trættere end træt

Et træt pip herfra. Det har været en lang dag, og jeg er helt til rotterne – træt og hovedpine. Godt dagen er ved at være ovre. Startede dagen med begravelse. Stress med blomster og tøj. Vil jo ikke gøre noget forkert. Så bange for at falde udenfor og ikke følge kutymen. Det gik okay. Var meget sørgeligt. Synes, det er både hårdt og grænseoverskridende at være vidne til andres private og voldsomme sorg.

Efter begravelse stod den på kolonien. Dejligt! I går købte jeg maling til ude, inde og møbler. Det skulle testes i dag. Startede i det små. Har malet møblerne nu. De er hvide. Er sp flot – hvidt og rent. Snart skal hele huset males svenskrødt. Det bliver så flot. Min mor kommer og hjælper på fredag. Viktor har attack, så han er ikke til det store fysiske.

 I går skulle vi have været i bio og se Batman. Måtte aflyse. Vi var begge gået kolde efter en lang dag i kolonien med indkøb, besøg og visit på skrotpladsen.

Nu orker jeg ikke mere. Kaffe, sofa og tv kalder. Hygge 

findes der hjælp derude?

Nå, så er det vist snart tid til et reality tjek. Viktor ville snakke seriøst i går. Han synes, jeg taber mig og spiser mindre og bliver mere og mere begrænset i mit liv. Han er så ked af, at jeg ikke lige får det sidste med – de sidste kg – så jeg kan komme videre og fokusere på andre ting end mad. Han mener, jeg måske kunne trænge til hjælp udefra for at nå i mål. Jeg er bange for, der ikke er hjælp at hente. Jeg tror ikke, verden kan hjælpe mig. Jeg tror, det skal komme inde fra. Hvad mere kan jeg lære? Jeg ved jo alt (hmmm…. Lidt for grandiost?) Men – jeg fungerer jo okay psykisk. Jeg spiser lykkepiller, og  de gør, at jeg ikke er så sensibel angående sanserne. Mit liv fungerer jo på næsten alle områder. Bare det skide mad der er så svært at få til at gå op i højere enhed med hverdagen.

Jeg synes, det er så svært! Ingen tvivl om jeg skal i gang igen, men jeg vil så gerne bare udskyde det lidt endnu. Vi har lavet aftaler for fremtiden. Jeg håber, de bliver glemt igen. Jeg har fået trumfet igennem, at aftalerne først træder i kraft, når jeg er blevet vejet. Jeg tør da slet ikke lave ændringer, når jeg ikke aner, om jeg har taget på eller tabt mig. Jeg tør faktisk ikke tage det sidste på. Dog er der en forskel denne gang i forhold til sidst. Jeg er også bange for at tabe mig. Før var jeg ligeglad – bare jeg ikke øgede. Nu vil jeg helst bare blive, hvor jeg er. Det kunne jeg også. Jeg er jo indenfor okay bmi, og menstruation overlever jeg nok at undvære. Jeg er bare bange for, jeg ikke kan blive her. Mere vil have mere. Og jeg hakker mere og mere af, samtidig med jeg bliver mere og mere begrænset i mit liv og mine tanker.

Jeg troede, jeg var kommet længere. Jeg er kommet langt – ingen tvivl, men der er altså stadigvæk lidt vej i mål. Det er bare en ensom vej, fordi jeg ikke tror, jeg kan hjælpes af noget. 

anorektisk tankemylder

Synes, at anoreksi tanker fylder sindssygt meget i tiden. Selv om natten drømmer jeg om, hvad jeg skal spise, om indlæggelse og andre sf relaterede emner. Måske fordi jeg har været lidt aktiv på facebook med daghospitalet. Jeg tænker, at det er godt for mig at tale med andre, der har genkendelige problemer. På den anden side kommer sf til at fylde relativt meget i mit liv. Samtidig ved jeg jo også godt, at jeg lige pt ikke har det helt store indhold i mit liv. Der er ferie og møg vejr. Der sker jo ikke det vilde. Måske er det bare sådan i perioder, at det fylder mere end i andre. Eller måske er det fordi jeg ikke spiser helt nok. Gik i dh med én, der kunne mærke rigtig mange anorektiske tanker, hvis hun bare gik lidt under kostplanen.

Kan også mærke det i forhold til Viktor. Skjuler det skrabede smør for ham og bliver ganske fornærmet, hvis han påpeger, jeg mangler noget mad. Samtidig med forsøger jeg stadigvæk at leve som ham. Altså ikke tænke så meget over tingene selv, men bare lade ham bestemme og så drive lidt med. Det betød så slik i går aftes J Det gode ved den aftale var så, at der var mums jordbær til aftensmad. Give and take J

Ellers alt vel her. Jeg klarer mig trods det dårlige vejr. Forsøger at finde passende mængder af aktivitet for dagen. Springer ikke uplanmæssigt rundt, men har et ganske lave ferie aktivitets niveau. Prøver at overbevise mig selv om, det er helt okay. Samtidig har jeg drømme om at svømme, at cykle, at løbe. Drømme er rare – og jo heller ikke helt urealistiske. 

Middelvejen er svær

Gad vide hvornår det mad pjat bliver nemmere. Lige i tiden fylder det rigtig meget. Det er voldsomt ikke at vide, hvad jeg vejer. Jeg føler, jeg har taget rigtig meget på. Det rationelle i mig (og Viktor) ved, det ikke er sandt…. Men alligevel. Dog er det nyt, at jeg faktisk også er bange for, jeg har tabt mig. Den tanke er fremmed for mig. Jeg ønsker det selvfølgelig lidt stadigvæk, men nervøsiteten for tab er der. Jeg ved jo, at jeg skal i gang igen – så´n rigtigt, og alligevel udskyder jeg hele tiden. Det er eddermame et velkendt mønster, som jeg gerne snart skal bryde. Jeg vil jo så gerne bibeholde alt det gode. Prøver at holde fokus på det – på alle de ting, der rent faktisk lykkes. Og det er faktisk mange! Går jævnligt ud og spiser. Panikker ikke så meget over kage mere. Kan nogenlunde adskille måltider. Og det er jo godt.

Jeg synes, det er svært at finde ud af at leve her midtpå. Altså jeg fungerer jo rigtig godt ude i ekstremerne. Det her middelnoget er svært. Hvornår er noget for meget, og hvornår er det for lidt? Hvor længe skal jeg tænke 6 gram smør? Hvornår er sult og ikke sulten atter genoprettet i mig.

Ja…. Det er lidt at tænke over. Heldigvis skal dagen i dag tilbringes med veninde til shopping og hygge… og måske mad J

selvværd kontra selvtillid

Jeg har lige læst lidt på et forum for spiseforstyrrede. Igen springer det mig i øjnene, at der bliver brugt rigtig meget energi på at bekræfte folk i, de er smukke. At de ser godt ud, efter de har taget lidt på. Det undrer mig, hvorfor vi har så stort et behov i at bekræfte overfor hinanden, om man er smuk eller ej. De fleste jeg taler med om spiseforstyrrelser er enige i, at det der med udseende ikke betyder det store. Det er de færreste, der alligevel vil være modeller. Vil jo allerhelst forsvinde. Derfor undrer det mig. Og det gør mig også lidt nervøs. Fordi er vi på en måde selv med til at opretholde at bekræftelse findes i udseende. For det gør det jo for pokker ikke. Man er jo hverken værre eller bedre, fordi man er smuk. Og måske er det endda med til at forværre selvværdet. Det er jo et boost for selvtilliden at få at vide, man er smuk. Men når det så ikke harmonerer med det, man ser i spejlet, så påvirker det jo selvværdet i forkert retning. Hvis det jeg ser i spejlet ikke harmonerer med det, du siger – ja, så er der to muligheder: 1 – du lyver. 2 – jeg ser forkert. Begge dele er jo ikke fordrende for noget.

Det er lidt det samme med berømtheder. De er elskede, og ukendte vil have sex med dem. Det giver et boost uden lige… lige indtil man ser sig selv i spejlet – og derinde er man stadigvæk usikre, buttede og bumsede sig selv. Det er da en kontrast der vil noget.

På den anden side er det jo også rart at blive bekræftet J Man skal nok bare passe på ikke at blive afhængig af den overfladiske bekræftelse. Den bunder ikke særlig dybt. Og jo større forskel der er mellem størrelsen af ens selvværd og ens selvtillid, jo sværere er det at være menneske.

Udover det så føler jeg mig tilpas i dag. Spiseforstyrrelse fylder stadigvæk en del. Prøver at holde stand og ikke falde i gamle fælder. Vil ikke tabe mig… jo jeg vil  og jeg gør det ikke!!! Er bedre end at lade en skide sygdom styre mit liv. Var til koncert forleden. Simple Minds. Turde ikke købe noget ved baren, fordi jeg var bange for indholdet. Ville have købt en drink i stedet for senaften, men jeg turde ikke. Turde heller ikke cola, fordi jeg var bange for det, fordi det ikke kom på flaske. Endte med en sukkerfri Red Bull på dåse. Ja, ja…. Det bliver nok bedre en dag

dumme tykke mave

Jeg føler mig kæmpe. Jeg må have taget så meget på. Jeg er ikke blevet vejet i en måneds tid. Viktor er bange for, jeg har tabt mig. Jeg er sikker på, jeg har taget på. Jeg føler mig så stor. Synes min mave bare buler ud. Spiser lidt mindre. Trækker maven ind konstant. Gør ondt efterhånden. Spænder altid i maven normalt, men nu suuuuger jeg den ind. Har svært ved at slappe af og lave ingenting. Hvordan kan jeg undgå at motionere, når jeg har så stor en mave? Jeg burde shoppe løs og trave rundt i stedet for at fede den endnu mere med en bog. Fuuuuck de er tunge de følelser i dag.

Prøver virkelig at holde fast i kostplanen. Jeg ved jo godt, at det jeg ikke får i dag, bliver endnu sværere at få i morgen.

Har dårlig samvittighed over, jeg ikke er ude at pukle i haven. Men jeg vil jo gerne, at den er et fristed – ikke et sygt sted til kalorieforbrænding. Ja, ja – flot undskyldning for ikke at lave noget. Undskyldninger dem er der sgu styr på. Kom nu i gang.

Har ryddet op og rendt op og ned af trapperne – men vil have mere. Mere motion – mindre mad tak!!! Gider ikke leve med den mave. Kan ikke kigge på den. Mærker den helle tiden. Har skiftet bukser, men den er der jo stadigvæk og stritter.

Måske er min kropsopfattelse lidt alternativ. I Bulgarien var der en ”tissekone”, der rørte mig på maven. Jeg troede, hun gjorde det, fordi hun troede, jeg var gravid. Det viste sig, at hun rørte ved mine bukser, fordi hun syntes, de var flotte og specielle. Viktor mente, jeg var helt skør. Ingen ville tro, jeg er gravid, siger han. Jeg ved ikke… maven fylder jo…. 

Nå…. Sådan kan livet altså også være. 

Hjemme fra ferie

Hovsa. Der er da godt nok gået lidt tid, siden jeg skrev. Der er også sket meget. Jeg har været på ferie. Vi skulle jo ellers ikke noget i ferien udover at være i kolonihaven. En regnfuld søndag fik jeg dog udlængsel. Sagde til Viktor, at jeg da egentlig godt gad på ferie. Helt overraskende var han med på den og foreslog, at vi kiggede på en rejse, når vi kom hjem. Panik! Vil jo vildt gerne af sted – i teorien, og så er det jo nemmest, når Viktor stejler. Når han pludselig er med på den, så er det sgu virkelighed. Det lykkes os at finde en billig tur til Bulgarien om tirsdagen. Der var altså kun to dage til at forberede sig, glæde sig og panikke! Det tog lang tid, før jeg fik trykket bestil. Vild angst!!! Viktor var cool og fik ordnet det praktiske. Det blev nogle heftige to dage! Alt det man normalt har lang tid til, skulle nås på de få timer. Jeg var helt manisk og fyldt op. Egentlig ret fedt.

Vi havde en super ferie! Der var lidt praktiske forvekslinger pga overbooking – men overordnet var det en så fed ferie. Maden var selvfølgelig svær, men jeg prøvede at lade Viktor tage over og spise som ham. Jeg levnede ofte på tallerknen – ikke det store, og ikke noget der betyder ret meget i forhold til kalorier, men jeg havde behov for kontrol. En uge på restaurant hver dag er altså provokerende! Jeg spiste dog fint varieret, og når det blev rigtig svært, tænkte jeg på kostplanen og lod den bestemme. Var altså fedt at opleve, at jeg godt kan tage en uge på ferie og leve som alle andre med pomfritter og is.

Kom til at tænke på kostplanen i dag. Jeg følger den jo stadigvæk – ikke slavisk altså, men jeg går ud fra den hver dag og spiser rimelig regelmæssig efter den. Har oplevet, at når jeg får lyst til at snyde, og det bliver svært at vælge rigtig, så lader jeg planen vælge for mig; og det virker sgu J Af og til oplever jeg stadigvæk selvhad og lede og lidt angst, når det drejer sig om mad, men jeg synes, det forsvinder hurtigt igen. Sgu dejligt at opleve, at det også går fremad.

Nu er jeg hjemme igen. Ude godt men hjemme bedst J