anerkendelse, ja tak

Jeg har overvejet, om ikke jeg skulle begynde at skrive blog hver dag og så bare skrive, hvad der lige fylder i mit hoved lige nu. Ellers tror jeg, jeg fastholder mig selv i noget anorektisk, som jeg ellers er ude af. Jeg gider ikke have som fokus længere, om jeg får for lidt eller for meget. Nogen gange vil det selvfølgelig fylde, og det er okay. Jeg anerkender, at det der med at spise bare fylder mere i mit liv end i andres. Jeg vil ikke dunke mig selv oven i hovedet over at have svært ved at vælge. Oftest vælger jeg det rigtige, og hvis jeg vælger forkert, så er det ganske lidt. Jeg vil ikke forbande mig selv for at bruge alt for lang tid på at overveje, hvor mange kcal der er i Smirnoff Ice. Jeg værdsætter det som værende en del af mit liv – en besværlig del, jo tak. Men det er en del af mine livsbetingelser lige pt, og det er i orden. Jeg anerkender mig selv og mine handlinger som værende okay!

Ja sgu!

Jo, man er positiv. Har været i Århus. Glemt at tage på igen. Skal sgu vist bare veje det her i noget tid, inden jeg er klar til næste ryk. Jeg har det nogenlunde okay med mig selv. Syns, jeg er chubby, men det er okay at være det. Jeg vil ikke være tyndere. Jeg har det godt med mit liv, min kæreste, min familie og mit studie.

Tingene er ikke nemme som ved et tryllekunst. Jeg kæmper for at holde fast i det gode. Men nu er det ikke mig mod mig – nu er det mig med mig og kæreste mod sygdom.

Håber, I der læser med kan oparbejde samme anerkendelse af jeres kamp over for jer selv. Vi skal være lige så gode ved os selv, som vi er mod andre!