April

27/4-11

Jeg fatter ærlig talt ikke, hvorfor jeg bliver ved at hænge fast i denne suppedas af en sygdom. Hvad er det, den giver mig? Jeg synes, det er lidt småt med gevinster. Psykisk sygdom plejer da at smide en lille gevinst af sig, gør den ikke? Hvad er min gevinst? Jeg gider snart ikke mere.

Jeg har i dag været oppe og få lavet en tarm kikkert undersøgelse. Jeg har før udskudt den. Først var jeg ikke på målvægt – og 2. gang magtede jeg det ikke, fordi det indebærer, at jeg ikke spiser i et døgn, og jeg skal være totalt udrenset ved hjælp af diverse afførrings midler. Det er da lykken for en spiseforstyrret? Nåh nej. Denne gang ville jeg også aflyse, men min kæreste satte sig imod. Jeg blev sur, fordi jeg synes jo, mine argumenter var i orden. Efter jeg er startet på dag hospitalet har jeg tabt mig 2 kg på min vedligehold. Det er jo ikke super, specielt når jeg synes, jeg følger den ret slavisk.

Nåmen, jeg mente så, det ville være smart at undgå dender dag med faste, fordi vægten i Århus så ville vise helt forkert og en masse gode undskyldninger. Min kæreste blev sur og sagde, det var vigtigt, jeg kom på sygehuset. Efter at have sovet på det, nåede jeg den konklusion, at når han holdte så fast på sit, og jeg var totalt imod det pga. angst for vægten, så var det sgu nok anoreksien der var på spil, så jeg valgte at gennemføre sygehusbesøget. I dag er jeg ikke i tvivl om, jeg gjorde det rigtige. Så må jeg overleve, at vægen måske ikke viser korrekt i morgen.

I går måtte jeg så ikke spise hele dagen. Kun drikke kaffe, sodevand og vand. I mine tanker skulle jeg fylde op med juice og saft for at få kcal nok. I praksis drak jeg 1½ ltr. Pepsi max og en hulens masse kaffe. Dog suttede jeg også et par små slikkepinde, fordi jeg havde den vildeste hovedpine. Den fornuftige ville så spise lidt ekstra i dag…. Jo jo J Jeg er så ikke den fornuftige. I går er jo slut. Man kan ikke føre manglende mad over til i dag, fordi så.. ja, hvad så? Hvad fanden er jeg så bange for? Jeg var vildt utilpas i går. Var ½angst og meget mærkelig til mode. Måske tanken om en helt dag uden mad – måske var jeg bange for overspisning pga. sult? Jeg snakkede med kæresten om det, og det hjalp. Hvor er jeg dog bare taknemmelig for kærligheden. Havde jeg ikke den, havde jeg jo intet at kæmpe for. Jeg er intet uden kærligheden.

Når jeg læser om andre med anoreksi, synes jeg, de er gennemsyrede af et selvhad. Det er jeg egentlig ikke så meget mere. Jeg synes, jeg er en okay person. Jeg er heller ikke så bange for, hvad andre mener om mig… det må være noget, der er kommet med alderen. Jeg synes egentlig også, jeg fortjener ordentlig mad. Jeg vil også rigtig gerne være der for andre, og hvis jeg skal være det, så skal jeg jo lige være der for mig selv først. Det ved jeg også. Kloge Åge er jeg … i teorien that is. Praksis halter stadigvæk efter.

Var i øvrigt ekstremt smertefuldt at få lavet den der tarm ting. Har fået den før, men har fortrængt smerten. Heldigvis holdte min skønne kæreste mig i hånden og var trøstende. Hjem og have morgenmad. Han skulle have rundstykker. Det håbede jeg også, jeg skulle… men nej nej. A38 til mig. Turde ikke lave det anderledes. Nåmen, håbet er stadigæk lysegrønt, og jeg er på vej!

