Juni

30/6-11

Sikke en mærkelig dag i dag. DH som sædvanligt. Dagen startede med alt for meget regn. Det betød, jeg ikke kunne cykle til Risskov fra toget som jeg plejer. Det var altså svært at overbevise mig selv om, det var okay at tage bussen uden at kompensere for det ved at gøre andet såsom at gå tilbage eller lignende. Det var jo store veje dag i dag, og jeg havde tabt mig 200 gram. Det er ikke super heldigt, når jeg nu skal øge med 500 gram. Sikke en suppedas, jeg opretholder min status i. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor pokker jeg vælger at blive her. Jeg vidste jo godt, vægten ikke havde rykket sig tilstrækkeligt. Jeg har fået jordbær til aftensmad et par gange og været syg i weekenden, så jeg var godt klar over det. Garanteret også derfor, jeg ikke fik sovet mere end et par timer i nat. – det og så det faktum, at jordbær er temmelig vanddrivende J

Nåmen, i fokus gruppe talte vi selvfølgelig om, hvorfor jeg ikke snart tør nærme mig målvægt. Jeg ville sådan ønske, jeg havde det rigtige svar, men jeg aner det ikke. Faktum er, at mit liv generelt bare gør nas i tiden, og jeg synes, der er så meget at kæmpe med, at det der med mad bare kommer til at fylde rigtig lidt. Grunden til det fylder lidt er selvfølgelig, at jeg hopper over, hvor gærdet er aller lavest, og jeg laver mange bevidste krumspring for at undgå angsten ved at få for meget. Det er vel logisk nok, når nu livet fylder så meget og gør så ondt. Så er det da ikke rimeligt, at jeg også skal kæmpe med angst? Jeg ved jo så af erfaring, at jeg kan fortrænge det svære ved hjælp af restriktiv spisning og motion. Det er så ikke en holdbar løsning i længden. Gider sgu ikke spilde mere tid på indlæggelse. Jeg vil leve mit liv. Jeg er forholdsvis ung og sund. Hvorfor er jeg ikke i gang med at have de bedste år i mit liv? Jeg er intellektuelt velfunderet. Min økonomi er okay. Jeg fungerer fint socialt. Hvorfor pokker holder jeg mig så´n tilbage? Jeg fatter det ikke.

Hvis ikke der var sommerferie lige om hjørnet, så skulle jeg hjem på timeout. Det er jeg bange for ikke ville hjælpe alligevel. Jeg ved jo rimeligt, hvad jeg vil… men jeg aner ikke, om jeg kan – eller om jeg tør. Måske skal jeg lære at være bedre til at tage imod støtte i stedet for at tro, jeg kan klare det hele selv. Det gik jo ikke optimalt i sidste ombæring.

Hmm…

Jeg ville egentlig skrive om noget helt andet. Derfor startede jeg ud med at skrive, det har været en mærkelig dag.  Min blog er blevet ”opdaget”. Jeg er begyndt at være forholdsvis åben omkring mine skriverier herinde, og det har gjort, at min behandler har reflekteret over rollen og over mine skriblerier. Ikke noget dømmende – men en nysgerrighed. Jeg kommer selv til at tænke en masse tanker i forbindelse med at nævne navne herinde. Jeg har jo bare skrevet fornavne på folk og ikke villet hænge nogen ud. På den anden side er det jo også en slags dagbog, og jeg har ikke lyst til at putte restriktioner på mine skriverier. Min behandler og jeg kom til at snakke om det etiske. Jeg har jo lige skrevet min projektopgave, hvor jeg kom ind på de etiske overvejelser i forhold til at ytre sig online. Her argumenterede jeg for, det var vigtigt, at vi lærer børn, hvorledes man skal agere på nettet. Der er forskel på at hænge folk ud som idiot på facebook og så sige det vedkommende. Det ved børn ikke af sig selv, da mediet er så forholdsvist nyt endnu. Så det overraskede mig faktisk lidt, at jeg ikke selv har reflekteret på samme måde. Det er jo ikke rimeligt, at jeg hænger folk ud her. Mine følelser overfor netop mine behandlere skulle jo nødigt præge nye patienters tanker for meget. De skal selv have lov til at danne sig egne meninger. På den anden side vil jeg også have lov til at skrive om mine oplevelser og have lov at være totalt subjektiv, fordømmende og urimeligJ

