monday monday

På banen igen efter en dejlig weekend J Vejret var jo lidt la la, men det betød jeg fik læst en masse lektier. Jeg synes altid, jeg er bagud med læsningen, så det var rart med god læsetid. Jeg har opgivet at lave lektier hjemme. Kan simpelthen ikke koncentrere mig. Er så heldig at bo tæt ved biblioteket, så det benytter jeg mig af og bruger stedet til lektielæsning. Det er så koncentreret og godt.

Søndag drog vi ud i kolleren, og så stod den ellers på hækkeklip og have fræsning. Er så vild med det. Jeg klippede hæk med både saks og hækkeklipper. Så god en fornemmelse og synslig resultat. Tror, det er sidstnævnte der tænder mig. I min verden er mange ting snakke ting, og løsninger er først synslige over tid. I en have er det dejlig konkret. Da jeg havde været haven rundt indeni og udenfor, ja så var hækken klippet. Slut færdig. Så tilfredsstillende.

Viktor besluttede at det hårde arbejde skulle belønnes med aftensmad på den kinesiske wok house. Har efterhånden spist en del gange deroppe, så det er forholdsvist sikkert. Var nede og tisse deroppe. Mindedes alle de gange jeg har kastet op på de wc´er. Min mad var ret stærk, og jeg kunne så tydelig huske, hvor grimt det var at kaste stærk mad op. Kan godt være, det brænder på vej ned, men det er eddermame så meget værre, når det skal op igen. Er så glad for jeg ikke kaster op nogensinde mere. På den måde er jeg jo god. Når noget er lov, så er det lov. Jeg er holdt op med at ryge, ergo har jeg ingen rygetrang, fordi rygning er ikke en mulighed J Det samme er tilfældet med opkast.

om at være anderledes

Jeg synes, der er koldt, og jeg fryser. Hader at fryse. Pakker mig gerne i ind i 20 lag tøj for at undgå at fryse. Gevinsten er jo så, at jeg også undgår at mærke min krop J Da jeg var indlagt, lærte jeg af de andre, at man forbrænder mere ved at fryse. Nogle nægtede at skrue op for varmen. Nogle tog kolde bade. Ikke mig. Jeg skruede helt op for varmen og nød dejlige bade.

Jeg var faktisk anderledes på mange punkter end de andre, selvom vi havde samme sygdom. Jeg spiste flere gange om dagen. Jeg spiste stort set alt – der var ikke forbudte varer. Jeg spiste almindeligt. Jeg snød ikke – altså lod som om, jeg spiste. Enten gjorde jeg, eller også gjorde jeg ikke. Jeg havde ikke mærkelige spiseritualer. Jeg spiste på almindelig tid. Jeg kunne spise lys pålægschokolade, selvom jeg overhørte en personale, der fortalte, at anorektikere kun spiste mørk J Gad vide om ikke alle ting var medvirkende til, at jeg havde svært ved at se mig selv som værende anorektisk. Jeg var jo ikke syg – skulle bare tage mig sammen.

Noget af det samme billede af det, jeg nørkler med i dag. Tror jo ikke, jeg er syg mere. Jeg er normalvægtig. Jeg spiser til måltiderne. Jeg taber mig ikke voldsomt. Viktor er uenig, og han mener, vi skal finde noget hjælp, inden det går galt. Han er altså også meget pessimistisk. Jeg vil gerne tro, jeg er mere realistisk. At jeg er reflekterende er i hvert fald en god ting. Jeg tror, det vil fastholde mig i, at jeg ikke vil være så syg igen. Og med de ord spiser jeg min madpakke, selvom jeg ikke er sulten.

vil være et godt menneske

Er i skole efter en fin weekend. Ikke de store udskejelser. Svigermekanikken var på besøg i går. De er sgu tunge at danse med. Skal passe på ikke at komme op og toppes med dem. De vil jo det bedste. Det vil jeg også. Mit højeste ønske i verden er at være et godt menneske. Vil så gerne være god ved andre. Vil så gerne vise næstekærlighed. Jeg hader mig selv, når jeg bliver irrationel vred på andre, fordi de fylder, smasker, ryger, lugter osv osv. Alle de ting harmonerer ikke med at være et godt menneske i min optik. Jeg ved jo, hvor dejligt det er at blive behandlet anerkendende og med kærlighed. Hvorfor falder jeg så i og vrisser af folk i stedet for at invitere dem ind. I efterrationaliseringen ved jeg jo godt, hvad det rigtige er. Det er bare så meget sværere i situationen.

Men – mit mål er stadigvæk at være et godt menneske. Vil behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles af dem. Måske lærer jeg en dag at have samme syn på mig selv.

Det er jo i virkeligheden banalt. Det du giver ud, er det du får. Smil til verden, og den smiler tilbage. Det er jo det, jeg grundlæggende tror på. Betyder jo ikke, jeg lader mig træde på eller fedter op til folk. Vil bare gerne være sød – give et smil. Det luner. Vil anerkende folk så de kan få det bedre med sig selv. Jeg vil ikke være dum mod dem, for jeg kan få det bedre med mig selv. Det er sgu i øvrigt som at tisse i bukserne – kun kortvarig tilfredsstillelse.

Nå… lektier J

2 kg. TO kg!

Har lige været til pensionist træning. Var ved at dø … seriøst! Eller så´n da…. Vejer mig jo altid dernede. Må ikke – men kan ikke lade være. Vægten har jo været lidt på nedadgående, så jeg havde regnet med at have taget lidt på. Har faktisk fulgt planen rimelig… så´n da. 

Nåmen, vægten fortæller så ubarmhjertigt, at jeg har taget 2 kg.  på. TO kg. Det er jo ikke muligt, men ikke desto mindre sagde den det. Min træning blev så forstyrret af mine tanker. Jeg gav den max gas og planlagde at droppe spisningen det næste stykke tid. 2 kg! er sgu meget på en uge. Inderst inde vidste jeg godt, det nok ikke var helt rigtigt. 

På den anden side plejer vægten at være korrekt. Har aldrig haft problemer. Panik. Og træls jeg slet ikke nød træning og afspænding. Kom dog frem til noget godt i tankerne. Ville fortælle Viktor om øgningen, selvom jeg skammede mig. Ved jo af erfaring, at når jeg taler om det, så fylder det mindre. Vidste jo også, at hvis ikke jeg talte om det, så ville jeg skære for meget fra. Og jeg skal jo for pokker tage på. 

Efter træning ville jeg veje mig igen. Stikket til vægten var igen taget ud hvilket undrede mig. En med kursist fortæller mig så, vægten er i stykker. Den vejer 2 kg for meget!!! Pyha!!! Var så lettet. Er helt høj nu…!!! Det var godt nok angst fremkaldende. Dumme vægt der stadigvæk fylder så meget i mit liv. 

Nu vil jeg nyde weekenden!

MAD - igen!!!

Jeg gad virkelig godt skrive et indlæg, hvor der slet ikke var fokus på mad. Jeg er så træt af mad. Alt er bare – MAD … hele tiden. Mine tanker beskæftiger sig ikke med ret meget andet. Lige fra jeg vågner. Jeg tror, det skyldes, jeg er nødt til at ændre mine vaner.

 Normalt spiser jeg altid a38 til morgenmad. Det er totalt tryg spise for mig. Hvis jeg kunne, spiste jeg det altid til aftensmad også J Det er ikke tilladt, så jeg gør det ikke så tit. Nåmen, nu ska jeg jo så tidligt op og i skole. Er ikke sulten kl. 6.30, så jeg må vente med at spise morgenmad. I gamle dage spiste jeg a38 i toget. Det var helt skørt. Tog ½ time og blev gjort med teske. Det vil jeg ikke tilbage til. Vil ikke spise a38 i toget! Spiser rugbrød og banan i stedet for. Det er okay, men det fucker mine tanker op.

Synes pludselig heller ikke, jeg bør have formiddagsmad, når nu PepsiMax smager bedre…. Og når jeg skal spise ude i aften, behøver jeg jo heller ikke eftermiddagsmad. Så´n kører mine tanker non stop. Jeg planlægger, hvor jeg kan spise mindre og mindre. Jeg ønsker egentlig ikke at blive mindre; at tabe mig. Men jeg har godt nok svært ved at genfinde motivationen til at øge det sidste. Vil gerne have min menses igen… og vil bare overhovedet ikke have den igen.

