fremskridt

Endelig går det bedre. tror jeg J Har næsten glemt, hvordan det føles at have det godt. Men jeg synger og er i okay humør. Vi var nede i byen, og jeg blev vildt utålmodig og halv sur på alle de andre… men kun halv sur! Det er fremskridt. Selv Viktor slap for et møgfald.

Min vægt er stadigvæk mærkelig. I går have jeg tabt 500 gram. I dag yderlige 500 gram. Spiser for lidt – men ikke så lidt, jeg taber mig så meget. Så måske er de tre kilo ved at forsvinde lige så stille. Håber jeg. Håber, det betyder, jeg ikke fejler noget alvorligt. Skal til læge senere i dag. Har ikke stor lyst… Viktor tager med. Det er godt. Jeg bliver så flov, når jeg er ved læge. Bagatelliserer det hele. Så slemt er det jo heller ikke.  Min læge er ikke så god til at se bagved mine forsikringer om, at det nok er godt nok det hele. Håber, jeg er rask. Håber, jeg ikke skal igennem en masse undersøgelser. På fredag skal jeg knoglescannes igen og se, om det er blevet værre med forstadier til knogleskørhed. Det må være nok undersøgelse for en uge.

Nu vil jeg kaste mig ud i noget net shopping og se, om jeg bliver gladere af det. 

... fornuften vender tilbage

Efter et par dage i helvede er skyerne ved at spredes en smule, og jeg kan igen se håbet. Det har været en frygtelig weekend. Intet mindre! Jeg har været så sensitiv og har slet ikke kunne kapere andre mennesker. Altså slet ikke!  Selv den stakkels Viktor fik tur. Han prøvede at støtte det bedste, han kunne… men han var ved at kaste håndklædet i ringen, da jeg konstaterede, at jeg faktisk næsten håbede, jeg har kræft, fordi så var der da en forklaring på vægtøgningen! Bum! Sgu da noget af en melding. Og jeg mente det faktisk… næsten da. Tanken om uforklarligt og ulogisk at have taget 3 kg på over tre uger var simpelthen for ubærlig… og som regel kan kræft jo kureres.

Nu synes jeg, at fornuften har overtaget en smule igen. Er bange for jeg har kræft… faktisk. Skal til læge i morgen og tale med ham. Forhåbentlig kan han berolige mig, så jeg kan komme videre. Men det er altså svært lige nu at overdøve de forskellige symptomer. Specielt den der vægtøgning. Der er altså igen normale mennesker, der i en periode på tre uger tager tre kilo på ved at spise samme mængde mad, som jeg plejer at tabe mig lidt af. Det giver ikke mening. Min mave er også helt oppustet. Jeg lever i gamacher og strømpebukser. Kan slet ikke klare, hvis mine bukser strammer. Har lyst til at motionere helt vildt og spise en masse afføringspiller i håbet om, jeg kan smide alt det vand, jeg åbenbart indeholder lige pt. Men jeg gør det ikke. Jeg gør det korrekte og opsøger læge i morgen. Håber, han har en plausibel forklaring, så jeg kan komme videre. 

the big C???

Det har været den værste dag i dag! Så frygtelig. Troede aldrig, jeg skulle overleve den! Startede med at være til læge. Vægten var så over 3 kg mere end for 3 uger siden. 

Det er jo fysisk umuligt. Jeg har spist mindre end vedligehold, og så skulle jeg have taget over 3 kg på. Lægen kunne ikke tilbyde en fornuftig forklaring. Jeg gik i panik. Hjem og skændes med Viktor, fordi han sagde jo alt det forkerte. Jeg var udenfor rækkevidde. Hidsede mig op. Tudede. Totalt panik. Jeg ved jo godt, jeg ikke kan have taget over tre kg på. Det er simpelthen umuligt med mit mad indtag. Men hvorfor sagde vægten det så??? 

Nej, vægten var ikke i stykker. Prøvede to vægte.

