Maj

31/5-11

Gæt hvem der sidder på biblioteket og laver fremlæggelse. Jeps – yours truly. Arbejder en smule med fremlæggelse  - men gider ikke rigtig. Heldigvis er jeg okay til mundtlige eksamener… men jeg fik sgu godt nok et chok, da jeg i går opdagede, at jeg allerede skal til eksamen på tirsdag. Og der har jeg oven i købet status samtale. Sikke noget. Jeg e rved at se, om jeg kan få min tid ændret. En pige fra klassen skal op onsdag, og det passer hende skidt. Så nu er vi ved at undersøge, om det kan lade sig gøre. Eller hun er – og hun er bare langsom. Hun sagde i går, hun ville finde ud af det i dag. Men jeg har lige skrevet til hende. Og så har hun glemt de. Hvordan er det lige, man kan glemme noget så vigtigt? Har givet hende frist til i morgen, og ellers aflyser jeg bare status mødet. Det er ikke verdens undergang jo.

Var i Risskov i går. Det var lidt hårdt. Der startede to nye kvinder, så der var en mase snakken og en masse gentagelser. Jeg er ved at være en smule træt af at lære nye syge mennesker at kende. Det er samme trummerum og samme snak. Det hele gentager sig bare. Kan godt huske det fra afdelingen også. Bliver træt af de gamle vittigheder og fortællinger. Vil meget hellere møde nye mennesker pga fælles interesser frem for sygdom. Når nu det så er sagt, så har jeg jo også mødt fantastisk mange dejlige mennesker netop pga sygdom. Der er flere, jeg gerne vil kende endnu bedre, og det glæder jeg mig til. Har jo lært nogle dejlige kvinder at kende gennem denne blog J

Ellers ikke det store nye. Jeg opdager engang i mellem, hvor svært det hele er. Jeg giver ikke op. Jeg giver aldrig op, men jeg forundres godt nok ofte over, hvorfor det rigtige er så svært. Jeg forstår stadigvæk ikke angsten over at få for meget osv. Osv. Same old thoughts.

Jeg har tænkt en del over, hvad den rette behandling er for så´n nogle som os. Vi er syge, fordi der er et eller andet, vi flygter fra, tænker jeg. Vi drømmer ikke om at være tynde, fordi modellerne er det og bla bla. Der er større ting på spil. Jeg syns det er pisse grimt at være tynd. Alligevel drages mit blik af folk, der er meget tynde. Det fascinerer og frastøder mig. Knogler skal ikke være synlige. Jeg tror tit, at folk er syge, hvis de er tynde. Talte med min kæreste om det forleden, og vi kom frem til, at man godt kan være viiiildt tynd uden at være syg. Nogle ser jo ikke syge ud, selvom de er skind og ben. Ævle bævle overspringshandlinger J Jeg har jo ikke det store at føje til med disse skriblerier. Vil bare lige sige hej ude i cyberland.

29/5-11

Fik lige et opråb på facebook om at skrive blog, og måske var det lige det spark i rumpeteren, jeg havde brug for J Jeg er jo færdig med min opgave og har afleveret den, så det er begrænset, hvor meget tid, jeg bruger på computer i tiden. Sover en helt masse. Livet er lidt hårdt i tiden, så jeg prøver bare at holde fast og følge med.

Sidste weekend var slem. Jeg skulle jo svømme søndag morgen. Vi kom også af sted og svømmede kun ½ time som helt almindelige mennesker. Jeg svømmede 1 km., og det var fantastisk. Tænk jeg kunne blive forpustet! Og jeg svedte i saunaen! Det var helt overraskende.  Da vi skulle påklædes, ringede min mobil. Normalt har jeg den på lydløs, da jeg får skæld ud af personalet i svømmeren, hvis den ringer. Svømmeren er så gammeldags, at der er personale til at passe på ens tøj, mens man svømmer J Nåmen, det var underboen, der sagde, jeg skulle skynde mig hjem. Ambulancen var her efter kæresten, og det var vist noget med hjertet. Da jeg spurgte mere ind til det, svarede hun bare, jeg skulle skynde mig. Jeg var panisk. Turde slet ikke tænke tanken, at han måske var død. Kusinen og jeg fløj i tøjet. Datteren blev afleveret til en nøgen kæreste og brødre i herre omklædningen, og af sted var vi.

Jeg prøvede at ringe til underboen igen, og jeg blev noget mere rolig, da jeg hørte kærestens stemme i baggrunden. Så var han i hvert fald ikke død. Vi kom på sygehuset, og kæresten arriverede i ambulance med ilt maske på. Skræmmende.  Heldigvis blev jeg beroliget, da jeg talte med dem. De beholdte dog kæresten overnat. De mistænkte hjertestop eller blodprop pga symptomerne, men heldigvis var alle prøverne helt okay. Grimt at blive mindet om døden på en så voldsom måde. Jeg var så ulykkelig på hans vejne. Han havde virkelig været bange og været sikker på, det var hans tur nu. Den stakkel.

Jeg tilbragte selvfølgelig det meste af søndagen ved ham. Det gjorde så, at det mad jeg burde have spist blev negligeret. Jeg havde jo planlagt at spise alt, når nu jeg havde været ude at svømme. Men det var svært. Ville jo hellere være ved kæresten. Ydermere forbandede jeg mig selv, at jeg kunne tænke på mad, når nu han var på sygehuset og havde det slemt. Øv for mig. Jeg vidste også godt helt inderst inde, at jeg brugte det som en undskyldning…. Men man er vel kun et menneske… og endda et sygt et.

Mandag hentede jeg ham på sygehuset og var i Risskov senere. Ville have været i ålborg tirsdag og aflevere opgave, men jeg magtede det ikke, og jeg ville hellere blive hjemme ved kæresten. Han skulle i øvrigt til læge, fordi en af lægerne på hospitalet havde set et modermærke, han mente, lægen skulle se på. Tak for flere bekymringer! Onsdag tog jeg så til Ålborg og afleverede. Jeg ville være blevet og hygget med de andre og shoppet efterfølgende. Jeg magtede det ikke. Tog bare hjem igen. Torsdag i Risskov havde jeg ikke overraskende tabt mig ½ kg. Er jo ellers på vægtøgning… ja, ja. Det skønne liv.

Fredag i Risskov snakkede vi om fremtiden. Vi skulle agere som vores selv om 10 år. Vi skulle så interviewes. Jeg prøvede at lade være med at fortænke det og prøvede bare at være ærlig. Skræmmende var det at opleve, at jeg ikke anså mig selv som værende 100% rask. Jeg har jo ellers altid svoret, jeg ville blive helt rask. Men om 10 år vurderede jeg altså, at jeg på en skala fra 1-10 lå på 9. næsten rask dog! I dag er min score 4. det skræmmer mig også. Jeg tyr så nemt til de dumme forbudte ting. Forleden købte jeg kakao uden sukker… fordi det var billigst selvfølgelig JAs if…. Jeg kan stadigvæk kun tælle til 15 mandler i stedet for 20. 4 kiks og en banan er konsekvent 4 kiks og et æble. Bilder mig ind, det er okay. Jeg får jo trods alt de fire kiks og en frugt. Og hvad er forskellen egentlig på en bolle med smør og ost kontra knækbrød med kylle pålæg? Tomato/tomato….. lyver for mig selv i stor stil. Prøver at være ærlig omkring det, så jeg kan bekæmpe det. Gad så godt vide, hvad jeg flygter fra. Hvorfor er det så tilfredsstillende at skære fra??? Hvorfor får jeg ikke samme gode følelse ved at gøre det rigtige?

