i morgen. Har ikke lyst. 

Frygter vægttab-vedligehold-vægtøgning. Ja, sådan er det så. 

Tyk, tyk, tyk

Dagens følelse er tyk. Jeg føler mig stor og uformelig, og det har jeg gjort et par dage nu. Det nager mig. Ville ønske, jeg kunne veje mig. Mit kongerige for en vægt! Skal vejes på onsdag. Håber, det dæmper angsten lidt.

Har haft fødselsdag siden sidst. Magtede det faktisk ikke, fordi jeg havde det så dårligt psykisk. Heldigvis holdt jeg ud og endte med at have en rigtig hyggelig dag :-) Vi tog ikke ud og spise, som vi ellers har for vane. Pengene er ret små efter fødselsdags-gave-supplering til iPad. I stedet hyggede vi med slik og film. Og ja - det var okay hyggeligt. Slik vejes af og er derved nogenlunde tryg spise en gang om ugen. Selvfølgelig ikke i nærheden af det trygge knækbrød med 35 kcal i en skive..... STOOOOOP

Havde gæster igen i dag til morgenmad. Spiste franskbrød. Det er stadigvæk sindssyg svært, fordi det er så mere usikkert end rugbrød. Ved ikke hvorfor. Kaloriemæssigt ligger det sikkert lavere grundet vægt. Måske er det fordi, det er forbundet med større lyst end pligt-spise-rugbrød. Franskbrød med nutella smager bare bedre end rugbrød med hamburgryg. Og det er helt okay! Selvom det ikke føles sådan.... Lyst til mad er en fundamental glæde i livet, som jeg skal lære at anerkende uden at frygte den!

Da jeg gik i dags hospital, gjorde de meget ud af at lære os, at når måltidet er slut, så er det slut. Ikke flere tanker skal spildes på det. Det foregående måltid skal ikke bestemme det næste. Har jo altid meget lyst til at spise mindre efter noget anderledes/fed mad for at kompensere. Nu har jeg lyst til resten af ugen at springe mindst et måltid over om dagen for at kompensere. Don´t do it!

Er så sur i dag

Er pisse sur i dag. Er i så dårligt humør, jeg fatter det ikke. Vågnede fint op og cyklede ud i kolonihaven for at lukke ned til vinter. Så blev jeg da lige sur. Alt var bare sur røv. Vådt og trist! Er slet ikke til efteråret. Det er gråt og trist. Øv!

Fik endelig ringet og bestilt tid til vejning. Det har været planen i de sidste 14 dage. Har bare ikke magtet det. De havde først en tid i næste uge. Passer mig fint. Er sikker på, jeg har taget helt vildt meget på. Jeg føler, jeg flommer ud over det hele. Rationelt har jeg ikke taget på. Spiser ikke nok til det. Det føles bare så virkeligt. Min mave føles så stor.

Jeg er ikke blevet vejet i 1 måned. Kan ikke huske, hvor længe det er siden, jeg ikke har kendt min vægt i så lang tid. Måske er det med til at påvirke mit humør. Jeg hader den her flomme følelse. Der er ikke noget tøj, der er rart at have på. Det hele klemmer og strammer. Jeg føler mig så meget tykkere end alle andre. Hvis jeg så tænker på, hvorfor det er så vigtigt. Hvad gør fed fornemmelsen egentlig i det store billede? Det er jo fuldstændig lige meget, om jeg vejer et kg for lidt eller for meget, ikke??? Jo! Og så kan jeg punke mig selv oven i hovedet med det. Jeg er sgu da for dum – sindssyg meget energi at bruge på noget, som rationelt er ligegyldigt… men som følelsesmæssigt bare fylder alt!

Havde det været før i tiden, så var jeg taget til træning og fået alle aggressionerne og tankerne ud. Den mulighed findes ikke mere. Skal lære at kapere de svære følelser også. Det føles bare som en uoverskuelig og umulig opgave!

Jeg har snart fødselsdag. Det har jeg heller ikke lyst til. Maden er så svær sådan en dag. Magter det ikke. Har med vilje inviteret gæster til morgenmad, da der ikke hører de mest usunde ting til. Savner de gamle dage hvor jeg virkelig nød at gøre en masse, når vi fik gæster. Kun det bedste og mest smagfulde var godt nok. Bagte mormor boller, kage og småkager og lavede sandsynligvis også en lagkage. Nu magter jeg knap at købe rundstykker. Fuckin´ sygdom! Kæmper imod. Næste år til min fødselsdag vil jeg sgu have det bedre!!!

