Jeg gad virkelig godt skrive et indlæg, hvor der slet ikke var fokus på
mad. Jeg er så træt af mad. Alt er bare – MAD … hele tiden. Mine tanker
beskæftiger sig ikke med ret meget andet. Lige fra jeg vågner. Jeg tror, det
skyldes, jeg er nødt til at ændre mine vaner.
Normalt spiser jeg altid a38 til
morgenmad. Det er totalt tryg spise for mig. Hvis jeg kunne, spiste jeg det
altid til aftensmad også J Det er ikke
tilladt, så jeg gør det ikke så tit. Nåmen, nu ska jeg jo så tidligt op og i skole.
Er ikke sulten kl. 6.30, så jeg må vente med at spise morgenmad. I gamle dage
spiste jeg a38 i toget. Det var helt skørt. Tog ½ time og blev gjort med teske.
Det vil jeg ikke tilbage til. Vil ikke spise a38 i toget! Spiser rugbrød og
banan i stedet for. Det er okay, men det fucker mine tanker op.
Synes pludselig
heller ikke, jeg bør have formiddagsmad, når nu PepsiMax smager bedre…. Og når
jeg skal spise ude i aften, behøver jeg jo heller ikke eftermiddagsmad. Så´n
kører mine tanker non stop. Jeg planlægger, hvor jeg kan spise mindre og
mindre. Jeg ønsker egentlig ikke at blive mindre; at tabe mig. Men jeg har godt
nok svært ved at genfinde motivationen til at øge det sidste. Vil gerne have
min menses igen… og vil bare overhovedet ikke have den igen.
Fuckin ambivalens.
Hvornår er det lige, det bliver nemmere??? Hvornår er det lige, jeg ikke skal
bekymre mig non stop om mad. Jeg skal følge planen! Jeg ved jo godt, at
tankerne bliver nemmere, når jeg følger planen…. Det er bare så skide svært.
Synes ikke, det bliver nemmere, selvom jeg er blevet det lovet.
Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig en opmuntring.. Men jeg kan godt følge dig..
SvarSlet"Skal jeg spise ude i aften - ja så behøver jeg ikke lige frokost...."
Alt i alt er du jo på vej..
DU vil gerne videre, men spiseforstyrrelsen vil ikke. Så det er nok ikke til at undgå at føle sig temmelig skitzo!!!
Jeg tror det tager TID at blive fixet. Men så snart DU (ikke spiseforstyrrelsen) vil.. Så kommer det <3
Man får at vide at det bliver nemmere og bedre.. Men det gør det ikke over night.. Ligesom at man heller ikke endte, der hvor man er endt; med en spiseforstyrrelse, over night..
Undskyæd hvis min kommentar er helt hen i vejret og langt fra dine tanker.. Det var blot mine tanker efter at have læst dit indlæg :o)
SvarSletDine tanker er helt relevante; det er opmuntrende at læse, så tak for det :-) Og det er en god pointe, at det tager tid - sf kom heller ikke over night, som du skriver. Det er væsentligt. Takker :-)
SvarSletDin "madkamp" er alt for genkendelig.
SvarSletJeg er selv i den situation at jeg helst levede af yoghurt hele dagen lang fordi det føler jeg min tryg ved og jeg føler ikke det fylder mig op, som andet mad kan gøre.
Desværre kan jeg så også godt mærke på min krop når jeg gør det.
Jeg får ondt i maven, dårlig mave og tit ender det med at kroppen SKRIGER på "almindelig" mad også er der et ædeflip på vej som er efterfulgt af 1 til flere opkastninger.
Hvordan finder man balancen når mad er noget der skræmmer mere end det gør godt?
Madkampen bliver heldigvis nemmere. Det er helt klart blevet bedre for mig, efter jeg følger kostplanen. Det kan godt være, jeg ikke altid får det hele, men jeg får rigtig meget af det, og jeg slipper for mange diskussioner. Til frokost skal jeg have rugbrød. Ingen diskussion der. Kan godt være, jeg får skrabet smørret lidt, men jeg får rugbrød. 1 sandwich ude svarer til min frokost. det kan jeg godt spise. Måske kommer jeg til at bede om en kyllinge/bacon uden bacon :-) - men jeg får en sandwich.
SvarSletDet at kostplanen hjælper mig til at spise alsidigt gør også, at jeg ikke craver noget specielt mad. Da jeg spiste allermindst, cravede min krop trøfler. Jeg kan ikke fordrage trøfler og har aldrig brudt mig om dem. Min kop hungrede bare så meget efter energi. Nu slipper jeg som sagt for den slags, og det er en lettelse. Mit liv er i det hele taget blevet nemmere, efter jeg besluttede, det var forbudt at kaste op. Det var bare ikke en mulighed længere. Slut! Det var en lettelse.
Har lært i Risskov, at middelvejen er bred. Man behøver ikke spise vildt meget eller vildt lidt. Det der med at leve i ekstremerne er fortid. Middelvejen er bred, og der er plads til udskejelser. Fordi man spiser kage en dag, behøver man ikke gøre det næste dag. Livet er ikke enten eller :-)
Hvor er alt dog nemt i teorien :-) Godt nok noget andet, når man står i det, men måske hvis man bliver ved at gentage det for en selv og andre, bliver det nemmere en dag