Fuldstændig tankekaos

Jeg synes, jeg er ved lidt bedre mod i dag. Jeg er knap så trist. Måske pga vejret. Der er ikke så gråt i dag som ellers. Der sneer endda en smule. 

Min dag startede ellers ikke optimalt. Jeg skulle i skole. Har virkelig overvejet mange gange frem og tilbage, om jeg burde tage i skole. Vi har jo eksamen opgave hængende over hovedet, og den stresser mig. Så det ville være fint at blive hjemme og skrive. Undervisningen er alligevel bare powerpoint og opsummering af det læste. Ikke særlig interessant, men det duer jo ikke at pjække fra det hele. Og selvom dagens undervisning er domineret af power point, så er der jo alligevel plads til at blive klogere gennem diskussioner. På den anden side ville det også være vildt dejligt at få påbegyndt opgave, så jeg ikke skal stresse så meget.

Skal – skal ikke.

 Maden bliver blandet ind som argument. Når jeg er i skole, kan jeg som regel slippe af sted med at spise mindre. Det bliver desværre et argument for at tage derop.

Jeg ender altså med at cykle på banegården. Jeg skynder mig at stemple mit kort, så jeg ikke kan skifte mening. Skæbnen vil så, at toget er så forsinket, at jeg vil komme ret meget for sent. Så pludselig er der altså ikke meget, der taler for at tage i skole.. udover mindre mad. Og jeg burde jo. Jeg skal jo også til eksamen i de fag. Det er ikke okay overfor de andre…. Bla bla. På den anden side har jeg ondt i halsen. Er måske ved at blive lidt småsløj. Burde jeg så ikke blive hjemme og passe på mig selv i stedet for at være ude i kulden, bare fordi jeg så kan spise lidt mindre.

Jamen altså!!! 

Fandme svært at være Bettina i alle de tanker. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Hvordan kan jeg vælge det sande, når jeg ikke kender alle konsekvenserne. Endte i øvrigt med at cykle hjem og sidder nu og er godt i gang med opgaveskrivningen J

Ved godt, det er en lang og kedelig beskrivelse af nogle øjeblikke i mit liv; jeg vil bare gerne tydeliggøre, hvor bøvlet det nogen gange er. 

Mon det er normalt at tænke så meget…..

gråt i gråt

Jeg synes, livet er en kende hårdt i tiden. Der er ikke noget konkret, jeg kan hænge det op på. Det føles bare lidt op ad bakke. Egentlig er alt jo ret fint, når man ser på det. Viktor og jeg har det forrygende. Der er snart jul. Skolen kører fint. Så langt så godt. Men når man så kradser lidt i overfladen, så skal man ikke langt ned, før tingene bliver svære. 

Viktor og jeg var ved sexolog i går. Det var følelsesmæssigt hårdt. Emnet drejede sig om lyst. Det har jeg jo ikke rigtig noget af. Samtalen drejede sig meget naturligt over på anoreksi. Hun begyndte så at spørge ind som en anden nybegynder. Jeg magtede det faktisk ikke. Havde ikke lyst til at snakke om, hvorfor det er så svært at have et ordentligt forhold til min krop. Hvorfor det er så svært at veje lidt mere; at smøre lidt ekstra smør på, at spise ude osv osv. Jeg synes, det er super ubehageligt, når fagpersoner på den måde prøver at forstå noget andet. Det de siger, giver måske okay mening, men når det ikke harmonerer med det, jeg har lært, så mister jeg altså både tålmodighed og respekt. Jeg skulle selvfølgelig have sagt noget til hende i stedet for at sidde og blive mere og mere indesluttet. Men nej, nej.

  Man er vel en høflig én, der meget nødigt vil såre andre.

Nå…. Skole. Det går jo fint, men jeg mærker stress pga kommende eksamen. Jeg er i tvungen gruppe denne gang, og det er altså lidt svært. Jeg kommer til at skubbe mine alt for høje ambitioner og krav over på de to andre, og det er jo slet ikke meningen! Er sgu ikke så god til at håndtere stress og krav, som jeg har været. 

Mon det er en skade, der bliver for evigt? Eller kan jeg måske mindske den med tiden.. Håber jeg.

Nå ja og så julen. Jeg elsker jo julen, lysene og hyggen…. Men så er der jo lige det der med maden…. 

sunday bloody sunday

Søndag. Jeg har virkelig aldrig været god til den dag. Den er forbundet med så mange dumme følelser, som er svære at slippe af med. I dag er da så speciel dum, fordi der er møgvejr udenfor. Regn og storm. Har altså svært ved at se det hyggelige i det! Til gengæld love vejrudsigten bedre tider – sne og sol! Se det er godt for en vinter depressiv sjæl J

Har lige overstået morgenmaden som stod på rundstykker. Temmelig udfordrende men jeg ville! Vil sgu ikke lade noget skørt tal eller skøre tanker styre, om jeg skal spie rundstykker eller ej. Har lyst til at løbe eller gå en laaang tur. Så er det jo egentlig meget godt, der står ned udenfor. Det kan da holde mig inde.