er så presset

”Få nu ringet og bestilt tid til vejning ved din læge”. ”Der skal mere smør på”. ”Det er slut med youghurt til aftensmad” Fååååårk – jeg er virkelig presset i tiden. Jeg ved det jo godt. Jeg ved jo godt, hvad jeg skal og ikke skal. Jeg ved godt, når jeg snyder. Men for fanden hvor er det presset! Det er superdejligt, at Viktor stadig gider støtte mig, selvom jeg af og til svigter og pynter lidt på sandheden. Men nogen gange kunne jeg bare godt ønske, han gad klappe i og holde mund med alle mine dårlige vaner. Arggghhhh. Stakkels mand. Andre gange ønsker jeg hans hjælp, fordi det er svært at vælge rigtigt selv. Når motivationen er høj, så er der ikke grænser for planer og ting, vi skal ude i fremtiden. Når planerne så skal sættes i værk, så holder det sgu hårdt.

Skal til fødselsdag på lørdag til frokost. Har selv fødselsdag i næste uge. Begge ting skræmmer livet af mig pga mad. Ville allerhelst bare putte mig langt væk.

Fuck! Det går lige op for mig, at jeg fandme er bedre end alt det pjat. Jeg vil sgu glæde mig til min fødselsdag, fordi det bliver en hyggelig dag med gaver. Og jeg elsker gaver. Maden er sekundær! Ja – jeg prøver at holde fokus og glædes. Jeg vil noget andet. Vælg noget andet! Jeg kender vejen til helvede, så er det sgu da sindssygt at tage samme vej igen. No way!!!

Og således opmuntret vender jeg tilbage til opgaveskrivning…

lidt svært i dag..

Det er så svært at skrive, når motivationen er så lav. Jeg har allermest lyst til at gemme mig og lade som om, at alt bare er normalt. Det er da helt normalt at smide en knækbrød ud, fordi man ikke kan overskue at spise den? Helt normalt at frygte at spise frokost ved svigerforældre, fordi vi skal spise tidligere end vanligt. Helt normalt at planlægge alt for at undgå mad. Helt normalt at føle afsky overfor sig selv, både når man spiser og når man ikke gør.

Synes, at mad igen fylder alt for meget. Hvorfor fanden ender jeg altid her? Behandlerne sagde, at når jeg nåede min målvægt, så blev alting bedre. Måske skulle jeg bare æde mig op til det tal og se, om de har ret. Det vil jeg jo allerhelst... og dog. Jeg er sgu ikke sikker på, jeg tør. Tænk hvis alt ikke bliver bedre. Tænk hvis jeg slipper kontrollen og oplever... kaos! Det magter jeg ikke.

.. men jeg vil jo gerne. Jeg vil have det bedre. jeg vil have mit liv tilbage, hvor findes meget andet end mad... Vil med den i hovedet spise min madpakke.

let´s talk about sex

Sex snak på en højhellig søndag??? :-)

Har længe overvejet, om jeg skulle skrive et indlæg omhandlende sexolog behandlingen. Jeg skriver jo om alle andre behandlinger, men lige det der med sexolog – ja, det er lidt tabu belagt. Skriver nu om det alligevel. En del af intentionen med denne blog er vel at nedbryde tabuer i forhold til anoreksi i hvert fald. Og er der noget, der nedbryder tabuer, så er det jo at tale om dem. Så – here goes.

Jeg er jo i sin tid henvist til en sexolog, fordi jeg har udviklet vaginaisme.  Enormt ubehageligt. Det medfører at jeg har svært ved at få foretaget eksempelvis underlivstjek, og det er indlysende, at sex er helt ude af billedet. Eller mere korrekt – sex som i samleje. Det har været okay, mens jeg var indlagt, og mens jeg var hel lavvægtig. Havde jo slet ikke lyst til sex som i overhovedet. Jeg gav lykkepillerne skylden. Jeg havde ikke lyst til at se på det psykiske aspekt. Tror egentlig, jeg var klar til et liv uden sex. Sad but true. Måske fordi jeg forbandt/forbinder sex med samleje og orgasme.

Blev i første omgang henvist til en fysioterapeut, der skulle give mig akupunktur, fordi det har vist sig ret virkningfuldt på vaginaisme. Det var dejlig afslappende, men det gav ikke mere lyst til sex. Klart frustrerende for Viktor, men han har heldigvis aldrig sat krav eller ”krævet sin ret”. Vi har selvfølgelig selv lavet en del tiltag, men der er aldrig rigtig noget, der er lykkes. Det er så svært at forhold mig til sex, når jeg ikke har lyst overhovedet. Og når det så endda også er fysisk umuligt, ja – så er det nemt at fortrænge den del af livet.

