Efter laaaang
tids overvejelse har jeg besluttet, at jeg vil skrive et indlæg om mine tal. Det
er noget, jeg har rigtigt svært ved. Jeg bryder mig ikke om at tænke på min
vægt. Min BMI skræmmer livet af mig. Det tal jeg skal op på, skræmmer livet af mig.
Det er nemmere for mig at forholde mig til og fortælle, at jeg skal øge så og
så meget.
Der er to
ting, der taler for, jeg skal ligge forholdsvist højt i BMI: min alder og min
forhistorie som overvægtig. Jeg ved det jo godt.
BMI er et
tal, der er lavet efter middelværdier. Bredden af normalvægtig er derfor stor.
Det er altså normalt at ligge både lavt og højt. Så langt så godt. Da jeg var
overvægtig, drømte jeg om at have et BMI på 25. Nu synes jeg, det er ekstremt
højt.
… og jeg
lister rundt som katten om den varme grød. Der skal tal på bordet! Jeg er nødt
til at sige tallene højt, så jeg kan undgå, de skræmmer mig så meget.
Here goes.
Lige nu vejer jeg 63,7 kg. Min målvægt er 68,5 – med sejlrende fra 67 – 70. Jeg
skal dog ramme de 68,5, inden jeg må leve efter en vedligeholdelses kostplan.
Min BMI ender på… pyyh… skal lige regne det ud… 23,2. … Det er tallet. Jeg skal
altså forholde mig til, jeg skal veje 68,5 kg og have en BMI på 23,2.
Damn, det er
angstprovokerende. Jeg tror, det er derfor, det er så svært at øge i vægt. Jeg
har jo en sund vægt… udover jeg ikke har fået menstruation endnu, og mine
knoglers tilstand bliver værre. De to ting indikerer, jeg skal ligge højere i
vægt. Men for pokker! Det er svært at anerkende, min krop er undervægtig, når nu
den er indenfor normal BMI.
Nå.. nu er
tallene ude. Lad nu være med at spørge efter min højde. Den har jeg ikke lyst
til at dele. Og jeg ved godt, den er nem at finde ud af ved at regne mit BMI ud….
Fuck det! Jeg er 171 høj. Så er alle tal ude. Jeg håber, det bliver nemmere for
mig at anerkende dem. Jo mere de siges højt, jo nemmere er det… håber jeg.
Hvor er du sej altså, du er virkelig en inspirationskilde uden lige, trods op og nedture. Jeg ved at du nok skal klare den her kamp!
SvarSletDu har min fulde opbakning!
Rigtig mange tak for din anerkendelse. Det betyder rigtig meget for mig. Tak for din tiltro til mig :-) Jeg begynder også at tro på, at jeg nok skal klare det.
SletJeg hæpper også på dig, du har i hvertfald min fulde opbakning, og stort af dig at fortælle om din tal her på bloggen, det ville jeg ikke slv turde.
SvarSletHatten af for det.
1000 tak, Helena. Ja, det var heller ikke en nem beslutning, men jeg vidste, det var nødvendigt for, at jeg komme op og veje det, jeg skal.
SletJeg siger det lige igen - du er så sej! Og du er et vildt stort forbillede, synes jeg. Jeg er ret sikker på, at du ikke er den eneste, der skal ligge på bmi 23 - faktisk har jeg hørt om flere, der skal lidt højere op, før kroppen begynder at fungere igen. Det er bare ikke dem, der råber højt om vægt og bmi - så du er helt sikkert heller ikke den eneste, der har rigtig svært ved det! Og svært ved at erkende det, ikke mindst over for sig selv. Fordi det føles skamfuldt. SELVOM det stadig er et lavt bmi :-) Så virkelig, virkelig fedt, at du deler det! Som sagt - et forbillede! Inspiration, alt muligt godt, er præcis, hvad du er :-)
SvarSletTak for dit smaddersøde og omsorgsfulde svar :-) Det er godt at vide, der findes andre. Og du har jo ret - BMI 23 er jo ikke sindssygt højt eller noget. Det er bare mig, der skal erkende det er okay. Det hjælper rigtig meget, når jeg får det italesat gennem min blog. Så er det mere reelt - og den støtte jeg har modtaget er jo helt fantastisk :-)
SletJeg syntes det er så flot du deler det ud. Tænker det er vigtigt og gør tingene meget mere konkrete. Nogle gange (tit) kommer man bare til at fortrænge tingene så meget at de bliver helt uvirkelige. Så tror det her er et kæmpe skridt frem i den rigtige retning!
SvarSletDu er stærk !
