Februar

22/2-10

nå, så er det vist på tide med en lille opdatering. Jeg havde samtale med behandlererne igen om onsdagen. Her fortalte de, at jeg var nu i fase 3 igen med støtte denne gang. Jeg måtte ikke komme i træningskøkken – skulle altså spise med de andre på adfdelingen. Det var jeg så´n lidt ligeglad med. Det vigtigste for mig var jo klart weekenden. De anbefalede igen, at jeg blev på afdelingen i weekenden, men hvis jeg absolut insisterede, så ville de anbefale, at jeg tog hjem lørdag til søndag og nøjes med det. Forget it! Jeg var ikke i tvivl om, det var bedst for mig at komme hjem hele weekenden.

De næste par dage foregik i absolut stilhed og knusende arrogance, bedrevidenhed, sarkasme og stilhed. Jeg nægtede at tale med nogen fra personalet – endsige anerkende deres tilstedeværelse. Jeg gik for mig selv hele tiden, når der altså ikke var tvungen samværstid. Den overholdte jeg, mens jeg snakkede med patienterne og gjorde alt for at undgå personalet.

Det var så svært at være her, fordi det gav bare slet, slet ikke mening længere. Jeg følte mig sygeliggjort i den grad. Følte, at det var lige meget, hvad jeg ville med min behandling, da det ikke blev lyttet til. Det var nogle rigtig hårde dage. Fredag kom min faste kontaktperson endelig på arbejde. Temmelig uheldigt var der jo ingen af mine kontaktpersoner til stede hele sidste uge grundet sygdom og ferie. Dårlig timing J Nåmen, det hjalp rigtig meget at tale med hende. Hendes holdning skinnede tydeligt igennem mht. weekenden, men hun var nødt til at bakke op om hendes kollegaers beslutninger. vi fik en rigtig fin snak omhandlende, hvad jeg skal have ud af behandlingen. Måske er gruppe behandling spildt på mig, da jeg jo fungerer fint socialt. Den måde jeg reagerer på herinde er jo situationsbestemt – for det meste i hvert fald. Så vi skal finde en måde, jeg kan være her på hvor det giver mening.

Jeg forestiller mig, at de selvfølgelig støtter op om min vægt og spisning, men at jeg derudover passer mit liv og er mere alene end de andre, da det jo er mit normale liv. Det virker fjollet at ville ændre mig en helt masse. Jeg er jo 36 år, og det er svært at lære en hund nye kunstner J

Jeg tog altså hjem i weekenden og havde en rigtig god weekend derhjemme. Jeg nød det så meget. De anorektiske tanker var anmassende og svære at bekæmpe, men jeg synes, det lykkes okay.

Søndag kom jeg retur og humøret dalede. Jeg forsøgte dog at være ordentlig. Heldigvis var min anden faste kontaktperson her, og jeg fik en rigtig god samtale med ham. Han forstår bare hurtigt, hvad der er på spil. Der var ingen tvivl om hans holdning til, at de har sat mig i fase 3 og anbefalet at blive her i weekenden. Nu forstår jeg virkelig meningen med kontaktpersonerne. Før så jeg dem bare som en del af personalet, men nu træder de mere frem i mit sind, da det er tydeligt, hvor vigtigt det er, at de kender mig og anerkender mig som individuel person.

Jeg har det stadigvæk meget svært ved det øvrige personale og jeg trækker mig hele tiden fra fællesskabet. De startede ud i går med at minde mig om, jeg har støtteperiode, så jeg skal være med personalet. Men der var ingen, der sagde noget til, jeg gik en tur, var alene på værelset i 2 timer, trak mig fra den obligatoriske samværstid og endelig slutteligt blev væk fra den obligatoriske gruppe om aftenen. Normalt bliver man kontaktet, men jeg fik lov at passe mig selv. Det er meget mærkeligt. Det er selvfølgelig trygt og nemt… men også lidt skræmmende. Er jeg mon så farlig, at de ikke tør? Har de bare opgivet mig… eller???  Det er da underligt, at jeg bare kan passe mig selv. De andre patienter undrer sig også. Det er temmelig utrygt egentlig – fordi hvad er meningen med, jeg er her? Og er de overhovedet kompetente nok til at hjælpe mig?

Min kontaktperson sagde forleden, at jeg kan være svær at hjælpe, fordi jeg jo er temmelig utilnærmelig, når det passer mig. Personalet ved, jeg er ked af det og trist, men de kan ikke komme ind til mig. Ydermere sagde hun, at jeg udstråler meget autoritet, hvilket kan være skræmmende for patienter og personale med mindre autoritet… det forstår jeg sandelig godt, men det er sgu lidt ensomt.

