sanse sensitiv i den grad

Jeg ville altså gerne vide, hvorfor pokker livet er så svært i tiden. Jeg er ved at kede mig ihjel, men jeg magter ikke at lave noget som helst. Jeg ville gerne være ude og være glad. Jeg er bare så sanse sensitiv i tiden. Jeg kan slet ikke kapere andre mennesker fysisk. De skal bare holde sig langt væk fra mig. Hvor vover de at gå ind foran mig – de kan da vel for pokker nok tænke sig til, jeg vil gå der. Hvorfor tillader de sig selv at gå foran mig. 

 Det dumme er, at jeg jo godt ved, det er mig, der har det skidt, og derved mig der tager fejl. Alligevel ville jeg så gerne skælde og smælde. Jeg vil så gerne bare være sur. Det kan man bare ikke. Og det er jo godt nok. Jeg vil jo heller ikke være en kælling. Hvis jeg giver los, så fortryder jeg helt vildt efterfølgende og skammer mig.

Har så meget skam og skyld i tiden. Kan ikke finde ud af, om det er fordi jeg har skiftet antidepressive ud. Det er små 3 uger siden. Jeg har det bedre – forstået på den måde, at jeg bliver rørt igen. Det er altså rart atter at være i stand til at småtude over rørende situationer. Men! Jeg magter altså ikke så være så følsom med mine sanser. Det er alt for meget.

Nu afventer jeg lige den næste uges tid og håber, det bliver bedre igen. Jeg gider ikke leve på den her måde.

Tænker lige…. Det lyder jo ikke så slemt – at være sanse sensitiv. Herregud. Det er jo intet i forhold til dyb depression og angst. Men det føles altså virkelig slemt… jeg prøver at tage en dag ad gangen. Men det er svært at se en ende på det. Jeg ved godt intellektuelt, at det har været bedre, så det bliver nok bedre igen. Men jeg kan ikke føle det. Det virker falskt så. 

Men det bliver jo bedre!