... fornuften vender tilbage

Efter et par dage i helvede er skyerne ved at spredes en smule, og jeg kan igen se håbet. Det har været en frygtelig weekend. Intet mindre! Jeg har været så sensitiv og har slet ikke kunne kapere andre mennesker. Altså slet ikke!  Selv den stakkels Viktor fik tur. Han prøvede at støtte det bedste, han kunne… men han var ved at kaste håndklædet i ringen, da jeg konstaterede, at jeg faktisk næsten håbede, jeg har kræft, fordi så var der da en forklaring på vægtøgningen! Bum! Sgu da noget af en melding. Og jeg mente det faktisk… næsten da. Tanken om uforklarligt og ulogisk at have taget 3 kg på over tre uger var simpelthen for ubærlig… og som regel kan kræft jo kureres.

Nu synes jeg, at fornuften har overtaget en smule igen. Er bange for jeg har kræft… faktisk. Skal til læge i morgen og tale med ham. Forhåbentlig kan han berolige mig, så jeg kan komme videre. Men det er altså svært lige nu at overdøve de forskellige symptomer. Specielt den der vægtøgning. Der er altså igen normale mennesker, der i en periode på tre uger tager tre kilo på ved at spise samme mængde mad, som jeg plejer at tabe mig lidt af. Det giver ikke mening. Min mave er også helt oppustet. Jeg lever i gamacher og strømpebukser. Kan slet ikke klare, hvis mine bukser strammer. Har lyst til at motionere helt vildt og spise en masse afføringspiller i håbet om, jeg kan smide alt det vand, jeg åbenbart indeholder lige pt. Men jeg gør det ikke. Jeg gør det korrekte og opsøger læge i morgen. Håber, han har en plausibel forklaring, så jeg kan komme videre.