Juli

24/7-11

Hvis man vil lave alle mulige sjove i ting i fremtiden også, så er det vigtigt at spise :-) Hvor banalt er det lige? Jeg er træt af, jeg er så dum i tiden, at jeg lader det banale styre mig og mine tanker. Jeg er sgu da for klog til at lade mit liv styre af noget så indholdsløst og banalt som en skide spiseforstyrrelse. Kommer til at tænke på de der boksekampe, de viste i gamle dage på MTV. ”Spiseforstyrrelsen i det ene hjørne mod Bettina i det andet hjørne” Hæ. Spændende hvem der løber af med sejren. Og hvem skal kæmpe mod vinderen?

Behandler og jeg talte om forleden, at det måske er vigtigt at skille spiseforstyrrelsen og mig ad. Jeg punker jo mig selv, og min rationalitet fortæller mig, jeg er dum og uintelligent, at jeg lader noget styre mig, som er så latterligt. Det giver jo god mening og fører til selvhad. Der er nok mere fornuft i at se sygdommen som en fjende, der tager hele armen, hvis den bliver rakt en lillefinger. Når jeg vælger at skære ned, så er det ikke så meget mig, der tager et valg. Det er en sygdom, der fucker mine tanker op og gør, jeg vælger det usunde. Det er bare så besværligt selv at ræsonnere mig frem til. Derfor så meget bedre, når jeg ikke har ferie fra DH, og de kan hjælpe med at finde de rigtige tanker frem. Lige nu er alt overflade. Jeg siger det rigtige igen og gør alt det forkerte. Æv. Syns jo ellers lige, jeg var kommet til det sted, hvor spisningen kom i 2. række i forhold til at arbejde med mere interessante og givende ting. Nå…. It aint over ´till the fat lady sings

23/7-11

Nå ja, jeg er her jo endnu. Jeg skriver bare ikke det helt store i tiden, og det fortryder jeg. Vil så gerne skrive bare en smule hver dag. Gider ikke de lange romaner. Det er nye tider – og jeg vil skrive lidt hver dag.

Det er super alt for meget hårdt at undvære det der dagshospital. Tænk det alligevel har så stor betydning i mit liv. Alt den motivation jeg fik dernede er væk. Pist forsvundet ud af vinduet. Jeg er jo normalvægtig. Mål vægt er vel bare et tal. Hvad så hvis jeg ikke når de sidste 3 kg? Det er vel bare detaljer? Hvad så hvis jeg taber mig. Det går jo godt. Eller det går jo af helvedes til. Men det er jo bare detaljer.

Min mor er jo ikke den skønneste mor i verden – altid J Men hun er der – og hun forsøger. Da jeg blev indlagt begyndte hun jo at ligge små penge til side. De blev vekslet forleden. 7000 bananer blev hurtigt omdannet til nyt tøj til undertegnede. Vi havde den skønneste shoppe dag. Vi hyggede og shoppede for vildt. Det er lang tid siden vi har haft det så fint sammen. Ren wellness. Og wellness stod også på skemaet dagen efter. 1 time i hænderne på en kyndig thai kvinde. Fuck, det var skønt. Ren velvære. Det vildt var faktisk, at det var super rart at mærke kvindens hænder på min krop. Det gjorde at jeg mærkede min krops grænser – og oplevede, at jeg ikke er tyk og flyder ud, når jeg ligger ned. Det virkede som om, det var en sund oplevelse, og det vil jeg klart gentage.

Næste uge er traaavl. Skal skønne ting hver dag. Love it.

17/7-11

Jeg har helt bevidst undladt at skrive herinde nogen tid. Når jeg ikke tænker og analyserer, så går det hele jo ganske fjong. Jeg får måske en smule i underkanten af kostplanen – men hvad pokker gør det. Jeg er jo ikke undervægtig, så der sker da ikke det store ved at springe lidt over. Nej nej. Udover at jeg fastholder mig selv i noget pisse irriterende. Noget kedeligt stads. Burde jo nok bare lige komme over den der mad fobi, så jeg kan komme lidt længere ind og arbejde mere med mig selv og de der svære ting, der udløser skam og angst.

Jeg oplever de to følelser så meget i tiden. Angsten kommer, og jeg aner ikke hvorfor. Skammen kommer og går også, som den selv lyster. Jeg føler ikke, jeg kan styre nogle af følelserne. Måske meget reelt. Er jo ikke en maskine. Det ville jeg ellers gerne være. Jeg slap for at tænke, hvis jeg var en maskine. Alle mine såkaldte følelser ville være helt fastlagte i forhold til handlinger. Gør du A, så føler du B. Gør du ikke A, så føler du ikke B. Så er det da muligt at vælge. Mad ind og mad ud. Kcal ind i forhold til kcal ud. Spiser jeg korrekt efter korrekt opmålte doseringer, så taber jeg mig ikke, og jeg tager ikke på. Usikkerheden ved vejningen forsvinder, idet vægten vil vise det samme. Jeg kan styre det hele. Det var mig. Så godt så langt. Så skal jeg kunne styre andre mennesker. Hvis jeg opfører mig A, så gør de B.

Alt er sort og hvidt. Gråzonerne findes ikke og skal derfor ikke debatteres og vurderes ud fra noget som helst. Begreber som etik forsvinder. Moralske dilemmaer formindskes. Der er en rigtig og en forkert måde at anskue og gøre tingene på. Vælger du forkert, har det klokkeklare konsekvenser. Slut prut med dumme og uforklarlige følelser.

Er det mon himlen, jeg har beskrevet? Om det ikke bliver kedeligt? Næh… forudsigelighed er godt!

En jeg var indlagt med på min alder er blevet indlagt igen, da hun har tabt sig for meget. Det er skræmmende. Jeg vil aldrig mere indlægges. Aldrig. Jeg vil spise. Men jeg vil have det bedre.

Heldigvis er min behandler med på, at vi skal arbejde med personligheden frem for maden. Maden skal køre. Spisningen skal bare være en sekundær ting, så vi kan arbejde med de ting, der så kommer frem. Alt det mørke og fortrængte skal frem i lyset. Angsten skal sættes ord på, så den kan forsvinde. Ligesom barndommens spægelser og uhyrer. Hvis man ikke er bange for dem, så forsvinder de. Lige nu er jeg pisse bange. 

9/7-11

Hvor jeg dog føler en stor afsky overfor folk, der lugter. Jeg kan slet ikke være i det. Efter jeg er stoppet med at ryge, er jeg bare blevet mere og mere lugt sensitiv. Jeg kan ikke gå forbi rygere uden at holde vejret. Jeg opfatter grimme lugte så nemt, og jeg hader det. Jeg har lige været på biblioteket, hvor jeg havde booket en computer. Min plan var at kigge efter ferie ophold og skrive lidt. Altså sidde og slå en times tid ihjel med at surfe. Så sker der selvfølgelig det, at der sætter sig en stor mand ved siden af mig, og han stinker så slemt, at jeg må rejse mig og gå. Nu er jeg så hjemme igen, og her lugter ikke J Det er da belastende. Men måske er det helt normalt? Lugte er bare klamme. Nogle lugte er så slemme, at jeg fysisk får det dårligt. Jeg kan få slem hovedpine og kvalme. Det er ret pudsigt, eftersom jeg tidligere ikke kunne dufte særlig meget. Der var alligevel en enkelt fordel ved at være ryger – eller flere…. Forbrændte jo også lidt ekstra, og en smøg var med til at tage toppen af appetitten. Nå.. that was then.

Ellers alt vel her. Men det er nok ikke overraskende, eftersom det er lang tid siden, jeg har skrevet. Jeg har jo en tendens til at skrive en masse, når jeg er nede. Når jeg har det bedre, har jeg meget mere at bruge min tid på, og så gider jeg ikke bruge tiden på at skrive. Nu skriver jeg… men har det faktisk okay. Udover lidt spiseforstyrrelse og angst og tristhed fejler jeg jo stort set intet J

Der er ferie fra Risskov. Det skræmmer livet af mig. Der er heller ikke særlig lang tid tilbage på daghospitalet. Det skræmmer mig så meget, at jeg ikke vil vide, hvornår jeg har slutdato. Fortrængning og fornægtelse er mine gode og tætte venner. Ingen grund til at miste dem. Men altså… pyha. Er på så suikker grund i tiden. Det går jo overvejende godt. Jeg har taget ordentligt på for første gang. Og for første gang var det en rigtig god fornemmelse. Jeg ville  og vil – så gerne være rask, og jeg accepterer, at det kræver, at jg overholder kostplanen. Det gjorde jeg i en uge. Det var angstfremkaldende, og det trak tænder ud. Men det var også rart. Jeg behøvede ikke at tænke en masse på at skære fra og undvære, fordi det var ikke en mulighed. Der var grobund for, at jeg kunne bruge min energi til lidt sjovere ting end mad. Jeg havde en rigtig fin uge. Humøret var bedre. Optimismen var der. Troen på en bedre fremtid. Jeg begyndte sågar at kunne arbejde med, hvorfor det der mad er så vigtigt. 

Jeg beskriver det hele i datid. Det betyder ikke, det er forsvundet. Motivationen og glæden ved livet er klart til stede endnu. Men det er svært, og jeg savner at gøre det forkerte. Jeg savner at vandre lange ture. Jeg savner tilfredsstillelsen ved at skrive på madlog, på IForm osv osv. Savner at blive bekræftet i, at jeg har fået for lidt mad og for meget motion. Jeg ved jo, det er så forkert. Men jeg savner flowet. Jeg oplever bare ikke det der flow ved andet. Jeg har ikke en hobby, der kan opfylde det. Før jeg blev syg, havde jeg ingen interesser som sådan. Jo, jeg læste en masse, men det kan ikke give mig den samme tilfredsstillelse som motion.