Fuckin ambivalens. Hvornår er det lige, det bliver nemmere??? Hvornår er det lige, jeg ikke skal bekymre mig non stop om mad. Jeg skal følge planen! Jeg ved jo godt, at tankerne bliver nemmere, når jeg følger planen…. Det er bare så skide svært. Synes ikke, det bliver nemmere, selvom jeg er blevet det lovet.

rationel/irrationel

I skole i dag. Det er underligt endelig at være her efter så lang tid. Jeg synes heldigvis, jeg igen er klar til at udfylde dagene med lidt flere krav end blot spisning.

Det har været nogle hårde dage siden sidst. Jeg har været temmelig deprimerende og opgivende. Der har været lidt krise derhjemme. Jeg har reageret ved at være mut og indelukket. Ikke den bedste løsning men en forsvarsmekanisme, jeg benytter mig af, når livet gør ondt. Hvis jeg er indelukket og ligeglad, så er der ikke noget, der bider på mig. Ikke noget der kan gøre ondt. Det er en okay måde at overleve i øjeblikket på, men det er ikke en holdbar løsning i længden. Jeg har bare så svært ved at anerkende, at der er problemer. Når verden er sort og hvid meget af tiden, så kan problemer jo medføre, jeg er nødt til at ændre hele mit liv.

Rationelt ved jeg godt, det ikke er en korrekt antagelse, men når jeg er i det, så er det svært ikke at falde i det velkendte irrationelle hul. Mit liv er jo fyldt med glæde, og grundlæggende ønsker jeg ikke ændringer. Så er det altså ekstra svært, når jeg oplever, noget ikke fungerer.

I går fik vi heldigvis taget hul på bylden – og hvilken lettelse. Det viste sig jo, at der er en logisk grund til, uden har været svær. Efter vi har talt om det og lavet planer om ændringer, så er det jo dejligt at være til. Det viser jo igen med al tydelighed, at det er dumt at gemme på tingene. De skal ud i det åbne og snakkes om, så de kan fylde det lidt, de nu engang gør. Hvis de bliver ved at være forputtede, får de alt for meget opmærksomhed af den dumme og irrationelle slags.

Håber, jeg kan huske det til næste gang.

skumle bagtanker

Der er vist bagtanker med alt. Det er svært at fejle en sygdom som anoreksi, uden den stikker sit grimme fjæs frem alle steder. Tror altid, jeg vil høre dens stemme. Heldigvis tror jeg, at jeg med tiden kan gøre den til en ligegyldig hvisken – og måske forsvinder den helt en dag. Det kunne være rart at tænke på noget på tingens egne præmisser – uden at skulle blande spiseforstyrrede tanker ind i det.

Jeg tror, et er nemmere at forstå med konkrete eksempler; jeg havde meldt mig som indsamler til Red Barnet i søndags. Min hovedtanke var at det var en god gerning, og der manglede folk i Randers. Min næste tanke var, at jeg skulle sørge for at få en besværlig rute med masser af trapper, så jeg rigtig fik forbrændt kalorier. Skal da så lige love for, jeg fik trapper. Jeg gik så mange etager, at jeg til sidst seriøst overvejede, om jeg kunne holde til det. Mine knæ begyndte at gøre ondt, men jeg blev ved. I 2½ time gik jeg på trapper. Ruten var kun knap en km., så der var en del opgange.

Men altså – præmissen at samle ind var jo god. Det er godt at gøre noget godt for andre. Motionen er også rar – det er klart. Desværre overskyggede anoreksi, fordi det kom til at fylde rigtig meget for mig. At gøre en god gerning blev sat i baggrunden, og jeg var i stand til at overbevise mig selv om, at jeg kun samlede ind af selviske årsager. Lidt øv.

I dag var vi i Århus. Jeg skulle til sygehustjek. Igen brugte jeg masser af tid på madtanker. Vi drak en kaffe latte til formiddag. Det har jeg gjort før som erstatning til mellemmåltid, og det er helt legalt. Desværre kunne jeg ikke nyde den, fordi jeg havde travlt med at tænke, hvor meget jeg skulle levne, og hvilket måltid det skulle gå ud for osv osv. Det er fint, at min spisning er mekanisk, fordi jeg på den måde får rigelig med mad, men det er et meget rigidt system.

Men – trods alt så havde vi en hyggelig tur i Århus, og vi fik talt om indsamlingen, fordi Viktor jo også havde set både gode intentioner og de mere skumle bagtanker.