Stress

Det lidt bedre humør varede ikke ved. Jeg nåede lige at observere, at jeg da egentlig var blevet i bedre humør, og så skal jeg da lige love for, det forsvandt. Jeg magter faktisk ikke noget som helst! Det er som om, min krop er gået i stress tilstand. Jeg kan intet. Kan ikke tage stilling til noget. Jeg kan godt snakke, men jeg kan ikke gentage, hvis der bliver sagt ”hva´?” Det er for anstrengende.  Jeg kan godt fortælle, men jeg kan ikke uddybe det. Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn til noget, jeg fortæller, så går det galt. Jeg kan intet! Det er sindssygt hårdt, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal agere i dette. Jeg prøver at slappe af, men når man slet ikke kan kapere noget, så er det altså sin sag. Jeg hiver efter vejret; føler jeg bliver kvalt. Det er psykosomatisk – lægen har lyttet til lungerne.

I går havde vi besøg af svigerforældre. Jeg var ved at græde ofte… kunne slet ikke kapere deres spørgsmål og deres stemning. De er meget negative mennesker; normalt accepterer jeg, at sådan er de bare. Det er jo ikke forkert – bare meget anderledes end mig. I går kunne jeg slet ikke klare det. Det var som om, jeg blev betændt af dem. Altså jeg opsugede alt deres negativitet, så jeg forsvandt helt… eller… det var enormt usundt. Jeg blev så trist og ked af det. Viktor og jeg var i planteforretning efter jord. Jeg skulle gå hen efter en kurv. Kurvehylden var tom, og jeg måtte helt tilbage til udgangen igen efter en kurv. Var ved bare at stille mig op og tude. Kunne bare slet ikke håndtere den frustration det var at gå lidt længere efter en kurv. Viktor sagde efterfølgende, at jeg skulle have bedt ham hente kurven. Men det kan jeg slet ikke, når jeg er i situationen. Jeg kan intet. Kun forsøge at overleve.

Jeg var så trist og i mine følelsers vold i går, at jeg tænkte, at jeg nok var nødt til at blive indlagt på psyk. Jeg kunne intet. Var bare til gene for andre. Er jo ikke et rigtigt menneske, når jeg agerer, som jeg gør i denne tid. Skal så´n passe på, jeg ikke kommer til at ødelægge relationer. Har lyst til selvskade. Gør det ikke – har for meget respekt for Viktor til at lade ham opleve den side af mig igen.

Det er svært at bevare håbet, når livet er så svært, som det er nu. Hvad pokker laver al den stress i mit liv lige pludselig??? Jeg skal jo ikke rigtig noget. Skal skrive bachelor, men den er snart færdig, og den skal først afleveres i slutningen af denne måned. Der er faktisk ikke rigtig noget pres på mig… og alligevel føles det som om, hele verdens byrder hviler på mine skuldre….