Sikke nogle dejlige dage med solskin :-)
Jeg var ude i haven i dag og i går. Bare et par timer hvor jeg har flyttet lidt rundt på nogle grene. Nyder det. I går opdagede jeg endda, at jeg lugede uden at tænke over, hvor meget jeg forbrændte. Det var sgu stort.
Det er så også det eneste store, der sker i forhold til at kapere spiseforstyrrede tanker og handlinger. Efter jeg har erkendt, kampen er svær – og måske for svær at klare alene, så er det som om, det er blevet mere legalt at snyde.
Det er lidt mere legalt at planlægge restriktive handlinger fremadrettet. I mine klare stunder ved jeg jo godt, at jo mere jeg tager af nu, jo mere – og jo sværere – bliver det at få det på igen. Jo mere angstfyldt bliver det. Alligevel formår jeg ikke helt at tage kampen op. Har også en lille fornemmelse af, jeg skal bevise, jeg er syg. Hvis jeg bare spiser uproblematisk, så er jeg jo ikke syg…
Noget sært noget….
God oplevelse med ingen tanker om forbrænding i have arbejdet, så må du have nydt det :) og tænk sådan kunne alle mulige andre aktiviteter også gå jen og blive.
SvarSletSelvom du får lettere ved at snyde så er du stadig meget bevidst om det.
Jeg tænker, ligemeget hvor angstprovokerende det lyder, og hvor meget kontrollen strider imod, så vil det være godt hvis din kæreste måske gik ind og tog noget af styringen eller en anden person ( det sætter jo høje krav til kæresten)
Du skal fortsætte kampen søde!
Ja, du har ret :-) Det er jo de gode oplevelser, der tæller. De befriende oplevelser, hvor der er fokus på alt andet. Det er svært, hvor meget Viktor må blande sig. Tit bliver jeg vred på ham, hvis han påpeger, jeg har fået for lidt. Andre gange er det betryggende, at han tager over og fortæller mig, jeg ikke har fået for meget. Hvordan agerer din kæreste?
SletÆrligt så tror jeg ikke engang han lægger ret meget mærke til min mad, og det kan jo så både være godt og skidt. Men alligevel så kender jeg det godt. Når de lige prikker til at man måske burde spise lidt mere eller husk lige at drikke mælk, så bliver jeg også vred og det er jo egentlig lidt synd for de gør det jo bare med en god hensigt
SletJeg tillader mig lige at kommentere - har vist ikke skrevet før :-) jeg er 18 år gammel og lider selv af anoreksi.. Jeg tog det første skridt i kampen for cirka et halvt år siden, hvor jeg for alvor besluttede at jeg virkelig ikke vil spilde mere af mit liv på det her. Har været i behandling i cirka to måneder nu, og jeg er overrasket over hvor sindssygt hårdt det er..
SvarSletNå, nok om det. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg havde det på præcis samme måde som du beskriver, da jeg først for alvor erkendte, at jeg altså ER syg. Så var det pludselig mere legalt og samtidig også nemmere at skære ned på maden. Jeg tabte mig ekstremt meget og hurtigt i perioden derefter, altså lige indtil min behandling startede og jeg fik en kostplan til vægtøgning. Og du har ret, det bider én i røven, for der er så mange kampe, man skal tage, når behandlingen starter - kampe, man kan undgå ved at holde fast i de måltider og vaner, man plejer at have.
Jeg håber, du holder fast alt det du kan - for du ER syg, og en fremtidig behandler tager dig jo hverken mere eller mindre alvorligt, uanset hvor lidt du spiser eller vejer. At du har de her tanker om at være endnu mere restriktiv viser jo også bare, hvor ramt du egentlig er af den her sygdom!
Håber på det bedste - du er sej, at du vil tage kampen op, det skal du have stor ros for! og i øvrigt; tak for en god blog! :-)
Tak for dine ord :-) Dejligt at læse, du er i behandling. Ja, det er sgu noget mere hårdt, end man forventer. Vi skal jo for pokker bare spise... mange menneskers drøm :-)
SletDu har ret i det der med behandling; jeg ved det godt. det føles bare så meget mere trygt at sikre sig, man er synligt syg. Kan huske mine sidste kontrolvejninger. Jeg synes, det var så pinligt, min vægt var så høj. Jeg kunne ikke tale om det dengang.. det var bare for skamfuldt. Tænk, jeg kunne tro, jeg var syg og havde problemer med maden, når nu jeg havde normal bmi.
Jeg håber, du får stor glæde af din behandling. Det virker til, du er godt på vej
Det er mig igen - ved ikke lige, hvorfor jeg ikke kan indtaste et navn. Teknologien vil ikke som jeg vil, hehe ;-)
SletJeg kan virkelig godt forstå din tankegang. Sådan har/havde jeg det også. Hvis man er undervægtig, kan folk jo se, at man er syg. Men hvad så når man har taget på, og ens krop ikke længere ser voldsomt syg ud? Forventer folk så, at man er rask - eller hvad? Behandlerne ved heldigvis godt, at det ikke er sådan, det hænger sammen, men mange mennesker er hurtige til at "dømme", og det kan virkelig være frustrerende..
Og ja du har ret - man skal jo bare spise :-) det er lidt fjollet at noget så simpelt kan være så forbandet svært.
Og tak - dine ord overrasker mig. Føler ikke selv, jeg er kommet særlig langt. Skal måske bare være bedre til at "rose" mig selv lidt. Selvom dét ikke er særlig nemt at gøre :-)