det går bedre!

Jeg fik endelig lavet min bachelor færdig i går. Fik den printet, uploadet og sendt afsted. Sgu noget omstændigt noget. Men jeg gjorde det uden at flippe alt for meget over stress  Kan ellers ikke kapere særlig meget stress i disse dage. Forleden ved pc, chattede jeg over Skype  mens jeg skrev en besked på facebook og fik en sms, jeg ville svare på. Det blev for meget. Måtte lukke alt elektronik ned og begrave mig med en bog i stedet for. Jeg skal virkelig lære at begrænse mig selv og mine aktiviteter. Jeg ved jo, hvordan jeg bliver påvirket i tiden af for mange input. 

Det er bare så svært, når nu jeg er vant til at kunne jonglere med ret mange bolde i luften og ende med et godt resultat. Jeg synes, det er alt for træls at erkende, at jeg ikke kan klare det samme pres mere. Kommer det nogensinde tilbage? Måske har stress og spiseforstyrrelse skadet mig for altid?

Nåmen, godt jeg skal til Risskov på tirsdag og snakke. Det er begyndt at fylde alt for meget det der spiseværk igen. Jeg bliver påvirket af andres spisning. Var næsten ved at gå til i angst og panik i går, da Viktor proklameredes  han ville til bager. Det er næsten, så jeg synes, han er afskyelig, fordi han spiser. Det magter jeg altså ikke. Manden har et sundt og naturligt forhold til mad. Det skal jeg altså ikke fucke up! Heldigvis kender han mig, og han ved, min første panik forsvinder. Spiste endda en hindbærsnitte i går, selvom jeg oprindelig sagde, han ikke skulle købe til mig, fordi jeg skulle da virkelig ikke have en J

Humøret er en lille kende bedre i dag. Vi har været nede i byen to timer, uden jeg flippede eller fik det dårligt. Nu skal jeg slappe af, men det er jo meget naturligt. Jeg er mere optimistisk med fremtiden. Jeg tror på, det bliver bedre igen. Det er da fremskridt J

depressiv bachelor skrivning

Jeg har været på pinseophold i det nordtyske med Viktor, min søster og hendes mand. 2 dage væk fra bachelor og sygdom – så´n da. Vi blev enige om at lade anoreksien blive hjemme, men den smuttede vist med. Meeen  - spiste altså både isdessert og drak kalorier, så det var okay. Tankerne var selvfølgelig massive… men … ja, det gik. Det var en hyggelig tur. Men jeg opdagede, at man ikke bare sådan kan afmelde alt sygdom og bare nyde. Overordnet gik det godt. Det var rart med pause fra at skrive bachelor og være depressiv

Nu er jeg hjemme. Skriver bachelor og græder. Helt skørt. Katten kræver og kræver. Jeg magter det ikke, så jeg niver min frustration i min arm. Viktor har ikke set mærkerne. Jeg tør ikke vise ham dem. Skammer mig så´n over det. Hvem fanden niver hud af sin arm, fordi hun ikke magter kattens insisterende kælen??? Hvem slår sig selv hårdt i hovedet i frustration over larm??? I do!

Nåmen… det er da i hvert fald blevet tydeligt for mig, hvad jeg flygter fra ved at undgå mad og blive tynd, tynd, tynd. Da jeg var i behandling, nægtede jeg jo at fejle andet end mangel på spisning. Nu mærker jeg, godt nok lige, det ikke er sandt. Jeg magter jo ikke livet. Det der med ansvar og være til… det kan jeg jo ikke. Burde nok lukkes inde. Naaah! Men jeg kan da godt forstå, jeg tabte mig engang… Der blev jeg passet på og pakket ind i vat og frataget alt ansvar. Nu er det der så igen, og jeg magter det ikke. Jeg skal vel lære at tage imod hjælpen, også selvom jeg ikke er helt undervægtig og skør. Gid jeg kunne. Virkelig! Jeg synes, det er for hårdt det her. Virkelig.

Om the bright side – min bachelor er stort set færdig, og mine antidepressive må snart virke!!! Og jeg vil snart på ferie!

det går bedre! (lidt)

Jeg skulle åbenbart helt ned og skrabe bunden, før jeg kunne komme opad igen. Nu har jeg forhåbentlig skrabet bunden. Har det i hvert fald lidt bedre… tør ikke undlade det lille ”lidt”. Tør ikke friste skæbnen. Tænk, hvis jeg skriver, jeg har det bedre, og jeg så får det skidt i løbet af dagen. Nej, så hellere tage lidt forbehold.

Jeg fik en god snak med Viktor. Vi blev enige om, at det der med at stille krav eller forventninger – det er altså ikke lige nu. Selvom jeg bruger alt for lang tid på at spise, så er det ikke lige i disse dage, det skal bekæmpes. Jeg magter der simpelthen ikke. Skal have ro. Jeg forklarede, hvor bange jeg var for at komme til at sige noget helt utilgiveligt. Bare at sige det gjorde, at jeg fik det bedre. når tingene italesættes er de nemmere at reflektere over – og dermed ikke så farlige.

Vi tog så til lægen. Nu skal jeg så trappe ud af de nye antidepressive og skifte over til de gamle igen. Bare det at vi aftalte det gjorde, at jeg fik det en kende bedre. Jeg ved ikke, hvor meget er placebo effekt, og hvor meget er rigtigt. Jeg er faktisk også ligeglad. Jeg vil have det bedre! I går nappede jeg mig selv igen for at undgå at slå ud efter katten. Fuck, hvor er det skamfyldt at skrive. Slå ud efter katten – skriver jeg. Egentlig burde jeg skrive: undgå at kvæle den. For det er det, der er på spil. Den skal lide og dø, fordi den får mig til at føle mig hidsig og magtesløs. Når jeg skriver det, lyder det jo skørt. Jeg kan jo virkelig godt lide min kat – eller mine katte. Men jeg magter dem ikke altid lige godt. Så prøver jeg at magte dem; så vil de have mere…. Og så bliver jeg hidsig, fordi det er urimeligt, de vil have mere.

Jeg er glad for, jeg har valgt ikke at få børn. Jeg ville aldrig gøre noget ondt mod dem – men de sadistiske tanker de er slemmere, når det er børn end mennesker.

Jeg er jo ikke psykopat; jeg tænder ikke på andres smerte; jeg får ikke udløsning ved tanken om at give efter… de sadistiske tanker kommer i affekt, og jeg vil undgå dem. Det kan jeg så gøre ved at give mig selv et ordentlig nap i arm eller bryst. Et blåt mærke er en lille pris at betale.

Men – nu bliver det bedre. det er jo kun, mens jeg har haft det rigtig skidt, at jeg får de sadistiske tanker. Normalt er mit sind ret roligt… og det kommer igen.

… og maden… min mave er normal størrelse igen, så jeg har tabt mig. Ved ikke hvor meget. Har bedt Viktor fjerne batteri fra vægt. Var begyndt at veje mig hver morgen. Nu vejer jeg kiks i stedet for… 

kan ikke rumme mig selv

I går var vi i Hobro til mors dag. Kunne egentlig ikke helt overskue det, men jeg ville så gerne afsted. Får jo god energi ved at være sammen med gode mennesker. Og det var fint.. det var det… men der var så meget mad. Det var til brunch. Så ingen morgenmad, ingen frokost, ingen eftermiddagsmag, stærkt reduceret aftensmad og 1/3 senaften. Ja, det koster dyrt med sådan en brunch. Nå ja… og så lige ½ times tid med google og lede efter kalorieindhold i brunchpandekager, som jeg kun kan gætte indhold og vægt på. Ja, det var sgu fornøjeligt. Efter brunch (som altså var hyggelig og fin og uden begrænsende madhandlinger – men masser af tanker selvfølgelig) og vel hjemme igen var jeg træt, træt, træt… og opgivende og ligeglad. Der er bare ikke længere noget, der har værdi. Eller det er jo også løgn, fordi jeg nød jo besøget ved mor og hyggen med de andre.

Men det er bare så hårdt… det hele. Og jeg klynker helt vildt og hele tiden. Kan ikke rumme mig selv. Har lyst til at lave huller, jeg kan sive lidt ud ad, så jeg slipper for at reagere så voldsomt. Forleden kylede jeg leverpostejen og pålæg hen ad gulvet, fordi jeg ikke lige kunne ramme køleskabet. Eller hvad med når jeg drømmer om at kvæle kattene, fordi de er der… eller når jeg har lyst til at nappe bidder af min arm.. bare for at slippe for at være i mig selv.

