Marts

25/3-11

Jeg er endelig kommet i lidt bedre humør :-) Eller endelig og endelig. Det har jeg egentlig været i nogen tid. Jeg er jo hjemme, og så er det dejlig nemt at være glad. Jeg kom hjem allerede onsdag igen, selvom jeg havde tabt mig. Ja, ja... regler og rammer er fine.
Jeg tog i skole torsdag og blev endnu engang bekræftet i, at det er det rigtige, jeg har valgt. Jeg skal holde vægten, og jeg skal leve et dejligt liv igen.
Risskov havde sædvanen tro fucket op igen, så det endte med samtale på daghospitalet kl. 9 om onsdagen :-) Det var en så fin samtale. Godt nok havde jeg en træls personale med, men hun formåede for det meste at klappe kaje, så det var okay. Men altså en god samtale. Og det allerbedste er, at de allerede har en plads til mig 4/4. Sådan! Nu skal sygehuset så lige finde ud af, om jeg skal være indlagt, så jeg får et overlap. Det skal jeg nok. Det er okay, bare jeg kan se enden på det. Og det kan jeg nu!!!
Jeg har valgt, at jeg vil prøve at se lidt stort på behandlingen under resten af min indlæggelse. Jeg gider ikke lade dem påvirke mig. De må gøre, hvad de vil. Jeg følger bare trop. Det er okay. De kan ikke rigtig gøre noget, der kan præge min hverdag. Hvis jeg ikke har taget på - eller hvis jeg har tabt mig på mandag, så må jeg på vægtøgning. Det er okay... Hvis de derimod gør alvor af deres trusler om fase 4 og ingen skole, så vælger jeg udfra, hvad jeg selv synes er bedst.
Jeg synes, det er ærgeligt, at vores samarbejde skal ende negativt, men det er sådan, det er. Heldigvis har jeg jo overordnet set haft et rigtig godt forløb, hvor jeg har lært meget om mig selv og er klar og på vej til at blive rask. Nu er jeg klar til at komme videre, og jeg kan ikke bruge den intensive hjælp mere. Nu skal jeg være medbestemmende i mit liv igen, og det kommer jeg jo via dagshospitalet.
Jeg er så klar! Jeg ved også, det bliver hundesvært. Det drager jo i mig, at jeg skal skære ned og skære fra. Pyha! Jo mere jeg gør det, jo mere "ligeglad" bliver jeg. Det mister betydning, og jeg kan godt overbevise mig selv om, at jeg næstne har spist alt, og det er okay. 3 stk. pålægschoko bliver til et stykke kyllingepålæg. Jo, jeg er dygtig til at regne :-)
Jeg vil, jeg kan .... og jeg prøver at turde.
Olivia - Stine.... er I derude?  Får jeg ikke lig et lille pip fra jer, så jeg ved, om I er okay?

22/3-11

Øv, hvor er det hele bare dumt og meget mere svært, end jeg nogensinde havde forventet. Øv og sgu og helvede. Efter en uge på vedligehold havde jeg tabt mig 1.2 kg. Havde sgu ellers gjort mit bedste. Havde spist alt Havde minimeret min aktiviteter meget. Og så taber jeg mig så meget alligevel. Som konsekvens deraf, var der bred enighed i grupper og fra behandlere, at jeg skulle på vægtøgning igen en uge og så igen på vedligehold - evt en højere.
De ville, at jeg skulle starte på mere kost allerede i går. Det sagde jeg nej tak til, da jeg mente, de skulle beslutte det ordentligt - altså på konferencen. hvor den slags beslutninger hører hjemme. Jeg brugte dagen i går på at forberede mig på en uge mere på ekstra mad. Det var hardcore, men jeg kunne jo godt høre alle de fornuftige argumenter. Jo jo. I dag var der så konference, og jeg skulle til tilbagemelding. Spørg lige om jeg blev overrasket, da de berettede, at de havde besluttet, at jeg IKKE skulle på vægtøgning igen. Nu må de fandme stoppe! hvordan skal jeg nogensinde stole på dem? Først siger de noget, og så siger nogle andre noget andet, og så fører det et helt andet sted hen. Det er simpelthen ikke i orden. Fuck jeg er træt af dem. Det lagde jeg heller ikke skjul på. Jeg sagde til dem, at jeg fandt dem inkompetente, og jeg kunne jo ikke have tillid til dem. De svarede ved at fortælle mig, at jeg jo var frivillig indlagt, så jeg kunne jo bare smutte. Tak for røv! Ellers forsvarede de sig med, at det jo var logik, at det skulle tages op med diætisten, og det var jo ikke forventet fra deres side, at jeg fortalte andre om vægtøgningsplanen, inden den var stadfæstet. Hallo - idioter! Hvis ikke jeg havde sagt nej tak i går, var jeg jo på vægtøgning i dag. Pinligt at høre på dem. Ydermere har de aflyst min aftale på daghospitalet i morgen. Pga manglende personale og planlægning, kan der ikke komme en kontaktperson med mig i morgen. Jeg har ventet længe på den aftale, så det pisser mig af, at de bare aflyser den... nu aner jeg ikke, hvor lang tid der går, før jeg kan komme til møde med dem. Ydermere har jeg aflyst en tid på sygehuset, fordi jeg vurderede, dette møde var vigtigere. Fuck, jeg bliver mere og mere arrig.
Har droppet behandlingen i dag. Er rådvild. Hvad fanden gør jeg???