Nu er vi så begyndt i behandling. Vi har været til samtale 2 gange. Det er vildt grænseoverskridende at tale sex og den slags med en fremmed. Kan ikke gemme os bag diagnoser. Det handler om følelser.

En del af det er jo snak – noget andet er handling. Vi har en aftale, om at 2 gange om ugen så inviterer en af os den anden ind i soveværelset, og så skiftes vi til at udforske hinandens kroppe. Vi går totalt på opdagelse, som om vi ser hinandens kroppe for første gang. Sex er udelukket, og der må ikke røres ved kønsdele. Kys er selvfølgelig tilladte J Det virker sgu en smule rundkredsagtigt og enormt pædagogisk. Men fuck det; fordi det virker rent faktisk. Ikke at vi pludselig har sex, og min vaginisme er forsvundet. Slet ikke. Men vi er tætte på hinanden også fysisk, og det er så dejligt. Sex er ikke kun samleje. Fysisk kontakt betyder så meget, og det giver en så fed fornemmelse af kærlighed og samhørighed! Det er altså fedt at genopdage den del af livet igen!!! J

slik på en torsdag!

Træt i dag. Er vist alligevel gået hen og blevet en smule syg – eller lidt forkølet. Blev hjemme fra skole i går. Det var vildt svært. Vil jo gerne i skole. Kan blive noget så bange for, at hvis jeg bliver hjemme en dag, ja så kommer jeg aldrig mere i skole. Sort/hvid? Jo deeeeet.

Nåmen, dagen blev brugt på sofaneseren. Vi har sagt vores tv op, så indtil vi får leveret nyt signal, så kan vi kun se de gratis kanaler. Det er der sgu ikke meget sjov i. købte et par serier på DVD, som så leverede underholdning til os hele dagen. Ret rart egentlig – og specielt rart at være inde, når det regner så meget, som det gjorde i går.

Fik så ikke helt spist nok i løbet af dagen. Endte med at foreslå slik til aften, så jeg var sikker på at have fået nok kalorier ind. Det fortrød jeg flere gange. Hvor grådig er jeg lige!!! Hmm. Fik ikke lov at sige fra igen. Spiste slik, mens vi så Mirror Mirrog med Julia Roberts. Fin film i øvrigt.

Aftensmad magtede vi ikke, så vi lavede havregrød. Det er så overhovedet ikke Viktors favorit, så han gav op efter halvdelen var spist. Jeg kunne ikke finde ud af at spise op, når han ikke gjorde, så jeg stoppede også, da han gjorde. Der havde jeg så kun nået at spise 1/3, fordi jeg spiser så langsomt. Ja ja… fik da trods alt noget mad.

Har ellers haft rigtig gode dage, hvor mad og udseende ikke har fyldt så meget. Nu popper det så op igen med stor kraft. Håber, der kommer til at gå længere og længere mellem, det popper op, så de gode perioder blivere længere.

monday monday

På banen igen efter en dejlig weekend J Vejret var jo lidt la la, men det betød jeg fik læst en masse lektier. Jeg synes altid, jeg er bagud med læsningen, så det var rart med god læsetid. Jeg har opgivet at lave lektier hjemme. Kan simpelthen ikke koncentrere mig. Er så heldig at bo tæt ved biblioteket, så det benytter jeg mig af og bruger stedet til lektielæsning. Det er så koncentreret og godt.

Søndag drog vi ud i kolleren, og så stod den ellers på hækkeklip og have fræsning. Er så vild med det. Jeg klippede hæk med både saks og hækkeklipper. Så god en fornemmelse og synslig resultat. Tror, det er sidstnævnte der tænder mig. I min verden er mange ting snakke ting, og løsninger er først synslige over tid. I en have er det dejlig konkret. Da jeg havde været haven rundt indeni og udenfor, ja så var hækken klippet. Slut færdig. Så tilfredsstillende.

Viktor besluttede at det hårde arbejde skulle belønnes med aftensmad på den kinesiske wok house. Har efterhånden spist en del gange deroppe, så det er forholdsvist sikkert. Var nede og tisse deroppe. Mindedes alle de gange jeg har kastet op på de wc´er. Min mad var ret stærk, og jeg kunne så tydelig huske, hvor grimt det var at kaste stærk mad op. Kan godt være, det brænder på vej ned, men det er eddermame så meget værre, når det skal op igen. Er så glad for jeg ikke kaster op nogensinde mere. På den måde er jeg jo god. Når noget er lov, så er det lov. Jeg er holdt op med at ryge, ergo har jeg ingen rygetrang, fordi rygning er ikke en mulighed J Det samme er tilfældet med opkast.

om at være anderledes

Jeg synes, der er koldt, og jeg fryser. Hader at fryse. Pakker mig gerne i ind i 20 lag tøj for at undgå at fryse. Gevinsten er jo så, at jeg også undgår at mærke min krop J Da jeg var indlagt, lærte jeg af de andre, at man forbrænder mere ved at fryse. Nogle nægtede at skrue op for varmen. Nogle tog kolde bade. Ikke mig. Jeg skruede helt op for varmen og nød dejlige bade.