Det er noget af en balancegang. Alle disse tanker er selvfølgelig ikke fremmede for mig. Jeg er jo normalt et ret etisk menneske, og jeg ønsker ikke at såre andre eller formindske andres chancer ved at fodre dem med mine fordomme. Men det har trods alt sat nye tanker i gang.

Det var vist det J Jeg har tænkt mig at skrive videre, velvidende at både behandlere og patienter kan læse med. Der er ingen hemmeligheder – jeg vil ikke udlevere nogen. Jeg vil dog stadigvæk skrive. Hvis der er nogen, der kan føle sig krænkede, eller hvis der tænkes, at jeg træder over stregen, så skriv det endelig. Jeg vil gerne vide det.

Godt så J

28/6-11

Øv, brokke brokke. Jeg er træt af, at hver gang jeg åbner munden, så kommer der brok ud. Jeg synes, livet driller i den grad i tiden. Altså. Jeg kan ikke komme det nærmere. Jeg aner ikke, hvorfor jeg er trist. Jeg synes bare, det hele er lidt dumt og svært. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få tiden til at gå. Når venlige folk så foreslår ting, så lyder det jo vanvittigt dejligt og som noget, jeg gerne vil. Men jeg mangler motivationen til at udføre eller undersøge noget. Hmm.  Det er jo også nemt at fastholde sig selv i gamle mønstre. Men der er ingen tvivl om, at jeg er nede i tiden, og jeg har svært ved at se, det kan være anderledes.

Det er jo motivation og udfordringer, der skal gøre mig rask fra dette helvede af sygdom. Men hvor jeg jeg blive ved med at finde ressourcer til det henne. Kræft patienter skal jo ikke motivere sig selv på samme måde. De får medicin og kemo, og så bliver de bedt om at ville livet. Jeg vil livet så meget, men jeg magter snart ikke at blive ved at holde fanen højt og tage udfordringer. Det er ikke en tanke, at jeg giver op. Det gør jeg ikke. Jeg konstaterer bare, at kampen er hård.

En terapeut nævnte i går, at jeg burde overveje at få set på min antidepressive, da der måske er voldsomt mange gamle depressive tanker, der presser sig på. Et par år med anoreksi kurerer åbenbart ikke depression. Det er da vældigt rart at vide.

Vejret er jo super, og jeg elsker at være ude. Men jeg har så ekstra svært ved at være inde, og det gør mig depri at vide, at det snart slutter igen. Jeg tør jo ikke nyde det, for det forsvinder jo igen. Og jeg der plejer at være glasset er halv fyldt typen… der er da lige sket noget.

På en sjov måde er jeg også lidt ironisk distanceret fra det helt. Lever lidt la la. Isen bliver sorbet og ikke spist op. Alle de der dumme udveje. Det letter kortvarigt. Angsten kommer lidt på afstand, og det bliver muligt for en kort stund at nyde solen.

Nå nok selvbeskuende selvmedlidende navlepilleri herfra. Over and out. Hygge i solen

