Jeg har det bedre i dag. Det kunne egentlig også kun gå
fremad ovenpå den dumme dag i går. Den var så slem. Maden var næsten umulig. Jeg
endte med at skændtes med Viktor over aftensmaden, som jeg så heller ikke
spiste op. For fanden – jeg hader at være Bettina 14 år overfor min kæreste. Det
er så uværdigt for os begge. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden ham. Det er
hans fortjeneste, at jeg spiser mad. Det er så svært at spise for min egen
skyld. Jeg håber, det ændrer sig en dag, men lige nu accepterer jeg det.
Egentlig noget mærkelig noget. Jeg kan jo faktisk godt lide
mig selv. Jeg er tilfreds med mit liv og med den person, jeg er blevet. Selvfølgelig
er der ting, jeg kan gøre bedre. Men overordnet er jeg faktisk tilfreds. Så er
det sgu da tankevækkende, at jeg stadigvæk er så bange for at spise. Hvorfor er
det lige, at jeg føler, jeg ikke fortjener maden, når jeg nu synes, jeg er et
okay menneske? Det hænger da ikke sammen? Hmm… det vil jeg tænke lidt over.
Jeg tror stadigvæk, at anoreksi er en gåde, og når jeg har
løst den, så er jeg rask J
Måske er det ikke helt så firkantet. Det kan godt være, jeg skal acceptere det…
selvom det er svært. Det er bedre med et konkret problem, der kan løses.
Nå.. frokost og så en tur i haven. Jeg prøver at være ude så
meget som muligt for at få den smule lys, der trods alt er bag det grå
Kære Bettina. Jeg forstår dig fuldt ud, selvom jeg sådan set også er tilfreds med mit liv, så er det stadig svært det med maden, men som opmuntring kan jeg da fortælle, at jeg har hørt fra mange, at når først man har det godt psykist, så skal det med tiden nok også blive lettere med maden, så skal vi ikke lade os tro på det:-)
SvarSletKærlige juletanker Helena
Jo.. lad og være positive og tro på, det bliver bedre.... for det gør det!!! :-)
SletNu skal jeg ikke sidde og analysere dine tanker, men jeg vil alligevel lige dele, hvad jeg kommer til at tænke om dét, du skriver :-)
SvarSletDu skriver:
"Selvfølgelig er der ting, jeg kan gøre bedre. Men overordnet er jeg faktisk tilfreds. Så er det sgu da tankevækkende, at jeg stadigvæk er så bange for at spise. Hvorfor er det lige, at jeg føler, jeg ikke fortjener maden, når jeg nu synes, jeg er et okay menneske? Det hænger da ikke sammen?"
Min første tanke er: måske er det NETOP derfor, det er svært at spise.. Måske er du bange for at ødelægge det - at blive til et menneske, du ikke kan acceptere? Du skriver også, at du er tilfreds med den person, du er blevet til. Måske er det den person, du var engang og som du (måske - det er gætterier fra min side) ikke kunne acceptere, som du er bange for at blive til, hvis du slipper anoreksien?
Måske er det helt ude i hampen, og jeg skal som sagt ikke analysere noget. Det er bare mine tanker :-)
Tak for det, Krokodulle. Det er virelig givende at læse andres reaktion på ens tanker. Og du har jo ret! Det havde jeg ærligt ikke tænkt over. Set i bakspejlet har jeg forandret mig rigtig meget. Over tid er jeg gået fra at være en total introvert sofakartoffel til et aktivt og udadvendt menneske. Specielt udviklingen fra at være ekstrem genert til at være udadvendt er meget markant. Det betyder så meget for mig. Jeg kan bedre lide denne version af mig end den gamle... så det er da slet ikke utænkeligt, at jeg er bange for at give slip, fordi jeg er bange for at vende tilbage til usikre og generte Bettina. Jeg forbinder klart det at være slank med succes og øget selvtillid og ikke mindst selvværd. Det vil jeg ikke af med. Det er en helt plausibel forklaring :-)
SletHvor er det godt set! Tak fordi du delte :-)
Selv tak - fordi du deler din hverdag. Jeg lærer også selv noget af at få lov at reflektere over andres reaktioner og tanker. Det er fedt at få lov til :-)
SletDet lyder også som noget af en forandring. Og der er ikke noget at sige til, at du forbinder den nye Bettina med den slanke Bettina. Specielt ikke, når man måske har en lille tendens til en sort/hvid, enten/eller tankegang :-) Dermed ikke ment, at det rent faktisk hænger sådan sammen med de forandringer. Men jeg tror, du ved, hvad jeg mener.
:-)