kan ikke rumme mig selv

I går var vi i Hobro til mors dag. Kunne egentlig ikke helt overskue det, men jeg ville så gerne afsted. Får jo god energi ved at være sammen med gode mennesker. Og det var fint.. det var det… men der var så meget mad. Det var til brunch. Så ingen morgenmad, ingen frokost, ingen eftermiddagsmag, stærkt reduceret aftensmad og 1/3 senaften. Ja, det koster dyrt med sådan en brunch. Nå ja… og så lige ½ times tid med google og lede efter kalorieindhold i brunchpandekager, som jeg kun kan gætte indhold og vægt på. Ja, det var sgu fornøjeligt. Efter brunch (som altså var hyggelig og fin og uden begrænsende madhandlinger – men masser af tanker selvfølgelig) og vel hjemme igen var jeg træt, træt, træt… og opgivende og ligeglad. Der er bare ikke længere noget, der har værdi. Eller det er jo også løgn, fordi jeg nød jo besøget ved mor og hyggen med de andre.

Men det er bare så hårdt… det hele. Og jeg klynker helt vildt og hele tiden. Kan ikke rumme mig selv. Har lyst til at lave huller, jeg kan sive lidt ud ad, så jeg slipper for at reagere så voldsomt. Forleden kylede jeg leverpostejen og pålæg hen ad gulvet, fordi jeg ikke lige kunne ramme køleskabet. Eller hvad med når jeg drømmer om at kvæle kattene, fordi de er der… eller når jeg har lyst til at nappe bidder af min arm.. bare for at slippe for at være i mig selv.

Det er hårdt og grænseoverskridende for mig at skrive ovenstående. Det er ekstremt ærligt og… ved ikke… farligt. Er jo ikke det menneske… eller det er jeg også. Men jeg er jo også andet… heldigvis! Lige nu fylder det bare alt. Jeg er så bange for at komme til at gøre noget uigenkaldeligt. Tænk hvis jeg sagde noget helt frygtligt… eller gjorde noget helt frygteligt i afmagt. Altså – Viktor giver mig lang snor i tiden; det gør han. Men han er jo ikke lavet af sten. Han kan ikke holde til alt, hvad jeg kan finde på. Det må jeg sige til ham.. måske få ro.

Skal i øvrigt til læge senere i dag. Må have hjælp.