Og hey, der er ingen andre der kan se om dit BMI hedder 21, 23 eller 25. Det er kun en selv der er så dum at hænge i de skide tal
Mange tak for dine ord. Jeg ved, du har ret. Det er mig, der hænger mig i et dumt tal. Det er jo ikke vigtig. Det er vigtig, jeg har det godt, så jeg kan støtte og være der for andre. Kærlighed er vigtig - ikke tal :-)
SletKære Bettina. Hvorfra kommer de 23,2 i BMI? Er det udregnet ud fra en betragtning om alder, højde, osteoporose og manglende menstruation? Jeg er nemlig selv i samme situation: er lige en kende yngre end dig (jeg fylder 36 på torsdag), er 173 cm, har osteoporose i hoften og de fire nederste lændehvivler og har ingen tegn på cyklus. Jeg spørger, fordi jeg bliver nysgerrig efter, hvordan de kommer frem til BMI på 23,2. De anbefalede også mig at øge ud over den normale 20,3-stykker, men der kom aldrig et konkret BMI på bordet. Og det ville jeg faktisk ønske, at der gjorde, så jeg har noget at forholde mig til. Alt andet lige så tænker jeg, at det - på trods af af det er så damn svært for dig at italesætte de dumme tal (godt gået, Bettina!) - vel også kan gøre det lettere at forholde sig til processen????? Kærlig hilsen Anette K
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletKære Anette,
SletDer er ikke noget belæg for at vælge BMI 23. Vi valgte faktisk min målvægt uden at skelne til BMI. Da jeg startede i behandling i sin tid som meget undervægtig, blev vi enige om at sætte målvægten til 64 kilo, fordi det ikke ville give mening, at jeg kun skulle veje omkring de 60 kg. Jeg har aldrig vejet 60 kg i mit liv - altså uden anoreksi - har jo altid været overvægtig. Da jeg først blev henvist til en diætist under min slankekur, vejede jeg 62 kg, mener jeg. Så allerede på den vægt, var mine tanker forskrude.
Da jeg så blev udskrevet med en vægt på 60 kg, blev min behandler og jeg enige om at sætte målvægten højere. Jeg får jo hverken menstruation eller bedre knogler, hvis jeg bliver ved at ligge her vægtmæssigt - og min psyke bliver ikke forbedret.
Og jo - det er godt og forholdsvist trygt at have en målvægt. Det andet er for diffust og forvirrende. Snakker I slet ikke om at sætte din målvægt højere? Det er da vigtigt at have et tal at forholde sig til, så man ved, når man har nået den vægt, så skal man vedligeholde. Jeg regner med, at når jeg har nået min målvægt, så vedligeholder jeg og håber, min cyklus kommer i gang... ellers må jeg jo højere op. Livskvalitet og fysisk velvære kommer før en mager krop.... så´n da :-)
Sikke en lang smøre, men det var pludselig ret motiverende at svare dig :-)
Kære Bettina. Du ved det måske ikke, eller har måske glemt det igen, men jeg er afsluttet fra CFS. Det blev jeg i februar. Nu går jeg i en gruppeanalytisk behandling hos Peter Ramsing sammen med fire andre, som har svært ved livet, men som ikke er spiseforstyrrede. Og nej, vi talte aldrig om, at jeg skulle højere end mindstevægt, selvom man tager osteroporose og alder i betragtning. Det var kun fysioterapeuten, som engang imellem nævnte, at det ville være godt for min osteporose, hvis jeg vejede en fire-fem kilo over mindstevægt. Og et eller andet sted misunder jeg dig lidt, at nogen sammen med dig har taget dette i betragtning og valgt et højere slut-BMI end mindstevægt. Det har været meget svært for mig at give mig selv lov til at veje over mindstevægt. Det kan jeg på ingen måde tillade mig selv. Desværre heller ikke selvom jeg ved, at jeg så nok vil få min menstruation igen og også ville tage hånd om og vare på mine knogler. Men tænk, hvis andre havde givet lov så at sige. Så ville jeg langt lettere kunne leve med at ligge over.
SletOg P.S: Hvor er det dejligt at læse, at du er tilbage og tager kampen op, og at du rent faktisk har fået blod på tanden. Skønt at læse alle de positive sætninger. Tillykke med at du respekterer dig selv nok til at kæmpe. Hvor er det stort! Jeg hepper fortsat på dig. Kh Anette K
SletHej Betina!
SvarSletJeg kan så fortælle dig at jeg på de sidste mange billeder på Facebook faktisk vejer mellem. 68 og 68,5 og guess what... Jeg er også 1,71 høj ;) Så hvis du lige ser dem igennem, kan du se at det ser meget normalt ud - men indefra er det selvfølgelig en helt anden sag. Det der spiseforstyrrelse skal fanme ikke have lov til at styre os længere, vel?
Kh. Kathrine Sanders
Hej Kathrine,
SletDu aner ikke, hvor glad dit indlæg gør mig! Jeg er beæret over, du vil dele med mig - og så tryg. Du ser jo pissegodt ud. Slank og fin. Det er trøstende. Jeg håber, du selv har fundet dig til rette med din vægt - for fandme nej. Vi styrer selv vores liv. Ikke en skod sygdom!
Hvor er det dejligt at jeg kan give noget igen :) Du har jo givet mig mange "los" bagi på dagshospitalet (på den gode måde jo), så nu kan du få lidt retur :)
SletNej, jeg har ikke fundet mig til rette med min vægt, men jeg er nået til et punkt hvor jeg accepterer den. Jeg har stadig meget mave, blævrelår og for store bløde overarme - men jeg bliver også 30 til næste år og så er det okay. Min vægt ligger sådan at jeg kan tabe mig 4-5 kg uden at det gør mig skør i bolden, og jeg tror at det er den tryghed jeg finder. Sådan en slags falsk tryghed, men som virker. På samme måde, som du måske husker at jeg fortalte om under samtalegruppen med at jeg havde en stor tryghed i at have hundredvis af piller liggende, til hvis jeg nu en dag ønskede at tage mit eget liv. Den tryghed gjorde at jeg "overlevede" og at jeg for længst nu har smidt dem ud. Jeg tænker at det er det samme med vægten. Hvis jeg tænker at jeg får "brug for" at tabe mig igen, så er det okay - og det virker faktisk... Så hvis det er, at have fundet sig til rette med sin vægt, så må svaret være ja.
Kh Kath