Hmmm…. I dag er konferencedag og så er jeg godt nok spændt på, hvad der bliver besluttet…. Jeg skriver senere

15/2-11

Hvordan søren skal det her da gå? Der er ingen tvivl om, jeg den sidste tid har kørt mit eget løb. Jeg har gået fra afdelingen, når jeg har haft lyst, og jeg har undgået at deltage i de grupper, jeg ikke har magtet at deltage. Jeg endte jo så med at føle mig svigtet, fordi jeg bare fik lov. Det virkede til, personalet ikke turde nærme sig mig. Jeg talte med min kontaktperson om det, og hun indrømmede, at det rent faktisk var tilfældet, da jeg virker meget afvisende, når jeg er ked af det. Det er tydeligt, jeg er trist, men jeg støder alle væk, der forsøger at nærme sig. Ydermere er jeg jo intellektuelt velfunderet, og det skræmmer også det stakkels personale væk. Jeg tænker bare: inkompetente fjolser. Det giver mig ikke mere tillid til dem, om end det er en lettelse, at de tør indrømme det, da det jo er et reelt problem. Så pludselig mig selv som et rigtig skræmmende menneske, der bruger sarkasme og overlegenhed i stor grad. Sgu ikke det kønneste billede. Hmm

. Nåmen tiden går jo, og det bliver ikke nemmere at være her. Mandag formiddag forsvandt jeg efter vejning (min vægt havde ikke rykket sig en tøddel i den forløbne uge) Jeg travede rundt hele dagen. Var her kun til måltiderne. Om aftenen blev jeg væk fra værkstedsaften for at undgå at slå de andre ihjel. I dag travede jeg rundt om formiddagen. Jeg tænkte mange depressive tanker om fremtiden. Mit positive sind blev blæst godt og grundigt rundt. Jeg kan ikke finde ud af at være hjemme lige pt uden at spise for lidt, løbe for meget og flygte fra relationer. Det er altså ikke en option. Jeg kan heller ikke finde ud af at være her, fordi jeg er så træt af alle de andre. Hbad så? Jeg overvejede seriøst, om ikke kæresten og jeg skulle tage på weekend et sted. En lille ferie uden den der fuckin spiseforstyrrelse. Ja, mine tanker var vidt omkring. Allermest var jeg rigtig ked af det, fordi fremtiden virker lidt håbløs. Jeg har jo stadigvæk min skole og dejlige kæreste og hjem og alt det…. Men jeg kan jo slet ikke overskue det.

Jeg prøver selvfølgelig at finde mening i, hvorfor jeg har det så elendigt i tiden, og jeg tror helt klart, en del skyldes vægtøgning (jeg er jo kun 4 kg. fra målvægt.) og en del skyldes nok også udtrapning af anti dep. Det er sgu grimme sager at komme ud af, og det giver klart nogle bivirkninger.

Da jeg kom tilbage fra min tur, skulle jeg til behandlingssamtale. Vil talte selvfølgelig om, hvor svært det er i tiden. Jeg ligger jo ikke skjul på, jeg har det af h til. De lod så bomben springe, at de mener, jeg skal have ekstra støtte i en periode – og det vil bla betyde, jeg ikke skal hjem i næste weekend. Så brød jeg sammen. Jeg græd og græd…. Og det gør jeg sgu ellers yderst sjældent. Jeg nægter at være her i weekenden! Mit udgangspunkt til samtalen var, jeg ville snakke om, hvordan vi får det lavet, så det er okay at trække sig fra de mere irrelevante grupper, og så vil de sgu have, jeg skal være her mere. No way! Det endte med, at min behandler ville tage det op med Rokkedal, da hun ikke lige har det perfekte svar. Jeg gik op og sov (farvel kropsgruppe….) – hun kom op til mig to gange for at fortælle, der ikke var noget endeligt besluttet endnu. Fjols. Vi skal snakke videre i morgen. Jeg vil godt gå med til, at jeg skal have ekstra støtte, så jeg ikke bare kan gå, når det passer mig. Hun er også villig til at se på, om der er grupper, jeg kan slippe for. Så er der lige den der med weekenden! Jeg skal sgu fandme ikke være her. Jeg skal hjem og samle energi så jeg kan klare en uge mere!  