Nå – motivation come on. Nu følger jeg planen! Ja! Sgu ! det gør jeg ….. I øvrigt noget skod at sgu ikke længere er et bande ord …. Hmm…

18/5-11

Der er fordele ved det her eksamens skrivning. Aldrig har jeg da opdateret så meget herinde JSkal til Risskov i morgen. Så står den på vejning i morgen. Jeg hader den ugentlige vejning, og alligevel er jeg så afhængig af den. Jeg er jo på vægtøgning og skulle gerne være steget med ½ kg. Jeg ved faktisk ikke, hvor langt jeg er mod målet. Jeg har ikke fulgt planen 100%.

Motivation… det er altså lidt pudsigt. Ingen tvivl om, motivationen er vigtig i forhold til at blive rask. Meeen – det er altså ikke bare så nemt. Man kurerer jo heller ikke sukkersyge kun ved hjælp af motivation. Alligevel er der så meget fokus på det. Så er det min logiske sans begynder at diskutere med anoreksiens væsen, og det er jo en fysisk umulig diskussion. Min sunde fornuft kan ikke vinde. Det kan ikke ske. Så dunker jeg bare mig selv endnu mere. Fordi så er jeg jo dum. Man er da dum, hvis ikke man bare giver sig i kast med at spise, fordi det jo har alt for mange konsekvenser.  Nogle gange kunne jeg ønske, vi var længere fremme i tiden, så vi vidste mere om, hvad der gør den her sygdom så dum, eller hvordan vi helbreder den. En sygdom som skizofreni kan man jo ikke bare motiveres ud af. Gad vide om der er noget biologisk der gør det hele så svært??? Ligesom med depression hvor det jo viser sig, at der er noget kemisk i uorden.

Jeg er faktisk ikke klar over den bedste behandling for spiseforstyrrelser. Selvfølgelig er det vigtigt at blive set som sig selv – og ikke bare en vægt. Det er jo symptombehandling at blive fedet op. Selvfølgelig er det vigtigt – det er jo livstruende. Men når det så ikke længere er livstruende bliver det svært. Normalt er det jo win win at være anerkendende. Det er det stadigvæk. Men det er svært at blive anerkendt på noget, som man egentlig ikke er helt glad for. Det giver altså misk mask i systemet. Ydermere er det svært at være en del af behandlingen, som jo ellers er populært, eftersom den sunde fornuft er udfordret i den grad. ”det er godt for mig at svømme en gang om ugen, fordi jeg er social samtidig med” det er et godt og fornuftigt ræsonnement… men hvem ved, om baggrunden for argumentet er lysten til lige at forbrænde lidt kalorier….???

17/5-11

Sidder i mit andet hjem… eller tredje hjem er nok mere korrekt J Har base hjemme, i Risskov og her på biblioteket. Jeg er ved at skrive projektopgave. Godt nok lang tid siden jeg har lavet opgave, kan jeg godt mærke. Der er bare så mange ting, der er meget mere interessante. Det gode ved overspringshandlinger er jo så, at jeg får lavet alt det, som jeg egentlig gerne vil, men som jeg af en eller anden grund bliver ved med at udskyde – såsom at skrive blog og skrive med alle de søde mennesker på Facebook. Så – det kan da godt være, jeg punker min opgave lidt, men så får jeg lavet en masse andet JHar også lige undersøgt, at jeg først skal aflevere den 25/5, så det giver mig lige en ekstra dag. Jeg regner med at færdiggøre opgaven, så jeg kan tage op på skolen tirsdag og printe og lave rettelser. Det er vist en okay plan. Bare min opgave bliver nogenlunde okay. Jeg er slet, slet ikke i dybden med den, som jeg plejer at være. Jeg er ikke klar over, om den røde tråd er synlig for andre end mig selv. Et eller andet sted tror jeg, jeg har okay styr på det – og et andet sted synes jeg, det er en omgang fabulerende shit. Var der nogen, der sagde ambivalent????