Hov – havde taget på forleden. 600 gram på en måned. Ikke storslået – men dog bedre end hvis vægten gik ned ad. Jeg fik lægen til at skrive min vægt ned, så Viktor kunne se, det var rigtigt, jeg havde øget. Han er ikke altid sikker på, jeg siger sandheden, når det drejer sig om sygdom. Og jeg forstår ham jo til dels godt. Jeg har gennem tiden været lidt løgnagtig i forhold til spisningen. Jeg synes dog aldrig, jeg direkte har løjet… men jeg har lavet mange svingærinder, så jeg forstår godt hans skepsis. Men faktisk har jeg aldrig løjet om vægten! Never! Det er da noget J Jeg vælger at konstatere, at Viktor har fuld tillid til mig, men han har knap så meget tillid til anoreksien, og det kan jeg jo egentlig godt forstå.

Ingen planer i dag udover lektier. I morgen står den på gruppearbejde. Tvungen gruppe arbejde. Vi skal være i gruppe til at skrive en eksamens opgave. Det er anderledes. Jeg er jo vant til at arbejde selv. Magter ikke rigtig grupper længere. Arbejder bedst selv i mit tempo og mine metoder. Er heldigvis i gruppe med to gæve kvinder, der synes, mine idéer er fine J Skal dog virkelig passe på ikke at dominere for meget. Sgu en mærkelig kovending, jeg har taget. Da jeg læste til pædagog var jeg totalt introvert og sagde meget lidt i gruppesammenhænge. Nu er det så lige omvendt. Meget sigende om mit generelle liv egentlig. Før var jeg ekstrem b-menneske – nu vil jeg gerne tidligt op. Før elskede jeg store portioner – nu… ja J Før var jeg sofa kartoffel – nu bevæger jeg mig helst hele tiden.

Og tænk jer – Viktor har holdt ved mig hele vejen. Det må da være kærlighed J J

vintertræt

Jeg så noget i tv i morges  om vintertræthed og vinterdepression. Jeg er ikke i tvivl om, jeg har problemer om vinteren. Jeg mangler lys og varme så meget! Jeg er ikke decideret deprimeret. Jeg er sortsynet og energiforladt – men ikke egentlig depressiv. Jeg har ingen selvmordstanker, og jeg ser stadigvæk lyst på fremtiden; om end målet sgu virker lidt langt væk.

Og hvordan kurerer man så sådan noget vinter nedtur? 

Journalisten, der havde skrevet bogen, plæderede for motion, sund kost og lys – masser af lys. Jeg synes, jeg forsøger alle tre ting. Jeg er så vidt muligt ude, når solen skinner. Jeg får motion, sådan som jeg må, og jeg spiser i hvert fald sundt. Kender ikke til lysterapi. Synes, det er mange penge, hvis jeg skal ud og investere i en lys lampe, hvor virkningen ikke er dokumenteret.

Hmm… må jo bare overleve efterår/vinter. Skal bare sådan passe på. Være forsigtig. Ikke starte på noget dumt, som jeg ikke kan overskue. Det er altså nu, jeg skal være flink og følge min kostplan. Jeg skal ikke begive mig ud i store skænderier. 

Skal vel bare passe på. Bare svært når hele min krop skriger på udløsning. Er sur og gal på alle. Der skal seriøst intet til, før jeg sender folk dårlige tanker. Sad eksempelvis ved siden af en ung fyr i toget i går. Han tillod sig at spise stinkende tomatchips. Og ikke nok med det. Han smaskede!!! 

Jeg tog mig selv i at sende ham onde øjne J Jamen, altså! Det er jo ikke sådan, jeg har lyst til at være. Er jo normalt et omgængeligt menneske med står tålmodighed og næstekærlighed overfor andre. Så opfører jeg mig pludselig, som om jeg var en sur gammel mand!

Øv, pludselig synes vinteren lang, trist og grå! Håber på snarlig solskin, så jeg kan besøge min fantastiske koloni have. Det bringer nemlig det gode humør frem. Hey  - så er håbet om bedre tider intakt J

Skal i øvrigt vejes i morgen. Har virkelig ikke lyst. Træt af fokus på vægten. Magter jo for pokker ikke at 

tage det sidste på!

magter nada....

Jeg tror, jeg har den mest elendige dag i lang tid. Gid det snart gad blive nat, så jeg kan sove, og der kan blive morgen, hvor det hele forhåbentligt ser meget lysere ud.

Jeg er træt, ugidelig, sur og mangler energi. Magter intet. Gider slet ingenting. Alt er bare… skod!!!

Mennesker skal flytte sig, så de ikke går i vejen for mig.

Folk med rollator bør blive hjemme.

Rygning og bappen på damp cigaretter skal forbydes.

Jeg skal ikke tage stilling til skide aftensmad.

Hvis jeg ellers stadigvæk fik min menstruation, så ville jeg mene, jeg led af alvorlig pms i dag. Gad vide om kroppen stadigvæk producerer hormonerne, der giver pms, når jeg ikke har menstruation? Nok ikke. 

Burde også snart tage den vægtøgning, så jeg kan blive kvinde igen. Måske har manglen på menses noget at gøre med mangel på sexlyst… Det er sgu nok ikke helt utopisk at tro på.

Anyway…. Crappy, crappy dag.

En eller anden – start et skænderi med mig, så jeg kan få lov at rase ud.

Eller – lad være. Kommer nok til at sige en masse, jeg ikke mener…. Burde starte en slåskamp. Nogen der vil slåsse???

Test

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4068939/?claim=6n84v5wxm5y">Follow my blog with Bloglovin</a>

Tør jeg uploade billeder...

Har overvejet noget tid, om jeg burde uploade et par billeder fra før, jeg blev indlagt. Jeg tror, jeg vejer et par kilo mere her, end da jeg blev indlagt. Billederne skræmmer mig... men de forfører mig også. Derfor jeg er lidt bange for at se på dem. Jeg kan jo godt se, jeg ser frygtelig ud. Jeg er jo bare sener... men kontrollen! Jeg kommer aldrig til at se sådan ud igen! Jeg bruger nemlig også billederne, når jeg har svært ved at spise. De hjælper mig til at spise, da jeg virkelig ikke ønsker at se sådan ud igen. Bruger dem som motivation.
Men på en syg, syg måde er det en smule tilfredsstillende, at jeg rent faktisk har haft kontrol nok til at komme til at se sådan ud. Men... på den anden side kan jeg godt huske, hvor svært det var for mig at lade Matias købe Bornholms største is. Og på den anden side var det svært tilfredsstillende at opleve, at jeg brugte en mindre t-shirt end ham. Sick - I know... men det er sgu en dum irrationel sygdom. <jeg prøver bare at være ærlig....

lidt mere om mad

Mit sidste indlæg var vist en kende negativt J

Men det giver jo egentlig bare et billede af, at det faktisk er rigtig svært at lide af en spiseforstyrrelse.

Altid trækkes man i to retninger.

Jeg har bare ikke lyst til at skulle leve på den måde resten af mit liv. Jeg synes, det er for hårdt et præmis. Det er alt for sårbart. Der skal jo ikke ret meget til at få mig ud af kurs. Jeg balancerer stadigvæk på et knivsæg, og det vil jeg ikke. Jeg vil have en bred allé at agere på. Det må da være muligt.

Jeg bliver udfordret og tager imod ufordringer, om end de er hårde.

Forleden fik jeg for lidt til aftensmad. Viktor mente, jeg skulle kompensere ved at købe lidt mere slik. Pyha. Det var virkelig svært at putte ekstra i bland selv posen. Det var så angstfyldt efterfølgende. Det blev heller ikke spist…. Men jeg fik det i posen, og det er da noget.

I går havde vi ikke lavet mad til aften. Viktor foreslog pizza. Det magtede jeg ikke. Vi endte med en rullekylling.Det har jeg gjort før. Har endda gode minder forbundet med det – både fra før spiseforstyrrelsen og under indlæggelse og på dag hospitalet. Alle de gode minder kørte rundt i mit hoved. Jeg spiste næsten det hele og skammede mig ikke over at erkende, at den sgu smagte godt!

ambivalens you kill me

Forleden fik jeg tilsendt et selvrapporteringsskema med en million spørgsmål – de der normalt danner grundlag for en masse diagnoser. Det er 2½ år siden min forsamtale, og så skal man åbenbart udfylde endnu et skema. Det skræmte mig, da jeg udfyldte det, hvor slemt det stadigvæk står til. Den mest markante forskel er faktisk kun min vægt. De andre symptomer fylder stadigvæk alt for meget… eller hvad? 

Kommer til at tænke på, om det er mine livsvilkår. Jeg holder jo en vægt, der er nogenlunde okay. Nej – fandme! Der kom krigeren lige op i mig, mens jeg skrev. 