Jeg var faktisk anderledes på mange punkter end de andre, selvom vi havde samme sygdom. Jeg spiste flere gange om dagen. Jeg spiste stort set alt – der var ikke forbudte varer. Jeg spiste almindeligt. Jeg snød ikke – altså lod som om, jeg spiste. Enten gjorde jeg, eller også gjorde jeg ikke. Jeg havde ikke mærkelige spiseritualer. Jeg spiste på almindelig tid. Jeg kunne spise lys pålægschokolade, selvom jeg overhørte en personale, der fortalte, at anorektikere kun spiste mørk J Gad vide om ikke alle ting var medvirkende til, at jeg havde svært ved at se mig selv som værende anorektisk. Jeg var jo ikke syg – skulle bare tage mig sammen.

Noget af det samme billede af det, jeg nørkler med i dag. Tror jo ikke, jeg er syg mere. Jeg er normalvægtig. Jeg spiser til måltiderne. Jeg taber mig ikke voldsomt. Viktor er uenig, og han mener, vi skal finde noget hjælp, inden det går galt. Han er altså også meget pessimistisk. Jeg vil gerne tro, jeg er mere realistisk. At jeg er reflekterende er i hvert fald en god ting. Jeg tror, det vil fastholde mig i, at jeg ikke vil være så syg igen. Og med de ord spiser jeg min madpakke, selvom jeg ikke er sulten.

vil være et godt menneske

Er i skole efter en fin weekend. Ikke de store udskejelser. Svigermekanikken var på besøg i går. De er sgu tunge at danse med. Skal passe på ikke at komme op og toppes med dem. De vil jo det bedste. Det vil jeg også. Mit højeste ønske i verden er at være et godt menneske. Vil så gerne være god ved andre. Vil så gerne vise næstekærlighed. Jeg hader mig selv, når jeg bliver irrationel vred på andre, fordi de fylder, smasker, ryger, lugter osv osv. Alle de ting harmonerer ikke med at være et godt menneske i min optik. Jeg ved jo, hvor dejligt det er at blive behandlet anerkendende og med kærlighed. Hvorfor falder jeg så i og vrisser af folk i stedet for at invitere dem ind. I efterrationaliseringen ved jeg jo godt, hvad det rigtige er. Det er bare så meget sværere i situationen.

Men – mit mål er stadigvæk at være et godt menneske. Vil behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles af dem. Måske lærer jeg en dag at have samme syn på mig selv.

Det er jo i virkeligheden banalt. Det du giver ud, er det du får. Smil til verden, og den smiler tilbage. Det er jo det, jeg grundlæggende tror på. Betyder jo ikke, jeg lader mig træde på eller fedter op til folk. Vil bare gerne være sød – give et smil. Det luner. Vil anerkende folk så de kan få det bedre med sig selv. Jeg vil ikke være dum mod dem, for jeg kan få det bedre med mig selv. Det er sgu i øvrigt som at tisse i bukserne – kun kortvarig tilfredsstillelse.

Nå… lektier J

2 kg. TO kg!

Har lige været til pensionist træning. Var ved at dø … seriøst! Eller så´n da…. Vejer mig jo altid dernede. Må ikke – men kan ikke lade være. Vægten har jo været lidt på nedadgående, så jeg havde regnet med at have taget lidt på. Har faktisk fulgt planen rimelig… så´n da. 

Nåmen, vægten fortæller så ubarmhjertigt, at jeg har taget 2 kg.  på. TO kg. Det er jo ikke muligt, men ikke desto mindre sagde den det. Min træning blev så forstyrret af mine tanker. Jeg gav den max gas og planlagde at droppe spisningen det næste stykke tid. 2 kg! er sgu meget på en uge. Inderst inde vidste jeg godt, det nok ikke var helt rigtigt. 

På den anden side plejer vægten at være korrekt. Har aldrig haft problemer. Panik. Og træls jeg slet ikke nød træning og afspænding. Kom dog frem til noget godt i tankerne. Ville fortælle Viktor om øgningen, selvom jeg skammede mig. Ved jo af erfaring, at når jeg taler om det, så fylder det mindre. Vidste jo også, at hvis ikke jeg talte om det, så ville jeg skære for meget fra. Og jeg skal jo for pokker tage på. 

