Forleden fik jeg tilsendt et selvrapporteringsskema med en
million spørgsmål – de der normalt danner grundlag for en masse diagnoser. Det
er 2½ år siden min forsamtale, og så skal man åbenbart udfylde endnu et skema. Det
skræmte mig, da jeg udfyldte det, hvor slemt det stadigvæk står til. Den mest
markante forskel er faktisk kun min vægt. De andre symptomer fylder stadigvæk
alt for meget… eller hvad?
Kommer til at tænke på, om det er mine livsvilkår. Jeg
holder jo en vægt, der er nogenlunde okay. Nej – fandme! Der kom krigeren lige
op i mig, mens jeg skrev.
Hvorfor skal jeg nøjes?
Jeg tror på, det kan blive
bedre. Det her liv er stadigvæk for amputeret. Det vil jeg ikke. Har sgu lagt
for meget energi i det til bare at stoppe og lade mig nøjes. Jeg vil tage på,
så jeg kan få min menses igen – og måske sexlyst. Jeg vil tage på, så jeg kan
slippe for alle de spiseforstyrrede tanker.
Bum – allerede mens jeg skriver det, ved jeg, jeg ikke kan.
Når det kommer til handling, står jeg af. Jeg vil tabe mig. Jeg hader tanken om
at tage på. Hader det! Kan ikke overskue tanken om at skulle spise mere for at
tage på. Ønsker at skære ned til alle måltider. Vil ikke have ekstra risengrød
eller slik. Vil ikke have drikke kalorier. Vil leve af pepsi max og kaffe.
For fanden da – den ambivalens gør mig skør. Hvordan kan to
så modsatrettede tanker fylde så meget i mit hoved? Jeg svinger frem og tilbage
på sekunder.
Prøver at holde fast i den første motivation! Vil sgu! Vil
kunne være sammen med en veninde en dag uden at frygte cafebesøg. Vil kunne
feste uden at frygte drikkekalorier og chips.
Vil sgu fanden leve!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar