Efter jul

Nå Bettina – kunne da godt være, du lige skulle skrive en smule blog. Det er så dejligt, når du i stedt for burde skrive opgave. Bum bum. Sidder faktisk på biblioteket og har skrevet noget opgave, så jeg er da på vej J Det skal nok gå. Jeg skifter mellem naiv optimisme og bundløs pessimisme.

Julen er ved at være et overstået kapitel. Det er rart nok. Der er en masse forventninger, der er blevet indløst, og det giver en god fornemmelse. Det er rart ikke at vægne op hver morgen og overveje, om man skal spise det eller det konfekt juleaften. Om 1 portion mad er nok, eller om man burde tage lidt men så tage to gange. Jeg har været fanget i, at jeg rigtig gerne vil have det så normalt som muligt. I gammel tid spiste jeg jo gladelig 2 portioner mad, fordi julemad bare er lækkert. Vore julemad er ikke fed – men ganske glimrende kalkun. På den anden side havde jeg lyst til at køre den stramme tallerken model, så der ikke skulle herske tvivl om, jeg fik, hvad jeg skulle. Nå… det slår mig lige, hvor meget mad snak stadigvæk fylder i mig. Det jeg egentlig bare ville skrive var, at jeg havde en dejlig jul. 

Jeg fik skøn julemad. Jeg fik 2 portioner ris ala mande – som jeg selv havde lavet!!! Det var en stor udfordring at lave det – eller tankerne om det. Da jeg skulle lave det, var det okay nemt, og jeg havde viktor med på sidelinjen, så jeg var sikker på, at det blev lavet med sødmælk og fløde J Jeg fik i øvrigt mandlen!!! Sådan!!! Konfekt og kager gled ned til aften også. Jeg talte dem ikke. Jeg tror, jeg fik, hvad der er passende. Jeg havde desværre kompenseret lidt på forhånd og gjorde det også efterfølgende. Måske er det okay nogle gange. Det var i hvert fald medvirkende til, jeg havde en skøn juleaften og 2. juledag.

I øvrigt en vanvittig hyggelig jul holdt med søster og hendes 4 børn. Deres glæde over julen er bare så ren og så dejlig at få lov at være en del af. Jeg er et julemenneske, og jeg nyder at give og at få gaver. Jeg fik sindssygt gode og tænksomme gaver!

Ja… og så skal jeg til Århus på torsdag og vejes efter 3 ugen uden vægt. Det er sgu potentielt angstprovokerende. Har nok taget på/tabt mig/holdt vægten. Logikken siger, jeg har tabt mig lidt. Følelserne siger, jeg har taget 4 kg. på. Virkeligheden kender jeg på torsdag. Gruer for det. Kunne nok godt leve mit liv uden at blive vejet. Og dog. Ville sgu nok tabe mig alligevel.

Måske har jeg gjort det godt ved at se lidt stort på kostplanen og kaldt 4 stykker konfekt for eftermiddagsmad, eller måske har jeg snydt og kompenseret for meget. Jeg tror mest det sidste. Uanset hvad vægten siger, så har det været en svær tid med masser af overvejelser. Dog ikke så mange selvbebrejdelser. Det er da noget?