Efter træning ville jeg veje mig igen. Stikket til vægten var igen taget ud hvilket undrede mig. En med kursist fortæller mig så, vægten er i stykker. Den vejer 2 kg for meget!!! Pyha!!! Var så lettet. Er helt høj nu…!!! Det var godt nok angst fremkaldende. Dumme vægt der stadigvæk fylder så meget i mit liv. 

Nu vil jeg nyde weekenden!

MAD - igen!!!

Jeg gad virkelig godt skrive et indlæg, hvor der slet ikke var fokus på mad. Jeg er så træt af mad. Alt er bare – MAD … hele tiden. Mine tanker beskæftiger sig ikke med ret meget andet. Lige fra jeg vågner. Jeg tror, det skyldes, jeg er nødt til at ændre mine vaner.

 Normalt spiser jeg altid a38 til morgenmad. Det er totalt tryg spise for mig. Hvis jeg kunne, spiste jeg det altid til aftensmad også J Det er ikke tilladt, så jeg gør det ikke så tit. Nåmen, nu ska jeg jo så tidligt op og i skole. Er ikke sulten kl. 6.30, så jeg må vente med at spise morgenmad. I gamle dage spiste jeg a38 i toget. Det var helt skørt. Tog ½ time og blev gjort med teske. Det vil jeg ikke tilbage til. Vil ikke spise a38 i toget! Spiser rugbrød og banan i stedet for. Det er okay, men det fucker mine tanker op.

Synes pludselig heller ikke, jeg bør have formiddagsmad, når nu PepsiMax smager bedre…. Og når jeg skal spise ude i aften, behøver jeg jo heller ikke eftermiddagsmad. Så´n kører mine tanker non stop. Jeg planlægger, hvor jeg kan spise mindre og mindre. Jeg ønsker egentlig ikke at blive mindre; at tabe mig. Men jeg har godt nok svært ved at genfinde motivationen til at øge det sidste. Vil gerne have min menses igen… og vil bare overhovedet ikke have den igen.

Fuckin ambivalens. Hvornår er det lige, det bliver nemmere??? Hvornår er det lige, jeg ikke skal bekymre mig non stop om mad. Jeg skal følge planen! Jeg ved jo godt, at tankerne bliver nemmere, når jeg følger planen…. Det er bare så skide svært. Synes ikke, det bliver nemmere, selvom jeg er blevet det lovet.

rationel/irrationel

I skole i dag. Det er underligt endelig at være her efter så lang tid. Jeg synes heldigvis, jeg igen er klar til at udfylde dagene med lidt flere krav end blot spisning.

Det har været nogle hårde dage siden sidst. Jeg har været temmelig deprimerende og opgivende. Der har været lidt krise derhjemme. Jeg har reageret ved at være mut og indelukket. Ikke den bedste løsning men en forsvarsmekanisme, jeg benytter mig af, når livet gør ondt. Hvis jeg er indelukket og ligeglad, så er der ikke noget, der bider på mig. Ikke noget der kan gøre ondt. Det er en okay måde at overleve i øjeblikket på, men det er ikke en holdbar løsning i længden. Jeg har bare så svært ved at anerkende, at der er problemer. Når verden er sort og hvid meget af tiden, så kan problemer jo medføre, jeg er nødt til at ændre hele mit liv.

Rationelt ved jeg godt, det ikke er en korrekt antagelse, men når jeg er i det, så er det svært ikke at falde i det velkendte irrationelle hul. Mit liv er jo fyldt med glæde, og grundlæggende ønsker jeg ikke ændringer. Så er det altså ekstra svært, når jeg oplever, noget ikke fungerer.

I går fik vi heldigvis taget hul på bylden – og hvilken lettelse. Det viste sig jo, at der er en logisk grund til, uden har været svær. Efter vi har talt om det og lavet planer om ændringer, så er det jo dejligt at være til. Det viser jo igen med al tydelighed, at det er dumt at gemme på tingene. De skal ud i det åbne og snakkes om, så de kan fylde det lidt, de nu engang gør. Hvis de bliver ved at være forputtede, får de alt for meget opmærksomhed af den dumme og irrationelle slags.

Håber, jeg kan huske det til næste gang.

skumle bagtanker

Der er vist bagtanker med alt. Det er svært at fejle en sygdom som anoreksi, uden den stikker sit grimme fjæs frem alle steder. Tror altid, jeg vil høre dens stemme. Heldigvis tror jeg, at jeg med tiden kan gøre den til en ligegyldig hvisken – og måske forsvinder den helt en dag. Det kunne være rart at tænke på noget på tingens egne præmisser – uden at skulle blande spiseforstyrrede tanker ind i det.