Gik i gang med at google uforklarlig vægtøgning. Googles svar var æggestok kræft. Desværre passer alle symptomerne på mig. De symptomer som skiftende afføringsmønster, træthed, uforklarlige smerter i maven, tyngdefornemmelse i underlivet, humørsvingninger, kvalme, åndedrætsbesvær er jo alle ret normale.. jeg har haft dem i en måneds tid, men jeg har ikke været bekymret for dem, fordi de jo er ret normale hver for sig. Der er jo ikke noget alarmerende i dem som sådan… men når de så kombineres med en kæmpe vægtstigning – ja, så bliver jeg sgu bekymret. Jeg har jo ellers altid ment, at kræft var noget, naboen fik… Er heller ikke så´n rigtig, rigtig bekymret… men dog lidt. 

Viktor meget bekymret. Faktisk så bekymret, at vi har købt en badevægt, så vi kan holde øje med, om jeg får smidt noget af alt det væske, jeg åbenbart ophober. Ringede til kræftens bekæmpelse, der ikke kunne sige ret meget andet end det logiske – søg læge. Kan først få en tid på tirsdag… Der er lang tid til. Mange bekymringer. Men – hvis det er kræft, så er der en logisk forklaring på min voldsomme vægtøgning… Så hvor skørt det end er, så er det beroligende.

 Er skræmt fra vid og sans over vægtøgning. Har aldrig oplevet noget lignende. Kan slet ikke fungere i dag. Er angst, irritabel og ked af det. Opgivende for fremtiden. Kan jo ikke leve sådan her. Magter det ikke. Det er for hårdt at være menneske og agere i det kaos, som min vægt har medført i dag.

Mærkeligt min læge ikke insisterede på at tale om vægtøgningen… han konstaterede blot, at det var nærmest umuligt at øge så meget… altså uden at have spist en masse og drukket en masse inden…. Men han gik ikke nærmere ind i det.. og jeg var så panikken, at jeg snakkede om alt muligt andet. Dumt! Kræft damen mente, han burde have mærket på min mave for at se, om jeg ophobede vand. Normalt kan jeg maile med ham, og han er god til at svare hurtigt. Men i dag er serveren selvfølgelig gået ned.

Nå… men altså… tirsdag læge. Indtil da – angst! Men det gode – jeg holder fast i at spise. Har spist helt rigtigt i dag… altså til vedligehold. Det må være okay lige nu. 

lidt om pomfritter

Jeg var i Hobro i går og besøge min søster og hendes børn… og nå ja lige hente en arv på 90.000 efter min afdøde far. Ham har jeg så ikke haft kontakt med det meste af mit voksenliv. Så er det sgu da lidt mærkeligt at få så mange penge. Havde oprindelig valgt dem fra, men gode mennesker fik mig overbevist om, at det var mine penge. Så – nu har jeg altså lidt flere penge end vanlig  De står bare i banken. Har ikke så meget at bruge dem til lige nu. Vil gerne på ferie, men lige nu hvor maden er så svær, så magter jeg altså ikke en ferie med fremmed mad…

Nåmen, totalt hyggelig dag. Mit humør var i top. Var eddermame dejligt. Masser af overskud. Utroligt hvad godt selskab kan gøre ved en.

Om aftenen inviterede jeg Viktor ud og spise. Det var en sweetdeal, så der var ikke en masse valg. Fik kødgryde og pomfritter. Totalt grænseoverskridende og farligt. De nærmest dryppede af friture. Spiste en almindelig portion tror jeg. Jeg aner sgu ikke rigtig, hvad der er almindeligt mere. Til dessert var der ½ banan med lidt is. Ganske fin størrelse dessert J Så… egentlig godt gået, at jeg spiste fremmed mad på restaurant… måske knap så godt jeg panikkede over min pepsi max og måtte kalde på tjeneren for at forsikre mig om, at det var en max og ikke en sukker cola… Men… flot nok at spise pomfritter…. Knap så flot at springe 2 – 3 mellemmåltider over for at kunne spise ude med god samvittighed.

Den kostplan er vist både god og dårlig. Det er godt at have noget at følge.. noget trygt! Men det fodrer altså virkelig anoreksien, når jeg går udenfor kostplanen… og det bliver meget sygliggjort bare at træde lidt ved siden af. Jeg synes jo, det er slemt, når jeg vælger et æble til mellemmåltid – i stedet for 1 æble, 4 kiks og noget cacao… Ved godt, det jo ikke er verdens undergang at gøre det et par gange. Men det bliver bare hurtigt en trend.

Mindes lige gamle dage hvor det var ligemeget alt det der med mad. Jeg spiste, når jeg havde lyst. Nogle gange fik jeg dårlig samvittighed over at spise for usundt. Så havde jeg et par dage, hvor jeg spiste sundt, og så var det fint. Når vi var på restaurant og skulle spise var min frygt ikke, om der var pomfritter… nej, det var om, der nu var NOK pomfritter J Oh happy days!

Skal til læge på torsdag. Må hellere lige vejes. Tror nu, jeg har taget på… selvom jeg godt ved, det er lidt svært med det indtag, jeg har… men min krop vokser…. Skal også øge de nye lykkepiller. Vil ikke have det så skidt mere. Vil have sommer og sol og glade dage!

bare gråt

Jeg debatterer med mig selv, om jeg skal skrive indlæg eller lade være. Jeg har intet nyt at skrive. Jeg har det stadigvæk træls. Der er ingen fremgang. Jeg har ikke engang noget specielt på hjerte. Det hele er bare en stor gang ligegyldig grå masse. Jeg overvejer at læse tilbage i min blog, så jeg kan læse om de bedre stunder; så kan jeg måske huske dem. Men jeg magter det ærlig talt ikke. 

Pludselig kommer jeg også til at tvivle på mig selv og mit eget værd. Gider andre mennesker mig overhovedet mere – eller har de nogensinde gidet mig? Er jeg overhovedet værd at bruge tid sammen med? Måske er jeg bare vildt kedelig. Måske er jeg slet ikke charmerende og sjov. Måske siger jeg alt det forkerte. Måske er jeg pinlig og grænseoverskridende. Jeg er i hvert fald ikke godt selskab disse dage. Jeg kan slet ikke kapere noget eller nogle. 

Selv vores katte har jeg lyst til at aflive. Hvad bilder de sig ind – så´n at miawe i tide og utide? De burde bare være stille og sove. Og Viktor. Hvorfor er han ikke bare stille. Hvor vover han at sætte krav.. hmm… det gør han faktisk slet ikke. Tværtimod beder han mig geare ned. Slappe af. Lave ingenting. Eller tage i haven. Det gjorde jeg i dag med stor succes. 

Jeg gav mig i krig med havearbejde en god times tid. den næste time brugte jeg på at læse og lave intet udover at nyde solen… og ja.. bande lidt over naboens larmende hunde. Hårdt fysisk arbejde er virkelig godt. Og hvis jeg så også spiste en masse, så var der plads til det fysiske. Tænkte faktisk over det, da jeg cyklede hjem. Var motiveret.

 Jeg ved jo godt, at hvis jeg dropper maden, så kan jeg godt vinke farvel til mit helle ude i haven. Så – der er virkelig noget konkret at forholde sig til. Vil ikke miste haven. Men så kom jeg hjem og i bad. Gik i bad efter aftensmad, hvilket er så snotdumt, fordi jeg synes, jeg er så tyk, når jeg har spist til aften. Så er det altså svært at bevare motivationen, når jeg synes, jeg er tyk. Burde være ligeglad. Hvad så hvis jeg virkelig er tyk? Men hvis jeg er tyk, så har jeg mistet kontrollen… og så kan alt ske! Hvad kan ske??? Jeg ved det ikke… bare…. Alt!

Nå… beklager denne omgang øregejl. Magter ikke engang at læse det igennem for stave og slå fejl. 

sanse sensitiv i den grad

Jeg ville altså gerne vide, hvorfor pokker livet er så svært i tiden. Jeg er ved at kede mig ihjel, men jeg magter ikke at lave noget som helst. Jeg ville gerne være ude og være glad. Jeg er bare så sanse sensitiv i tiden. Jeg kan slet ikke kapere andre mennesker fysisk. De skal bare holde sig langt væk fra mig. Hvor vover de at gå ind foran mig – de kan da vel for pokker nok tænke sig til, jeg vil gå der. Hvorfor tillader de sig selv at gå foran mig. 

