Nå, så er det vist snart tid til et reality tjek. Viktor ville
snakke seriøst i går. Han synes, jeg taber mig og spiser mindre og bliver mere
og mere begrænset i mit liv. Han er så ked af, at jeg ikke lige får det sidste
med – de sidste kg – så jeg kan komme videre og fokusere på andre ting end mad.
Han mener, jeg måske kunne trænge til hjælp udefra for at nå i mål. Jeg er
bange for, der ikke er hjælp at hente. Jeg tror ikke, verden kan hjælpe mig. Jeg
tror, det skal komme inde fra. Hvad mere kan jeg lære? Jeg ved jo alt (hmmm…. Lidt
for grandiost?) Men – jeg fungerer jo okay psykisk. Jeg spiser lykkepiller,
og de gør, at jeg ikke er så sensibel
angående sanserne. Mit liv fungerer jo på næsten alle områder. Bare det skide
mad der er så svært at få til at gå op i højere enhed med hverdagen.
Jeg synes, det er så svært! Ingen tvivl om jeg skal i gang
igen, men jeg vil så gerne bare udskyde det lidt endnu. Vi har lavet aftaler
for fremtiden. Jeg håber, de bliver glemt igen. Jeg har fået trumfet igennem,
at aftalerne først træder i kraft, når jeg er blevet vejet. Jeg tør da slet
ikke lave ændringer, når jeg ikke aner, om jeg har taget på eller tabt mig. Jeg
tør faktisk ikke tage det sidste på. Dog er der en forskel denne gang i forhold
til sidst. Jeg er også bange for at tabe mig. Før var jeg ligeglad – bare jeg
ikke øgede. Nu vil jeg helst bare blive, hvor jeg er. Det kunne jeg også. Jeg er
jo indenfor okay bmi, og menstruation overlever jeg nok at undvære. Jeg er bare
bange for, jeg ikke kan blive her. Mere vil have mere. Og jeg hakker mere og
mere af, samtidig med jeg bliver mere og mere begrænset i mit liv og mine
tanker.
Jeg troede, jeg var kommet længere. Jeg er kommet langt –
ingen tvivl, men der er altså stadigvæk lidt vej i mål. Det er bare en ensom
vej, fordi jeg ikke tror, jeg kan hjælpes af noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar