Hvor er det en depri dag. Jeg sætter store spørgsmålstegn ved mig selv og mit væsen. Jeg er ikke sikker på, jeg egentlig er det menneske, jeg tror, jeg er. Kæmpe identitetskrise vist. Og af en meget eksistentiel karakter. Hvem er jeg egentlig? Jeg var ved at gå til i bussen. Var en tidsindstillet bombe. Jeg skriver var, jeg mener i virkeligheden er. For det er det, der er grundlæggende i denne krise/møgdag. Jeg føler, min lunte er så kort, at jeg kan gå af hvert øjeblik, det skal være. Måske pander jeg hende en, der bliver ved med at støde ind i mig. Måske sparker jeg til ham foran mig, der vover at lugte fælt. Måske går jeg helt amok på de idioter i toget, der skal fylde to sæder. Hvad fanden sker der for mig? Jeg er så hyper sensitiv, at jeg ikke er sikker på, jeg bør være blandt mennesker. Jeg tvivler på, jeg pludselig flipper ud på en sagesløs fremmed. Og hvis jeg endelig lukker lidt ud, så foregår det tilpas passiv aggressivt, så de vil næppe opdage det. Men det er så skide hårdt at være i mig, når det står på. Jeg føler mig som et så dårligt menneske. Hvad har jeg gang i? Jeg er nok slet ikke det menneske, jeg tror, jeg er. Jeg er ikke en menneskekender. Hvad bilder jeg mig ind, at jeg ender noget til mennesker og deres følelser? Empati min bare. Det er jo bare mig selv, jeg har projiceret over i andre. Jeg aner hat om, hvem de er.
Klog? Ja, det tror jeg af og til, jeg er. Jeg er vel bare middelmådig. Hvordan kan jeg tro, jeg er klog? Jeg aner jo ikke en skid. Er ved at gå amok, mens jeg læser lektier. Kan ikke koncentrere mig om det. Er så opmærksom på alt muligt andet. Den mindste lyd får mig til at ville begå mord. Jeg fatter ikke det læste, fordi jeg er så opmærksom omkring mig. Prøver at være i min krop og afgrænse mig fra andre. Det hjælper ikke. Jeg magter det ikke. Kan sgu godt være, jeg skulle have lavet de der øvelser i kropsterapi.
Vi har lige haft forelæsning om kritisk teori. Mit verdensbillede har så ændret sig drastisk. Min holdning har altid været, at hvis man skal være kritisk, så skal man sgu have en løsning; ellers er det ikke okay. Det er i min optik pisse nemt bare at være kritisk, når man ikke bliver opkrævet et løsnings forslag. Dette synspunkt gennemsyrer altså mit liv ret meget. Det er ikke bare i nogle forhold. Det er helt ned i det helt basale. Hvis du ved, hvad du ikke vil/hvad der er skidt, så skal du fandme også vide, hvad du vil. Det andet er for nemt. Dette afspejles jo desværre også i mine relationer. Jeg vil godt ligge ører til deres kritik; men det skal sgu være konstruktivt. De har værsgo at diske op med en løsning samtidig. Ellers kan de klappe kaje. Øv, det er jo endnu et argument i, jeg er et dårligt menneske retorikken. For fucks sake!!!
Min verden er helt brudt ned. Det jeg troede var almen sandhed, er så bare min sandhed. Jeg fremlagde det jo for klassen, da jeg undrede mig ret meget over de der skide kritikere, at de ikke havde en løsning. Det er jo fint at fremhæve, at verden er af lave og argumentere for det; men de må da have et forslag til noget bedre. Den holdning var jeg så pænt alene med. Altså på den måde at underviseren syntes, det var okay ikke at have en løsning. Der er godt nok nogle ting, jeg skal have vendt til terapi og have fundet ud af, hvordan fanden jeg så skal forholde mig til verden og mig selv på. Jeg vi jo gerne være et godt menneske, men det er jeg slet ikke. Og hvordan får jeg det vendt rundt?
Så når mine tanker en sjælden gang ikke er på mad, så er de så på dårlig menneske argumentet. Har mest lyst til at gå i hi. Væk fra alt og alle. Jeg er bange for, hvad jeg begiver mig ud i. Bange for, at jeg eksploderer… lige pludselig kan jeg nok ikke styre mig. Mon det er panik, fordi jeg føler, jeg har sluppet kontrollen. Er min ekstreme selvkontrol måske en måde at beskytte mig selv og andre fra min Hulk lignende vrede. Det er sgu ikke en helt dum tanke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar