Gammel dagbog.

29/9-10

I mandags talte jeg med et personale fra DH. De ved godt, jeg snyder dernede. Jeg ved godt, de ved, jeg snyder... og alligevel snyder jeg. Det er da ikke normal adfærd? Pis, jeg er træt af det. Vi talte igen om indlæggelse. Fik det heldigvis bedre i løbet af den aften dernede. Til sidst kunne jeg endda deltage i samtalerne :-)
I dag var jeg ved psykolog. Vi talte om indlæggelse - surprise! Jeg aner ikke ud eller ind. Hvorfor er der ikke bare nogen derude, der beslutter for mig? Hvordan skal jeg vide, hvad der er rigtig og forkert? Jeg magter jo ikke engang at spise rigtigt. Vi talte om både fordele og ulemper ved indlæggelse. Kan se det fra alle sider. Er bare så bange for, jeg ikke selv kan klare denne kamp. Men hvad sker der med mig, mine tanker, min familie, mit studie osv., hvis jeg bliver indlagt? Bliver jeg endnu mere trodsig, eller formår jeg at indse vigtigheden i at komme i gang med spisning og kostplan? Håber virkelig!
Da jeg kom hjem meddelte kæresten han havde brug for pause fra sygdommen. Kan godt forstå ham. Ville også ønske, man kunne holde lidt ferie fra det hele. Farvel anoreksi - jeg vender tilbage om et par dage :-) Tænk hvis det var muligt.
I morgen har jeg jo så fornøjelsen af vægten. Har levet restriktivt den foregående uge, men man ved aldrig med den vægt. Sidst var den jo steget trods manglende mad. Hvis ikke den er steget, skal jeg enten til forsamtale til indlæggelse eller udskrives helt. Det er hårde vilkår. Hvis den er steget, skubber vi beslutningen en uge mere, tror jeg. Det er tåbeligt; jeg er jo lige syg/ude af stand til at spise upåagtet af vægten. Kan selvfølgelig håbe, jeg kontinuerligt tager ½ kg. på uden at spise mere, end jeg gør nu. Hmm.... kan også drikke et par liter vand inden vejning. Så kan jeg da rigtig få ros.... Det er bare ikke en option for mig - heldigvis. Det var jo det med ærligheden... :-)
Skriver i morgen

 

27/9-10

Skriver nede fra daghospitalet. Jeg har ingen energi og ingen sociale evner i dag, så jeg har trukket mig lidt tilbage og sidder alene ved pc. Måske er jeg frisk lidt senere.
I weekenden skulle jeg til fødselsdag. Vi skulle fejre min mor, min søster og min niece. Jeg havde talt med gruppen hernede om det, og de mindede mig om, at det var vigtigt, jeg overholdte alle mine måltider og betragtede fødselsdagskage som et mellemmåltid. Yeah right. As if. Jeg spiste lidt morgenmad og sprang resten af dagens måltider over. I stedet spiste jeg 3 stk. kagemand og en bolle. Starffen kom dagen efter. Fuck, jeg var syg. Jeg måtte aflyse at komme ud og svømme, fordi jeg var så skidt tilpas. Jeg havde den vildeste kvalme og hovedpine. Sov til kl. 12. Stod op - spiste en smule og sov videre. Hele dagen fik jeg altså ikke spist det vilde. Yogurt var det vildeste, der gled ned.
I dag har jeg det bedre, men jeg er ikke på toppen. Jeg har spist morgenmad, men så skulle kæreste og jeg til Risskov til parsamtale, så jeg nåede ikke formiddagsmad eller middagsmad. Har så lige spist en grovbolle. Damn..... sikke opmærksom jeg pludselig er på maden. Det plejer jeg da ikke at være. Gad vide hvad det nu lige handler om?
Der stilles spørgsmålsteng til, hvorvidt jeg har givet op, nu hvor der snakkes om indlæggelse. Gad vide om jeg reelt har givet op? Det er en hård, hård kamp, og det ser ikke ud til, jeg vinder nemt. Jeg ved, jeg skal nok vinde, men jeg havde godt nok aldrig troet, det ville være så svært. Øv øv. Hvad mon der skal til? Jo, du skal følge din kostplan! Ja, men hvordan pokker får jeg startet?
Skal til læge i morgen. Får spat af at rende på toilet hele tiden. Der må da kunne gøres noget? Det håber jeg. Det fylder altså for meget. 
Jeg fryser. Vil læse lidt og så ligge mig ind på sofaen

23/9-10

Nåmen, så havde den dygtige jo taget 400 gram på. Så flot! Nooooot. Nægtede at tage imod rosen, da det jo ikke er et reelt vægtøgning. Det vil jeg ikke komplimenteres for. Havde jeg fulgt madplanen og virkelig gjort et forsøg, så havde det været noget andet. Jeg var selvfølgelig helt ærlig omkring det.
Er så træt af at blive bedømt af et tal. Det er sgu da nederen. Er tallet stort, er du dygtig. Er det lille, er du slem. Fyyyhaaa! Heldigvis er tingene ikke så sorte/hvide. Det viste sig, at daghospitalet har indstillet mig til en indlæggelse - ikke dermed sagt, jeg skal indlægges. Men der er jo ventetid, så det har vist sig som god praksis at holde en plads. Det er jeg faktisk lettet over. Jeg trænger i den grad til at få fjernet det ansvar omkring maden. Jeg kan jo ikke selv, og jeg tør ikke lade kæresten. Har bare brug for andre, tror jeg. Når jeg så har taget på, skulle min hjerne gerne være klar til at indse nødvendigheden af at spise sundt - og altså nok.
Ellers alt i alt en skoddag. Vi havde kropsbevidsthed med teori først og derefter praksis. Jeg var bare slet ikke motiveret - orkede ikke Havde bare lyst til at lukke mig inde i min egen lille bitte verden uden en masse forstyrrelser. Var også vanvittig træt... er jeg stadigvæk. Og hovedpine og kvalme. Yeeah - life is great.
Nu vil jeg drukne alle mine sorger med kaffe og Lærkevej.

 

22/9-10

Jeg var jo noget nervøs sidst, jeg skrev. Var på vej til Risskov til pizza og film. Var sikker på, jeg ville blive kvalt af angst over pizza spsiningen. Fik til min store glæde så at vide dernede, at det var fint at nøjes med at spise ½ pizza. Så var det jo pludselig ikke noget problem. ½ pizza svarer jo nogenlunde til mit almindelige aftensmåltid. Jeg valgte en salatpizza. Så salat og lidt kylling til mig :-) Pizza siger mig ikke det vilde - men den smagte nu udemærket. Spiste ikke helt ½, da jeg undlod skorperne. Men jeg spiste da det meste - og mellemmåltidet om eftermiddagen. Mellemmåltiderne er klart de sværeste for mig. Det er så led at spise andet end gulerødder. Nu skal jeg spise 1 grovbolle med nutella, 1 stk. frugt OG et glad cacao. Det er eddermame meget på een gang. Oven i købet var æblet et lille bitte et, så de opfordrede mig til at spise 1½! Hmm.... godt jeg kunne skære det meeeget store kernehus fra :-)
Tjah - alt er altså status q herfra. Stadig lige så mange toilet besøg. De e rbegyndt at fylde meget mentalt for mig. Hader at skulle rende hele tiden. Efter pizzaen var jeg på wc og skide 4 gange, mens vi så film. Det er sgu da både uværdigt og pinligt! Har fået en tid ved lægen igen. Der må sgu da kunne gøres et eller andet???
Nåmen, mandagen bød jo ikke kun på pizza og film. Vi havde også gruppeterapi, hvilket var meget godt. Vi var kun 5 i gruppen, så der var fin plads til alle. Nogle fylder selvfølgelig mere end andre. Jeg fyldte forbavsende lidt. Jeg gad ikke rigtig involvere mig. Vi fik dog talt om kærestens rolle og der var bred enighed om, han ikke skulle være den strenge bestemmende forælder. En i gruppen stillede mig et provokerende spørgsmål: "Hvis ikke du vil tælle dine mandler, din kæreste må ikke - Risskov må ikke. Hvem skal så?" Det har jeg tænkt en del over. Det sætter godt nok tingene i perspektiv, samtidigt med det illustrerer, hvilken svær kamp jeg er i. Jeg kan jo mærke tilbagegang. Pludselig panikker jeg og begynder at tælle kcal. igen. Det var jeg ellers holdt med. Det var bare ikke relevant. Forleden blev jeg bange for, om jeg havde spist for meget hvidkål og magert okse! Hallooo! Det kan man næsten ikke overspise af, når man er 2 personer, og der er til to dage med 450 gram. oksefars og et hviskål og lidt gulerødder.
I morgen skal jeg vejes. Jeg tænker, den står på det samme. Ved ikke, om det betyder time out eller hvad. Jeg overvejer seriøst indlæggelse. Jeg blev dog lidt i tvivl, da jeg læste besked fra Julie, der beskrev, hvor uværdigt og ydmygende det er. Jeg tror ikke, det er en dans på roser.... jeg tror bare, jeg har brug for, nogle kompetente .. nej, autoritære mennesker, der tilbereder min mad og siger, hvad jeg skal spise. Så slippe jeg i første omgang for at tage ansvar for det - og kæresten skal heller ikke holdes ansvarlig. Når jeg spiser morgenmad med sygeplejersken, gør jeg det jo rigtigt.
Det liv - det liv.
Men - er stadig positivt tænkende, og jeg VED, jeg kommer igennem dette også.

 

20/9-10

Hold da op hvor det regner. Det påvirker altid mit humør meget - vejret that is. Når jeg læser gamle dagbøger er det tydeligt, at nedturens grimme fjæs viser sig, når vejret begynder at være gråt og dumt. Jeg tror, det bliver bedre med tiden dog. Bevidstheden omkring det er jo da i hvert fald noget.
Kæresten og jeg har jo aftalt at påbegynde noget, de i Risskov kalder parterapi. Vi kan få tre gange med en sygeplejerske - selvsamme der spiser med os engang i mellem. Vi skulle være startet i dag, men jeg har aflyst og ønsket at starte i oktober i stedet for. Jeg synes, der er nok at se til i tiden. Men nej nej. Kæresten ringede til hende i dag for at høre, om det var okay at udskyde det. Det var det så ikke. De mener, det er vigtigt, at vi også kommer i gang med den del af det også. Vi skal ikke tænke på det som "rigtig" parterapi - mere en hjælp til fordeling af vores roller. Det er min forståelse, at de gerne ser, at kæresten er lidt mere hård i forhold til at presse mig. Jeg ved bare, hvor forkert det er - og kæresten ved det. Han er bare ikke den type, og jeg responderer heller ikke ret godt med hans pressen. Efter 7 år er det altså ikke nemt at skifte roller. Hvis han så presser mig til at spise, og jeg stadigvæk ikke gør det - hvad så? Mister han så ikke respekt imine øjne? Jo! Og det er altså ikke særlig godt for vores forhold, skulle jeg hilse og sige.
Hvor er der dog meget at tænke på! Skal jo derned i dag. Pizza og film. Ren hygge! Nooooot! Har spurgt, hvad der sker, hvis jeg klasker pizzaen i jorden. De svarede, at de jo så måtte sørge for at købe ekstra :-) Humor er klart vigtigt i alt dette.
Noget andet jeg har tænkt over er de andre i gruppen. Det må være demotiverende for dem, at jeg ikke følger behandlingen. I dag starter en ny i gruppen. Det er spændende. Så er man allerede en af de gamle :-)
hej igen

 

18/9-10

Hold da op - jeg ser lige, der er en måned til min fødselsdag. Gad vide hvordan den bliver i år med hensyn til mad....
Sidst jeg skrev var dagen inden vejning. Jeg havde så tabt mig 900 gram. Ikke overraskende. Havde ikke nået kaffen og har ikke fulgt planen. Er totalt indifferent på en måde. Det er så dumt, men jeg føler ikke, det er mig, der taber mig. Det er ikke mig, der gør oprør mod madplanen. Det er ikke mig, der snyder. Jeg har jo sagt, min force er ærlighed - det gælder stadigvæk. Dog har jeg opdaget, at man skal spørge ind til tingene for at opnå min ærlighed. Den kommer ikke bare af sig selv. Jeg lader det være op til andre at stille de rigtige spørgsmål....
Nåmen, efter vejning havde vi kropsgruppe, hvor vi havde nogle forskellige øvelser med en fysioterapeut. Det var som dengang, jeg gik til afspænding, så det var ganske behageligt. Efterfølgende frokost bestående af rugbrød - trygt og fint. Så var der fokusgruppe, hvor vi talte om vægtkurver og madplaner. Vi havde 10 min. hver. En kvinde blev sendt på timeout, fordi hun ikke havde taget nok på. Det betyder en uge uden behandling. En anden havde planmæssigt taget på og var ked af det. Alt er sgu svært! I mit tilfælde blev der stillet spørgsmålstegn til min forståelse af sygdommen, og om jeg evt. skal indlægges. Men det  er jo ikke mig...
Fredag stod den på psykoeducation med diætisten. Vi talte om normalvægtsområdet. Det viser sig, at når kroppen engang har været under bmi 18,5, så rykkes den nedre bmi grænse til 19,6. Det betyder jo så en højere målvægt, men det er åbenbart det sundeste for kroppen. Den må aldrig blive undervægtig igen; det er for farligt. Ellers ikke det store nye. Jo - vi talte om, at når man er i processen med at tage på, falder kg. i starten ret uhensigtsmæssigt. Vi snakker store kinder og mave deller. Heldigvis falder tingene på plads på sigt, så man kan se normal ud igen. Selvfølgelig er træning og fysisk aktivitet en god ting, når man skal stabiliseres.
Efter frokost som var ret grænseoverskridende: salat m. avocado, rejer og laks... og 2 stk. brød!!! , var der så tid til weekend snak. Her kunne vi snakke om, hvilke weekendplaner vi havde, og om der var evt. problemer, der skulle vendes. Igen blev det sagt af både behandlere og gruppen, at jeg seriøst burde overveje indlæggelse, da de mener, jeg måske er for syg til selv at tage ansvar for vægtindhentning. Øhhhh.... Jeg talte efterfølgende med personalet, der udtrykte bekymring for mit helbred. Dog skal vi se tiden an og håbe på vægtøgning på torsdag. Jeg gør mit bedste til det.
Tanken om indlæggelse deler mit sind i to. På den ene side er tanken om fravær af ansvar dragende - på den anden side har jeg ikke lyst til at være i andres magt. Som indlagt er man jo syg - det betyder, jeg ikke må bevæge mig mellem måltiderne. Det er sgu heller ikke ønskværdigt.
Hmm.... skulle egentlig svømme i morgen trods andres frarådelser. Nu har DB meldt afbud, så jeg slipper for at tage beslutning.
På mandag står den på pizza!!! og filmhygge på daghospital. Må æde pepperoni, så jeg kan gaine vægt 
:-) 

15/9-10

Så sidder jeg på biblioteket igen :-) Det må være en fordel, når jeg skal arbejde herovre, når jeg er færdig med at læse. De må ubevidst føle, de kender mig.
I går var selveste dronningen på visit i Randers. Det var så fint med masser af flag og mennesker. Vi var lige ude og se giraffen. I går aftes sendte de kongeskibet afsted med en ordentlig røvfuld af fyrværkeri. Det var så smukt. Bomber sprang ud som hjerter og sommerfugle. Jeg blev helt rørt :-) Det er typisk mig på lykkepiller. Jeg bliver nemt rørt, når folk står sammen om noget; jeg føler en eller anden nærhedsfølelse med dem. Normalt siger jeg, at mine følelser bliver kappet af - altså både bakke og bunde skæres af. Jeg er bare ikke helt sikker på, det er rigtigt... Tror faktisk, jeg er i stand til at føle mere, end jeg er klar over. Jeg græder ikke over film mere, men det er jo bare en lille ting. Jeg bliver jo stadigvæk vildt ked af det og vildt glad. Og det er jeg sgu taknemmelig for.
Jeg var på sygehuset i dag med en skideprøve. Ja, så så man mig sidde og skide i et engangskrus :-) Fed facebook opdatering ;-) Nah..... men nu må vi se, om der er noget alvorligt galt. Jeg tvivler på det, men det er godt nok anstrengende at rende så meget på wc. Det ødelægger faktisk en del socialt. Jeg undlader også at komme ud, når jeg lige har spist, fordi jeg ved, mine prutter er dødelige, hvis ikke jeg er tæt på et toilet.
Jeg skrev jo til mine undervisere i går og fortalte dem om min situation. Jeg har bl.a. fået et dejligt svar fra en af dem, jeg har haft i de 2 foregående semestre. Han skriver, klassen kommer til at savne mit vid og engagement. Ydermere spørger han ind til, om min perfektionisme i forhold til at være bedst og have styr på alt er helt hensigtsmæssig i alt dette. Det har han jo fuldstændig ret i. Jeg har tre 12 taller indtil videre, og selvom jeg siger, at det er okay at få andet end 12 til næste eksamen efter dette semester, er jeg ikke helt sikker på, jeg mener det. Der er i hvert fald noget at arbejde med. At det er okay ikke at være perfekt. Jeg ved jo godt, jeg ikke bliver et bedre menneske af at få 12 taller eller veje for lidt for den sags skyld, men.... ja, det store men. Jeg er jo vild med at blive bekræftet. Synes, det er fedt, når folk kalder mig tynd eller klog....
To gamle kollegaer har henvendt sig til mig, fordi de er bekymrede for mit udseende. Det gør mig glad, når folk tør snakke om det, i stedet for bare at lade som ingenting. Jeg har også mødt en anden kollega, som sagde, at jeg da godt nok havde tabt mig. "Har du bare besluttet at leve sundt?" Hmmm.... der stod jeg så - tydeligt undervægtig. Mærkelig med den berøringsangst fra folk, jeg jo kender ret godt.
Der er flere, der har tilkendegivet, at det er svært for dem at tale om, og de måske af misforståede hensyn bare vælger at klappe i. Det er faktisk derfor, jeg har valgt at være åben omkring min sygdom. Jeg vil gerne være med til at nedbryde tabuer.
Jeg sidder lige og overvejer at lave denne hjemmeside offentlig på facebook, men jeg har jo også bekendte derinde, som jeg måske ikke lige ønsker skal læse med her. Hmm... det må jeg lige overveje.
Det var vist ordene for i dag. I morgen : vejning og daghospital.

 

14/9-10

Okay, det var mærkeligt at starte nede på daghospitalet. Har dog sjældent været så træt efter noget. Jeg startede ellers først kl. 15 - i stedet for som vanligt kl. 14, da gruppen skulle have terapi først, og det var et dumt tidspunkt at blive introduceret på.
Så altså - start kl. 15. De flinke medarbejdere starter med at fortælle, at vi i dag til eftermiddagsmad skal have frugtsalat med vanilliecreme. Panik! Jeg havde øvet mig på tanken om at skulle have grovbolle, så jeg var slet, slet ikke forberedt på frugterne med creme. Hmm... der gik det virkelig op for mig, hvilken kamp jeg har foran mig! Nåmen, eftermiddagsmaden gled dog ind. Spiste langsommere end de andre, men det var okay. Efterfølgende var der såpræsentation og husmøde. Kvinderne virker meget flinke og imødekommende. Det er selvfølgelig også svært at være dem, selvom de er kommet længere. Kan forestille mig, deres sygdom bliver tricket, når der kommer nye og mere tynde ind.
Efter intro. var der så aftensmad. Vi spiste tidligt grundet pårørendemøde senere. Det betød, at jeg 1½ time efter al frugten skulle spise igen. Tortillas med kylling og salat. Portionerne blev overvåget, og jeg måtte tage mere på tallerkenen. Havde så meget lyst til at snyde. Undrer mig altså! Jeg fik vanvittig ondt i maven efter maden. Jeg er jo slet, slet ikke vant til at spise i de mængder!
Meget mad snak.... men det var en god oplevelse. Jeg glæder mig til at skal derned på torsdag. Jeg er meget optimistisk ang. behandlingen.... Samtidigt med mit hoved spinner med tanker om, hvordan og hvornår jeg skal snyde. Der er ingen konsekvens eller perspektiv i mine snydeplaner. De skal heller ikke føres ud! Men de er der, og jeg er bevidst om dem. Jeg prøver virkelig at modarbejde dem, så godt jeg kan, men for fuck da, det er svært....
Nu vil jeg læse lidt lektier.

10/9-10

På banen igen. Det gik heldigvis rigtig fint med at sige til studiet, at jeg desværre stopper med at komme aktivt de næste måneder. Kan godt mærke, jeg bliver lidt ked af det, men jeg ved jo, det er den rigtige beslutning... og den eneste. For hvad er alternativet? Jeg kan jo mærke, det bliver værre og værre. Noget i mig kæmper vildt imod og vil bare ikke spise.
Og hvorfor pokker ikke? Det er død sygt. Gider jo heller ikke være sådan en, folk kigger efter, og det er jeg nu. Jeg er klar over det, og det irriterer mig. Og alligevel spiser jeg ikke nok. Det er da for dumt? Hvad pokker stiller jeg op? Hvordan filan får jeg vendt alt dette om til noget godt? Jeg har det jo godt. Har det glimrende. Jeg eksisterer i hverdagen med familie og studie. Jeg overlever da. Jeg er ikke svimmel. Jeg er ikke fysisk syg. Jeg er jo bare... har det godt.
Ønsker bare at mit liv ikke sårede andre. Kæreste temmelig påvirket pt. Han "skælder ud" hvis jeg spiser en mandel for lidt. Og det gør jeg. Hvad er der i en mandel? 10 kcal - det er ingenting. Ingenting! Alligevel dropper jeg en mandel! For what reason? Tænker, det er for at bibeholde kontrollen. Men for pokker da.
Aiii.....
Skal til frisør i morgen. Mit hår er tørre end hø. Får vel for lidt næring. Er træt af at kigge på det. Har kort hår, men jeg satser på at få det endnu kortere. Må være som at starte fra start igen.... Hmmm... bliver ikke i godt humør af at skrive. Må ud og shoppe i stedet for :-)

9/9-10

Sidder på mit studie og skriver. Jeg skulle have været til foredrag, og det var jeg skam også i hele 45 minutter, så besluttede jeg, at det var ikke interessant ifht., hvad jeg ellers kunne bruge tiden til. Det havde slet ikke noget at gøre med kedelige forelæser, irrelevant emne, trøtte øjne o gøm numse :-)
Brugte i stedet tiden på at handle lidt bøger og købe kopi. Nu er det så ude af verden. Det varer jo længe, før jeg er her igen. Kan godt mærke min sociale motivation ikke er vanvittig stor. Jeg ved jo, jeg sikkert ikke kommer til at se disse folk igen før om laaang tid. Det er mærkeligt, for jeg vil jo vanvittig gerne - og så alligevel kan det ikke motivere mig til at spise. Dumme, dumme mig.
I går kom Malene sygeplejerske for at spise morgenmad med mig. det gik fint. Normalt skærer jeg lidt musli af og mandler. Det er for besværligt med de mandler. Vi prøvede så at hakke dem ned i tykmælken, det virkede. Så det gør jeg fremover. Men for dulan da kampen er lang endnu. Nu har jeg styr på et måltid. Så mangler jeg bare de 5 resterende :-(
Var ved psykolog bagefter. Jeg fik fortalt ham om min vrede, og vi fik heldigvis en konstruktiv snak om det. Jeg kan godt mærke, jeg har en tendens til at bære nag, men jeg prøve virkelig at være voksen og komme videre. Nu skal jeg så ikke tale med ham så ofte mere, mens jeg går på daghospital, så det er jo fint nok :-) Er dog afklaret med situationen og er klar til at komme videre. Så moden og voksen man er blevet gennem tiden :-) Vi talte om at skulle begynde på daghospital. Der er mange overvejelser i forhold til de andres opførsel, alder og selvfølgelig vægt. Sikke mange ting at skulle forholde sig til samtidig med, at jeg skal have stor fokus på maden og det at spise.
Min force i alt dette er min ærlighed, og jeg håber virkelig, den varer ved, og jeg ikke opdager, jeg lyver for mig selv og derved alle andre. Jeg var også ved diætistne og få rettet min madplan lidt til, så den passer bedre til de andres. Frygter det hele og glæder mig rigig meget.
Om lidt skal jeg ned og fortælle min klasse om min anoreksi og min beslutning. Jeg vil ikke gå en masse i dybden med det; regner med et par minutter er rigelig taletid :-) Spændt på hvordan jeg reagerer på det... Øv, der er mange ting, der bliver lettere med årene, men der er sørme også ting, der bliver besværlige. Livet er en kamp.... men en spændende en. Jeg vinder. Og gevinsten er kærlighed!

 7/9-10

Hovsa, så gik vi lige fra den 4/9 til den 7/9. Som tiden dog render afsted. Nu er jeg jo bgyndt i skole, samtidig med al den behandling, så der er pludselig noget at se til. Jeg er ved at skrive opgave til mit studie, men jeg trængte lige til en lille pause :-)
Mit bibliotek er ved at bygge om, så de holder dørene åbne. Det er pæde koldt. Er træt af at fryse. det bliver en af de gode ting ved at vægtøge - at kunne holde varmen.
Så har jeg jo fået snakket med en studievejleder angående hjælp til studiet. Der er noget, der hedder special pædagogisk støtte, hvor man kan søge om at få en støttelærer tilknyttet. Denne kan jeg så bruge til vejledning gennem det næste semester. Desværre er vi lidt sent ude, så det kan godt være, vi ikke kan nå det. Men så er det da forsøgt. Jeg regner med, at jeg på torsdag vil fortælle min klasse, hvad der skal ske og hvorfor. Jeg har leget med idéen om bare at fortælle, det er personlige årsager, men på den anden side har jeg lyst til at være åben omkring min sygdom, da psykisk syge er underlagt så meget tabu. Det vil jeg gerne være med til at bryde.
For at få adgang til en støttelærer kræver det, at en læge skriver, hvorfor det er en god idé. Jeg ringede selvfølgelig til psykolog i den tro, at det var piece of cake at få ham til at skrive noget. nej, nej, så nemt var det så ikke. Han så det straks som noget større og ville have mere information. Jeg mente, det var fint, hvis han fik nummeret til studievejlederen, så han kunne finde ud af, hvad han skulle skrive. Men nej, den gik ikke. Så nu skal jeg ringe til vejleder og undersøge, om der findes noget på skrift, han kan forholde sig til, inden han skriver noget. Det er sgu da for latterligt. Det får han at vide i morgen. Det er åndssvagt, at jeg så skal undersøge noget på hans vegne. Jeg aner jo ikke, hvilke informationer han mere har brug for. Arghh! 
Nå, jeg må hellere få det undersøgt, så det er klar til i morgen, når jeg skal derned. Har ikke masser af god tid, da jeg skal på sygehuset om ikke så længe og få tjekket, hvorfor mine levertal fortsat er for høje. Goddamn, er snart træt af at være "syg".... 

4/9-10

Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om det er godt eller skidt, at jeg sidder og læser på pro ana siderne. På den ene side synes jeg, det er fint at læse om andre, der har samme problemer... men de vil jo gerne tabe sig mere og kæmper med andre ting såsom selvhad. Jeg vil jo gerne tage på... og tabe mig.... Altså! Hmm... men jeg søger jo ikke gode råd derinde eller bliver inspireret. Faktisk håber jeg på det omvendte. At jeg indser, hvor skør anti spise verdenen er, og jeg ønsker jo virkelig ikke at være en del af den verden.
Nogenlunde samme problemstilling har jeg tænkt ifht. daghospitalet. Går der mon koncurennce imellem os for at se, hvem der kan tabe sig mest? Da jeg i sin tid gik i gruppe terapi med andre borderlinere, var jeg meget glad for, jeg var den eneste, der skar i mig selv. Jeg vidste bare, at det var så stor en del af min identitet, at jeg ville forsøge at være mere selvskadende end de andre for at "vinde". Temmelig bizart. Men det illustrerer meget godt, hvor svær kampen egentlig er, fordi der er så meget irrationalitet indover.
Jeg håber, jeg er blevet mere fornuftig siden dengang. Psykologen nævnte sidste gang, at det var muligt, at nogle af mine gamle borderline mønstre kunne dukke op igen, når jeg begyndte at spise, fordi det at undlade at spise kunne dæmpe alle slags følelser. Så kan det godt være hårdt pludselig at mærke dem alle igen. Jeg glæder mig nu også til det - altså at mærke sådan rigtig igen. At føle voldsomme følelser igen.

3/9-10

Så er det pludselig fredag. Som tiden dog går. Sidder på min faste plads på biblioteket og spankulerer lidt over livet og dets besværligheder. Det undrer mig uhørt meget, at jeg på den ene side takker ja til behandling og er taknemmelig over, jeg får et godt tilbud. På den anden side vil jeg dyrke motion, spise restriktivt og tabe mig. Mon ikke det er hele essensen med lortesygdommen?  Den der ambivalens der er der hele tiden. Allerhelst vil jeg, at jeg kan leve, som jeg gør - uden det forringer min livskvalitet ---- og dog. Vil så gerne lære at spise uden at være angst eller få det skidt bagefter.
Har været nogle hårde dage. Efter terapi onsdag tog min kæreste og jeg i biografen, hvor vi så Toy Story3. Kanon film. Jeg græd til slut. Græder ellers ikke pga de der lykkepiller, der tager toppen af alle følelser.
Torsdag var så studiestart. Jeg fik snakket lidt med nogle. Der er en kvinde på holdet, som jeg taler rigtig godt med. Hende fortalte jeg sandheden. Hun sagde, hun altid havde vidst det. Hun troede bare, jeg ikke ville tale om det. Er åbenbart mere præget af det, end jeg tror. Jeg har endnu ikke fortalt underviserne, at jeg ikke kan seltage i undervisningen i dette semester. Skal tale med en studievejleder først og høre om muligheder for hjælp.
Om aftenen stod den på koncert med kæreste, søster og børn. Vi hørte Medina. Det var helt fint. Men mega kold. Fryser hele tiden og er så træt af det - var selvfølgelig også træt efter 1. dag på studiet. Vi valgte i fællesskab at droppe 2. del af koncerten = Seebach, da ingen af os rigtig gad.
I dag stod jeg først op lidt i 9! :-) Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så længe. Jeg skulle jo til læge. Ikke overraskende mente han, at mine afførringsproblemer skyldes irritabel tyktarm, som jeg jo fik diagnosticeret for år tilbage. Dog mente han, jeg skulle lave en prøve, der kan vise, om jeg fejler noget alvorligt. Ydermere skal jeg lige have tjekket, om jeg er allergisk over for gluten. Det tror jeg nu ikke. Jeg er sikker på, irritabel tyktarm holder. Det lød som om mine symptomer stemte overens. Jeg fik en recept på nogle piller mod kolik, der måske virker - og måske ikke :-) Jo jo .... Gad nu godt, det snart ville gå væk. Fandme pinligt at prutte så slemt, som jeg til tider gør. 
Savner min motion. Savner at blive høj af det. Savner at være en del af fællesskabet. Savner..... tjah, savner vist at være normal igen. Normalt spisende. Normal kropetemperatur. Normal sind.... Bare at være normal. Og det eneste der skal til er, at jeg begynder at spise. Hvor svært kan det være???  

 

Retur fra Risskov 1/9-10

Har da godt nok lige haft nogle travle dage. Godt, jeg er god til bare at følge med. Mærker ikke rigtig noget i tiden. Er her vist bare på godt og ondt.
Mandag tilbragte jeg ved min søster. Vi er rigtig gode samme. Der er 11 mdr. mellem os. I gamle dage (tjah :-)) havde vi ikke den store glæde af hinanden. Vi har altid været enormt forskellige, men nu har vi fundet hinanden, og det er eddermame rart. Tænk, der findes et menneske derude, der har gennemgået det samme som jeg og alligevel er vi ret forskellige. Men - vi kendr jo hinanden totalt godt, og vores forskellighed formindskes. Det var i hvert fald rigtig hygsomt at besøge hende og 4 børn. Lettere træt i hovedet da jeg kom hjem.. men på den fede måde :-)
Tirsdag kom sygeplejersken og spiste morgenmad med os. Min morgenmad er okay - udover jeg skærer mandlerne fra ifht. madplanen. Dem fik hun mig dog til at spise, og det var helt fint med mig. Hun lokkede lige så stille og jeg parerede ordre. Vi fik et lift med hende til Risskov, hvor vi skulle til samtale på daghospitalet. Der var 4 behandlere til stede. De sagde, det var seriøst potientielt farligt at være mig, samtidig med de pointerede, at de var klar over, det ville være en svær kamp for mig at vinde over anoreksien. Begge udtalelser skræmte mig naturligvis, men jeg er sikker på, deres program kan virke for mig. Jeg skal være patient dernede mandage aftener, torsdage og fredage. Jeg fik jo oprindeligt at vide, jeg var måneders ventetid, men de påpegede, at det var muligt, at ventetiden var kortere.
I dag ved almindelig terapi får jeg så at vide, at jeg kan starte allerede på mandag. Dog får jeg mulighed for selv at udskyde det til næste mandag grundet studeistart. Den løsning vælger jeg, da jeg meget gerne vil på skolen og høre om fagene. Mine studiedage er selvfølgelig mandage og torsdage! Fandens det passer så dårligt sammen. Havde jo håbet, jeg kunne nå det hele. Sygemeldes vil jeg ikke... det er bare ikke en option. I stedet må jeg være selvstuderende. Det kan jeg rent fagligt godt, men det er sgu da trist! Lorte lort at jeg ikke bare giver mig til at spise, så jeg samtidigt kan få gennemført min livsdrøm. Viser vist hvor svære tingene er! Selv i dag hvor tingene er kritiske, springer jeg over gærdet, hvor det ikke bare er lavest, men det er også forbudt.
Jeg har valgt ikke at græde over studiet. I stedet er jeg konstruktiv og har kontaktet en studievejleder med henblik på en samtale, hvor vi kan debatere mulighed for vejledning fra underviserne udover undervisningstiden. Hmm.. det slå mig lige, jeg hellere må kontakte min sagsbehandler og fortælle hende om alt dette. Er jo under revalidering....
Så i morgen - skolestart! Og fredag læge angående afføringen.... :-) What a life.
Hov, glemte.... havde tabt mig igen. Det vidste jeg jo godt. Vejer 47,7....

 

Søndag 29/8-10

Så er weekenden ved at være en saga blot. Har heldigvis været en fin en af slagsen. Vi har haft sønnike boende. Og det har været hyggeligt. Fredag slappede vi af og var her bare. Lørdag stod så i fødselsdagens tegn. Til Århus ned til svigermekanikken. De havde bestilt mad udefra. Jeg gled hurtigt over i rollen som praktisk gris og dækkede bord, arrangerede, varmede brød osv. osv. Svigermor meget taknemmelig. Fint med mig. Jeg gør jo kun den slags, fordi jeg ikke orker at sidde ved bordet for lang tid af gangen. Jeg keder mig og bliver så rastløs. Det passer mig bedre at klare lidt opvask engang i mellem. Køkkensnakke er jo også hyggelige. Sønnike faldt også for køkken hyggen, så han hjalp også til derude :-)
En af de ældre damer kommenterede min vægt. Det er første gang, jeg blev lidt høj af det. Not good! Ved jo godt, jeg ikke ser super delikat ud... Nå, vi tog hjem i god tid med god samvittighed, da der ikke var megen opvask og oprydning tilbage :-) Snoller og film hygge. Spiste som vanligt ikke alt slikket. Jo jo :-)
I dag startede så ud med svømning. Det var super skønt at komme i gang igen. Det blev jo aflyst sidste uge. Der var hundekoldt, så vi tilbragte dejlig lang tid i sauna. I morgen skal jeg besøge søster og afkom i Hobro. Glæder mig. Tirsdag skal sygeplejersken jo spise med, og dernæst skal vi til forsamtale på daghospitalet. Det skriver jeg lige nærmere om. Onsdag samtale i Århus. Torsdag - endelig skole!!!
Ses

 

Fredag 27/8-10

Hvor bliver jeg dog ked af det, når jeg læser på diverse ana sider. Hold da op et selvhad både de unge og lidt ældre kvinder har. Det er helt utroligt, hvor dårligt deres selvbillede er. Vi taler her om velformulerede kvinder med ganske normale eller for tynde kroppe. De punker dem selv for vildt. De omtaler sig selv på de grimmeste måder. Alt er fokuseret på vægten. Hvis de har tabt sig lidt, så er det en god dag - hvis ikke så er det en dum, dum dag. De er grimme og duer ikke til noget i deres egne øjne. Hvor får jeg dog lyst til at omfavne dem alle og fortælle dem, hvor specielle de er i kraft af at være lige dem. Jeg føler så meget med dem. Kender godt til selvhadet, men jeg kender også til den anden side, og jeg ved, hvor dejligt det er at lære at holde af sig selv trods diverse fejl. Et tal på vægten fortæller jo intet om, hvor god man er som person. De her kvinder er jo smadder dygtige i skolen og på arbejde, og hvad de nu ellers kaster sig over.
De har så meget brug for kontrol, at deres dag er ødelagt, hvis de mister kontrollen = spiser. Hvis de bare kunne forstå, at de ikke har kontrol over maden. Maden kontrollerer dem. Og når de lever så restriktivt i flere dage, så kræver kroppen kalorierig mad, og så er det, de kommer til at fråde, som de kalder det. I virkeligheden handler det at fråde blot om, at de spiser et normalt måltid. Problemet er vel, at det normale måltid indtages i smug eller for hurtigt, så det giver dårlig samvittighed. Hvordan søren får man disse kvinder til at indse, at de er dejlige skabninger?
Mit forhold til mig selv er bedre. Jeg hader ikke mig selv og synes ikke, jeg er et specielt dårligt menneske. Jeg får ikke vildt dårlig samvittighed, når jeg spiser for meget - hmm... nok fordi det ikke sker? Jeg spiser jo restriktivt, men jeg får alligevel nok kalorier til at undgå de der frådeture. hvis jeg endelig "fråder", så spiser jeg et stykke pålæg med 5 kalorier fra køleskabet - gerne pakket udenover en babymajs med salt på :-) Mums.
Jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg bedst udnytter min viden indenfor spisning, når jeg skal søge arbejde. Jeg er jo uddannet pædagog - og om et par år også bibliotekar. Kan være, jeg skal fange nogle spiseforstyrrede kvinder i en gruppe, hvor det fælles tredie er bøger eller andre medier. Jeg tror på, det er muligt at lukke op for andre gennem medierne. Spændende bliver det i hvert fald :-)

 

Torsdag 26/8-10

Sikke tiden dog går. Nu er det allerede torsdag, hvilket betyder, min skolestart rykker tættere på :-) Det er så skønt.
I dag startede med sol over land, så jeg skyndte mig at benytte mig af det dejlige vejr og fik gået en god tur. Det var så skønt at bevæge mig lidt og være udenfor. Jeg gik ikke længe eller noget, men jeg fik nydt solen. Ellers brugte jeg resten af formiddagen på biblioteket, hvor jeg fik læst op i diverse foraer :-) Det kan da være, jeg helt kommer til at savne alle mine "slå-tiden-ihjel" strategier.
Ellers ikke det vilde siden sidst. Jeg fik ringet til lægen og har fået en tid ved ham. Nu må jeg have tjekket, hvorfor jeg skal på wc, hver gang jeg har spist eller drukket. Min kusine har hørt om en anoreksi pige, hvor lægen fandt ud af, at hun ikke var i stand til at optage fedtet fra maden. Det vil jeg nævne for lægen og høre, om det kan have noget med noget at gøre.
Nu er det snart weekend. På lørdag skal vi til 2 gange 70 års fødselsdag ved kærestes forældre. Det skal jo bare overståes :-) Jeg er stadig spændt på hende sygeplejersken, der skal spise med os tirsdag morgen. Tanken er vildt grænseoverskridende! En fremmed der skal sidde og være med, når vi spiser. Aiiii... ville så meget ønske, jeg kunne klare denne krise uden hjælp. Det er pinligt, uværdigt og ydmygende, at en kvinde i min alder skal have hjælp til noget så basalt som mad! Øv....
Nå, jeg har ikke meget at skrive i dag. Kan mærke, mit humør er dalende i dag. Har vist spist for lidt de sidste dage; det har det med at påvirke mit humør. Så spis dog, kvinde! Jo tak

 

Onsdag 25/8-10

Heldigvis er dagen i dag startet meget bedre end i går :-) Håndværkerne er gået fra at bruge det tunge maskeneri til den mere lette hammer. Larmer stadigvæk, men det er heldigvis ikke så slemt endda. Det er stadigvæk meget blæsende, men det hjælper på larmen fra RandersUgen. Intet er så slemt, det ikke er godt for noget... :-)
Mad er stadigvæk noget svært noget. Jeg vil så gerne, og så vil jeg slet ikke. Min kæreste forsøger at være sød og rar og "presse" mig til at spise. Det er desværre bare ikke så simpelt. Min mave fucker vildt op i tiden. hver gang jeg har spist, skal jeg på toilet. Det betyder så, at jeg gider at spise endnu mindre, da det er skide (ja!) belastende at rende på toilet i tide og utide. Øv bøv... Ved dog, jeg får brudt koden en dag og får et fornuftigt forhold til mad.
Jeg skal også i gang med at skrive kostdagbog. Hvorfor pokker er den så svær at få startet? Jeg har jo lovet det højt og helligt. Aiii!
Min kæreste er kommet :-) Han sidder ved siden af mig og læser om mobiler. Det er nu så hygsomt at få besøg her på biblioteket. Heldigvis nærmer tiden sig, hvor jeg skal påbegynde skole. Hvilket minder mig om, jeg vil lede efte rstudiebøger for at vurdere, hvilke jeg skal købe

 

Tirsdag 24/8-10

Havde da nok lige den allerværste nat/morgen. Jeg har nok været oppe og tisse 3-4 gange. Kl. 4 kunne jeg nærmest ikke sove længere. Jeg blev dog liggende. Så begyndte yngstekatten at ville lege. Den miawede og legede alle de steder, den ikke må. Sov så lidt og var vågen og sov.... så blev kl. 7, og så skal jeg da ellers lige love for, håndværkerne gik i gang. Fuck, hvor de dog larmer. Vi opgav yderligere søvn og stod op. Der opdagede vi så, at hverken internet, tlf. eller tv virkede. Nedtur. Kunne først ringe til TDC kl. 8. Viser sig, de havde lukket for signalet, fordi vi skal have hd-kanaler og nyt modem. Det nye modem var jo så ikke kommet rettidigt. Ævle kævle. Endte med, jeg fandt ud af, vi har fået post i vores gamle og ulovlige postkasse! Skide smart.... Aiii altså - what a morning.
Og som om ovenstående ikke var nok, så er der koldt og blæsende. Tjah, dagen kan jo nærmest kun blive bedre :-)
Sidder på biblioteket, hvor Bennys Badekar filmen kører i loop. Kender efterhånden start melodien ret godt. Godt jeg snart starter i skole. Der er kommet skema. Umiddelbart er der kun undervisning mandage og torsdage. Nu håber jeg bare så meget, at daghospitalets tider er de andre dage. Det ville eddermame være nice!
Ellers ikke det vilde nye herfra. Tror bare, resten af dagen skal tilbringes under dynen med en god bog.

 

Another Rainy Monday 23/8-10

I dag har jeg været i Århus for at tale med psykolog og distriktssygeplejersken. Min kæreste var med. Vægten var steget 1 kg næsten :-) Desværre skyldes det nok allermest, at jeg virkelig fik drukket mig i hegnet lørdag. Alt det druk har det jo med et binde en del væske til kroppen, så man kan ikke regne med øgningen. Men - det gode var, at jeg var ærlig og fortalte, at jeg ikke har fulgt madplanen, så vægtstigningen er nok ikke blivende. De satte pris på min ærlighed. Ellers var det et meget hårdt forløb dernede i dag. De gik ret tæt på og ville gerne have konkrete aftaler. Det er jeg ikke så god til. Jeg er bedre til ½ aftaler, der så kan løbe ud i sandet. Vi aftalte sidst, at jeg skulle føre kostdagbog. Det fik jeg ikke gjort. Nu har vi aftalt det igen. Jeg sad og ventede på, at de skulle give mig en dagbog. Jeg håbede til det sidste, at de glemte det :-) Desværre var de kvikkere end jeg, så nu kan jeg i hvert fald ikke bruge som undskyldning, at jeg ingen dagbog har :-( Hmmm.... sgu som at være teenager igen. De sagde også dernede, at de godt vidste, de var hårde ved mig.
Anyway, aftalen er, at sygeplejersken skal komme og spise ved os første gang på tirsdag. Jeg finder det så grænseoverskridende. Et fremmed menneske til morgenmad, der skal se på, hvordan vi spiser og hvilke følelser, det får frem. Det er sgu hardcore. Et er at få hjælp ude i verden til terapi - noget andet er godt nok, at hjælpen pludselig skal indenfor døren. Det er en stor kamel at sluge. Heldigvis er kæresten meget positiv, og det hjælper på det.Ydermere skal vi have samtaler i forhold til vores parforhold. Så lige pt. kører vi på 3 spor: psykologen, madsituationerne og parterapi. Det er så indtil, jeg kommer på daghospital. det bliver tidligst engang i oktober, så jeg når lige at starte på studiet, hvilket er så rart.
Hvor ville jeg ønske, jeg bare kunne spise! Det er sgu da deprimerende det her. Ødelægger en masse for mig selv og gøre tingene svære, når jeg bare ønsker et normalt liv med dertil hørende spisning, forhold og studie.
Lørdag stod den jo på fest. Vi havde besøg af kusine og mand. Det er altid hyggeligt. Jeg havde lavet mad og købt tequila :-) Det gik rigtig godt med at bunde tequila og drikke breezers. Vi havde en fantastisk aften med hygge og en masse snak. Jeg drak desværre lidt for meget (typisk mig - enten eller), så jeg endte med at hilse på Ulrik et par gange. Jeg nåede i byen ½ times tid, før jeg måtte overgive mig til søvnen. men hvor var det skønt med en aften uden kaloriemareridt. Jeg drak kalorier, jeg spiste rigelig med både mad og chips, og jeg nød det. Skønt at prøve at være normal. Hele næste dag lå jeg så brak :-) Vi var til fødselsdag ved underbo. Det holdte jeg til i en lille time, så måtte jeg op og lægge mig foran tv :-) Lissom i de gode gamle dage - dog uden reperations chips og junk.
Ja, så er det så mandag i dag med uvejr og larm fra håndværkerne. Det bliver godt, når det får en ende, og vil forhåbentlig kan sove lidt længere igen. I næste uge starter studiet så endelig!!! Jubiiiiii. Glæder mig. 

Party Lørdag 21/8-10

Det er da vist godt, jeg har fundet på at lave en hjemmeside. Så har jeg noget at lave. Det er svært at få tiden til at gå, når man venter. Jeg venter på min kusine og hendes mand. Vi skal spise sammen og drikke ikke mindst :-) Det sker en gang om året, at vi mødes i RandersUgen og hygger igennem. Vores respektive andre halvdele kommer totalt godt ud af det med hinanden, så det er skønt, når vi alle 4 er samlet. Heldigvis er vi det oftere og oftere.
Jeg har allerede forberedt maden, så der er ikke noget at lave lige nu i hvert fald. Jeg har ellers arvet en træls tendens fra min moar. Vi laver helst det hele færdigt, læææænge inden gæsterne kommer. Det betyder så, at maden jo når at blive tør inden gæsterne kommer. Det er der jo ikke meget spas ved. Vi skal have noget sammenkogt ret. Det var lige, hvad jeg kunne overskue. Jeg er ikke nogen ørn i et køkken, og det er absolut ikke blevet bedre med alle restriktionerne. Men altså - kalkunstykker, cocktailåølser, bacon, pebre, squash med tomater og fløde blandet sammen med krydderier og diverse samt brød, tzatiki og grøntsager. Gad vide hvad der kommer til at fylde mest på min tallerken :-) Til desert er der is og snack er fedtfattige chips, popcorn og saltstænger. Og så skal vi drikke breezers og tequila. Lyder det ikke som en god opskrift? Glæder mig i hvert fald. Kæmper mod at æde en masse chips og lignende, inden de kommer. Tager en kop kaffe i stedet for :-)
Har ellers ikke drukket i 1½ år eller sådan noget. Sidst jeg drak var til kærestens julefrokost med arbejde forrige år. Jeg blev så fuld, så fuld. Var forgiftet stadigvæk 2 dage senere, og jeg kan ikke rigtig huske noget. Det er altså ikke såcool, når man er 35 år... Nåmen, i aften prøver jeg så igen, om jeg kan finde ud af at holde lidt igen. Jeg skal jo nok huske, jeg ikke er ung og vejer 100 kg. mere. Tilbage i tiden kunne jeg drikke uden store problemer. Nu er volumen lidt mindre, så må hellere passe lidt på... Vi skal til fødselsdag i morgen eftermiddag, så der skulle jeg jo gerne være frisk :-)
Jeg vil nørde videre...

