lidt mere om mad

Mit sidste indlæg var vist en kende negativt J

Men det giver jo egentlig bare et billede af, at det faktisk er rigtig svært at lide af en spiseforstyrrelse.

Altid trækkes man i to retninger.

Jeg har bare ikke lyst til at skulle leve på den måde resten af mit liv. Jeg synes, det er for hårdt et præmis. Det er alt for sårbart. Der skal jo ikke ret meget til at få mig ud af kurs. Jeg balancerer stadigvæk på et knivsæg, og det vil jeg ikke. Jeg vil have en bred allé at agere på. Det må da være muligt.

Jeg bliver udfordret og tager imod ufordringer, om end de er hårde.

Forleden fik jeg for lidt til aftensmad. Viktor mente, jeg skulle kompensere ved at købe lidt mere slik. Pyha. Det var virkelig svært at putte ekstra i bland selv posen. Det var så angstfyldt efterfølgende. Det blev heller ikke spist…. Men jeg fik det i posen, og det er da noget.

I går havde vi ikke lavet mad til aften. Viktor foreslog pizza. Det magtede jeg ikke. Vi endte med en rullekylling.Det har jeg gjort før. Har endda gode minder forbundet med det – både fra før spiseforstyrrelsen og under indlæggelse og på dag hospitalet. Alle de gode minder kørte rundt i mit hoved. Jeg spiste næsten det hele og skammede mig ikke over at erkende, at den sgu smagte godt!