1000 tak for jeres indlæg i gæstebogen mine tre trofaste læsere J Jeg har først set dem i dag. Min mail plejer at fortælle, når der er nyt derinde, men det har den altså glemt nu tre gange. Shame on it!

Stine – sjovt med Bo. Han er sgu en sjov personlighed. Jeg kan blive helt vred på ham, når jeg ser ham vade over gården med cykelhjelm på J Jeg håber, I finder ud af, hvordan du kan hjælpes bedst muligt. Tænk måske skal vi i daghospital sammen J det kunne da være morsomt…. Eller hyggeligt. Damn, det ville jeg gerne. Så er jeg da sikker på, der er en fornuftig person som jeg selv til stede J Er i hvert fald spændt på at høre, hvad I finder ud af. Og det der med at være sensetiv – lige pt føler jeg mig som en stor følelse, der ikke kan have med noget somhelst at gøre angående sanserne. Jeg væmmes ved andres lugte, lyde, udseende, larm osv…. Alt sammen irrationelle ting. Jeg tror, at både du og Olivia har en pointe med, at det nok skyldes, at undervægten har presset alle følelser væk, og så gør det eddermame ekstra nas, når de dukker op til overfladen igen ved parallelt med vægtøgningen.

Olivia – hvordan skrider det egentlig fremad med dig? Er du stadigvæk studerende – eller i praktik? Hvordan med behandling?

14/2-11

 Den her tid er nok det sværeste, jeg har været igennem i hele mit liv. Jeg kan ikke finde mening, hoved eller hale med noget. Jeg er sur, gal, hidsig, ked af det, ligeglad, overstadig....og alt muligt andet – og ingenting. Hold da op hvor jeg synes, det hele er svært. Det eneste jeg har lyst til er at være alene hele tiden. Jeg gider ikke andre mennesker. Jeg kan slet ikke have med dem at gøre. Jeg vil kun være sammen med min kæreste. Ham kan jeg heldigvis godt rumme.

Det virkelig skøre/ambivalente (og svære) i det er så, at det er selvsamme personer jeg har så meget antipati overfor, som jeg skal dele tankerne med i gruppesammenhænge. Det er sgu da meget besværligt. Hvordan skal jeg gennemskue, hvad det er ved mig, der gør, at de andre i den grad pisser mig af, mens de er der. Det er jo fuldstændigt rationelle ting, der er tale om.

Det bliver overgrebsagtigt overfor de andre patienter. Det er ikke fair for dem, at de skal rumme al min vrede over dem. Jeg kommer til at såre dem, og det er sket i dag, at jeg har såret dem. Jeg bliver så ked af det, men jeg gider heller ikke, de skal stå i vejen for min ”helbredelse”

Jeg kan ikke gennemskue, hvordan jeg skal komme ud af det. Jeg vil ikke være her, men jeg ved også, jeg ikke kan klare det alene derhjemme. Grunden til det går så godt derhjemme er jo nok, at jeg får afreageret hernede, og derfor kan jeg meget nemmere klare at være hjemme. Når jeg er hjemme, spiser jeg det, jeg skal, og jeg dyrker ikke for megen motion. Hernede har jeg lyst til at være væk herfra hele tiden, og så er det jo en måde at overleve på, når jeg flygter. Ikke nok med jeg ikke gider de andre patienter, så gider jeg heller ikke personalet. Jeg føler, de ikke aner, hvad de taler om – de fleste. De irriterer mig så meget. Ikke alle er jo fagligt så langt fremme, som det er ønskeligt i min verden. Nogle mangler situationsfornemmelse. Andre er grimme. Nogle smasker..... I know. Fuldstændigt irrationelt. Men hvad pokker stiller jeg op med alle de grumme tanker? Hvorfor kommer de? Jeg spekulerer på, om jeg mon burde skære ned på anti dep. Måske er jeg slet ikke klar til det endnu. Jeg gad så godt kende nogle svar, så jeg kan komme videre.

Jeg har det bedst, når jeg er ude herfra – allerbedst når jeg er ude og gå, men jeg ved jo desværre godt, det ikke er løsningen på sigt. Så skal jeg da i hvert fald spise hele tiden. Jeg trives bare så meget bedre ude i det fri. Har svært ved at finde ud af, hvordan alt det her skal ende. Skal nok holde min vægt – og endda tage de sidste 4 kg. på. Men hvordan får jeg mit humør tilbage?

Det er jo vejedag i dag. Jeg har hverken øget eller tabt mig siden sidst. Min vægt giver ikke mening. Der er mangel på logik i dens udsving. Jeg har opgivet at gennemskue den. Stoler på kostplanen.har valgt at følge den slavisk. Det skal ikke hedde sig. I foregående uge har jeg også fulgt den helt. Det er små bitte bagateller i begge retninger.