19/4-11
  Jeg bliver så ked af det, når jeg bliver mindet om, hvor syg jeg er, og hvor meget det egentlig fylder i min hverdag. Vi havde en hyggelig weekend. Slik lørdag aften med dertilhørende film. Ren lørdagshygge. Søndag foreslog min kæreste, at vi skulle hente mad på ”Kylling og co”. Det er et nyt sted i Randers, der skulle være et sundt alternativ til fast food. Deres koncept er lidt som Sunset – altså lidt sundere end vanligt – ovnstegte fritter osv. Det burde jeg jo kunne uden store kvaler. I teorien…. Hele søndagen frygtede jeg besøget. Jeg prøvede at overbevise mig selv om fornuften i at hente maden deroppe. Kunne jo godt se det rationelle i en sandwich er en god aftensmad, og det har jeg jo prøvet mange gange. Jeg var så bange for valgmulighederne. Tænk hvis min kæreste valgte pomfritter eller nachos som tilbehør. Panik. Rationel: det går jo nok. Hvad så hvis han vælger pomfritter. Det behøver jeg jo ikke…. Okay.. ro på… Panik – tænk hvis jeg får lyst til de der pomfritter…. Overvejede sågar et skænderi med ham, fordi vi så ikke ville komme derop.

Han var cool og holdte det ud. Vi skulle derop. Vi kom også derop. Jeg fik bland selv salat med lidt kylle, lidt pasta og lidt ris. Ingen dressing. Fik klart ikke nok. Var alligevel utryg. Hvad mon kylle var stegt i? hvor mange kcal er der i majs ifht. ruccola. Osv. Osv. For den da hvor det fylder. Hmm… men – vi fik mad derfra. Og det kan jeg igen. Næste gang skal jeg have brød og dressing til!

Sindssyge tanker! ”det er jo bare tanker” Ja tak… men hvor de da fylder. Er nødt til at udfordre mig selv. Skal jo for pokker lære det. Ville ønske jeg kunne bare være 10% syg. Hvis jeg bare lige kunne ligge 1-2 kg under målvægt altid. Så kunne jeg altid være på øgning. Kunne altid skære lidt fra. Det er nok ønsketænkning. Jeg vil jo være rask. Jeg vil kunne spise en is med min kæreste. Det skal vi i eftermiddag. Det har jeg lovet. Det kan og vil jeg. Slut med at være misundelig på de ”normale”, der guffer is. Nu er det min tur. Sommer here I come.

Dag hospitalet er lukket i påsken. I morgen tager jeg dog derned for at blive vejet. Jeg kan ikke gå 14 dage uden at kende min vægt. Efter vejning har vi aftalt at tage ud til sviger forældre. Vi skal spise frokost. Håber, det går godt…. Eller frokost er jeg ikke bekymret for. Jeg er bekymret for den kompenserende adfærd efterfølgende. Men –jeg kan og jeg vil! Fandme J

15/4-11

Bum bummelum. Igen igen er det så laaang tid siden, jeg har skrevet. Hvorfor er det lige, det kommer til at virke som en sur pligt at skrive herinde? Jeg vil jo rigtig gerne skrive. Jeg er glad for at skrive. Masser af tid har jeg nok af. Jeg vil supergerne kommunikere med de par stykker, der læser med herinde. Masser af rigtig gode grunde til at skrive. Og alligevel sker det gang på gang, at jeg bare udsætter og udsætter. Gab, hvor trivielt. Jeg skriver jo det samme hver gang. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg ikke får skrevet så ofte, som jeg gerne ville. And so what? Jorden falder jo nok ikke sammen, fordi jeg ikke lige får skrevet.

Sgu vist egentlig meget sigende for mit liv. Jeg vil så meget – og kan så lidt. Hov, det var vist en sang, der lige blandede sig. Jeg vil så meget – men gør så lidt. Det var bedre.

Jeg er så enormt god til teori – jeg ved alt. Kan snakke mig ud af det meste. Ved lige, hvad der skal siges, og hvordan tingene hænger sammen. Rent teoretisk altså. Når så det kommer til handling, så kollapser det. Jeg har enormt svært ved at handle. Er det mon generelt ude i verden, at det er så svært? Når folk siger, at erkendelse er halvdelen af problemløsningen, må jeg le. Det passer ikke. Jeg har erkendt mange, mange aspekter af mit liv. Jeg ved en helt masse om bevæggrunde. Jeg ved, at spiseforstyrrelsen ikke er logisk, og derfor kan jeg ikke benytte mig af min normale tilgang til tingene, som er analytisk og rationel. Og alligevel er det, det jeg gør gang på gang. Jeg forsøger at overbevise det syge irrationelle om, at det er uden betydning, om jeg får en smule for lidt eller for meget. Det ER ligegyldigt. Det ved jeg jo alt om... og alligevel tager jeg mig selv i at veje A38 hele to gange. Og ende ud med at være temmelig urolig, fordi målene ikke matchede. Der manglede 10 gram. 10 gram mine damer og herrer. Det er sgu da tåbeligt om noget.... det siger min logiske og analytiske side i hvert fald. Sygdomssiden gnækker og er tilfreds. Den fik mig til at veje og blive urolig. Jo jo. Tanke er en ting – handling er noget andet.

Når nu ikke jeg kan behandle spiseforstyrrelsen rationel, så kommer jeg til kort. Hvad gør man ved den? Ignorerer man uroen og beder til, den går væk? Hmm... ja, det er nok det, man gør.

Jeg bor jo stadigvæk hjemme, og det er dejligt. Det er også vanvittig svært og farligt og alt muligt. Jeg skal jo rumme oceaner af meget uro, samtidig skal jeg rumme min egen fordømmelse, når jeg falder i og vejer maden – eller cykler for meget – eller går – eller drømmer om træning... eller... eller. Der er så meget. Jeg vil hermed love mig selv, at jeg fremover vil prøve at rose mig selv, når det går godt – i stedet for hele tiden at fordømme mine handlinger.

I dag var vi med daghospitalet i Søstrerne Grene for at spise frokost. Jeg kunne ikke vælge efter lyst. Det var for svært. Sandwich voksede til dobbeltstørrelse. Ville gerne have salat med brød. Turde ikke. Endte med at vælge tærte som de andre. Juicerne skannede jeg hurtigt igennem og valgte den med 8 færre kalorier. Jeps – 8 kcal!!! jeg havde mere lyst til den anden, men nej nej. Nå, nu punker jeg mig selv igen. Det var ikke meningen. I stedet skulle jeg jo rose mig selv. Så – flot, Bettina at du rent faktisk drak juice og ikke noget light stads. Og flot at du spiste helt fremmed tærte. Jeps!

Vægten er efterhånden uinteressant.. Yeah right :-) Den går op og ned. Det drejer sig om 1-2 løse kilo. Den ene uge tager jeg dem på, og den efterfølgende uge taber jeg dem. Det kører jo derudad. Jeg synes mest, vægten er uinteressant, når de lige er tabt :-) Når de har sat sig, er det lidt mere kritisk. Jeg undersøger maveflæsket, samtidigt med jeg beretter, at jeg egentlig er ligeglad med mit udseende og vægt. Jeg ser jo egentlig meget godt ud af min alder. Jeg kan ikke mere passe størrelse 24, men det skal jeg jo faktisk heller ikke!

Jeg kan huske tilbage, hvor lykkelig jeg var, da jeg kunne krybe i en størrelse 42. Og jeg troede ikke på det, da jeg første gang kunne lukke en størrelse 40 :-) Sjovt som ting ændrer karakter. Men det er tankevækkende, at jeg var noget mere lykkelig dengang, omend jeg have noget mere på sidebenene.

Jeg sidder lige pt i Århus på biblioteket og skriver. Der er så meget, jeg burde og vil gerne, men jeg tør ikke. I løbet af de næste dage vil jeg forkæle kæresten og jeg selv med en is. Jeg tør bare ikke. Tør ikke engang foreslå det, da jeg så ved, det vil spøge i mit hoved.

Jeg tænker på mad og planer 24/7. Selv om natten når jeg er oppe og tisse. Spekulerer om jeg skal have morgenmad. Hvad skal jeg have til aften. Hvad kan jeg skære fra. Nåh nej. Hvad skal jeg spise. Hvad skal jeg blande det med. hvornår skal jeg spise. Hvad kan jeg skære fra. Nåh nej.... osv. osv. det fylder bare så meget. Pyha, det er altså en kamp, der vil noget. Det fylder og fylder. Jeg troede jo, jeg næsten var rask. Jeg spiser jo og følger min plan. Det er bare en lille bitte lille del af det hele, må jeg erkende. Tankerne er der bare hele tiden. De fylder så meget, at jeg glemmer helt at udfordre dem. Men fandme – jeg vil og jeg kan!!!