 

17/3-11

Hold da lige op hvor er det længe siden, jeg har skrevet noget herinde. Mit overskud har været temmelig lille, og så er der desværre ting, der smutter for mig. Egentlig er det ærgerligt. Jeg vil jo rigtig gerne skrive en masse, så jeg en dag kan læse tilbage og huske alle de mærkelige ting, jeg har oplevet. Eller det handler nok i virkeligheden om, at det kunne være spændende at se tilbage på min kamp. Så er det altså lidt mere interessant, hvis jeg kan se kampen kontinuerligt og ikke bare i små brudstykker.

Anyway – skriver så i dag. Endelig J

Jeg sidder på min skole lige nu. Det er eddermame stort! Jeg har jo haft planlagt at følge undervisningen flere gange, men det har bare aldrig rigtig passet ind. Så har jeg ikke øget nok. Så var der lige time outen osv. Men nu er jeg her! Det har ikke været uden nervøsitet, jeg er taget herop, men hvor er jeg glad for, jeg gjorde det. Og jeg kan sagtens overleve alle kommentarerne om, jeg ser godt ud J de gør heldigvis ikke så meget ved mig, som efg frygtede. Jeg har jo hørt andre tale om, at det er vildt svært at høre, man ser godt ud, når man føler sig fed. Det at se godt ud, er jo ensbetydende med, det er tydeligt, man har vægtøget. Men som sagt har jeg det heldigvis helt okay med det. Det er rart, de tør sige det faktisk. Dejligt at de ikke er bange.

Rejsen mod at komme i skole igen har jo som skrevet været lang og hård. Her tænker jeg selvfølgelig primært på behandlingen i Risskov, som altså bare giver mindre og mindre mening. Jeg føler mig enormt misforstået og alene. Det er så ensomt og svært. Jeg ved ikke… Jeg plejer jo nok at vide, hvad der er bedst for mig. Og jeg plejer at kunne forhandle mig frem til løsninger. Nu oplever jeg, jeg bliver mødt af mure, når jeg forsøger at lave rammer, som jeg mener giver mening for mig og min situation. Jeg bliver så ramt af mange på forståelse. Det gør mig meget forvirret.

Efter min timeout havde jeg taget 800 gram på. Ugen efter havde jeg så kun taget 200 gram på, så vidt jeg husker. Jeg skulle så på konference – den afsluttende – i tirsdags. Jeg havde snakket med min skodbehandler om det. Vi plejer jo at blive forberedt på, hvilke emner og spørgsmål der vil dukke op under konferencen. Jeg har det jo temmelig svært med min behandler, og jeg skulle endda tale med hende alene, eftersom mine kontaktpersoner havde ferie og var syge. Hun spurgte mig direkte, hvad jeg havde imod hende. Hvorfor jeg var så fjendtlig. Jeg prøvede så skånsomt som muligt at forklare hende, at jeg havde aldrig haft tillid til hende, da vi var meget forskellige. Jeg finder hende ikke så faglig kompetent, som jeg kunne ønske. Dråben der fik bægeret til at flyde over var så, da hun anbefalede støtteperiode med inddragelse af hjemmeweekend. Der mistede jeg den lille tillid, jeg trods alt havde opbygget til hende. Hun argumenterede for, at weekendinddragelse er en naturlig konsekvens af støtteperiode. Ingen individuelle hensyn her!

Nå, det var den der konference. Jeg følte mig godt forberedt og klar til eventuelle spørgsmål. Pyha, det var jo så bare slet ikke. Jeg var jo 2 kg. Fra min målvægt, som jo oprindelig var sat lidt højere end andres grundet min fortid som værende overvægtig. Nu havde de så omtænkt tingene, da de mente, det var forbundet med for meget besvær at øge de sidste 2 kg. Hvis jeg var interesseret, kunne vi bare sige, jeg var på målvægt nu. Det var jeg selvfølgelig interesseret i. Vis mig lige en med anoreksi, der vil sige nej tak J Men jeg var helt chokeret. Jeg var slet ikke mentalt forberedt på, det kunne være en mulighed. Jeg følte mig også snydt. Som om vi havde givet op halvvejs…. Eller i hvert fald givet op. Jeg følte mig også snydt for en fest. Normalt er der jo flag på bordet og tillykke, når man har nået målvægt. Det missede jeg. Jeg var jo heller ikke klar i hovedet til pludselig at være i mål. Chokeret var jeg altså.

Det næste vi så skal tale om, er hvad jeg skal have ud af behandlingen det sidste stykke tid. Min primære grund til fortsat indlæggelse er muligheden for daghospital, og det har jeg ikke lagt skjul på. De mente, at det ikke var grund nok til behandling. Det kan jeg for så vidt godt forstå, men jeg har så svært ved at se, hvad jeg skal have ud af behandlingen. Vi snakkede om grupperne, hvor jeg skulle prøve at forklare, hvorfor jeg ikke skulle deltage i dem. Jeg kom åbenbart kun med undskyldninger, fordi jeg blev brat afbrudt og fik at vide, de ikke ville høre på undskyldninger. Hmm. Jeg er altså lost. Jeg vil så gerne. Men jeg vil ikke deltage i noget på bekostning af min liv, når jeg ikke kan se pointen i det.

Jeg var grædefærdig og havde svært ved at argumentere under konferencen. Jeg følte mig taget ved næsen. Og så er jeg jo ikke skide god til overraskelser. Jeg har det bedst, når jeg er forberedt. Jeg nikkede bare til det, de fremlagde uden at tage stilling til, hvorvidt jeg var enig eller ej.

Derefter måtte jeg væk. Jeg gik en lang grædende tur ved vandet og prøvede at samle tankerne. Derefter tilbage til behandlingssamtale. De forsøgte atter at få grupperne til at give mening… eller det er ikke helt korrekt. De bad mig om at finde meningen med grupperne, og hvad jeg ville have ud af dem. Det kan jeg virkelig godt se det fornuftige i, men det er jo en umulig opgave, eftersom jeg ikke ved det. Jeg føler mig ladt alene i den grad, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er blevet bedt om at gå til grupperne med et positivt sind, eftersom jeg ikke får en hat ud af at komme med negativ indstilling. Det forstår jeg godt, og det vil jeg også gerne. Men jeg vil heller ikke bare ”lege” eller være til stede i grupperne uden at få noget med derfra. Og så især ikke når det er på bekostning af andet.

Jeg skulle eksempelvis arrangere frokostgruppe forleden. Jeg skulle planlægge sted, handle ind og lave madpakker til os alle. Det skulle jeg vel at mærke selvsamme dag som jeg skulle have maleterapi, handle ind til aftensmad, være med til ledelsesmøde, lave mad og være med ud af huset om aftenen. Hvis nu jeg havde svært ved at spise frokost ude, så ville det give mening, men jeg har jo faktisk rigtig nemt med at spise medbragt mad ude. Det svære er at købe det rigtige ude, og derfor havde jeg aftalt med kæreste, at det skulle vi gøre. Det måtte jeg så aflyse, da jeg skulle lave det frokost halløj. Jeg prøvede at argumentere for, hvad jeg mente ville være fornuftig. Men jeg blev mødt af en mur – rammerne over individuelle hensyn.

Hmm… det er altså svært, synes jeg. Jeg har svært ved at vurdere, om mit korstog er fornuftigt, eller om jeg reagerer kraftigt, fordi jeg er ved at være klar til udskrivning. Sidstnævnte er klart Risskovs holdning, men jeg er altså i tvivl.

Jeg er i øvrigt blevet lovet/anbefalet en samtale med øverste boss. Det kunne måske være fornuftigt nok. Ydermere skal jeg før og efter hver eneste gruppe reflektere skriftligt over, hvad jeg fik ud og hvad jeg forventede. Det er så svært for mig, da jeg ikke kan se meningen med flere af aktiviteterne. Hvorfor skal jeg sidde og synge en aften f. eks i stedet for at læse lektier, forberede at være hjemme eller bare slappe af? Når jeg er hjemme er jeg jo meget alene. I Risskov er jeg sammen med nogle hele tiden. Jeg er på arbejde døgnet rundt, og det er hårdt nok i sig selv. Når jeg så har svært ved at finde meningen med det hele, så er det endnu mere hårdt, da jeg bruger mange ressourcer på at være ordentlig og finde mening.

I min optik er det bedre at jeg kan fravælge nogle ting og så bruge min sparsomme energi der, hvor det batter.

9/3-11

 Nå, sikke lang tid siden. Har villet skrive en masse herinde, men af en eller anden grund bliver det vanvittig besværligt at få startet. Egentlig ret fjollet, men sådan er livet jo af og til … fjollet :-)

Stine – jeg kender alt for godt det der med at tillægge ting betydning. Jeg får ofte tegn fra oven :-) Nogle gange tager jeg det seriøst – andre gange ikke. Tror, det er spm drømmetydning – eller generelt bare tydning af symboler, tegninger osv. Man kan jo ligge det i det, man har lyst til. Jeg finder det morsomt og bekræftende at tillægge ting værdi. Jeg er ikke ude i magisk tænkning som sådan, men jeg synes, det kan give mening at tro på noget større. Eller måske er det med til at gøre livet nemmere og måske endda også slippe for at tage nogle svære valg. Nogle gange kunne man overveje at konvertere til islamisten. Der er det jo Allahs vilje, og man selv er underordnet, eftersom man er underkastet en skæbne. Jeg kan nu alligevel godt lide tanken om, at man selv er med til at præge sit liv.

Jeg tror grundlæggende på, man kan præge sit liv gennem valg. Men det kan være svært at vælge, eftersom ens muligheder for at vælge kan være handicappet pga opvækst og andet.

Anyway – jeg havde endnu en lille skæbneoplevelse. Jeg var ude og spise med veninde. Vi skulle spise på Sunset, da jeg syntes, det var for svært andre steder. Der skal man jo så vælge karrydressing frem for den fedtfattige. Det kan være rigtig svært. Og det er viste sig at være korrekt antaget, at det stadigvæk er svært. Jeg bad om karrydressing til veninden og fedtfattig til mig selv. Servitricen var forvirret, og hun puttede karrydressingen på min i stedet for :-) Jo jo. Jeg pointerede, det var forkert. Hun spurgte, om hun skulle lave en ny. Jeg tog mig sammen, tog oplevelsen som et tegn, og jeg svarede, at hun ikke behøves. Jeg spiste altså den rigtige dressing :-)

Hvordan med den nye terapeut, Stine? Er hun fornuftig nok? Jeg er glad for at høre, at det kunne lade sig gøre. Det er bare så vigtigt, at de anerkender, at kemien mellem behandler og patient er i orden. Selvom det kan være svært at definere, hvad det der kemi går ud på. Når jeg kigger ud af vinduet og ser kvinder komme og gå til ambulatoriet, gætter jeg, hvem der er dig :-) Jeg har værelse lige ud til p-pladsen, så der er mange, der kommer forbi.

Jeg gjorde i øvrigt også som du med shopping i Århus. Det er nemlig godt med selvforkælelse. Desværre tangerer det ofte med tvnag for mig, da jeg kommer til at gå heeele vejen til Århus uanset vejret. Den der kostemetik skole – er den god? Skal der bestilles tid? Jeg har nemlig overvejet den, når jeg har gået forbi.

Jeg har i øvrigt haft en forrygende uge hjemme. Det er gået rigtig godt :-) Min kæreste og jeg har haft det godt – super godt. Jeg har hygget og haft det så rart. Skønt. Nu er jeg så tilbage på min pind her. Det er faktisk rart at være tilbage. Mit humør er blevet meget bedre. Jeg kan bedre holde ud at være sammen med de andre igen. Jeg snerrer ikke. Jeg deltager endda i grupperne. Jeg har fået en tid til samtale på daghospitalet, så det ser jeg frem til. Jeg skal videre :-)

Tingene er stadigvæk super svære. Jeg har så svært ved at udholde angst og uro. Jeg bevæger mig for meget og for hurtigt. Jeg skærer fra. Får aldrig helt nok. øv. Nå, jeg skal jo snart spise.

