En forespørgsel angående min vægt har sat tankerne i gang. Jeg
er ikke fornærmet over at blive spurgt; jeg kan jo bare svare nej J Mine tanker går i to
retninger. På den ene side er jeg nysgerrig for at vide, hvorfor min vægt er
relevant. Det er selvfølgeligt fint at vide, nogenlunde hvor jeg er på skalaen. Jeg mener at have skrevet, at mit bmi er inden for det normale. Jeg tænker
også, om jeg mon ikke vil skrive min vægt, fordi jeg skammer mig. Faktum er jo,
at jeg trods normal bmi skal øge med 5 kg, fordi mine tanker stadigvæk er så
prægede af anoreksi, og jeg har ikke fået min menses endnu. Nogle gange når jeg
bliver vejet, så skammer jeg mig faktisk. Hvad bilder jeg mig ind at lege syg,
når det er tydeligt, at jeg er normalvægtig. Come on Bettina - det er et tal! Et tal!!!
Nåmen, den vægtigste grund til, jeg ikke skriver min vægt
er, at jeg egentlig godt gad, at fokus ikke var så meget på vægten. Vi ved jo
alle, at man kan være lige så forstyrret angående spisning, om man vejer 45 kg.
eller 85 kg. Alligevel bedømmer vi/jeg ud fra folks vægt. Det er da fjollet! Folks vægt eller bmi
siger jo ikk ret meget. Hvis det er altså for højt eller lavt, så er det sundhedsskadeligt,
men ellers er det jo bare statistik. Flertallet vejer indenfor normal bmi –
derfor er det sat, som det er. I Kina tror jeg nok, grænserne er lavere, fordi
folk er mere petit dernede.
Har læst flere bøger omhandlende anoreksi, hvor det
irriterede mig vildt, at de ikke skrev deres vægt. Så jeg er ikke en dyt bedre
eller værre end alle andre. Jeg vil helst vide alles vægt i hele verden – eller
deres bmi, så jeg kan sammenligne mig. Er jeg mon tykkere eller tyndere. Det er
bare en umulig opgave at vurdere. Vi er jo forskellige. Der er noget læring for
mig.
Nå, sikke jeg rabler. Jeg er altså ikke fornærmet eller
synes, det er et dumt spørgsmål at spørge til min vægt. Det satte nogle gode
tanker i gang, men jeg gad da godt vide, hvad der fik dig til at spørge? –
altså ikke for at udstille dig eller noget J
Er glad for du læser med!
Ja..
SvarSletSikke et emne.
Noget der er så vigtigt, men man vil alligevel gerne slippe den.
Det er fandme et stort dilemma.
For nogle er vægten vigtigt, andre bmi'en, og for de tredje er det maden/reglerne.
Hvorfor bliver man så afhængig af det?
Fordi det er en f*cking skod sygdom!
Jeg kan ikke forstå det, jeg føler det er mig der tænker sådan.
Men jo mere man indser at det er en sygdom, jo nemmere vil det være at slippe det.
(Meeen, kampen er så hård!)
Mht. en spurgte efter din vægt, så er det et rigtigt stort spørgsmål for mange med en spiseforstyrrelse, en meget følsomt emne!
Du satte også lige min tanker i sving.
kh heidi
www.nofingersbetween.blogspot.com
må nok indrømme lidt, at det for mig nok er vægten. altså tallet. men nok også alle de andre ting. for ja det er jo bare et tal, men så aliveller ikke, for mig. for ville godt være den tynneste, når jeg er sammen med folk. men efter at jeg har taget omkring 7kg på. så ville jeg stadig være det, et eller andet sted. men jeg ville det ikke så meget mere som jeg har ville.
SvarSletog kampen er så hård!!
//sarah-line
imellemdigogmig.blogspot.com