Freaky Friday... eller noget :-) 20/8-10

Er kommet helt i weekends stemning efter at have hørt på håndværkernes gode humør hele morgenen. De har nynnet, sunget, fløjtet og holdt maaange pauser :-) Ingen tvivl om deres dejlige humør. Sikkert pga. weekenden og pga. RandersUgens start i dag. Vi har en aftale med sønnike om, at vi skal over at høre Kato og FireFlyes senere. Det er udendørs og meget hyggeligt, tror jeg. Hr. Hjortshøj er konferencier, og han plejer at være underholdende.
Det er lidt længe siden, jeg har skrevet. Vist et par dage? Har haft lidt småtravlt. Ja, det lyder utroligt, når man tænker på, jeg ikke har noget som helst indhold i mit liv i tiden. Det er godt, jeg ved, det får en ende.
Nåmen, jeg var jo i Århus onsdag. Det gik ikke helt super - men som forventet :-( Vægten var steget sølle 300 gram på 14 dage. Det betyder, jeg har tabt et par kg., mens jeg har været tilknyttet dernede. Det betyder, at det valg jeg havde mulighed for at træffe sidst - altså sygeplejerske kontra dagshospital ikke er et reelt valg længere. Dagshospital er valgt for mig. På mandag skal jeg til samtale igen med kæresten. Der håber de, de har en dato til mig for, hvornår jeg skal til forsamtale. Der er nok et par måneders ventetid, så det er ikke lige her og nu. Det er dejligt, fordi så når jeg at starte op på skolen fuld tid og være med til det vigtige i starten, hvor jeg regner med at få overblik over fag og bøger osv. Jeg må også i gang i næste uge med at skabe overblik.
Det er øv, at jeg ikke har været i stand til at følge madplanen, så jeg havde mulighed for selv at klare skærene med hjælp fra de nærmeste selvfølgelig. Men - jeg er også lettet over, at der er hjælp at hente, og derved øget mulighed for at blive rask. Jeg kender ikke så meget til dagshospitalets tilbud udover det, jeg kan læse i en lille brochure. Men det er vist en blanding af kropsbevidsthed, gruppeterapi, indkøb, madlavning osv. Jeg håber, det viser sig at være det rigtigt. Nej, allermest håber jeg, jeg får det meget bedre, inden det starter, så jeg kan helt undgå det. Det er da drømme scenariet.
Jeg er stadigvæk meget ambivalent. På den ene side vil jeg det rigtig meget - altså blive rask. På den anden side er mit sind hele tiden på vagt efter muligheder for vægttab. Normalt svømmer jeg jo søndag. Det har vi aflyst på søndag pga. formodede tømmermænd. Min lumske plan var så at svømme i dag. Jeg ved, det er forkert. Den eneste grund til, jeg "får lov" at svømme om søndagen er det sociale. Og det er jo elimineret, hvis jeg vælger at svømme alene. Så ingen svømning til denne dame i dag!
I går besøgte jeg søster og børn. Vi havde en super hyggelig dag som altid. Det er så dejligt, vi er blevet så tætte og kan dele tanker, glæder og bekymringer. Vi kender jo hinanden ud og ind og har gennemgået det samme i barndommen, omend vores tolkninger af oplevelser ikke altid stemmer overens. Men det er spændende at bore i.
Nå, nu er jeg lidt mere up to date herinde :-)

Rainy Tuesday 17/8-10

For den da hvor det regner udenfor. Jeg befinder mig endda i det jyske, så der er steder, der er værre. Men der kommer godt nok meget her. Jeg sidder på biblioteket og har ingen intentioner om at komme hjem, før regnen stilner mere af. Jeg nyder min tid på biblioteket, men for pokker da hvor jeg glæder mig til at starte på skolen igen. Jeg har alt for meget fritid, jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til.
I går mandag endte lidt anderledes, end jeg lige havde forudset. Da jeg kom hjem fra bib, var sønnike klar til at øve cykelrute. Han er i 6. klasse, og de skal til cykelprøve i dag. Vi havde øvet ruten 1 gang, så han kendte den. Afsted med os. Det krævede en del af min tålmodighed, da han cykler noget langsommere end jeg. Ydermere havde han svært ved at bestige bakkerne. For mig er det jo nemt. Der er ikke rigtig nogle bakker, jeg ikke kan. Så jeg er åbenbart i okay form endnu - hurra! Men skulle jo passe på med ikke at punke ham for meget for at give op overfor bakkerne :-) Jeg kan godt huske for år tilbage, hvor jeg selv måtte trække op af selvsamme bakker.
Da vi kom hjem, havde min kæreste det skidt. Det har han haft noget tid. Han har sclerose og har lige fået en binyrebarkhormon kur. Den var åbenbart for skrap til hans krop. Vagtlægen indlagde ham for en sikkerheds skyld. Så min sene eftermiddag og aften blev tilbragt på sygehuset. Det er altså svært, når man er to syge mennesker i en husholdning. Min mad blev jo kun til youghurt, hvilket selvfølgelig er helt okay. Jeg var bekymret for min kæreste. Men når vi begge er syge, så tænker jeg altid på, hvem der "vinder". Altså - hvem er sygest og skal have omsorgen? Kan man skiftes? Kan man både give og yde omsorg? Når jeg skriver det ned, er det jo logisk. Selvfølgelig kan man give og yde på een gang. Der hvor det er svært, er når vi bliver konkrete. 2 syge mennesker - hvem klarer aftensmaden? I Århus har vi talt om at få lidt snak med en parterapeut, og så er det jo netop en relevant problemstilling lige at få vendt.
Jeg tænker også, at noget af mit madproblem også udspringer af vores forhold. Normalt er det mig, der har  ansvaret for aftensmad. Nogle gange har jeg det fint med det og vil gerne gøre det godt for kæreste. Andre gange synes jeg, det er et ansvar, der er blevet pålagt mig, og så er det ikke så fedt. Det må være svært for min kæreste. Hvornår skal han lave mad og hvornår kan han forvente, jeg tager over? Vi har gennem tiden prøvet alverdens aftaler og madplaner. Vi har bare ikke helt fundet løsningen endnu. Nogle gange har vi aftale, han laver mad fast to gange om ugen. Så har han det skidt en maddag, eller jeg er vildt aktiv og vil gerne. Så overtager jeg hans dag uden snak, og så går der ged i den alligevel.... Hmm... der er nok at tage fat i.
Skal jo til Århus i morgen. Gad vist hvad vægten siger...???

Mandagstræt 16/8-10

Jeps, så er en ny uge skudt i gang. Jeg var først hjemme kl. 3 i nat, og håndværkerne mente, det var okay at gå i gang med at bruge det hårde skyts allerede kl. 6.30. Jeg er derfor en lille bitte smule træt. Men jeg skal jo intet i dag så´n rigtig, så jeg kan bare tage en slapper og en morfar senere, skulle jeg få trang.
Var jo til genial U2 koncert i går. Det var så fedt! Min kæreste og jeg startede ellers ud med at skændes. Så humøret var ikke i top, da vi drog afsted. Jeg faldte også. Mistede fuldstændigt balancen. Kunne slet ikke rette mig op igen. Når man så ikke har vildt meget fedt på kroppen, så gør det eddermame nas at falde. Anyway, vi kom med toget og blev venner igen. I Horsens fandt vi et sted at sidde, hvor vi kunne kigge på alle menneskerne - og der var godt nok mange. Alle var i party mood, så det var fedt. Jeg foreslog at købe en is! Jo jo. Årets første is. det blev 2 kugler og flødebolle OG guf. Kom ikke her! Den smagte himmelsk. Ellers stod den på pepsi og kaffe. Senere skulle vi finde et sted at spise. Det var ikke nemt. Af en eller anden grund blev kæresten lidt kræsen, og vi endte med at gå en del, før vi fandt et sted, hvor maden var billig og virkede god.
Hmmm.... vi tog fejl! Serveringen var elendig. Jeg bestilte cola, indbagt laks og en bøf. Det var en speciel menu i anledningen af koncerten, så det var ikke fordi, det skulle være vildt svært at få maden hurtigt. Efter ½ time havde vi stadig intet fået - ej heller drikkelse. Jeg gik op og spurgte til det. Det skulle være på vej. Efter 15 min. kom forretten så, og vi måtte aflyse hovedretten. Kl. var så mange, at vi ikke kunne nå opvarmning, hvis vi blev. Jeg tog en bid af min  ovnbagte laks. Den var så iskold! Forestil jer lige kold butterdej. Fy for den da. Jeg klagede, men jeg fik at vide, at den skulle være kold! Skod betjening. Nåmen, at betale og afsted med os. Jeg havde ellers været sulten, men da vi gik var jeg så sur og irriteret på at vente og på stedet, at min sult forsvandt. Min kæreste var stadigvæk sulten, men han kunne alligevel ikke finde ud af, hvad han ville have. Laaang madhistorie der endte med, jeg ikke fik noget mad, og min kæreste guffede pølsehorn efter koncerten.
At jeg ikke spiste noget var ikke smart. Men det var nemt at overtale mig selv, når jeg nu havde spist is... Meeen - feeed koncert! Fuck det var godt. Er jo ikke den store U2 fan; det er min kæreste tilgengæld. Men stemningen var i top. Lyden var super, og bandet fyrede den max af. Så fed oplevelse.
I dag var jeg så til læge. Heldigvis er mit kalium tal endelig steget! Så det er godt, at pillerne virker. Ellers ikke det store nye. "Ødemerne" mente han var begyndende åreknuder. Fy føj da :-) Men godt det ikke var mere seriøst.
På onsdag står den så på Århus. Det er jeg spændt på og frygter det samtidig. Er klar over, det bliver hårdt, og jeg nok er nødt til at tage nogle beslutninger om mit liv, og hvordan jeg vil hjælpes... og om jeg vil... om jeg tør.

Lørdag 14/8-10

Ja, så blev det endelig lørdag, og søndags koncert nærmer sig med drastiske skridt. U2 kører i baggrunden, og det er ganske hyggeligt. Det er klart noget super musik, men jeg har ikke rigtig nogen relation til U2. Derimod har jeg relationer til f.eks. gammel Helmig, Falch, Kim Larsen og Doors musik. Jeg nævner dem, da jeg lige har hørt dem i ørerne til svømning. Det er altså den mest geniale gadget, jeg ejer - totalt vandtæt mp3 spiller. Jeg nyder at høre musik, mens jeg svømmer. Tiden flyver afsted, og det er super godt.
Ja, i dag har altså budt på svømning. Må jo svømme den her ½ time, og det udnytter jeg og nyder i stor grad :-) Normalt svømmer vi søndag morgen, men jeg skal jo til koncert, og jeg ser altid frygtelig ud, når jeg har haft dykkerbriller på. Så vi aftalte i dag istedet for. Det betød så, at der ikke var særlig mange mennesker i bassinet. Det var skønt. Jeg kommer så meget i flow med mig selv og mine følelser, når jeg svømmer med masser af plads omkring mig. I love it.
Eneste en smule depri ved svømning er, at jeg kan mærke, mine kræfter ikke er, som de plejer. Jeg kan ikke svømme så stærkt, som jeg plejer... Men det er jo bare detaljer :-)
I aften skal vi så have snoller. Det er skønt. Det er dejligt, det er tilladt  en gang om ugen....blah blah med mig. Sikke jeg snakker. I virkeligheden aner jeg jo ikke, om jeg har styr på det. Tror vist bare, jeg lader som om, det hele kører. Det kører jo nok slet ikke. Jeg skærer ned på måltider, selvom jeg ikke må. Så er jeg ikke rigtig sulten, og jeg er jo så hurtig til at vælge knækbrød fremfor rugbrød.... Dumt! Har besluttet, at jeg på onsdag i Århus fortæller al sandheden.... og så må jeg tage imod den hjælp, de tilbyder.
Nå, nok for nu. Fortsat god weekend derude

 Fredag 13/8-10

Jaaah - så er der snart weekend :-) Selvom jeg går hjemme hver evig eneste dag, så er weekenden alligevel helt speciel. Denne weekend e selvfølgelig mere speciel, da den byder på U2 koncert. Jeg er ikke kæmpe U2 fan, men de laver da dejligt musik, og min kæreste er vild med dem. Glæder mig mest på hans vegne. Det skal nok blive hyggeligt. Vi tager til Horsens i god tid, så vi kan være en del af stemningen dernede. Det virker til, de gør en masse ud af det med musik og hygge. Det ser jeg frem til.
Ellers står weekenden på svømning i morgen og se film og slikke :-) Min kærestes søn er her i weekenden. Pga ferie er det længe siden, så det er rart, selvom tingene også er anderledes svære, når han er her. Jeg nyder hans selskab mere og mere, jo ældre han bliver. Han er i dag 12 og et helt fornuftigt væsen. Børn er jo ellers ikke mit nummer. Har fravalgt at få børn for mange år siden, da jeg virkelig ikke har lyst til dem. heldigvis havde min kæreste fået et barn, da vi mødtes. Ellers er det ikke sikkert, det skulle være os to, da jeg aldrig ville lade mig overtale til at få et barn.
I går endte vi med at spise kinesisk. jeg fik to portioner bland-selv-wok med masser af grøntsager, kylling og rejer. Ganske sund mad men jeg var vanvittig mæt efterfølgende. I dag har jeg så store slåskampe med mig selv, fordi jeg har virkelig lyst til at dyrke motion, så jeg kan forbrænde de eksta kalorier. Jeg har ikke dyrket motion. Har i stedet gået lidt med min kæreste for at undgå at cykle en lang tur. Min krop er helt træt i dag, så det er klart rigtig valgt... men for fuck da det er svært.
I aften står menuen på spaghetti med kødsove. Det er sønnike vild med, og jeg kan overskue at lave det uden for meget bøvlen. Damn, jeg glæder mig til, at jeg bliver normal og kan spise og tænke normalt. De kloge siger jo, at jeg for at tænke normalt, er nødt til at spise normalt. Synes heldigvis det går bedre og bedre. Håber, det er sandt og holder ved.
God weekend til dem der læser med