Jeg tror, et er nemmere at forstå med konkrete eksempler; jeg havde meldt mig som indsamler til Red Barnet i søndags. Min hovedtanke var at det var en god gerning, og der manglede folk i Randers. Min næste tanke var, at jeg skulle sørge for at få en besværlig rute med masser af trapper, så jeg rigtig fik forbrændt kalorier. Skal da så lige love for, jeg fik trapper. Jeg gik så mange etager, at jeg til sidst seriøst overvejede, om jeg kunne holde til det. Mine knæ begyndte at gøre ondt, men jeg blev ved. I 2½ time gik jeg på trapper. Ruten var kun knap en km., så der var en del opgange.

Men altså – præmissen at samle ind var jo god. Det er godt at gøre noget godt for andre. Motionen er også rar – det er klart. Desværre overskyggede anoreksi, fordi det kom til at fylde rigtig meget for mig. At gøre en god gerning blev sat i baggrunden, og jeg var i stand til at overbevise mig selv om, at jeg kun samlede ind af selviske årsager. Lidt øv.

I dag var vi i Århus. Jeg skulle til sygehustjek. Igen brugte jeg masser af tid på madtanker. Vi drak en kaffe latte til formiddag. Det har jeg gjort før som erstatning til mellemmåltid, og det er helt legalt. Desværre kunne jeg ikke nyde den, fordi jeg havde travlt med at tænke, hvor meget jeg skulle levne, og hvilket måltid det skulle gå ud for osv osv. Det er fint, at min spisning er mekanisk, fordi jeg på den måde får rigelig med mad, men det er et meget rigidt system.

Men – trods alt så havde vi en hyggelig tur i Århus, og vi fik talt om indsamlingen, fordi Viktor jo også havde set både gode intentioner og de mere skumle bagtanker.  

DAD - OMG

Feed koncert i går. DAD rules J Nyder at være til koncerter. Vi hørte også Carpark North - men de blegner jo ved siden af kongerne :-) 

Startede med at spise ved forældre. Det gik fint. Min mor er blevet opmærksom på ikke at lave for farlig mad. Det er rart, og det gør, jeg føler mig respekteret. 

 Humøret er godt i dag. Cykler snart ud i haven og nyder den allersidste sommerdag. Håber, det bare er den sidste på kalenderen, så der kommer masser af lune dage.  

blandede ligegyldige strøtanker

Som tiden går. Var ved læge forleden. Ser ud til, jeg har fået vendt den nedadgående spiral. Så jeg havde taget 700 gram på. Det er totalt nederen okay. Det er det rigtige at gøre. Nu skla jeg bare klø på, så den ikke falder igen. Gad virkelig godt vende tilbage til de gode gamle dage, hvor alt ikke var fokuseret på mad.

Ellers alt vel. Skal jo starte i skole i næste uge. Det skal jeg så alligevel ikke, da jeg skal noget med læger alle skoledagene. Skønt. Det ene er tandlæge. Det andet er tjek for tarm operation og det tredje er møde med sexolog. Er nervøs for det sidste. Skal sidde med Viktor og en fremmed og snakke om, hvorfor sex er så svært. Hvorfor jeg ikke føler lyst mere. Mine nedre dele er beregnet til tisse og skide. Slut færdig. Det er deprimerende, så på den måde bliver det okay at få sat noget i gang, så mit sexliv kan køre igen.

Skal til koncert i aften – DAD. Skønt. Om end jeg allerede frygter aftensmad ved forældre og æbleskiver til koncerten. Godt tanker altid er værre, end når ting opleves.

Håber, jeg er okay i aften. I går var vi i Århus, og jeg havde en af de der dumme dage, hvor jeg kan skrige, hvis jeg berøres af andre.

Nå… det var en lille update. Er træt, men må i gang med dagen

ængstelighed og ansvar

Jeg kom forleden til at tænke på, hvorfor det er, jeg holder fast i anoreksi. Man siger jo, at spisningen er et symptom på noget andet. Men jeg synes jo, mit liv fungerer rigtig godt. Der er styr på det hele…. Så´n da J

Jeg har gennemgået flere års terapi, så i teorien burde jeg jo være rask. Da jeg i sin tid startede ved psykolog, var der meget fokus på min selvskadende adfærd – med fokus på alle de mænd, jeg var igennem. Det talte vi så om en time om ugen i 2½ år. Det virkede, og jeg havde ikke samme behov for at blive bekræftet gennem mænd. Derefter kom borderline diagnosen  i fokus. Behandling 2 gange om ugen i 2 år – individuel og gruppeterapi. Fik løst mange borderline problematikker. Stoppede med at være selvskadende og fik ret godt styr på min impulsivitet. Fandt også mit livs kærlighed J 

Da jeg stoppede behandlingen, opfyldte jeg ikke længere kriterierne for borderline. Efterfølgende har jeg haft et par kriser og noget angst, som jeg har været i terapi for. Slutteligt var der så hele den massive behandling for anoreksi. Så skulle man da nok mene, at jeg har styr på mit sind?

