Jeg tror,
tingene er ved at vende igen. Jeg synes, jeg fornemmer lyset. Angsten er på
retur, og jeg kan bedre overskue det hele igen. Nu er jeg bare træt og
stresset. Men surhed og irritation er jeg vant til, og det kan jeg sagtens
kapere – og jeg opfører mig pænt, fordi jeg ved jo, det bliver bedre igen.
Angst
har jeg ekstremt svært ved at kapere.
Jeg læste engang, at når man er
borderline personlighedsforstyrret, så har man enormt svært ved at tackle
følelsesmæssige udfordringer såsom angst. Man er meget mere ramt end andre
mennesker. Jeg bliver så i tvivl – er min angst som andres, men jeg har bare så
meget sværere ved at kapere den, eller føles den så slem for alle?
Jeg er
villig til at gøre stort set alt for at undgå den – det kan jeg tydeligt mærke
nu, hvor konsekvenserne af mine handlinger bliver tydelige. Måske er det
ligegyldigt… men jeg vil nu gerne vide det.
Kan man
sammenligne min angst med mandeinfluenza? Der er ingen tvivl om, mænd lider
mere under influenza end kvinder. Det er jo ikke fordi, det er bevidst – eller at
de er mere syge. Det er bare sådan, det er. Måske er det på samme måde med min angst. Den er ikke værre eller bedre end andres angst. Jeg føler den bare rigtig meget. Ligsom syge mænd.
Dagen i dag
er brugt på at rydde op i gammel lejlighed. Jeg nyder at løbe rundt på
trapperne og bruger min krop rigtig meget. Jeg tror, jeg har tabt mig lidt. Vil
gerne veje det, jeg gør nu… gider ikke øge mere. Vil hellere tabe mig.
Mine tanker
består rigtig meget af mad og motion i tiden. Jeg prøver at gøre det rigtige. Har
lavet aftensmad et par dage i træk i stedet for det nemme a38. Jeg har endda
købt de mere dyre (og bedre – pyha … det er farligt at skrive, de er bedre)
kiks til eftermiddagsmad….
Skal vejes i
næste uge… hvis jeg vejer det samme, er det fint. Hvis jeg har tabt mig, må jeg
give det en ekstra skalle! Jeps – jeg er world champion i udskydelse.
Hvis du spørger mig kan ingen fysisk sygdom sidesættes med angst, som simpelten er den absolut værste følelse!
SvarSletMen godt den er på vej retur.. og så må den gerne bare holde sig væk!:)
Jeg har lige rettet i mit indlæg, da jeg ikke fik beskrevet rigtigt, hvad jeg mente. Fysisk sygdom kan ikke sammenlignes med angst. Jeg tror måske bare, min opfattelse af angst er som, når mænd er syge - helt ude af proportioner :)
SvarSletTAK for den indsigt i forhold til borderline og angst! Det er faktisk på en måde lidt lettende at høre, at der faktisk kan være en grund til, at den er så forfærdeligt svær at udholde for mig - hvor den, for enkelte andre, virker udholdelig. TAK! Måske handler det også lidt om den der sort/hvid tankegang? I hvert fald for mig. Fordi jeg ikke kan se, at angsten nogensinde går over igen. Jeg har en ven med socialangst, og han ved, at når han bliver bange, går det over igen. Jeg ved ikke, bare en tanke. Men i hvert fald tak. Der følte jeg mig lige lidt mindre forkert :-)
SvarSletJeg er glad for, du kan bruge mine overvejelser. Det er sjovt; intellektuelt og rationelt, så ved man jo godt, angsten forsvinder. I hvert fald bliver noget anderedes. Det er bare umuligt at mærke, når angsten er der. Men - det bliver bedre! :-)
SletMen jo - det har også hjulpet mig at vide, at når man har borderline problematikker, så mærker man nogle følelsesmæssige ting anderledes. Vi er ikke hverken værre eller bedre end andre - men vi mærker nogle følelser anderledes.
... og - du er ikke forkert!
Det er flotte overvejelser af din egen situation du kommer med, det synes jeg er rigtig imponerende.
SvarSletØv at det hele handler om motion og mad, det kender jeg alt for godt - hver eneste lille bevægelse udover det normale føles bare godt, så man bevæger sig mere og mere. Sådan havde jeg det også da jeg flyttede: "Yes mere bevægelse og mindre mad!" Det er træls. Men bare du kan vende det, hvis det nu viser sig at du har tabt dig. Tænker på dig, selvom jeg ikke skriver så meget her hos dig, og håber det bedste <3
Tak :-)
SletJa, det er sgu surt, når det hele går op i mad og bevægelse. Men jeg prøver at bruge det som motivation. Jeg vil sgu ikke igennem det flere gange! Jeg tror godt, jeg snart kan få det hele vendt igen... men det bliver sværere, jo længere jeg udskyder. Mere vil have mere! Det er dumt at skære ned og fra; det skal jo på igen, og jo længere ned, man kommer - altså jo mere man skærer fra, jo længere opad er vejen igen.
Jeg læser også troligt inde ved dig, om end jeg er et fjols til at kommentere.