gråt i gråt

Jeg synes, livet er en kende hårdt i tiden. Der er ikke noget konkret, jeg kan hænge det op på. Det føles bare lidt op ad bakke. Egentlig er alt jo ret fint, når man ser på det. Viktor og jeg har det forrygende. Der er snart jul. Skolen kører fint. Så langt så godt. Men når man så kradser lidt i overfladen, så skal man ikke langt ned, før tingene bliver svære. 

Viktor og jeg var ved sexolog i går. Det var følelsesmæssigt hårdt. Emnet drejede sig om lyst. Det har jeg jo ikke rigtig noget af. Samtalen drejede sig meget naturligt over på anoreksi. Hun begyndte så at spørge ind som en anden nybegynder. Jeg magtede det faktisk ikke. Havde ikke lyst til at snakke om, hvorfor det er så svært at have et ordentligt forhold til min krop. Hvorfor det er så svært at veje lidt mere; at smøre lidt ekstra smør på, at spise ude osv osv. Jeg synes, det er super ubehageligt, når fagpersoner på den måde prøver at forstå noget andet. Det de siger, giver måske okay mening, men når det ikke harmonerer med det, jeg har lært, så mister jeg altså både tålmodighed og respekt. Jeg skulle selvfølgelig have sagt noget til hende i stedet for at sidde og blive mere og mere indesluttet. Men nej, nej.

  Man er vel en høflig én, der meget nødigt vil såre andre.

Nå…. Skole. Det går jo fint, men jeg mærker stress pga kommende eksamen. Jeg er i tvungen gruppe denne gang, og det er altså lidt svært. Jeg kommer til at skubbe mine alt for høje ambitioner og krav over på de to andre, og det er jo slet ikke meningen! Er sgu ikke så god til at håndtere stress og krav, som jeg har været. 

Mon det er en skade, der bliver for evigt? Eller kan jeg måske mindske den med tiden.. Håber jeg.

Nå ja og så julen. Jeg elsker jo julen, lysene og hyggen…. Men så er der jo lige det der med maden….