Engang var jeg verdens bedste biblioteks studerende. Jeg kunne det hele. Jeg var den bedste til alt. Det lyder hårdt, men det hele gik som en leg. Jeg betvivlede ikke egne evner. Kunne jo klare det hele. Var vellidt. Kunne slet ikke tro, at jeg kunne være andet. Intet mindre end superwoman var jeg. Der var dog et lille bitte problem. Jeg kunne ikke åbne dørene – de var for tunge. Jeg kunne ikke spise mad; det var for farligt. Jeg kunne bruge lang tid på at overveje transport. Jeg kunne ikke tolerere fejl.
Det var mig engang. Nu er jeg en helt anden. Jeg er stadigvæk mig selv helt inden i. Dn personlighed der kommer til udtryk har nok ikke forandret sig så meget i de andres optik. Men jeg synes da godt nok lige, jeg har forandret mig. Og ved I hvad? Det er sgu hårdt ikke at være superwoman mere. Det er til gengæld fedt at være i stand til at åbne døre igen J Man kan nok ikke få det hele. Måske er det heller ikke en naturlig rolle – den der superwoman rolle.
Nah… har det sgu egentlig okay. Skal bare vænne mig til det her nye hylster og det, det indebærer. Og det er bla en erkendelse af, jeg ikke er perfekt. Og det er ikke verdens undergang, hvis ikke jeg er elsket af alle. Nej, det er det ikke! Uanset hvad den dumme hjerne forsøger at sige. Eller måske er det anoreksiens spæde og forførende stemme, der lige kommer til udtryk….. forsvind
Ingen kommentarer:
Send en kommentar