 Det dumme er, at jeg jo godt ved, det er mig, der har det skidt, og derved mig der tager fejl. Alligevel ville jeg så gerne skælde og smælde. Jeg vil så gerne bare være sur. Det kan man bare ikke. Og det er jo godt nok. Jeg vil jo heller ikke være en kælling. Hvis jeg giver los, så fortryder jeg helt vildt efterfølgende og skammer mig.

Har så meget skam og skyld i tiden. Kan ikke finde ud af, om det er fordi jeg har skiftet antidepressive ud. Det er små 3 uger siden. Jeg har det bedre – forstået på den måde, at jeg bliver rørt igen. Det er altså rart atter at være i stand til at småtude over rørende situationer. Men! Jeg magter altså ikke så være så følsom med mine sanser. Det er alt for meget.

Nu afventer jeg lige den næste uges tid og håber, det bliver bedre igen. Jeg gider ikke leve på den her måde.

Tænker lige…. Det lyder jo ikke så slemt – at være sanse sensitiv. Herregud. Det er jo intet i forhold til dyb depression og angst. Men det føles altså virkelig slemt… jeg prøver at tage en dag ad gangen. Men det er svært at se en ende på det. Jeg ved godt intellektuelt, at det har været bedre, så det bliver nok bedre igen. Men jeg kan ikke føle det. Det virker falskt så. 

Men det bliver jo bedre! 

druk!

Imponerende hvor mange kalorier der er i alkohol. Lørdag aften delte min veninde og jeg en flaske bacardi lemon.

 Blev eddermame fuld! Dog ikke fuld nok til at overdøve spiseforstyrrede tanker. Fik det dårligt over at drikke og spise chips. Var ude og kaste op tre gange. 

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det var okay, fordi jeg havde reelt drukket for meget aka forgiftet mig selv, så jeg trængte til at kaste op.

De sidste to gange var endda nødvendige, fordi sengen ikke ville stå stille. Det var okay. Bare ked af, det var så tilfredsstillende at kaste chips op. Jeg gør det ikke igen. Har ikke lyst til at kaste op mere… slet ikke.

Er egentlig bare lidt imponeret over, hvor stærke de destruktive følelser er, når ikke engang ½ flaske sprut kan dæmpe dem. Dagen efter havde jeg heldigvis ikke så mange tømmermænd; nok netop fordi jeg kastede op. Havde dog svært ved at spise, fordi jeg vidste, hvor mange kalorier jeg havde fået ekstra. MEN! Gjort er gjort. Vi havde en skøn aften i super selskab. Masser af grin og sjove indfald.

Nu skal jeg bare overbevise mig selv om, det var okay. Jeg behøver ikke skære mere ned eller kompensere. Op på hesten igen igen igen….

Var i kolonihaven i dag. Har svært ved at sidde stille. Cyklede en omvej hjem… ikke rigtig med vilje… mere fordi jeg troede, det måske var en genvej… altså hvis man lige måtte stikke over skinnerne, så var det en genvej… men det måtte man ikke. Jeg måtte cykle udenom. Blev helt svedig; der var dejligt vejr. 

se! jeg kan stadigvæk tabe mig!

Jeg er ved at skrive min bachelor opgave. Den handler om den uformelle læring, der finder sted under leg og ageren med medier på folkebiblioteket. Det er rigtig spændende, og det er virkelig noget, jeg brænder for. Det er fedt endelig at lave en opgave om noget, der interesserer mig, fremfor kedelige tvungne opgaver om de organisatoriske ændringer på Århus Universitet… gaaaab J Nu trænger jeg dog til et lille break. Er helt træt i hovedet. Kan ikke koncentrere mig ret meget mere end en time ad gangen. Så er det godt, jeg har mange timer til min rådighed. Det er i hvert fald skønt med overspringshandlinger – og en yndlings en af slagsen er at blogge.

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet, at Risskov har meldt tilbage, de ikke kender specialiserede privat behandlere, så min læge har lavet en henvisning derned til. Jeg er så træt af det. Det er pinligt, og jeg synes slet ikke, jeg er syg nok til et tilbud. Det vurderer de sikkert også. Det går jo stille og roligt. Måske en smule ned ad… men der er langt til bunden. Mangler virkelig lyst til at ændre! Det her er jo meget rart…. Så´n da. Udover mine tanker kredser alt for meget om mad. Går lidt i panik ved tanken om, det er svært at komme til at undlade mere mad, uden Viktor opdager det….

Aiiii! Går op for mig, mens jeg skriver, hvor umodent det er. Skal jo for pokker leve for min egen skyld – og spise rigtigt for min egen skyld. Og ikke for at undgå at få ”skæld ud”. Hverdagen er sgu blevet lidt dum. Sover til sent for at udskyde morgenmaden… resten af dagen går ud på at udskyde mad eller undgå den. Det er da dumt. Og så er jeg ikke syg??? Det er en kende ulogisk. Burde lave et løfte om, jeg ikke skærer mere ned, og jeg overlader mere bestemmelse til Viktor… Men tør jeg? Vil jeg? …. Måske vil jeg bare vente lidt endnu… bare… Hvad opnår jeg så ved det? Hvad er gevinsten? At vise behandlere at den er god nok.. jeg kan stadigvæk tabe mig… Det tror jeg. Synes vist stadigvæk jeg er dygtig, hvis jeg taber mig. Øv!

I weekenden får vi besøg til mad og drikke. Det vil jeg da meget hellere!

strange days

Vi er lige kommet hjem efter en smuttur i haven. 

Dejligt lige at være ude lidt… og dejligt at cykle lidt, når nu jeg skal spise slik i aften. Og det er svær! Har planlagt at kompensere – og det på trods af, slikket jo er indregnet i min kostplan. Arggh! Når jeg skriver, kan jeg føle, jeg gerne vil noget andet… eller jeg ville gerne, at jeg ville noget andet. For egentlig vil jeg ikke noget andet. Jeg tror ikke på, det er slemt. Vil bare gerne nyde rusen ved at have kontrol lidt tid endnu. Det er jo ikke farligt… bare trygt.

Bekymringen er større ved andre end mig selv. Jeg prøver at please dem og spise. Forleden den farlige spaghetti igen. Ville så gerne veje, så jeg vidste, hvor meget jeg havde kogt. Modsat tidligere fik jeg forklaret Viktor min angst – og på den måde undgik jeg at veje maden… Jeg fik nok på min tallerken. Mere end vanligt tror jeg. Nok ikke mere end kostplanen. Viktor beroligede mig. Jeg spiste, og det var okay.. så´n da.

I morgen skal jeg til fødselsdag. Vi skal nok have boller og kage. Det er okay.. tror jeg. Det er med skønne og vidunderlige mennesker – så fokus på det.

Ja… det var ordene i dag. God weekend ude i blogland

sunny days

Sikke nogle dejlige dage med solskin :-) 

Jeg var ude i haven i dag og i går. Bare et par timer hvor jeg har flyttet lidt rundt på nogle grene. Nyder det. I går opdagede jeg endda, at jeg lugede uden at tænke over, hvor meget jeg forbrændte. Det var sgu stort.
Det er så også det eneste store, der sker i forhold til at kapere spiseforstyrrede tanker og handlinger. Efter jeg har erkendt, kampen er svær – og måske for svær at klare alene, så er det som om, det er blevet mere legalt at snyde.
Det er lidt mere legalt at planlægge restriktive handlinger fremadrettet. I mine klare stunder ved jeg jo godt, at jo mere jeg tager af nu, jo mere – og jo sværere – bliver det at få det på igen. Jo mere angstfyldt bliver det. Alligevel formår jeg ikke helt at tage kampen op. Har også en lille fornemmelse af, jeg skal bevise, jeg er syg. Hvis jeg bare spiser uproblematisk, så er jeg jo ikke syg…
Noget sært noget….