Så kan det undre, hvorfor jeg bliver ved at hænge fast i spiseproblematikker. Forleden slog det mig, at jeg aldrig har arbejdet med den ængstelige side af mit sind. Jeg har altid bestået af to ekstreme sider – borderline siden der fik masser af opmærksomhed samt den ængstelige side, der var nervøs og angst for alt. Måske er borderline symptomerne kommet for at overleve angsten? Jeg har aldrig rigtig arbejdet med angst og bekymringer. Før i tiden var angsten ret konkret; jeg var eksempelvis panisk angst for torden. Jeg var bange for at køre bil osv. Jeg dæmpede det med medicin. I dag er angsten mere diffus og meget bundet op på bekymringer for andre. 

Da jeg var indlagt, var jeg lettet over at blive frataget ansvar - både ansvaret for mig selv og andre. Tror faktisk, at ængsteligheden kommer meget fra stor ansvarsfølelse. Jeg tager jo andres ansvar til mig. Jeg føler mig ansvarlig overfor andres følelser og handlinger og humør. Det er MIT ansvar, at andre har det godt. Det er utopi at tro på, det kan lykkes. Når jeg ikke spiser og gør mig selv syg, så slipper jeg for ansvaret. Nu forventes det ikke af mig, at jeg passer på andre. Nu skal jeg passes på.

Så – jeg skal stadigvæk arbejde med mig selv. Jeg skal væk fra at tro, jeg er ansvarlig for alt og alle. Min ængstelighed skal jeg arbejde med. 

Jeg er jo opvokset med en totalt overnervøs mor. Når vi hørte ambulancen skulle vi ringe hjem. Hun var bekymret over alt – og er det stadigvæk. Jeg må ikke være nervøs overfor hende. Jeg er nødt til at være sej og ovenpå. Jeg kan ikke dele mine bekymringer med hende uden at have en løsning. Jeg kan ikke rumme hendes bekymringer. 

Uanset hvad så melder jeg krig mod ansvarfølelsen og den ekstreme ængstelighed. Alt med måde! Finde middelvejen – det er svaret. 

de svære hindbærsnitter...

Jeg bliver så ked af det, når mad kommer til at påvirke mit humør. Hvorfor bliver det ved med at være så svært? Jeg laver om- og genveje når det bliver for svært. Viktor og jeg var på vej i Føtex med en leverpostej, der var blevet muggen. Inden vi tog af sted havde jeg mange undskyldninger for at udskyde det. det er farligt at gå i Føtex. Ved jo ikke hvad vi ender med at købe. På vej derover møder vi sønnike. Han vil gerne med. Panik. Ved jo han gerne vil have kage eller noget andet. Overvejer at gå hjem. Vælger at gå med. Større kontrol over indkøb. Vi afleverer muggen postej derovre. Jeg overvejer at aflevere den og lade dem shoppe, da aflevering sker ved siden af bager med stor sandsynlighed for fristelse. Men hvis jeg afleverer, så skal de handle, og hvad finder de så på? Vi afleverer postej og får 25 kr. på gavekort ekstra. 

Jeg panikker. Ved jo, at sandsynligheden for, de blive brugt til kage er stor. Vi handler. Jeg render hurtigt rundt. Er helt stresset og bliver så irriteret over alle menneskene. Vil hurtigt ud. Ved kassen skal vi betale. Matias og Viktor har aftalt, at Matias henter hindbærsnitter, mens vi betaler. Panik! Jeg skal bruge alle mine kræfter på ikke at skælde ud eller moralisere over det dårlige i at spise kage…. Fuuuuck! Det er virkelig slemt, og jeg er tæt ved at eksplodere.

 Hjemme spiser de kage, mens jeg er i rummet med min kaffe. Undskyldningen fra min side er manglende sult efter frokost. Jeg er ved at eksplodere, mens de taler en masse om kagerne. Har lyst til at flygte, men jeg vil også gerne være sød, når nu Matias er her. Han er her jo ikke så tit, og jeg kommer lidt for ofte til at være sur, når han er her med efterfølgende dårlig samvittighed. Det er ikke hans skyld, han er en god dreng, som rigtig godt kan lide mig, og jeg kan lide ham. Det må ikke gå ud over ham.