Det er hårdt og grænseoverskridende for mig at skrive ovenstående. Det er ekstremt ærligt og… ved ikke… farligt. Er jo ikke det menneske… eller det er jeg også. Men jeg er jo også andet… heldigvis! Lige nu fylder det bare alt. Jeg er så bange for at komme til at gøre noget uigenkaldeligt. Tænk hvis jeg sagde noget helt frygtligt… eller gjorde noget helt frygteligt i afmagt. Altså – Viktor giver mig lang snor i tiden; det gør han. Men han er jo ikke lavet af sten. Han kan ikke holde til alt, hvad jeg kan finde på. Det må jeg sige til ham.. måske få ro.

Skal i øvrigt til læge senere i dag. Må have hjælp. 

.. magter det ikke...

Jeg kan slet ikke finde ud af at være mig i disse dage. Jeg er trist og kan bryde ud i gråd når som helst. Et lille bitte stress moment, og jeg går kold. I går var hel slem. Var oppe på skolen og få vejledning. Det gik rigtig godt. Det gjorde resten af dagen ikke. Var rundt i Aalborg og finde mors dags gave. Der røg min energi. Flyt jer mennesker. Lad mig være.  Hjem til Viktor. Mega skænderi. Han magter mig heller ikke mere. Han aner ikke, hvor han har mig. Jeg er som en bombe. Jeg føler mig magtesløs. Som et dårligt menneske. Bør straffes. Vi fik heldigvis en rigtig god snak og fik aftalt, at vi opsøger min læge. Jeg kan simpelthen ikke holde det her ud. Kan ikke have det sådan her. Det er så hårdt. Jeg er så trist, angst og voldsomt irritabel. Jeg aner ikke, hvordan jeg reagerer. 

Min kusine skulle komme i dag med mand og børn. Vi skulle i haven. Normalt er det jo et drømmescenarie, men jeg kunne tude ved tanken. Magter det simpelthen ikke. Måtte aflyse dem. Det gør mig så ked af det. At jeg er nødsaget til at aflyse noget godt… og til fordel for have? Nada! 

I morges ville jeg tømme tørretumbleren. Tabte en strømpe. Gråd!  Katten miawede. Totalt frustration og kradsen mig selv. Jamen for helvede. Skader jo ikke mig selv mere. Har så stor trang til det. Ville så gerne. Jeg gør det ikke… altså jeg skærer og brænder ikke. Men jeg kommer til at kradse lidt…. Bliver så ked af det. Vil altså ikke have det sådan her.

Måske er det hele fordi, jeg har skiftet medicin. Ville ønske, jeg ikke havde gjort det. Har jo før prøvet at seponere medicinen helt…. Uden held vel at mærke. Men jeg troede, at de her nye mirakel piller var lige så gode. Jeg kan vist godt tro om igen. Stik mig alverdens medicin så jeg slipper for at have det sådan her. Måske kan andre mennesker klare tilsvarende tristhed og angst. Jeg kan ikke. Virkelig! 

Stress

Det lidt bedre humør varede ikke ved. Jeg nåede lige at observere, at jeg da egentlig var blevet i bedre humør, og så skal jeg da lige love for, det forsvandt. Jeg magter faktisk ikke noget som helst! Det er som om, min krop er gået i stress tilstand. Jeg kan intet. Kan ikke tage stilling til noget. Jeg kan godt snakke, men jeg kan ikke gentage, hvis der bliver sagt ”hva´?” Det er for anstrengende.  Jeg kan godt fortælle, men jeg kan ikke uddybe det. Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn til noget, jeg fortæller, så går det galt. Jeg kan intet! Det er sindssygt hårdt, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal agere i dette. Jeg prøver at slappe af, men når man slet ikke kan kapere noget, så er det altså sin sag. Jeg hiver efter vejret; føler jeg bliver kvalt. Det er psykosomatisk – lægen har lyttet til lungerne.

I går havde vi besøg af svigerforældre. Jeg var ved at græde ofte… kunne slet ikke kapere deres spørgsmål og deres stemning. De er meget negative mennesker; normalt accepterer jeg, at sådan er de bare. Det er jo ikke forkert – bare meget anderledes end mig. I går kunne jeg slet ikke klare det. Det var som om, jeg blev betændt af dem. Altså jeg opsugede alt deres negativitet, så jeg forsvandt helt… eller… det var enormt usundt. Jeg blev så trist og ked af det. Viktor og jeg var i planteforretning efter jord. Jeg skulle gå hen efter en kurv. Kurvehylden var tom, og jeg måtte helt tilbage til udgangen igen efter en kurv. Var ved bare at stille mig op og tude. Kunne bare slet ikke håndtere den frustration det var at gå lidt længere efter en kurv. Viktor sagde efterfølgende, at jeg skulle have bedt ham hente kurven. Men det kan jeg slet ikke, når jeg er i situationen. Jeg kan intet. Kun forsøge at overleve.

Jeg var så trist og i mine følelsers vold i går, at jeg tænkte, at jeg nok var nødt til at blive indlagt på psyk. Jeg kunne intet. Var bare til gene for andre. Er jo ikke et rigtigt menneske, når jeg agerer, som jeg gør i denne tid. Skal så´n passe på, jeg ikke kommer til at ødelægge relationer. Har lyst til selvskade. Gør det ikke – har for meget respekt for Viktor til at lade ham opleve den side af mig igen.

Det er svært at bevare håbet, når livet er så svært, som det er nu. Hvad pokker laver al den stress i mit liv lige pludselig??? Jeg skal jo ikke rigtig noget. Skal skrive bachelor, men den er snart færdig, og den skal først afleveres i slutningen af denne måned. Der er faktisk ikke rigtig noget pres på mig… og alligevel føles det som om, hele verdens byrder hviler på mine skuldre…. 

Har ikke kræft!

Bare lige et kort indlæg fra mig. Var ved læge angående kræft angsten. Han beroligede mig men valgte dog at lave en henvisning til gynækolog og blodprøver. Kom til allerede næste dag. Der er ikke  noget tegn på kræft. Det ser fint ud! Ingen kræft! Total lettelse. Måske er min cyklus ved at komme i gang igen. Er så skræmt over det, selvom jeg jo godt ved, det er det sunde og gode. Fik taget blodprøver i dag, hvor man kan se, om jeg producerer de nødvendige hormoner til at få en sund cyklus. Var også oppe i morges og blive knogle scannet. Håber, det ikke blevet værre. Gider virkelig ikke blive pukkelrygget!

Da jeg cyklede fra sygehus, kom jeg til at cykle en omvej. Fik det træls med det. Sgu da for dumt. Ringede hjem og aftalte, jeg skulle tage rundstykker med hjem. Rundstykker har været forholdsvis sikre for mig at spise. Nu er de ved at være farlige igen. Det gider jeg ikke. Spiste fint rundstykker. Tankerne var svære at holde ud efterfølgende. Cyklede ud i haven - selvfølgelig med omvej... Skulle bare læse faglitteratur i solen. Det gik ikke. Måtte luge og være aktiv. Heldigvis er det også ret terapeutisk, så det var da godt for noget. Gad bare godt det var mig, der bestemte og ikke angsten.
Nå, så ringede Viktor og spurgte om, vi skulle spise frokost i byen og sidde ude. Han havde tjekket menukort og vidste, jeg kunne spise der. Kunne ikke sige nej til ham, når han nu havde gjort det så godt. Det var godt, jeg sagde ja. Det var så hyggeligt at sidde i solen og spise. Sandwich gled ned.... Godt nok på bekostning af eftermiddagsmad. Ja ja. Rom blev ikke bygget på en dag. Nyt er eet dog, jeg har motivation en gang i mellem. Den er hurtigt væk igen, men det er længe siden, den overhovedet har været her.

Skal til samtale i Risskov 11. juni ved gammel behandler. Det er okay. Har dog panik tanker og vanvittig lyst til at tabe mig, mens jeg kan. Heldigvis ved jeg jo, hvilken kamp det er at komme op igen, så det afholder mig fra at gøre dumme ting.

Så - alt i alt er det en god dag :)