Jeg vil hjem! Jeg vil i skole. Jeg vil blive her. Jeg vil være fri. Jeg vil passes på. Jeg vil have ansvar og frihed. Jeg vil have kærlighd. Jeg vil føle. Jeg vil undgå al smerte og følelser..... jeg vil..... jeg vil være Bettina igen.

 

9/2-11

 Mage til skodaften skal man da godt nok lede længe efter. Jeg overlevede jo sangaften på mit værelse. Selvom det er obligatorisk at deltage, så fandt personalet det unødvendigt at forstyrre mig. En patient kom dog ind og hørte, om jeg var okay. Jeg skulle så ud og spise senaften senere. Jeg orkede ikke selskab, så jeg besluttede at spise på mit værelse. Jeg forsøgte at gøre personalet obs på, at der manglede bakker til at bære tingene ned på mit værelse. Blev rimelig ignoreret. Blev vildt frustreret. Havde svært ved at spise. Åbenbart påvirker mit humør min spisning mere end, jeg er klar over. Fik dog spise det meste. Igen ingen personale nede og bede mig gå til samværstid. Jeg blev på værelset, selvom det er klart rammebrud. Efter ½ time bankede det lige så stille på døren, og et forsagt personale spurgte om lov til at komme ind. ”Er du ked af noget?” blev der forsigtigt spurgt. Rend mig i numsen! Gad virkelig ikke snakke. Var bange for at komme til at sige alt det forkerte, fordi jeg var så nedtursaftig. Der blev ikke sat krav om, jeg skulle være andre steder, så jeg blev for mig selv og faldt kortvarigt i søvn, hvilket bevirkede, at jeg ikke kunne sove, da jeg skulle i seng. Klokken var over 2, før jeg kunne overgive mig til søvnen.

Altså – forstår ikke helt, hvad der foregår. Er selvfølgelig skuffet over, jeg føler mig svigtet af personalet. På den anden side vil jeg jo helst køre mit eget løb. Jeg tror, det er temmelig problematisk, at jeg samtidigt med ,jeg har så svært ved at finde mening i behandlingen, har tabt ret meget tillid til behandlerne. Min egen behandler er socialrådgiver, og jeg synes simpelthen ikke, hun fatter en meter. Hun tolker helt hen i vejret, når jeg siger noget til hende. Jeg forsøger at rette hende, men hun tolker lystigt videre. Det synes jeg er et problem.

Det er ensomt, når der ikke er nogen,der forstår det, man siger. Endnu mere ensomt er det, når de tror, de forstår og drager deres egne konklusioner og meninger udefra det. Det er jo ikke sandheden. De burde jo så lytte, når de korrigeres, men det føler jeg ikke, de gør.

Jeg er så lydsensetiv i disse dage, og så er det godt nok besværligt at være sammen med nogle hele tiden. Hvordan overlever man mon det?

Gad vide om jeg er droppet for tidligt ud af lykkepillerne? Eller måske er det bivirkninger. Eller måske er jeg oppe i vægt og kan derfor føle meget mere – inklusiv alle de dumme og svære tanker.... og følelser.

 

8/2-11

Jeg magter ikke mere. Jeg gider simpelthen ikke være indlagt længere. Giver det mening at blive? Ja sgu…. Jeg ved da godt, jeg har mange ting, jeg til stadighed skal arbejde med, men det skal da for fanden vel ikke være her. Min kontaktperson siger, jeg måske skal ud i noget selvstudie i forhold til at blive rask. Hvorfor skal jeg så ikke kæmpe kampen hjemme? Hvorfor skal jeg blive her blandt en masse umodne piger, der knap nok har fundet deres egen stemme? Fatter ikke en bjælde af meningen lige nu!

Jeg er den ældste her nu… og på fredag rejser hende, jeg er nogenlunde jævnaldrende med. Det vigtigste er ikke alderen – men modenheden og selvfølgelig hvor man befinder sig i faserne. Hun og jeg var mentalt nogenlunde lige langt… omend hun selvfølgelig er længere end jeg, eftersom hun skal udskrives. Men vi er voksne, og vi kunne spejle os i hinanden. Nu er jeg ladt tilbage med en flok unge piger – og en masse nye. De stinker af prut og larmer alt alt for meget. Nogle tror, vi er på feriekoloni. Andre er bare for deprimerede til, jeg kan forholde mig til dem. Jeg magter dem altså ikke. Jeg er træt af at hente folk op – hvem henter mig op? Det er fint, de kan høste af min erfaring; det må de gerne, men hvor er det lige, de giver mig noget igen? Aiii!

