I mine
tanker vil jeg rent faktisk rigtig gerne ændre min adfærd. Jeg vil jo ikke det
her spisecirkus. Men jeg har vist glemt, hvordan man laver ændringer. Viktor
spurgte mig i morges, hvorfor jeg ikke spiste formiddagsmad længere. Jeg havde
lyst til at lyve! Ærlige mig! Her burde da være motivation nok til at ændre
adfærd.
Jeg vil ikke
lyve. Sætter så stor pris på ærlighed. Nå.. når man ikke vil lyve, må man
snakke udenom. Viktor mente selvfølgelig, det ville være fornuftigt at indføre
formiddagsmad igen. Jeg panikker ved tanken. I går spiste jeg et æble til
formiddagsmad, fordi jeg havde været til træning. Jeg måtte virkelig overbevise
mig selv om, det var det rigtige at spise det der æble. Desværre endte det med,
jeg vejede æblet og kiggede efter kalorieindhold
Jeg tæller
normalt ikke kalorier ret meget. Bare så´n lidt overfladisk regner jeg det ud. Kan
jo huske det meste. Normalt kan jeg godt overleve ved at satse på, at et stort
æble indeholder ca 100 kalorier. Det kunne jeg så ikke i går… Gad vide hvordan
jeg får det stoppet igen, inden det løber løbsk…
Hvordan finder jeg modet og
motivationen frem igen? – vel at mærke uden at lave ændringer i mit liv J Det er da nemt nok…. Eller?
Det er en farlig ting at begynde at veje sin mad, det er så satans svært at stoppe igen. Men bekræfter dine tanker ik også dig i at du er ved at køre ud i noget du har svært ved at ændre, og hvis du ik får hjælp bliver det måske værre. Jeg kan dog selv sige at ens kærestes hjælp er ( for mig i hvert fald) lidt svær, for de gør det jo kun fordi de elsker en. Men man bliver bare så sur og indebrændt på dem
SvarSletDet er sgu svært med de kærester :-) Viktor vil jo mit bedste, og han er så bange for, jeg skal blive rigtig syg igen. Men jeg bliver nemlig så sur på ham - eller anoreksien gør. Når vi er i det, kan jeg virkelig ikke se, jeg tager fejl. Jeg er så overbevist om, der er mere mad på min tallerken end hans. Men på den anden side er han også grunden til, jeg får noget ordentligt at spise.
SletKære Bettina.
SvarSletPuha hvor er jeg godt nok bekymret for dig, set udfra mine øjne, er det virkelig begyndt at løbe helt løbsk for dig. Det at du er begyndt at blive angst for, hvorvidt du skal spise et stort eller lille æble til formiddag er virkelig bekymrende.
Jeg tror, at du bliver nød til, at finde/få noget hjælp udefra. Inden det går helt ned af bakke.
Jeg skriver blot af bekymring søde.
Knuz Helena
Tak for din omsorg. Jeg er ikke så bekymret, men jeg ved ikke, om det er reelt, eller om jeg fortænger. Håber det bedste :-)
SletNu udfordrer jeg dig lige - igen: Hvornår (dag) vil du opsøge hjælp hos lægen? Du siger, du har svært ved at tage dig sammen. Så: hvornår? Du ved, du bør....
SvarSletSgu lige får det går ondt i maven at læse ovenstående. Tak for udfordringen... jeg håber, jeg tager imod den ... for ja, jeg ved, jeg bør :-)
SletOk. Jeg holder dig op på det, Bettina. Jeg vil være den irriterende sten i skoen og minde dig om det fra tid til anden. Og spørge om, hvornår du præcist vil gøre andet end at skubbe det foran dig.....
SletDu får hjælp :-) Jeg ved godt, at du kan det hele med fornuften, og du ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er sygt - med fornuften. Men nogle gange kan det hjælpe at have en at dele diskussionerne med, og måske det rent faktisk vil motivere dig. Forhåbentligt :-) Du har så stor indsigt i dine egne tanker, så jeg tror, du vil kunne få noget ud af det.. Også med din evne til at reflektere over tingene. Det er jo ikke den, der fejler noget :-)
SvarSletJa.. et er fornuftens stemme og alle refleksionerne.. det hele falder bare lidt sammen mod anoreksiens stemme... Ville ønske, jeg var bedre til at handle... men måske kommer det med tiden :-)
SletDu har en ny og interesseret læser :-)
SvarSlet