om angst

Min kolonihave er mit fristed. Jeg er så glad for at tilbringe tid derude. Jeg behøver ikke okse rundt og lave alt perfekt. Jeg kan sagtens bare tilbringe dagen på langs i min hængekøje.

Forleden opdagede jeg, at der var et par æbletræer, der var halvt visnede. De så ikke pæne ud. Svigerfars dom var svamp – uhelbredelig. Jeg lavede et opslag på Facebook, at hvis man ville fælde dem, så var der gratis brænde. En tidligere veninde hoppede på, og hendes mand ankom med maskinsav og alskens sager. Det var godt, det gik så stærkt, fordi når jeg har opdaget noget forkert, så skal det ordnes lige nu!

Han sms´ede mig dagen efter, at han var taget hjem fra haven, fordi jeg havde et hvepsebo i hækken, og han var blevet stukket flere gange. Jeg blev totalt angst. Viktor og jeg var ved at se et længe ventet tv program, men jeg kunne slet, slet ikke koncentrere mig. Jeg var angst, og jeg anede ikke hvorfor. Senere talte jeg med Viktor om det, men jeg kunne slet ikke finde ud af, hvorfor jeg var så bange og utryg. Min krop føltes forkert og dirrende.

Jeg googlede hvepsebo – og så kom erkendelsen til mig; jeg var angst, fordi noget ukendt og utrygt havde invaderet mit frirum. En lettelse at finde ud af det! Når jeg er angst, kan jeg ikke spise. Jeg føler mig skamfuld og forkert. Så jeg var ekstra lettet over at erfare, hvorfor jeg var angst. Nu kunne jeg spise igen – og tage affære. Når jeg har handlemuligheder, så er det okay. Så kan jeg godt være utryg, men når ikke, jeg kender problemet og dermed løsningen, så panikker jeg. Nu er det okay – og haven er atter mit trygge fristed!