 TorsdagsTanker 12/8-10

Vi kom jo så ikke i biografen i går, da der kun var dårlige film og sale :-) I stedet så vi musical´en "Nine" på hjemmebio´en. Vi fik endda slik til - noget jeg foreslog. Jo jo :-) Filmen var okay, og vi hyggede. I dag er det så planen, vi skal ud og spise. Nu må vi se. Min kæreste får nogle piller, hvor bivirkningerne bla. består af hikke. Ganske underholdende for mig - men ikke så spændende ude blandt andre mennesker.
Ellers har jeg været lidt ude og cykle i dag. Tog ud i storcentret og vinduesshoppede lidt. Fik ikke købt noget. Gider ikke rigtig købe tøj i tiden. Det bliver jo for lille snart (forhåbentlig), så det er lidt dumt. Desuden synes jeg, jeg ser rædderlig ud i det hele, fordi jeg er så afmagret. Tjah.... Det må jeg huske, når jeg bliver ked af, at jeg tager på. Har faktisk ikke det vilde at berette i dag. Er heldigvis i okay humør. Var godt nok også ved at være træt af at være depri depri depri. Tager så meget energi.
Min mor ringede. Hun troede jo, jeg havde været i Århus i går. Hun var selvfølgelig glad for, jeg ikke har tabt mig igen, men er stadigvæk urolig for den lave puls og kaliumtallet, som jeg jo så ikke kender endnu. Jeg er så´n lidt la la mht. det. Det er jo ikke mig, det drejer sig om... Kunne godt være, jeg lige skulle få vendt den tanke om, fordi det er jo i allerhøjeste grad mig, det handler om. Sjovt at alle andre er bekymrede, når jeg ikke selv er det. Burde jeg vist være. Forleden blev jeg dog lidt klam til mode. Jeg havde cyklet over i en park. Jeg ville tage mine strømper af, da der var varmt. Det gjorde ondt nederst på benet. Da jeg kiggede, så jeg, jeg havde nogle mærkelige buler. Efter ca. 5 min. var de væk - eller der var mere buler indad nu. Meget sært. Var sgu ærlig talt bange for, det var en blodprop. Heldigvis gik det over igen. Gad vide hvad det havde været? Måske ødemer? Har læst, når man er undervægtig og bla bla, så kan det ske. Håber ikke, det sker igen. Skal til læge på mandag, så jeg regner med lige at nævne det for ham.
Pyha, sidder på biblioteket og skriver. Der sidder en gut ved siden af, der stinker rigtig grimt. Får hovedpine af stanken og må smutte igen. Hej

 Onsdag 11/8-10

Altså - jeg har godt nok ammehjerne i tiden. Glemmer ting - og misforstår en masse. Måske fordi jeg er så dårlig til at koncentrere mig. Nåmen, i går ringede jeg til Århus, fordi jeg kunne ikke huske, om jeg skulle have taget blodprøver og ekg, inden jeg skulle tale med psykologen. Det viser sig så, at det først er på onsdag, jeg har en tid dernede. Det står også på det kort, jeg har fået. Godt nok glad for, jeg nåede at ringe derned, så jeg ikke skulle rejse forgæves i dag. I stedet skulle jeg så til læge og have tappet blod osv. Min puls er stadig meget lav = 36. Må være i fantastisk form :-) Blodprøverne får jeg svar på på mandag. Vægten er steget 400 gram, men jeg er bange for, det skyldes morgenkaffen og det, jeg blev vejet på en anderledes vægt. Det er også ligemeget. 47.9 eller 48.3 gør ikke den store forskel. Det eneste gode er, den ikke er gået nedad igen!
Ellers ikke det vilde at berette om i disse dage. Håndværkerne larmer stadigvæk uanstændigt meget fra tidlig, tidlig morgen til sen eftermiddag. De er ved at fjerne al pudset mellem murstenene. Et vanvittig stort arbejde der udover at larme også sviner helt vildt. Jeg bruger derfor stadigvæk en del tid udenfor lejligheden. Lige nu er jeg på min pind på biblioteket. Ganske hyggeligt, men for den da hvor jeg glæder mig til at starte på skole igen.
Havde vist skrevet herinde forleden, at jeg pønsede på en biograf tur i forbindelse med 7 års kærestedagen. Desværre går den eneste gode film i en skod sal med lille lærred. hvis vi skal se den i store sal med stort og fedt lærred, skal vi i bio kl. 21.15, og der ved jeg, hvor trær, jeg er. Mine øjne begynder at falde i ved 22 tiden, så det er ikke fedt at se en lang film, der kræver stor koncentration. Synes, det skal være ordentligt, når man endelig er i biografen. det koster trods alt 90 kr. bare for billet. Så vil jeg sgu ikke spises af med et lille lærred.
Uanset hvad skal vi ud og spise i morgen. Jeg ved endnu ikke, hvor vi ender henne, men jeg er sikker på, vi får det hyggeligt. :-) Vi trænger også til det. Alt er efterhånden sygdom i tiden. Det er ikke til at holde ud i længden, så det er vigtigt, at der også er gode ting at se frem til.
Vi har heldigvis en del linet op i denne måned. I weekenden står den på U2 koncert. I næste uge får vi gæster til druk :-) Og ugen efter skal vi til svigerforældres fødselsdag. Udover det så pønser vi lidt på at finde et billigt hotel ophold, så vi kan komme lidt væk fra larmen.
Det var vist det for nu. Hej

 Tirsdag 10/8-10

Øv... endnu en dag med dårligt humør. Dagen i går fortsatte elendigt. Jeg fik lavet aftensmad. Det var stort og fint. Min kæreste ønskede at snakke om alt det spise værk. Jeg orker det næsten ikke, men det gør mig også frygtelig deprimeret, at han er så påvirket af det. Hvor er det hele skod. Gad vide om jeg er i så dårligt humør, fordi jeg spiser for lidt? Det virker sandsynligt. I morgen skal jeg så til Århus. Har nok ikke taget det helt store på i den forløbne uge. Så skal jeg vel vælge, om jeg vil have sygeplejerske på besøg engang i mellem, eller om jeg vil på dagshospital tre gange om ugen. Har godt nok ikke lyst til nogle af de ting, men på den anden side ønsker jeg heller ikke at fortsætte dette amputerede liv.
Det gør mig så ondt, at min kæreste er så påvirket og bekymret - og selvfølgelig også resten af min familie. Hvorfor fanden er det så så skide svært bare at spise? Hvor ville jeg ønske, der var et klart svar - en klar udvej ud af dette selvskabte helvede. vejen ud er mad! Jeg kender jo svaret - har bare så pokkers svært ved at overholde det. Må virkelig gøre en indsats.
Jeg har foreslået biografen i morgen. Det er stort, da det indebærer slik. Ydermere har vi 7 års kæreste dag fredag, så vi skal ud og spise, og det er også svært. Det er to svære ting på en uge. Jeg håber, det kommer til at forløbe godt.
Kærestes forældre har inviteret os ud til dem i morgen efter terapi. Jeg orker bare ikke særlig meget bagefter. Har mere brug for at være alene med mine tanker. Ender med at takke nej med god samvittighed. Kan mærke, at jeg er blevet bedre til at finde ud af, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg ikke magter/har lyst til. Det er helt klart en god hjælp.
Nå, jeg vil ikke sidde inde på bib. mere i dag. Jeg vil ud i det dejlige vejr og læse et par timer i parken. Jeg elsker solskin. Det er så dejligt ikke at fryse :-)

 Mandag 9/8-10

Så er weekenden et overstået kapitel. den var nu temmelig hyggelig og fin :-) Lørdag var kæresten og jeg ovre i byen og nyde vejret. Vi var lidt på café, hvor jeg nød en Zero cola, og kæresten fik øl. Om aftenen stod dem på film og slik :-) Slik er godt. Efter filmen gik vi en lille tur. Der var sommer-udendørs-bio, så det var vi lige ovre og tjekke ud. De viste Precious. En fantastisk skræmmende film. Synes egentlig, at når man viser film til så mange mennesker i offentlighed, bør man vælge en mere mainstream. Søndagens film Sorte Kugler virker mere velvalgt. Søndag var jeg som vanligt ude at svømme min ½ time. hvor jeg dog savner at dyrke motion så´n rigtigt. Altså virkelig svede igennem og blive "høj". Ja, ja - den tid kommer forhåbentlig snart igen.
Ellers stod søndag primært af afslapning. Jeg fik læst en masse og set en masse tv. Lige passende til en søndag.
I dag er så mandag og alle andre starter på job igen. Bare ikke mig. Der er stadig oceaner af lang tid til skolestart.... Sgu svært at slå tiden ihjel. I dag er ikke verdens bedste dag. Vi var ovre i byen tidligere. Jeg var ved at få spat af folk. De var overalt. De gik ind i mig. De gik foran mig. De irriterede mig i det hele taget. Vi skulle ned og have lavet pas, men vi glemte selvfølgelig vores dåbsattester. DooooH! Vi prøver igen i eftermiddag. Nå... skoddag kom jeg fra :-) Jeg fryser og er træt og i det hele taget så´n lidt irritabel. Hvis jeg stadig fik min menses, ville jeg tro, den var på vej.
Egentlig mærkeligt med menses. Har ikke haft den i vel 1½ år efterhånden. Det påvirker mig ikke nævneværdigt. Synes egentlig, det er rart nok at slippe for det besvær. Det hænger nok sammen med, min kontakt til min krop ikke er optimal. Seksuelle følelser er en by i Rusland. Bliver ikke tændt af noget. Har ikke onaneret eller dyrket sex i vel 1½ år. - eller max et par gange, når vi lige skulle prøve. Godt kæresten er tålmodig og selv har lav libido, ellers havde vi da balladen. Jeg håber, vi fortsat er kærester af andre grunde end sex. På fredag har vi været sammen i 7 år. Det er længe, og jeg glæder mig oprigtigt til 7 år mere - og 7 og 7... osv. Han er det bedste, der er sket for mig. Han har stor tålmodighed med mig, og hans tillid til mig er heldigvis også stor. Hvis ikke jeg havde ham, tror jeg, jeg havde opgivet for længe siden...
Jeg tror, det er nok for i dag. Jeg er som sagt ikke i det allerbedste mood.

 Fredag 6/8-10

Puha, det var godt nok en slemmer dag i går. hvor er jeg glad for, den er overstået! Mens jeg sad og skrev her på biblioteket, kom min kæreste og fortalte, min mor havde haft ringet. Han fortalte hende, jeg havde tabt mig, og hun blev selvfølgelig bekymret. Min mor bekymrer sig i øvrigt om ALT. Nåmen, så ringer mine forældre, at de gerne vil komme og invitere os på kinesisk mad. Jeg takker selvfølgelig nej, da jeg er så mæt af tidligere besøg på kinesisk. De insisterer dog på at komme alligevel. Jeg prøver at overtale dem til en anden dag, men de vil komme. Jeg forstår godt deres bekymring, men jeg havde virkelig ikke lyst til besøg.
Min familie - og i særdeleshed min mor er meget berøringsangst, når det drejer sig om følelser. Så svære ting er ikke noget vi snakker så meget om. Sådan har det altid været, og det ser jeg ingen grund til at ændre på! Men altså - mine forældre dukker op. Min mor har købt to smadderbillige kjoler til mig i str. m. De er selvfølgelig aaaalt for store. Det fornærmer min mor lidt, at jeg melder ud, jeg ikke vil have dem. Så går der ellers en times tid med small talk. Vanvittig kedeligt. Ved godt, det er svært for min mor at komme ind på svære emner, og jeg havde besluttet ikke at gøre det nemt for hende.
Efter en time kommer emnet så endelig på bane. Min mor udtrykker bekymring, og hun er kommet frem til, det bedste nok ville være hvis jeg kom hjem og bo, så kunne hun lave mad til mig :-) What a joke! Jeg takker grinende nej. Det er ikke nemt med de tætte relationer. Jeg er selvfølgelig ked af, hun er så bekymret og ked af det. Men det er som om, det ikke rigtig er mig, det handler om. Det er jo ikke farligt for mig. Jeg har det fysisk bedre end nogensinde. Jeg har ikke været syg eller forkølet, så længe jeg kan huske tilbage. Jeg har ikke høfeber mere. Jeg har ikke hjertebanken eller andet gejl. Psykisk er jeg også på toppen. Skal jo bare spise lidt mere... hvor svært kan det være?
Nåmen, det endte nu alligevel med, vi fik en god snak. Min mor ved godt, det ikke bare er så nemt, som andre gør det til. Min mormor er også temmelig undervægtig. Hun er gammel og har rygerlunger, så det er svært at spise. Så vi er to undervægtige i familien. "Din mormor får energidrikke. Var det ikke noget for dig?" Neeeeej tak!
Har lige læst lidt inde på ana-forum. det var specielt et par dagbogsindlæg, der påvirkede mig  og gjorde mig ked af det. Det fik mig lige et kort øjeblik til at indse, at det er en alvorlig sygdom. Hvis jeg bliver ved, bliver det endnu sværere at rette op på mit forhold til mad. Lige nu kan jeg jo i teorien spise alt. jeg skal virkelig være påpasselig med ikke at udelukke flere ting fra min kost. Det bliver så meget sværere at blive "normal" igen.
Den største gevinst ved at være startet i behandling er, at jeg totalt er holdt op med at kaste op. Jeg gjorde det yderst sjældent før, men det var altid en mulighed, der var i mit baghovede. Nu er det ikke længere en option. Det er en lettelse. Nu skal jeg bare indse, at jeg skal tage på. Min mor fik en masse af mit gamle tøj i går. Jeg har masser af spritnyt tøj i størrelserne 34-44.- Det er synd, at det bare ligger. Når jeg kan passe det igen, er det jo håbløst umoderne.... :-) Min mor lovede en spritny garderobe, når jeg har taget 10 kg på. Det er da lidt motiverende :-)

 Torsdag og vejning 5/8-10

 Ja, overskriften taler jo for sig selv. Jeg skulle til Århus og have taget blodprøver og vejes. Jeg var frygtelig sngst for vægten! Damn, hvor meget kan et skide tal betyde? hvorfor lader jeg det få så stor betydning?  Der er da så mange andre vigtige ting i livet. Anyway - vægten var gået 1.7 kg ned. Så nu er jeg atter nede på 47.9. Det er så dumt ... og såtilfredsstillende. Sekretæren udtrykte bekymring og ville have, jeg skulle tale med én. Det takkede jeg nej til, da jeg skal ned til min terapeut på onsdag - han har ferie nu - jeg får intet ud af at tale med en fremmed. Det måtte de så acceptere. Så ud til veninden og fortælle, jeg havde tabt mig. Synes, det er så pinligt. Var også flov, da jeg skulle fortælle det til min kæreste... og ked af det... og skuffet.
Min veninde og jeg var ude og kigge på museeum og shoppe efterfølgende. Vi spiste kinesisk: pomfritter, indbagt kylling og masser af salat. Det kan jeg sagtens engang i mellem. Problemet er så mætheden, der betyder ingen mellemmåltider og et let aftensmåltid. Tænk, det skal være så besværligt det skide mad!
Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg skal spise for at få det bedre. Det virker ikke, at jeg venter på, at jeg får det bedre og så begynder at spise. Sådan har jeg altid troet, det hang sammen. Da jeg i tidernes morgen havde et voldsomt forbrug af mænd, troede jeg også, jeg skulle have det bedre og så stoppe med mændene. Wrong. For at få det bedre, skulle jeg stoppe scoringerne. Det kræver altså en aktiv indsats uanset hvad... øv - det er sværere, end jeg troede.
Gad vide hvad fremtiden bringer?

 Onsdag 4/8-10

I dag cyklede min kæreste og jeg væk fra håndværkerlarmen til shopping sted, hvor vi brugte et par timer på at gå rundt og derefter drikke kaffe. Min kæreste købte 2 træstammer uden at spørge først. Jeg sagde pænt nej tak til den ene, så han måtte guffe begge to :-) Jeg vil så nødigt spise usundt, da det så betyder, jeg piller endnu mere af min allerede slunkne madplan. Må jo i virkeligheden heller ikke cykle 40 min. som i dag, men jeg vælger, det er okay, når kæreste er med, da vi så ikke okser afsted, som jeg ville gøre, hvis jeg var alene. Min krop kan heller ikke rigtig holde til det mere. Jeg trættes hurtigt, og mine muskler er ikke meget værd. Tænker, det er pga. det lave kalium tal. Håber, det snart gider at stige. Alle de piller jeg spiser må da gøre noget.
Kom i dag til at spekulere på anoreksi som et ungdomssymptom. Jeg siger jo, jeg fejler en teenage sygdom, fordi jeg har valgt at være ung med de unge :-) Er jo næsten alderspræsident på studiet. Der var så en på et forum, der også er på min alder, og hun skrev, at der var flere af os "ældre". Måske er der to former for anoreksi? En til de unge, der vil være tynde, tynde og smækre, fordi de ikke vil være voksne, og fordi medierne har skabt et billede af den perfekte og tynde model/utopi. og den anden til os oppe i årene, hvor der mere er fokus på kontrol. Jeg synes jo ikke, jeg er lækker, fordi jeg er så tynd. Jeg synes ikke, det er pænt, at man kan se mine knogler og ben og årer - men det beroliger mig, at man kan se dem, fordi så ved jeg da, jeg ikke er for tyk. Jeg er også ganske tilfreds med at være voksen. Er glad nok for rynker og lignende. Så er det jo, jeg ikke kan lade være med at spekulere over, hvilke gevinster jeg opnår ved ikke at tage på. Jeg får masser af opmærksomhed; men det er jeg såmænd ikke så vild med. Før i tiden ville jeg jo gerne ses - og det blev jeg via outreret tøj, piercinger og hårfarver/frisurer. det behob synes jeg ikke, jeg har længere. Jeg bryder mig heller ikke om den medfølelse, jeg får af familie og venner. Hvad pokker er det så, der afholder mig fra at turde tage på???
I morgen skal jeg til Århus og vejes. Jeg gruer det. Har jeg taget på, er det jo godt. det er det! Det ved jeg, men jeg bliver nok ked af det. Har jeg ikke taget på, er det ikke godt. det er det virkelig ikke. Så kommer der onde konsekvenser (sygeplejerske hjem til eller dagsindlæggelse). Men jeg bliver nok glad. Det er sgu da for syret. Det er ikke nogen win win situation. Hmm.... Må se, hvordan det går. Jeg skal have en veninde med, og hun vil påvirke mit humør positivt, hvis jeg har taget på! Sådan.
Jeg skriver i morgen

 Tirsdag 3/8-10

Ikke de mest ophidsende overskrifter, jeg kan hitte på :-) Men hva´- det går nok. I går gav jeg min kæreste adressen hertil. det har jeg jo været lidt vægelsindet omkring. Men nu er det gjort; beslutningen er taget. Og en mere beslutning: det er forbudt at lyve herinde!
De sidste 2 dage har jeg kun fået jordbær til aftensmad. Det er ikke optimalt, så i går tog jeg mig sammen og lavede min livret: boller i karry. Jeg spiste rigtig meget - faktisk så meget, at jeg måtte droppe aftensnack, men jeg tænker, det er okay, eftersom jeg spiste så meget. I aften skal vi have det igen.
Ellers har dagen bestået af frisørbesøg, det er altså så dejligt. Elsker at være nyklippet - og min frisør er jo en skøn kvinde. Vi får altid en god snak. I dag gik snakken som sædvanlig på træning. Jeg måtte jo indrømme, at det er mig forbudt at træne og jeg fortalte kort hvorfor. Vi snakkede så om, at hun syntes, jeg var spinkel bygget. Det er ret sjovt, fordi da jeg var tyk, mente alle, at jeg havde kraftige knogler. Det er morsomt. Garanteret har folket ret, når de siger, spinkle og kraftige knogleer er en skrøne. Det er afhængig af nuværende vægt og øjet der ser, om man ligner, man har store knogler eller ej. Det var ellers en af de ting, der trøstede mig, da vægten var over 100 kg - at jeg da trods alt ikke så vildt grim ud, når nu jeg havde kraftige knogler til at undskylde en del af vægten :-) Ja, ja - gode forklaringer har jeg en del af.
Hmm.... ellers er der vist ikke det vilde nye. Savner stadigvæk noget fornuftigt at slå tiden ihjel med. Nu hjælper det nok på tingene, at folk er ved at være hjemme fra ferie igen og hverdagen bliver mere normal.
Nok for nu.... vender tilbage :-)

 Mandag 2/8-10

Så er weekenden veloverstået. Det har egentlig været en okay weekend. Lørdag stod den jo på snoller og film. Jeg spiste ikke alt mit slik. Jeg er ved at vænne mig til at stoppe, når maven er mæt. Før spiste jeg altid. Jeg er dog i tvivl om, det er anoreksi, der siger stop, eller om det reelt er mig. Mon ikke altid tingene er så ambivalente, når vi taler om sygdom i sindet kontra det normale? Det er så svært at skille de 2 ting ad. Jeg prøver at lytte til min fornuft. Selvfølgelig er det klogt at lade noget slik være tilbage og smide det ud for ikke at fristes af det en anden gang. Mindre klogt er det vel at efterlade noget spaghetti på tallerknen og så spise sig mæt i grøntsager i stedet for. Jeg ved jo godt tingene. Men det er så svært at agere udfra alligevel.
Jeg har jo altid været et menneske, der har svært ved at agere efter følelser. Jeg er bedre til at ræssonere mig frem til løsningerne. Mit intellekt fejler jo ingenting. Men det er bøvlet altid at skulle tænke og tænke. Da jeg var yngre, ønskede jeg af og til, at jeg var dum. Jeg tænkte, at når man var dum, kunne tingene ikke være nær så besværlige. Jeg forestillede mig, at dumme mennesker ikke tænker så meget og ikke tager tingene så nært. Sgu da en sær tanke :-) Problemer er jo subjektive, uanset om man er ubegavet eller ej.
I går var jeg ude og svømme med DB. Jeg er så glad for den ugentlige motion. Jeg svømmer med musik i ørene, og det er bare ren wellness. Efterfølgende er vi jo i sauna, hvor vi lige får vendt ugens begivenheder. DB Har jo modsat problem i forhold til mig. Hun vejer for meget og er ved at vlive godkendt til gastric bypass. Vi har jo kendt hinanden hele mit liv. Vi har fulgtes ad i tyk og tyndt helt bogstavligt, og ironisk nok har vi ofte drømt om en omgang anoreksi. Vores kamp er alligevel stadigvæk meget ens, idet det handler om kontrol over maden... eller manglende kontrol er det jo desværre blevet til for os begge. Men det er skønt at have et menneske at diskutere med, der går igennem det samme.

Lørdag 31/7-10

Engang var lørdag synonym med druk, gå i byen og scoringer. Nu er lørdage kendetegnet ved rengøring, vaske tøj, film og snoller i aften. Sjovt nok er det meget bedre nu! Jeg elsker vores lørdage. Synes, de er smadder hyggelige :-) For en anoreksia ramt er det selvfølgelig fedt at kunne frådse i slik uden at være nervøs for at overspise. Mit store slik orgie er med i madplanen :-) Jeg spiser så kun slik en gang om ugen, men det fungerer fint. Kommer til at tænke på, når jeg læser pro ana sider, så er der en del, der kommer til at grovæde; det gør jeg slet ikke. Må da kunne bruge den viljestyrke og kontrol til at blive rask!
I går var vi ved forældre. Min mor havde spurgt, om jeg ville købe kage med til kaffen. Jeg argumenterede for, at vi ikke skulle have kage, da vi jo lige havde spist frokost, og vi skulle jo have appetit til aftensmaden og bla bla bla. Masser af gode undskyldninger. Min fornuftige mor havde så selv sørget for kage og franskbrød. Jeg spiste et lille bitte stykke jordbærtærte. Jeg fik det til at vare lige så lang tid, som det tog papfar at fortære to franskbrød, to stykker jordbærtærte og en stor marengs. Aftensmaden var okay. Vi fik noget svinemørbrad med rodfrugter i ovn, salat, brød og kartofler. min protion var okay. Til dessert var der pandekager med is. Mums. Spiste 2 med lidt is. Formåede at få dem til at vare længe :-) Problemet med at spise for hurtigt er, at man får virkelig lyst til mere, når man sidder der.
I dag står aftensmaden så kun på jordbær. Vi skal jo have slik i aften :-) Det er ikke helt efter reglerne, men dem er jeg ikke så god til at følge alligevel :-( Grovbollen, saftevandet, kakaoen og frugterne er røget. Ved, det er dumt. Må se hvad vægten siger på torsdag. Den skal jo helst være steget 1 kg, selvom jeg drømmer om mindre..... lorte sygdom.
Ellers glæder jeg mig som en vanvittig til, mit studie starter igen. Det er ved at være lidt svært at få tiden til at gå. Når vejret er godt, hjælper det på det... men de her regnvejrsdage er svære at komme igennem. Nå... det var ordene. Har lånt en masse bøger, jeg skal hjem og læse. Love saturdays :-)

Løgne eller? 29/7-10

Har spekuleret over, om jeg kan være 100 % ærlig i min blog. Det burde jeg jo nok være, men jeg kan mærke, at jeg holder noget skjult. Eller jeg vælger at fortie nogle ting og fremhæve andre. Hvad er jeg bange for mon? At jeg giver Hr. Kæreste lov til at læse med, og han opdager sandheden? Og det samme for behandlerene? øv altså, Bettina - ærlighed er vejen frem! Det må være forbudt at lyve, selvom det er så fristende. Det er lorte sygdommen der lyver - ikke dig. Jeg har altid været et menneske, der har prioriteret ærlighed over alt. Nu lyver jeg såmænd af og til. "Jo, jo - jeg har spist alle mandlerne" "Jeg kan virkelig ikke spise mere" Øv øv.
I går var en god dag. Kæresten og jeg cyklede frem og tilbage til hans møde på jobcentret. Det er dejligt at være fysisk aktiv, og jeg siger til mig selv, at det ikke er så slemt, når han er med. Så er det måske mere lyst- end tvangspræget. Det håber jeg. Var også ved læge forleden. Har jeg mon skrevet det? Har jeg vist. Får svar på prøverne i morgen. Jeg håber, kalium tallet er steget lidt, så det går den rigtige vej. Måske skulle jeg blive vejet ved lægen? Hmmm....
I morgen skal vi også besøge forældre. Min mor har sagt, jeg skal bestemme, hvad vi skal spise - og om vi skal spise ude. Beslutninger. Beslutninger. Spise ude er for svært - så hun skal lave mad. Skal vi så grille? Helst ikke; der er for stor mulighed for at overspise eller i det hele taget spise pølser. Hvor er det dog øv at skulle hele tiden spekulere på den måde. Jeg skal planlægge så meget i forhold til måltider. Til hvor lidt og hvor meget jeg skal spise.
Jeg fik lokket kæresten med i Storcentret i dag. En cykeltur på 2 gange 20 minutter. I love it. Motion giver mig energi og gør mig glad. Glæder mig til, det er legalt. Så´n rigtigt. Nå, nu er han her :-) Hvor hyggeligt. Jeg sidder på biblioteket og skriver. Jeg er bedre til at slappe af herovre end derhjemme. Jeg vil være lidt social. Skriver senere eller i morgen

Status 27/7-10

Ja, så er tirsdag så småt ved at være overstået. Jeg var ved min nye læge i dag for at få tappet blod og få lavet endnu et EKG. Min puls er stadigvæk aaaalt for lav. Den er lige så lav som en pralende Armstrongs :-) Jeg må jo være i mega god form .... eller noget. Anyway. Skal ned til lægen fredag og snakke resultaterne igennem. I næste uge er det så ned på center for spiseforstyrrelser igen og få taget prøverne og blive vejet.
Det skræmmer mig selvfølgelig lidt, at mit hjerte er påvirket, og at mit kalium tal er så lavt, at jeg skal spise 4 piller dagligt for at få det op. Men det er også uvedkommende på en måde. Som om det ikke rigtig er mig. Det er i hvert fald ikke rigtig farligt for mig. Mærkelig forsvarsmekanisme egentlig. Ikke specielt hensigtsmæssig. Måske fordi jeg ikke mærker symptomerne så´n rigtigt? Jeg skulle jo indlægges, hvis jeg bliver det mindste svimmel. Måske hvis jeg vitterlig blev rigtig meget svimmel, jeg ville tage det seriøst?
Har spist for lidt i dag. Jeg er hurtig til genveje. Melon i stedet for knækbrød med nutella. Light sodavand i stedet for sukker-saft. Fromage Frais i stedet for creme fraiche osv. osv. Men fuck hvor er det svært pludselig at skulle vælge fedtet og sukkeret til igen; nu har jeg endelig lært at vælge det fra. Sgu en sær verden.
Jeg savner stadigvæk min motion. Jeg er jo gået fra spinning 2-3 gange om ugen og styrketræning til absolut intet. Fandmer en kold tyrker der kan mærkes. Savner ruset ved motion. Runners High er ikke nem at opnå gennem ½ times svømning eller en lille bitte gåtur.
Hmm... har været misundelig i dag. Gik oppe i byen og misundte alle de normale, der spiste is. Jeg drømmer om at turde guffe en vaffel med bare en kugle. Men nej, nej - det er for farligt. Øv. Kunne eller være en rar forandring fra Pepsi Max og kaffen, som jeg altid vælger. Tænk ikke at turde købe en fskide is. Det er da lidt fjollet? Minder mig om hvor sindssyg en sygdom, jeg lider af. Har været rundt på de danske pro-anasider. De helliger jo veninden Ana. Det fatter jeg ikke en meter af. Jeg gad sgu godt bare være almindelig og spisende igen. Er træt af alle tankerne om mad.
Håber, tankerne om mad minimeres gennem tid, og jeg kommer til at spise og nyde mad igen.

Mandagskeder 26/7-10

Ja, så gik hele søndagen, uden jeg fik opdateret. Jeg var først ude og svømme. Det er den eneste motion, jeg må dyrke i løbet af en uge. Jeg må kun svømme ½ time, så det er med at nyde det; og det gør jeg. Jeg svømmer med DB. En del af oplevelsen er 15 min. i sauna efter svømning og hygge med Pepsi Max og gulerødder. Det er så dejligt, og vi får kvidret en masse.
Det er fuldstændigt surealistisk det der med kun at måtte motionere en gang om ugen. Tænk at være nået dertil, hvor man skal have tilladelse til at dyrke motion. Sgu da syret! Har snakket med Risskov om, hvor svært det er for mig ikke at kunne forhandle om tingene. Jeg er vant til, at jeg bestemmer det hele i terapien. Hvilket jo nok også er normalt. Nu skal jeg affinde mig med, at de ved mere end mig! Sgutte nemt. Er jo vant til, jeg ved det hele. Nu siger de ovenikøbet, at det jeg tror, jeg ved måske ikke er sandt. At det i virkeligheden er anoreksien, der spiller mig et puds. Det er altså skræmmende!
Nåmen, i dag har det været lidt svært at slå tiden ihjel. I går var dejlig. Vi tog ud til DB efter svømning og tilbragte hele dagen ude i solen. I dag ville jeg ud og gå en lille tur. Yeah right! Min plan var at starte med en lille tur efterfulgt af en god lang travetur. Heldigvis kom jeg til fornuft på vejen og gik ikke så lange som planlagt. Every step counts.
Er godt nok fanget som en lus mellem to negle. Den ene vil gerne tage på og være normal. Den anden vil absolut ikke tabe sig; men den anden kender ikke til konsekvenserne - eller lader som om, de ikke er relevante. Jeg vil altså ikke have en sygeplejerske til at tjekke mig; ej heller vil jeg på dagshospital og lære at spise af pædagoger. Damn! Så - spis min gris!
Tror ikke, jeg gider skrive madindtag ned. Vil i stedet prøve helhjertet at følge planen.

Burde jo skrive hver dag! 24/7-10 

Ja, som overskriften antyder, så var det jo min plan, at jeg ville skrive hver dag, så jeg på sigt kan se tilbage og følge min kamp. Men i går besøgte jeg Tøjhushaven for at slikke lidt sol. Jeg faldte i søvn lige i solen, hvilket resulterede i en invaliderende hovedpine resten af dagen. Rigtig øv. Det betød så, at jeg lå på sofaen resten af dagen. Sikkert godt for min krop - men eddermame kedeligt.
I morges vågnede jeg allerede ved 5 tiden - så er dagen sgu lang. Lykkes dog at falde i søvn igen en times tid foran tv. Formiddagen er brugt på at gøre lidt rent med Viktor og efterfølgende bytur, hvor vi fik købt jordbær til aftensmad og slik til senere :-)
Jordbær til aften er ikke en optimal løsning, men jeg har købt sødmælk, hvilket hjælper lidt. Det var så svært at købe den skide mælk. Allerhelst havde jeg valgt en mini mælk. Heldigvis sejrede fornuften, men det er et godt eksempel på, hvor svære tingene er. Alt bliver debateret oppe i knolden, og desværre vinder fornuften ikke altid! Øv bøv.
I går var maden heller ikke optimal, men der havde jeg jo hovedpine. Jo jo - undskyldninger har jeg nok af. Konsekvenserne er ellers til at tage og følge på! Jeg skal tage ½ kg på om ugen. Det har jeg så ikke lige levet op til, så nu skal jeg overveje, om jeg enten vil have en sygeplejerske hjem til nogle måltider, hvor hun skal virke støttende - eller om jeg vil 3 dage om ugen ned på Risskov og lære at handle ind og spise! Øh - jeg tager mulighed nr. 3, tak. Vi har aftalt, at jeg de næste 2 uger virkelig skal give den en skalle, ellers SKAL jeg vælge mulighed 1 eller 2. Fandmer mnederlag!
Nå... nu vil jeg opdatere madsiden

 

Første indlæg

Jeg havde godt nok aldrig i mit liv troet eller forventet, at jeg en dag skulle sidde på mit lokale bibliotek med en kop kaffe og min bærbare foran mig, mens jeg opretter en blog om anoreksiens helvede. Never never never. Jeg har hele mit liv vejet alt for meget - vi taler altså om den forkerte side af 100 kg. Men nu sidder jeg altså her med benene over kors for at få lidt varme til dem, da jeg er kronisk kold. Endnu en dejlig lille bivirkning ved at veje for lidt og spise for lidt.
Hvad vil jeg så med en blog? Jeg har altid brugt at forsøge at skrive mig ud af kriser. Jeg har rigtig mange dagbøger liggende, som jeg faktisk har skrevet i flittigt. Det er sgu temmelig tydeligt, når jeg læser dem igen, at jeg ofte skriver, når jeg er nede eller rigtig syg. Der er ingen tvivl om, det virker for mig - jeg kommer i rigtig fin kontakt med mine følelser på den måde.
Udover at det er god terapi for mig at skrive, opfylder det også nogle praktiske funktioner. Lige pt har jeg ferie fra mit vidunderlige studie, og jeg har virkelig svært ved at få tiden til at gå. Jeg er blevet forbudt at dyrke motion, så det kan jeg ikke bruge en masse tid på, som jeg plejer. Ydermere er jeg blevet anbefalet at skrive ned, hvad jeg spiser hver dag, så jeg kan følge med i, om jeg spiser det, jeg er blevet påbudt via madplanen.
Det der virkelig har sat gang i skrivekløen er et status besøg ved center for spiseforstyrrelser i går. Jeg har været i behandling dernede i en måneds tid, og i følge aftalen om at jeg skal tage et ½ kg. på om ugen, er det tydeligt, at jeg ikke har fulgt madplanen. Øv bøv. Afsløret på vægten som et barn. Der er bare lige det lille men, at jeg rent faktisk er 35 år gammel og burde være  kommet over alle trodsaldre.
Anyway - vi talte om, at det ville være fornuftigt at skrive ned, hvad jeg egentlig spiser. Mest for at se i hvor høj grad, jeg følger madplanen. Det umiddelbart nemmeste ville nok være at skrive ned i hånden, hvad jeg spiser og hvornår. Men jeg fik den smarte idé at lave en offentlig blog omhandlende min kamp. Måske er der nogle derude i verden, der har lyst til at følge med. Jeg har en blog i forvejen i forbindelse med mit sttudie, men den kender mine klassekammerater, og jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til, de skal kende denne blog. I deres øjne er jeg en ældre klog studerende, der i de første to semestre kun har fået 12 taller. Jeg ved jo godt, at de kan se, jeg er for tynd, men jeg forsøger at lade som om, alt er okay.
Her er jeg så med en blog så offentlig, at jeg kan "risikere" at blive udgivet. Det er helt okay. Jeg vil gerne være semi kendt :-) Jeg er god til at skrive, og jeg har noget væsentligt at skrive om. Jeg har også en lille nørd i mig, der synes, det er ganske underholdende at have en cool blog og vedligeholde den samt gøre den læsevenlig.
Jeg tror, det er de umiddelbare ord fra mig. Nu vil jeg lege med widgets og udseende og så vende frygteligt tilbage. God læselyst