Er simpelthen så frustreret i tiden. Jeg gider ikke… gider ikke. Er ikke på vej til at udskrive mig selv. Jg ved jo godt, jeg skal have hjælp. Men det er da urimeligt, at behandlingen er baseret på grupper, når jeg ikke får noget ud af grupperne. Eller rettere – jeg kunne sagtens få meget ud af grupperne, men så fylder jeg det hele, og det er jo heller ikke rimeligt!

Nå, så er der sangaften. Jeg var der i 2 min. Det kunne jeg ikke holde ud. Er så sensibel overfor lyd, og så kan jeg altså ikke sidde i alt det larm med guitar og stemmer. Gad vide om personalet tør komme herind og hente mig. I dare them. Normalt er de lidt bange for at sige ting til mig, har jeg ladet mig fortælle. Hold kæft jeg hader det her sted. Hvordan finder jeg lige gnisten igen?

I næste uge er jeg så alene i træningskøkken, så jeg har valget mellem at spise alene og lave mad alene – eller spise med de andre og ikke træne at lave mad. Pest eller kolera? Tjah… what to do??? Kæft, det er frus. Og det blive da vist ikke bedre af, jeg brokker mig sådan her…. I morgen må blive bedre. Skal passe så meget på med motion og aktivitet, når jeg har det sådan her. Har lyst til at være ude… hele tiden. Vi hjem!!!

1/2-11

Op på hesten igen. Jeg er i bedre humør til morgen. Dagen i går var jo ikke lige den aller så skønneste dag. I dag vil jeg have skal være en bedre dag. Jeg tror på, jeg kan tage den beslutning. Jeg skal ud og handle i dag og have behandlingssamtale. Den der behandler samtale har jeg det ret svært ved. Selvfølgelig er det altid svært, eftersom det er efter konference hvor de har talt om mig og mine issues. Det er altid hårdt. I mit tilfælde er det lidt mere hårdt, eftersom jeg har en noget specielt forhold til min behandler. Jeg kan faktisk ikke fordrage hende. Det er sgu uheldigt. Vi talte om det til gruppe terapi i går. Det er problematisk, når man føler, der mangler kemi mellem ens behandler og en selv. Nu går det jo, eftersom jeg har kontaktpersoner, jeg har stor tillid til. Men når jeg skal i ambulant behandling engang, så er det sgu uheldigt, hvis man får en behandler, man ikke kan med. Altså hvor kemien mangler. Jeg har stødt på problemet før, da jeg gik i terapi et andet sted. Jeg følte, det var helt galt mellem terapeuten og jeg. Der blev argumenteret med, at jeg nok tillagde terapeutens personlighed for stor rolle. Det var nemt for dem at argumentere på den måde. Jeg var jo syg, og det var nok min sygdom der gjorde, jeg følte den manglende kemi og tillagde den for stor betydning. Jeg var og er stadigvæk ikke enig. På daværende tidspunkt fik jeg lov til at skifte terapeut, og det hjalp mig meget at få en terapeut, jeg havde tillid til. Essensen af alt dette er vist, at det kræver sit at være syg… det er så svært at skelne mellem normal og syg adfærd. Og jeg føler, at jeg af og til bliver set på mere som min sygdom…. Den rationelle Bettina er der jo stadigvæk og vil ses også.

Så selvom de generelt er rigtig dygtige til at anerkende mig hernede, så kan jeg godt have en fornemmelse af, at min sygdom fylder meget i billedet af mig. Og i mit hoved er jeg jo stadigvæk ganske logisk tænkende også. Men selvfølgelig er det også en væsentlig pointe, at jeg selv har svært ved at skelne, hvad der er rationelle mig, og hvad der er virkelig præget af sygdom. Hvad er normal adfærd, og hvor præger anoreksien? Pyha, der er udfordringer nok

Stine – mon du skal til Risskov i dag? Du plejer jo at være her om tirsdagen. Jeg håber, du har besluttet at følge behandlingen fortsat. Jeg kunne godt tænke mig at diskutere pædagogisk tilgange med dig. Jeg kan se, dine tanker har kredset om det. Mit indlæg fra i går omhandler også den problemstilling om at kunne agere i dette helvede som både anerkendende personaler og fordømmende – fejlfindende – regelpædagogik.