Jeg klarede det i dag. Jeg flippede ikke ud og skældte ud. Det var svært, og jeg er tappet for god energi.

Bliver bare så trist, når jeg oplever, at det med mad bare fylder alt for meget og påvirker mit humør på den måde. Håber, det bliver nemmere med tid. 

druk

Drak mig i hegnet i lørdags. Sådan godt og grundigt. Normalt drikker jeg ikke. Jeg nyder ikke alkohol. Hvis jeg drikker, vil jeg være fuld, og det er altså ikke altid, jeg helt kan styre det. Har jo en fortid med masser af druk. Det var fint dengang; nu er jeg ældre og mere moden… J En gang om året er det dog tilladt at drikke mig stangerstiv. Vi mødes med et hold venner en dag i Randersugen, og så går det løs. Vi startede ude i kolonihaven, hvor vi fik døbt huset J Total hygge i det gode vejr.

Derefter gik det løs med druk – og lidt mad. Maden er heldigvis en lille prioritet, så jeg slap af sted med at lave tacos. Tanken om druk OG tung mad var for svær. Min kusine og jeg havde aftalt at forberede forskellige drinks. Jeg havde købt maser af light sodavand, så jeg følte mig nogenlunde sikker. Hmm… hendes drinks bestod så af juice og andre kcal rige drikke. Pyha, det var en overvindelse. Jeg har så svært ved at drikke kalorier. Det virker bare så unødvendigt. Men jeg gjorde det!!! Jeg drak. Og jeg spiste popcorn og saltstænger – og chips!!! Normalt hvis jeg spiser den slags, er jeg enormt kontrolleret. Kun en ad gangen i munden og der skal tygges grundigt. I lørdags gav jeg los. Jeg spiste sågar flere peanuts. Det var så fedt. Den følelse af frihed prøver jeg at holde fast i, når jeg får dårlig samvittighed over grådigheden.

Var i øvrigt skønt at være fuld. Drak så meget igennem, at jeg kastede op til sidst. Det er okay den ene gang om året. Næste dag var jeg knap så frisk J

tanker og tanker... om tanker

Jeg overtænker stadigvæk alting. Måske er det bare en del af min natur. Jeg kom til at tænke dybere over det i Fakta. Jeg stod ved flaskeautomaten og kørte flasker igennem. Ville egentlig gerne have pengene – der var for omkring 30 kr. Det er da en sjat. Men så er det jo lige, der er den der donation knap. Hvis jeg var en god sjæl og trykkede, så gik pengene til Red barnet. Nu ved jeg jo godt, det ikke er alverden, dre kan gøres for mine 30 kr., men det er da trods alt mere, end hvis jeg selv beholdt pengene. Alligevel syntes jeg måske, det var træls at give pengene ud. Jeg havde jo fragtet flaskerne…. Men det var sørme da også en ego tanke. Hvad med de stakkels børn? R jeg virkelig så stor en nærigrøv, at jeg ikke under dem 30 kr. kom så til at tænke på det dejlige i at bidrage til et godt formål. Det giver en god fornemmelse. Men hov – er det okay at donere penge, hvis bagtanken er egoistisk? Altså jeg ved jo godt, modtageren er græsk katolsk omkring det, men jeg tror ikke, det giver gode point på karma skalaen. Burde jeg så ikke beholde pengene, hvis jeg alligevel ikke scorer på karma? Men – jeg r jo også et godt mennesker, der gerne vil yde noget, og det er en nem måde at yde på. Men der er jo ingen, der kan se mig yde. Noget af det seje ved at yde er jo netop anerkendelsen. Men hvis jeg ikke giver, så bliver jeg ramt af dårlig karma; det ville da være øv.

STOOOOOP!!!!

Hold nu op jeg stod længe ved automaten, før jeg besluttede at donere pengene. Nu har jeg fortalt historien her, så I ved, jeg er god. Måske scorer jeg ikke så højt på karma, men hovedformålet med at fortælle var jo ikke den egoistisk. Jeg ville jo bare illustrere, hvordan mine tanker ofte går helt amok, og jeg kan ikke beslutte noget. Det er jo bare en lille detalje, men når dagen er fyldt med dem, samtidig med hjernen er opslugt af spise/spise ikke problematikken, så er der altså ikke meget plads til bare at være.

Måske egentlig det er grunden til, jeg befinder mig så godt ude i kolonihaven. Der er ikke så mange beslutninger. Det er rart. Maden er også bestemt på forhånd. Skal kun debattere med mig selv om tidspunktet, hvilket sgu kan være enerverende nok.

Jo Jo. Ellers alt vel. Har været i haven de sidste dage. Har både malet og ligget i hængekøje. Skønt!