skumle bagtanker

Der er vist bagtanker med alt. Det er svært at fejle en sygdom som anoreksi, uden den stikker sit grimme fjæs frem alle steder. Tror altid, jeg vil høre dens stemme. Heldigvis tror jeg, at jeg med tiden kan gøre den til en ligegyldig hvisken – og måske forsvinder den helt en dag. Det kunne være rart at tænke på noget på tingens egne præmisser – uden at skulle blande spiseforstyrrede tanker ind i det.

Jeg tror, et er nemmere at forstå med konkrete eksempler; jeg havde meldt mig som indsamler til Red Barnet i søndags. Min hovedtanke var at det var en god gerning, og der manglede folk i Randers. Min næste tanke var, at jeg skulle sørge for at få en besværlig rute med masser af trapper, så jeg rigtig fik forbrændt kalorier. Skal da så lige love for, jeg fik trapper. Jeg gik så mange etager, at jeg til sidst seriøst overvejede, om jeg kunne holde til det. Mine knæ begyndte at gøre ondt, men jeg blev ved. I 2½ time gik jeg på trapper. Ruten var kun knap en km., så der var en del opgange.

Men altså – præmissen at samle ind var jo god. Det er godt at gøre noget godt for andre. Motionen er også rar – det er klart. Desværre overskyggede anoreksi, fordi det kom til at fylde rigtig meget for mig. At gøre en god gerning blev sat i baggrunden, og jeg var i stand til at overbevise mig selv om, at jeg kun samlede ind af selviske årsager. Lidt øv.

I dag var vi i Århus. Jeg skulle til sygehustjek. Igen brugte jeg masser af tid på madtanker. Vi drak en kaffe latte til formiddag. Det har jeg gjort før som erstatning til mellemmåltid, og det er helt legalt. Desværre kunne jeg ikke nyde den, fordi jeg havde travlt med at tænke, hvor meget jeg skulle levne, og hvilket måltid det skulle gå ud for osv osv. Det er fint, at min spisning er mekanisk, fordi jeg på den måde får rigelig med mad, men det er et meget rigidt system.

Men – trods alt så havde vi en hyggelig tur i Århus, og vi fik talt om indsamlingen, fordi Viktor jo også havde set både gode intentioner og de mere skumle bagtanker.