Hvorfor skal jeg nøjes?

Jeg tror på, det kan blive bedre. Det her liv er stadigvæk for amputeret. Det vil jeg ikke. Har sgu lagt for meget energi i det til bare at stoppe og lade mig nøjes. Jeg vil tage på, så jeg kan få min menses igen – og måske sexlyst. Jeg vil tage på, så jeg kan slippe for alle de spiseforstyrrede tanker.

Bum – allerede mens jeg skriver det, ved jeg, jeg ikke kan. Når det kommer til handling, står jeg af. Jeg vil tabe mig. Jeg hader tanken om at tage på. Hader det! Kan ikke overskue tanken om at skulle spise mere for at tage på. Ønsker at skære ned til alle måltider. Vil ikke have ekstra risengrød eller slik. Vil ikke have drikke kalorier. Vil leve af pepsi max og kaffe.

For fanden da – den ambivalens gør mig skør. Hvordan kan to så modsatrettede tanker fylde så meget i mit hoved? Jeg svinger frem og tilbage på sekunder.

Prøver at holde fast i den første motivation! Vil sgu! Vil kunne være sammen med en veninde en dag uden at frygte cafebesøg. Vil kunne feste uden at frygte drikkekalorier og chips.

  Vil sgu fanden leve!!! 

tankeoverload

Det her indlæg har jeg efterhånden skrevet i tankerne et par gange. Det handler nemlig om tanker og tankemylder. Jeg er så træt af, at jeg tænker, tænker og tænker over ALT. Der er ikke nogle beslutninger, der bare er simple og ligetil. Det er både mad og alt muligt andet. Dog vist mad når jeg tænker nærmere over det.

Et eksempel – i morges vågnede jeg en time før vækkeuret. Jeg kunne ikke sove igen. Lå og tænkte over, hvad jeg skulle spise til morgenmad, hvor og hvornår. Hver gang jeg troede, jeg nåede en konklusion, så ændrede jeg det. Da jeg så stod op, fandt jeg ud af, vores underviser til de første timer var syg.
Nye tanker – igen morgenmaden. Nu havde jeg jo smurt til at tage med, men jeg skulle jo møde senere. Skulle jeg så tage af sted tidligt og spise som planlagt. Kunne snildt bruge tiden til lektier. Eller skulle jeg spise hjemme og så tage senere af sted… eller??? Eller??? Det er altså hardcore at bruge så meget energi på tanker.

Det er jo ligegyldige tanker. Det har ingen større betydning for noget. Alligevel lader jeg det fylde så meget.

Apropos mit sidste indlæg omhandlende accept, så prøver jeg virkelig at acceptere, at jeg i perioder har brug for at tænke mange tanker om ligegyldige ting. Men det er svært at acceptere, fordi det er så sikde irrelevant og ligegyldigt!

I tidligere tider brugte jeg al min energi på at tælle og tænke kalorier. Det gør jeg heldigvis ikke mere. Men dengang var der da trods alt en mening med al tænkningen. Nu er det bare så energi krævende og ligegyldigt. Argghhh!

Måske jeg flygter fra de svære ting? Er jo ved sexolog, og opgaverne bliver sværere, idet de kommer tættere og tættere på de egentlige issues. Og der var sgu nok en grund til, jeg fortrængte dem i sin tid.

om accept

Gud- Giv mig sindsro 
til at acceptere de ting
De ting jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og visdom til at se forskellen

Jeg kom lige i tanke om denne bøn, da jeg tænkte over, hvordan jeg egentlig har det. jeg har det okay, men jeg mærker i den grad, at efterårs depressionen har sit indtog i mit sind. 

Jeg hader det!

 Men jeg kan jo ikke ændre vejret. Alligevel håber jeg, at det bliver anderledes. At jeg finder den magiske formel. Jeg tror, jeg skal øve mig i at acceptere. Nogle ting er, som de er, og det kan ikke ændres. Alt kan ikke være perfekt. Mit sind kan ikke fungere perfekt hele tiden. Det er okay. 

De lykkelige stunder overdøver de triste og gør, at jeg klarer mig.

Jeg vil blive bedre til at acceptere, at der er ting, jeg ikke er herre over. De kan ikke ændres…. Og det er okay, fordi der heldigvis er meget godt i livet. Jeg vil øve mig i at acceptere, at jeg ikke altid når, de mål jeg sætter mig. Det lyder jo nemt nok J

Sjovt som tingene er så simple i teorien… 

Jeg vil acceptere, at selvom noget virker nemt, så er det ikke altid tilfældet, og så er der altså ikke nogen gyldig grund til at banke mig selv i knolden over det!