Øv, hvor gad jeg godt finde noget.. hmm… kommer lige til at tænke på en snak, jeg havde forleden med en med patient. Vi snakkede om, hvorvidt vores liv generelt var så kedelige, at vi havde behov for noget ekstremt for at være i det. Det være sig at spinde i flere timer. At sulte sig selv. At løbe ekstremt mange ture. At shoppe helt overdrevet. At kneppe hele den mandlige befolkning. At…. Ja, der er meget. Når vi ikke har de der ekstreme ting, så er det svært at mærke os selv. Selvom jeg finder det helt tilfredsstillende bare at være. Jeg finder faktisk glæde i livets små dagligdagsting. Alligevel har jeg åbenbart et stort behov for at være ekstrem. Gad vide om jeg virkelig først kan føle mig selv, når jeg er helt derude? Det er da lidt tankevækkende. Jeg er jo ikke bevidst om det. Jeg vil jo rigtig gerne bare være i det stille og rolige liv og så bare opleve fede og sjove ting; ikke nødvendigvis være ekstrem. Min rationelle side siger, at det gider jeg faktisk ikke. Jeg gider rigtig gerne det stille liv. Alligevel er der noget i mig, der vil det vilde. Men det er ikke mig…. Eller? Er det mon sygdommen, eller undertrykker jeg et eller andet mon?  

 

3/7-11

Sunday bloody Sunday. De der U2 har ikke levet forgæves. Der er bare noget deprimerende over søndage. Hvorfor mon? Det burde da være ugens højdepunkt. Fridag. Bare mindre fedt, når søndagen ikke adskiller sig synderligt fra tirsdag… eller onsdag…. Bum bum. Træt af trædemøllen vist bare.

Ellers en okay søndag indtil videre. Har været ude og svømme med veninden. Og fandme om ikke Viktor ville med. Gad vide hvad der gik af ham? Han har aldrig sat sine ben i en svømmehal. Han synes, det er klamt med alle de mennesker, og så er han heller ikke stolt af at vise sig frem i speedos J Men med kom han i dag. Det var rigtig fedt. Jeg skulle dog virkelig overbevise mig selv om, at jeg var af sted for hyggens skyld – ikke for at forbrænde skide kalorier. Det holdte hårdt. Havde svært ved pauserne. Jeg er jo ikke vant til pauser, når vi er af sted. Det er jo bare at klø på i den ½ time. Det var anderledes i dag, og det er sikkert sundt.  Var i hvert fald dejligt at lave noget sammen.

Nu har jeg så skuret lokummet. Jeg har også brugt lidt tid på at hænge wall stickers op. Hvad pokker skal jeg så nu? Arghhh. Derfor er søndage dumme. Vi skal dog have handlet ind og afleveret film i Blockbuster, så der er da lidt at lave tilbage J Klokken er også kun 13, hvilket giver oceaner af tid, til jeg skal i seng i aften.

I morgen skal vi grille i Risskov. Det er okay. Ikke det store i det… udover den der pølse, jeg skal spise efter måltidet – eller selvfølgelig som en del af måltidet. Men hallo. En pølse! Skal udfordres jo. Kan snildt spise stegt kylle eller fisk. Kampen er hård pt. Havde jo tabt mig forleden, så jeg er virkelig sat op til, at jeg skal noget andet. Jeg har 3 helt bevidste snydesteder i løbet af dagen – mangler 2 glas mælk, en frugt og ½ banan hver dag. Det gør jeg ikke i denne uge. Har fortalt Viktor om snyderiet, så han kan hjælpe til, jeg får det. Men hold kæft det kostede sved og tårer at få købt bananer.

Jeg kan til stadighed blive imponeret over, hvor svær det hele er. Jeg bliver jævntlig angst og bliver overmandet af den der frygtelige følelse af skam og afsky. Min kropsopfattelse er helt hen i vejret. Min mave suger jeg ind, fordi jeg er bange for, den er for stor. Jeg er også bange for, den mister styrke, hvis jeg ikke spænder op i den hele tiden. Og hvad vil jeg så bruge en stærk mave til? Not a shit. Jeg skal jo ikke ud og parere med bar mave. Jeg skal ikke imponere nogen med sixpack eller noget. Jeg skulle hellere tage og blive rask og så ellers skide på maven! – eller med maven J Har spist et par gajoler de sidste par dage. Det kan maven sgu ikke klare, så de er smidt ud igen.

What else? Snakkede fredag med Risskov, da jeg syntes, de nærmest havde opgivet at være medvirkende til min helbredelse. Det var godt at få snakket lidt om det. Var ellers baldret om fredagen dernede. Jeg sov sgu endda 1 eller 2 timer på sofaneseren, mens de andre snakkede om ferie. Sov så også da jeg kom hjem. Var vel træt… og måske lidt syg. Hvad ved jeg. Har helt glemt, hvordan det føles at være syg. ”Måske er du ved at få din menses igen?” Nooooo! Hvorfor er den så farlig? Den er jo egentlig bare et synligt tegn på, kroppen er ved at være funktionsdygtig igen? Jaaa – meeen – også tegn på, jeg ikke er sygelig undervægtig mere. Hvad er jeg så? Mit hoved er fucked up, men jeg ser sund og rask ud. Hov – hvad skete der lige? Indrømmede jeg, at jeg ikke er helt psykisk på toppen? Det var da noget. Plejer jo at plædere, at jeg ikke fejler en skid – udover lidt spise problemer.