27082011

Så er jeg den, der er stoppet i 3 dages behandling. Jeg har sagt ja tak til 1 dages behandling, og til trods for jeg ikke er på målvægt, har jeg fået lov til at fortsætte. Det er fint nok. Jeg tror ikke, gruppe behandlingen er optimal, men jeg har valgt at give det en chance. Jeg fortsætter selvfølgelig med mine psykolog samtaler. Min vægt var ikke overraskende faldet igen. Min kostplan er sat meget ned. Nu skulle den teoretisk passe. Det viser sig så bare, som så ofte før, at et er teori noget andet er praktisk. Jeg taber mig altså, hvis ikke planen er rimelig høj. Om det så er fordi, jeg snyder mere, end jeg er klar over; ja, det er ikke til at vide.

Jeg fik i øvrigt at vide forleden, at der i CFS regi er flere slags gruppe behandling. Det synes jeg var rart at høre. Jeg er jo ikke sikker på, jeg passer ind i 1 dages behandlingen, men jeg ved jo samtidig, at gruppe terapi er så gavnligt. Så er det jo gode nyheder, at der findes anden behandling dernede. Nu skal jeg bare lige kravle op på den der mål vægt, så jeg kan få menses igen og min hjerne til at fungere bedre. Frygter sgu at få menstruation. Jeg ved, det er godt for min krop – men mit sind er pisse bange.

Jeg glæder mig til, at terapien og behandlingen kommer til at handle om meget mere end angst for mad. Jeg vil snakke om identitet, om relationer, om forventninger, om angst, om normalitet, om mit studie, om min rolle som menneske – kæreste – studerende – søster….. og Bettina.

Nu er jeg færdig med at være et tal. Nu er jeg mig igen. Jeg håber, jeg kan holde det. Allerhelst ville jeg jo gerne spise restriktivt igen uden at tabe mig…. I hvilket univers kan det lade sig gøre? Mit forhold til min krop er okay. Jeg synes, jeg er lidt chubby, men det er i orden… lige nu i hvert fald. Måske er det anderledes om en time, når maven føles stor og tyk. Og hvad så??? Jeg vil væk fra alt det udseende pjat. Det er jo bare et symptom på noget andet. På noget meget større og meget sværere at forholde sig til.