I går var jeg i Risskov, selvom jeg virkelig ikke havde lyst, og jeg havde også rigtig dårlig mave, så jeg havde en god undskyldning for at blive hjemme. Det der gjorde mandagen ekstra svær var, at vi skulle have købe rulle kebab til aften. Jeg har så dårlig erfaring med de ruller gennem min indlæggelse. En uge spiste jeg jo 3 – og de var monster, monster store (helt objektivt naturligvis J) – og jeg havde øget min vægt meget! Jeg havde så tilsvarende tabt mig ugen inden og ugen efter, men det tæller jo ikke med i min optik. Havde altså frygtet den der rulle rigtig meget – så meget jeg havde overvejet at blive hjemme. Jeg tog dog kampen op… det skal man jo. Jeg fik endda fortalt dernede, at jeg havde svært ved den. Normalt kan jeg jo klare alt – og har da ikke problemer med mad. Jeg brugte rigtig meget energi på at regne ud og gøre ved. Det hjalp faktisk at snakke med de andre og høre, at de også have vanskeligt med den. For fanden – det er et måltid! Ikke engang specielt usundt. Hmm

Nåmen, den der kebab kom…. Og en var lille bitte J Min kæreste ville være blevet ret skuffet. Der var næsten intet kød eller dressing i. vi var alle enige om, at vi havde fået i underkanten af et måltid. Det sætter altså den der irrationelle angst i perspektiv. Tænk at være underdrejet af angst og panik tanker over noget, der bare slet ikke var farligt alligevel. Damn hvor er det nogen gange en endeløs kamp. Og så hårdt op ad bakke. En psykolog beroligede mig, da hun mente, at jeg stadig er for langt nede i vægt til at være helt klar i hovedet. Det bliver nemmere! Det skal blive nemmere.

Synes godt nok det er noget op ad bakke i tiden. Mine intentioner er så gode, så gode… men min handlen er stadigvæk så præget af sygdom. Jeg kigger på min arm og synes, den er grim og senet. En time senere er den buttet og alt for stor. Egentlig er jeg ligeglad med, om den er tyk eller tynd. Jeg er jo stadigvæk mig – et okay menneske. Måske lidt mere okay hvis armen vitterligt er lidt buttet. Jeg var jo et bedre menneske, da jeg ikke brugte alt min energi og mine tanker på mad. Tænk at kunne glædes over at få lov at få det største stykke kage. Tænk at kunne glæde sig over at synde med en kebab i ny og næ. Tænk at ikke skulle regne alt mad om i kalorier og bare vælge det, man havde lyst til….. Dæmon – dit navn er ambivalens!!!

15/5-11

Har da fuldstændigt glemt at forholde mig til, jeg har fået at vide, hvem min behandler er. Det er selvfølgelig den, jeg havde før. Røv og nøgler! Har det så svært ved , hvilket jeg også har givet udtryk for. Til status samtalen var vedkommende med. Der argumenterede jeg for, jeg ikke skulle have vedkommende. Jeg forsøgte at være saglig og fornuftig J På en eller anden måde lykkes det dog ham at komme med en fornuftig løsning. De andre havde svært ved at se, hvordan det kunne løses. Jeg er rigtig god verbal J Enden blev, at de tager det op som emne til konference, om det er muligt at finde en anden behandler – der er jo rift om dem. I mellemtiden har jeg samtaler ved Behandler og prøver at se, om vi kan lave en alliance. Hvis vi kan, er det jo skønt. Hvis ikke kører det jo sideløbende, om jeg skal skifte. Så hvis vi finder ud af om et par samtaler, at det er spild af tid, så skal vi ikke starte helt forfra med at skifte behandler. Det gør mig tryg. Og faktisk gav det Behandler en del point, at hn formåede at komme med en fornuftig løsning. Så hvem ved. Måske ender jeg med at blive glad for behandlingen.