21/6-11... got the blues

Jeg synes, det er så smertefuldt at være mig i disse dage. Jeg kan næsten ikke rumme mig selv. Jeg er bogstavligt talt ved at gå ud af mit gode skind. Jeg føler mig forkert. Jeg føler mig malplaceret. Jeg føler mig tyk. Jeg skammer mig. Jeg er så forstyrret af rigtig dumme tanker i tiden. Jeg kan næsten ikke rumme det. Jeg skal ingenting i dag eller i morgen. Eller det vil sige – jeg har planlagt mine dage, så jeg skal lidt begge dage. Torsdag og fredag skal jeg jo til Risskov, og torsdag aften skal jeg til SanktHans med venner i Hobro. Men jeg magter ikke to dage uden noget indhold. Men jeg magter heller ikke at skabe indhold. Jeg ved ikke, hvad jeg vil eller skal. Jeg orker det ikke. Dagens højdepunkter er, når jeg skal spise. Det er eddermame ikke særlig rart, når jeg i ånden og i troen foragter mad. Nydelsen og lysten til mad forstærker den svære, svære følelse.

Jeg var jo rigtig nede i går også, og jeg magtede ikke at tage til Risskov. Men jeg magtede heller ikke alternativet. En rigtig lose lose situation. Jeg kom jo afsted, og dte var godt. I starten var jeg trist, ligeglad og var bare…. Øv. Vi startede som vanligt ud med samtaleterapi, hvor jeg lagde ud med, hvor dårligt jeg havde det. Jeg gad ikke skjule det, så jeg var helt ærlig og forsøgte at sætte de rigtige ord på. Vi debaterede frem og tilbage, og jeg fik mange gode input fra de andre angående deres tanker. Det er jo ikke fremmed for dem den her dumme følelse og depressive tankegang. Jeg nåede faktisk frem til den forståelse, at min nedtur måske kommer af det skifte, der er ved at ske i mit liv. Jeg er jo et nyt sted, hvor kampen er anderledes. Da jeg var indlagt var mit mål tydeligt – udskrivelse. Nu er jeg udskrevet, og jeg er måske lidt skuffet over, at kampen stadigvæk er så hård. Der er heller ikke noget endeligt mål mere. Før var der en dato, hvor jeg var sikker på forandring. Det er der ikke mere. Nu er det ”bare” mit liv. Jeg mangler jo stadigvæk 3 kilo til målvægt, og det kunne jo godt være et mål, men det er bare meget diffust, og der er jo ingen sikkerhed for, jeg får det bedre, hvis jeg vejer målvægt. Jeg synes godt nok, det er svært. Men det hjalp mig rigtig meget at snakke om det med de andre i gruppen. Det er rart at høre genkendelse fra de andre. Vi snakkede også om, hvor jeg var sidst, jeg var dernede. Der var jeg jo et helt andet sted, og jeg fik intet ud af behandlingen. Det gør jeg nu. Jeg er så glad for at være dernede, oh jeg får meget ud af det. Jeg giver også mig selv lov til at fylde. Jeg vil sgu ikke spilde min tid, så jeg tager mig plads og lider ikke en masse af hensynsbetændelse, som jeg jo før har gjort. Jeg synes heller ikke, jeg skal kurere de andre, selvom jeg selvfølgelig har ekstra stærke følelser for dem, jeg var indlagt med, og som jeg føler ekstra med, når de har det skidt.

Men det var altså rigtig godt at få snakket i går. Det er både godt for psyken og motivationen.

Søde Olivia – mange tak for dine tanker. De er spot on! Det er selvfølgelig spiseforstyrrelsens onde ansigt, der popper op. Det giver rigtig god mening, at man forsager både mad og sund fornuft for at slippe fri for den der følelse. Den er bare så grim. Og det er nu, kampen skal kæmpes. Det er nu, det gør rigtig ondt. Da jeg bare skulle vægtøge, var min psyke jo dopet, og jeg brugte min energi på en del andre ting. Det er svært at holde fokus på alt for mange ting. Nu er jeg ved at være i mål, og så dukker det andet op igen. Jeg kæmper meget mod lyst, nydelse og grådighed. Det hænger rigtig meget sammen i min verden, og jeg er så bange for dem alle. Jeg tør ikke give efter. Sæt jeg ikke kan stoppe – eller ikke kan få det igen. Der er i hvertfald mange tanker at arbejde med….

20/6-11

Jeg har det så mærkeligt. Jeg ville sådan ønske, den følelse jeg er så fuld af havde et genkendeligt navn. Jeg kan genkende følelsen fra tidligere. Den plejer bare ikke at være så vedholdende. Jeg tror, det er en blanding af skam, af angst, af ubehag, af…. Ja, så kan jeg ikke komme den nærmere. Når jeg føler den, bliver jeg meget stille og meget korrekt. Jeg bliver frygtelig bange for at gøre noget forkert – eller sige noget forkert. Når Viktor siger noget, skal jeg lytte meget intenst og svare helt oprigtigt – eller måske mere korrekt skal jeg svare glad. Jeg må ikke gøre det forkert. Jeg skal altså lade som om, jeg er interesseret, selvom jeg er helt ligeglad. Hvis jeg gør det rigtige, kan jeg få følelsen lidt på afstand. Det er også en kropslig fornemmelse. Den der skam handler meget om kroppen og berøring. Specielt på lyststeder – altså i forhold til sex. Jeg har før måtte afslutte både samleje og onani  (fuck – godt nok personligt…. Pyha) – men fornemmelsen har simpelthen ikke været til at bære. Måske noget med at føle lyst bliver til noget meget skamfuldt.

Nu er det så ikke bare ved berøring, den der følelse kommer. Nu er den der altså ret ofte, og jeg aner ikke, hvor jeg skal putte den hen. Mine tanker skriger om at tabe mig og få kontrol ved at følge regler om spisning og motion. Jeg ved jo godt, det ikke er løsningen, men jeg har så svært ved at rumme den der følelse/fornemmelse. Jeg ville virkelig gerne, om den havde et navn, så jeg ved, hvad det er og bedre kan undersøge, hvad pokker den kommer af.

Når den kommer, og jeg er sammen med andre, har den også noget fremmedgjorthed over sig. Altså noget med at føle sig udenfor fællesskabet – eller i hvert fald mangle noget. Jeg bliver derfor helt stille og indadvendt, da den bare fylder så meget. Jeg kan ikke aktivt få den til at forsvinde. Jeg kan bare helt stille vente på, den går over. Mens den står på, er jeg falsk og svær at få kontakt med. Hvad fanden er det???

Hov.... og vi har aflyst vores sommerferie.... Viktor er ikke på toppen, og jeg er jo heller ikke helt klar.... skod....

15/6-11

Jeg er så træt, det er helt vildt. Jeg har ikke lavet det vilde, der kan retfærdiggøre denne voldsomme træthed. Jeg var træt, da jeg stod op… Træt, træt, træt. Nu har jeg så vadet rundt i byen. Slemme Sinnerup havde tilbud, så jeg købte et par nye bukser. Det var eddermame svært at beslutte at købe dem. De er smadder pæne og var egentlig ret billige – der er 50 % på alt tøj! PyhaJ Nåmen, jeg har vist generelt svært ved at give penge for noget i tiden.  Jeg regner og regner og belsutter mig for, jeg ikke behøver det alligevel. Jeg har jo så meget. Det er altså ikke fordi, jeg er i pengenød. Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad der er på spil. Selvfølgelig er fornuften i spil; det er der ingen tvivl om. Men det er altså en totalt restriktiv fornuft! Den samme fornuft er jo ret fraværende, når jeg vælger at betale mere for noget, fordi der er mindre kalorier i. Neeej – det gør du da vel ikke endnu??? Hmm… jo desærre. Laver faktisk temmelig mange dumme ting.

Jeg skal tage knap 4 kg på endnu. Så nytter det altså ikke at lave dumme stunts for at undgå lidt kalorier. Jeg fik alle mandlerne i morges. Så dygtig… eller knap så dygtig. De der nye mandler er temmelig små. Den evige kamp. Bliver det bedre? Bliver det nogensinde så ligegyldigt, som jeg ønsker det skal være?

Er lidt trist i dag. Top motiveret og tilpas den ene dag og trist den anden dag. jeg skal øve mig i at finde ud af mine følelser. Hvad er reelt, og hvad er forstyrret? Hvad er lyst, og hvad er afmagt overfor en skod sygdom, der bare har så meget magt over mit liv.

Jeg forstår ikke, at jeg stadigvæk ikke forstår konsekvenser. Hvis jeg taber mig mere og mere, og det gør jeg, hvis jeg fortsætter med at skære ned og fra. Har jo allerede tabt mig 2 kg siden, jeg blev udskrevet, og der var jeg jo ikke engang på målvægt. Altså – hvis jeg fortsat taber mig, så ender jeg jo som før. Grim og utilnærmelig. I livsfare. Folk der skal bestemme, om jeg skal svømme eller ej. Om jeg må bruge tid i solen. Jeg fucker mine kære, mit studie… mit liv. I know I know. Men det hænger jo ikke sammen stadigvæk. Der er ingen forbindelse mellem alle de tab og så vægttab. Hvis jeg bare får lov til foortsat at være lidt syg, så er livet godt. Adspurgt hvorfor kommer jeg til kort. Hvorfor vil jeg fastholde noget, der er så potientielt farligt, når det der venter er så meget bedre. Jeg forstår det simpelthen ikke. Skal jeg overhovedet forstå det? Jeg ville bare ønske, jeg gjorde, så kendte jeg fjenden og kunne komme af med den. Nu er det jo noget helt diffust, jeg kæmper mod. Øv altså.

Men jeg giver ikke op. Ting tager tid, og det gør dette også . det skal stoppe med at fylde så meget i mit liv, så jeg får plads til alt deet dejlige og skønne. Jeg vil sgu nyde sommeren, hygge, spise grillmad og spise en is, når jeg får lyst!!!

14/6-11

Time for update. Eksamen er veloverstået. Jeg fik 7, og det var eddermame en mærkelig fornemmelse. Men jeg har det helt fint med det. Et 7 tal er en fin karakter. Den er ikke perfekt, men det behøves den heller ikke at være. En af behandlerne i Risskov siger, at nogle gange er okay helt fint. Det er ikke altid alt eller intet – det er også midt i mellem, og det er ganske okay. Det bruger jeg af og til i mit hoved, når jeg synes, jeg skal præstere meget. Okay er fint!

Ellers er mit mantra i tiden – er det det værd. Altså på den måde om det er besværet værd at snyde – eller at undlade. Og det er det jo aldrig. Konsekvensen ved at undlade noget er alt for stor, og det gider jeg ikke mere. Det er det værd at gøre det rigtige. Jeg har jo for pokker livet og ikke mindst kærligheden at kæmpe for. Så meget betyder mad ikke. Det er jo bare mad. Der er ingen følelser eller smerte i det. Det er mad! Noget mad smager godt, og andet smager dårligt. Det vil jeg til at lære. Jeg har jo hidtil blot spist for at spise, nu vil jeg prøve, om jeg kan genkende lysten igen. Lige nu spiser jeg trygge varer, og der er rigtig meget tryghed forbundet til spisningen. Når jeg spiser, er der ro i mit hoved! Det nyder jeg, men hvor ville jeg dog gerne kunne finde den ro på andre tidspunkter. Det havde jeg jo før. Der trøstespiste jeg af og til – men det er vist meget normalt J

Jeg er lige hjemvendt fra statusmøde, så jeg er topmotiveret. Jeg vil! I Århus valgte Viktor spise sted. Det er meget farligt for mig, og måske valgte han heller ikke stedet helt alene…. Men – vi valgte ikke den sikre salat på Stiften, som jeg ellers havde planlagt. I stedet fik vi en kæmpe spinat pandekage med salat. Og den smagte faktisk fint. Nå… er helt træt af dagen og høfeber. Havde slet ikke høfeber, da jeg var helt nede i vægt… Altså J