2/3-11

Bummelum…

Senere blev så til en dag senere. Ja, tiden flyver jo af sted. Jeg er hjemme ved min pc i Randers!!! Det endte som forventet med en time-out. Skrev jeg mon i går om min mystiske oplevelse? Nok ikke. Jeg var jo ude og gå i går. Pludselig foran mig på gaden ligger et badge. Jeg går forbi det, men jeg må gå tilbage, da jeg tror, jeg har set forkert. Mine øjne løj ikke. Der foran mig lå et badge med teksten: Time Out. Hvad er oddsene lige for det??? Jeg samlede det selvfølgelig op, og det har prydet min trøje siden. Sgu da utroligt. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Så der er en højere mening med time outen. Det er godt skæbnen kan hjælpe mig med forståelse, når nu ikke behandlerne kanJ

Jeg var jo til samtale i går, hvor de som forventet sendte mig på time out. Jeg klandrede dem, at de ikke havde gjort det for 14 dage siden, hvor det rent faktisk havde givet mening. Nu er det bare som en forlænget weekend, og det er selvfølgelig skønt. Men det er da tankevækkende ulogisk at give mig en støtte periode, når en time out havde været fornuftig. Og nu hvor time out ikke giver mening, så får jeg den. De er sgu ikke for kvikke J

Vi fik dog en god snak, hvor de pointerede, at jeg kunne se time out som belønning for 4 mdrs. Slid. Ydermere kunne jeg bruge den til at forberede mig til livet udenfor afdelingen og træning til daghospitalet. Det kan godt give mening for mig. Jeg kan jo godt over de sidste 4 måneder have glemt, hvilke problematikker, jeg løber ind i herhjemme, og måske er de anderledes, end de var dengang. Det er jo hjemme, det store slag skal kæmpes. Det er her, alle de gode vaner skal implementeres. Det er jeg smerteligt bevidst om. Og hvor er det svært!!! Smørklatten i risengrøden er svundet noget ind , men jeg synes bare, mængderne hjemme er så markant anderledes og så meget større, end de er i Århus. Hmm… Irrationel – I know.

Nåmen, de lovede også, at de ville rykke datoen frem for min forsamtale på daghospitalet, så jeg skal med stor sandsynlighed starte derovre inden min indlæggelse er slut. De vidste stadigvæk ikke, om min dato for udskrivning bliver rykket, da jeg jo burde have ramt målvægt i sidste uge, og min udskrivningsdato er jo beregnet fra det. Nu må vi se. Jeg er ved godt mod, og det er det vigtigste.

1/3-11

Så er hjemmesiden endelig oppe igen. Det har været en dum tid, hvor den var nede. Jeg har været usikker på, om den nogensinde kom op og køre igen. Jeg har jo været så dum at lade vre med at lave en back up. Det er da typisk. Nu er siden oppe... bør nok overveje at lave en back up :-)

Det er jo heldigvis blevet nemmere at være her igen. Det er rart, da det så giver mening igen. Til forrige vejning havde jeg jo ikke øget nok. Jeg blev derfor varslet timeout, hvis ikke jeg havde øget nok i mandags. Hele ugen prøvede jeg virkelig. Mit aktivitetsniveau var på lavt blus, og jeg spiste alt det mad, jeg skulle. Kan da godt være, jeg har skåret lidt kanter, men det har været absolut minimalt. Min angst var stor mandag morgen, da jeg var sikker på, jeg havde øget ekstra, fordi jeg havde spist alt og dyrket et minimum af bevægelse. Fandme om så ikke vægten er faldet med 200 gram. Hvad sker der for det?

Det er altså ubehageligt, når jeg slet ikke forstår hvorfor. De andre gange hvor jeg ikke har øget tilstrækkeligt, har jeg godt været klar over det, men denne gang aner jeg virkelig ikke, hvad der er på spil. Min krop er altså temmelig sær.

Nu sidder jeg så og afventer, de er færdige med konferencen, så jeg ved, hvornår jeg skal tage hjem på en lille ferie :-)

jeg er ikke utilfreds med at skulle på time out. Jeg vil jo hellere end noget andet være hjemme. Det er dog lidt svært at se relevansen i at sende mig på tænkepause, da jeg jo ikke ved, hvad der er gået glat, og jeg følger jo ellers fint behandlingen, omend jeg ikke øger nok. Jeg har bedt dem om at sætte mig op i kost, da jeg tror, jeg ikke får nok i forhold til min nuværende og tidligere vægt. Diætisten har ferie i denne uge, så det sker nok ikke. Jeg tænker, de sender mig hjem en uges tid for at tænke over tingene.

Jeg glæder mig :-) En uge i ro og fred. En uge uden andres larm. En uge med mine egne valg. Jeg ved godt, det også bliver svært, men jeg vil jo have det til at fungere.

Kæresten har svært ved at forstå, hvorfor jeg skal hjem for at tænke. Personalet siger, det er givtigt med en tænkepause for alle parter.... jo jo......

Det var ordene for nu. Skriver senere....