Søndag i dag. Nedern dag var det altid før i tiden. Nu er søndage egentlig okay. Lidt rengøring og ellers tilladt afslapning. Jeg burde skrive projektopgave. Den er kun halvt færdig og den skal afleveres 24. maj eller 26. Kan ikke huske præcis dato. Bør jeg nok finde ud af J Den har drillet mig lidt, da jeg har haft svært ved at fokusere på den. Jeg har jo ikke været til hverken undervisning eller vejledning, da jeg har været i daghospital de dage. Jeg har scoret topkarakter i de andre eksmensopgaver, så alt under 12 er nedtur. Jeg drømmer om, det er ligegyldigt, da jeg jo godt ved, det er dumt at stræbe efter det perfekte, når jeg har lidt andre ting at fokusere på lige i tiden… og alligevel vil jeg så gerne! Jeg magter ikke at tage til Ålborg og få vejledning, så jeg kører den fuldstændigt selv. Burde nok. Det er bare så meget at spilde en helt dag deroppe, når nu min tid er lidt ophængt. Det er vel også lidt sejt, hvis jeg består en opgave, jeg slet ikke har fået vejledning til? Ja sgu J  Jeg ville egentlig skrive i dag, men jeg har så pokkers svært ved at koncentrere mig herhjemme. Der er så mange andre ting… kattene forstyrrer. Kæresten larmer osv. Osv. Så på tirsdag og onsdag nørder jeg den færdig på biblioteket. Sådan!

14/5-11

Av, hvor gik det altså ondt i min lille mave…. Ingenting kan hjælpe mig – kun måske kakao J Kommer til at tænke på Bamse sangen. Har ondt i maven – men er også vildt duperet af Bamses egoisme… Tror, vi har en del af lære af børns egoisme. For det er jo ikke egoisme på en voksenmåde; det er jo bare fordi de helt banalt vil have det bedste for dem selv. Det er da helt okay. Hvorfor er det egoisme, når det er voksne, det handler om. Vi bør vide bedre måske. Jeg synes nu, vi skal gøre mere krav på os selv og vores ønsker. Vi skal ikke gøre det på bekostning af andre. Jeg er ikke ude i noget sociopat noget J Vi skal vist bare være bedre ved os selv.

Mit liv er egentlig ganske forunderlig fint i tiden. Måske fordi jeg ikke styrer noget, måske lader jeg sygdom styre løbet. Nahh… tror bare, jeg har fundet ud af, jeg vil, og jeg kan. Jeg er stadigvæk glad for daghospital, om end jeg af og til synes, de er totalt inkompetente J Men det siger vist mere om mig end om dem. Jeg prøver at lære at skille det ad. Jeg ved jo godt, det ikke er rationelt at afsky et menneske, fordi vedkommende smasker eller taber lidt krummer eller noget i den dur. Og dog føler jeg afskyen meget stærkt. Jeg arbejder på at lære, det nok er andre ting, der er på spil. Måske er jeg misundelig, fordi de spiler krummerne uden at spekulere mere over det. Jeg vil jo måske overveje at spilde mere for at slippe for at spise det. Eller jeg vil tænke, jeg er et svin, fordi jeg er så grådig, at jeg spilder. Det er noget af en lærings proces, jeg er igennem. Men jeg vil det så meget. Jeg vil have mit liv igen! Jeg vil leve på fuld skrue igen.

Jeg havde statussamtale forleden. Same old news. Jeg er svær at hjælpe, fordi jeg er så egenrådig og har jo ikke svært ved noget, når jeg selv skal sige det. Spise en is? Ikke noget problem. Tage 2 gange på restaurant? Ikke noget problem. Gad vide hvorfor jeg så er så angst efterfølgende. Personalet ser det, og det er jeg egentlig glad for. Det er rart at blive set og få anerkendt sine følelser på den måde. Vi aftalte, at fremover skal jeg prøve at genkende angsten, når den er der og forsøge at tale om den. Vi fortsætter selvfølgelig stadigvæk med at forsøge at snakke om den efterfølgende, når jeg er klar til det. Erfaringen med mig viser jo nemlig, at jeg er meget bedre til at tale om det, når det er lidt på afstand. Jeg føler åbenbart bedre over tid, og så er det selvfølgelig vigtigt at tale om det.

Vægten er desværre på nedadgående, så jeg er på vægtøgning igen, igen, og min vedligehold skal sættes op, når jeg skal på den igen.