pinligt og dumt!

Var til kvindeløb i går i Århus med veninde. Vi har været af sted en gang før, og det var rigtig hyggeligt. Sidste år aflyste jeg det, fordi jeg syntes, det var for dyrt. Heldigvis er min nærighed ved at forsvinde igen, så vi kunne tage af sted i år J Vi gik 5 km ruten i fin fart. Jeg havde selvfølgelig i forvejen haft mange tanker om maden… om en eventuel sandwich spist på et andet tidspunkt end vanligt. Tanker om almindelig rugbrød derhjemme, men det ville betyde, jeg skulle spise formiddag dernede… hvad er så bedst – sandwich på andet tidspunkt med manglende formiddag – eller almindelig frokost hjemme med dertilhørende formiddag. Ydermere skulle vi spise ved forældre i anledning af mors dag, så jeg anede ikke noget om menuen til aftensmaden og måske desserten!!!

 Jamen, sikke skøre tanker!!! Tænk hvis jeg bare kunne tage dagen, som den kommer! Nå… efter løbet skulle vi have en goodiebag, som jo er det fede. Der var så ikke flere, da vi kom i mål – og vi var absolut ikke de sidste. Nedtur! Det er da højdepunktet… eller det er nok lidt overdrevet. Højdepunkterne var mange… gåtur i den smukke, smukke skov med veninde. Det er sgu alligevel rangeret højere end en goodiebag.

Anyway…. Vi satte os og drak lidt vand og kiggede lidt på det blad og den pose rugboller, vi trods alt fik. Min veninde gav udtryk for sult og foreslog en sandwich efter mit valg. Jeg kiggede på uret og panikkede. Sagde, jeg ikke var sulten… og pinligt nok sagde jeg til hende, at hvis hun virkelig var sulten, kunne jhun vel spise en tør rugbolle! Jamen for fanden da! Heldigvis kom jeg til fornuft efter 5-10 minutter og beklagede mit syge forhold til mad kom til at gå ud over hende. Selvfølgelig skulle vi hygge med frokost sammen. Var sgu så pinligt. Godt hun er en rigtig god veninde, der kender til springveje angående mad. Vi kørte derefter Århus tynd – fandt en fin frokost, som vi fortærede nede ved vandet i Risskov.

Kan blive så sur på mig selv over ovenstående. For fanden. Det er jo bare mad. Endda forholdsvis tryg mad. Tænk jeg så risikerer at støde andre ved at opføre mig så urimeligt. Er temmelig urimelig generelt i tiden. Har det psykisk ad pommern til… og det er vel det, der afspejler sig i maden. Jeg er nødt til at starte på lykkepiller igen. Kan ikke klare livet uden åbenbart. Er så hypersensetiv i tiden. Det er som om, alle mine sanser hænger udenpå kroppen. Alle de sansestimuli kan jeg slet ikke kapere, og så vrisser jeg af alt og alle – og i særdeleshed stakkels Viktor. Gider ikke mere være så skrap. Så – afventer svar fra læge, men regner med at påbegynde fontex igen. Så – i håbet om snarlig bedring vil jeg videre med dagen, der står på noget så afslappende som tøjvask.